Romantikken har blivende betydning for vores kristendom i dag, fordi dens ånd er blevet filtreret igennem Grundtvigs forfatterskab og er blevet ’døbt’.
Jakob Knudsen sagde om Grundtvig, at det nittende århundrede stod spejlet i hans sjæl og skrift. Få har som han gennemlevet hele dette århundredes bevægelser – fra oplysning til romantik og videre igen. Hans liv og forfatterskab vidner om en kamp for at forsone kristendommen med samtidens åndelige strømninger. Sine indsigter vandt Grundtvig gennem en indædt og kritisk omgang, ikke kun med traditionen, men også med samtidens teologi og digtning. Hans ’mageløse opdagelser’ kom ikke ud af intet, men var resultater af møjsommeligt udfærdigede litterære forsøg, hvoraf mange endte i skuffen.
Efter i ungdommen at have været påvirket af tidens strømninger – rationalisme og romantik – stod han i lang tid i opposition til sin samtid. Efterhånden indså han dog, at man ikke kunne ’aftrætte’ tiden dens ret, som han senere formulerede sin indsigt i digtet ”Til mine to Sønner” (1839):
Men vi alle, stor og liden,
Som vil virke godt og frit,
Maa, hvad end vi har mod Tiden,
Altid med den holde Skridt,
Aldrig den sin Ret aftrætte,
I sit rette Lys den se,
Den sit Spejl for Øje sætte,
Og kun ad dens Daarskab le (PS VI, 254f).
I begyndelsen af århundredet havde Grundtvig lært romantikken at kende gennem sin fætter Henrich Steffens’ Indledning til philosophiske Forelæsninger, som han i sine formative år studerede indædt. Her læste han om den store sammenhæng i poesi, natur, historie, filosofi og religion og fik tændt en længsel efter at få indsigt i og blive en del af denne store sammenhæng. En længsel, han med tiden indså, kun kunne opfyldes i Gud.
I 1812 skrev han, at romantikken havde oplivet en ærbødighed for det poetiske i mennesket og for den hellige skrift og derfor ”maaske jævnet Veien for tilbagevendende Kristendom” (US II, 353). Denne anelse fik han bekræftet godt ti år senere, da Henrich Steffens i 1823 trådte frem som en stemme fra menigheden med et skrift Om den falske teologi og den sande tro. Dette førte Grundtvig ud i en lang teologisk og åndshistorisk selvransagelse, hvor han for alvor blev klar over, at der måtte være en sammenhæng mellem den romantiske åndsretning og den nyopvakte lutherske kristendom, som han ønskede at blive bannerfører for – og i nogles øjne også blev. Denne selvransagelse kulminerede i det store digt Nyaars-Morgen fra 1824. Her kun ét enkelt eksempel fra dette digt: En strofe, der udtrykker, at den længsel efter den store sammenhæng, som romantikken viste, forbinder mennesket med Gud:
Saa længe end findes
I Støvet et Savn,
Der kun kan forvindes
I Frelserens Favn,
Saa længe skal Bordet,
Med Sølv og med Guld,
Med Troen paa Ordet,
Staa højt over Muld,
Og Hjærter forene,
Som levende Stene,
Til Piller i Faderens Hus (str. 64).
Mennesket er skabt i Guds billede, og derfor hører Gud menneskets suk over jordelivet og kommer det i møde i sit ord og i sit hus. Og når han gør det, genoprejser han menneskelivet, så det faldne mod kan rejse sig. Sådan kan man kort og godt udtrykke Grundtvigs kristne romantik, det som man senere har kaldt hans sammentænkning af menneskeliv og kristendom. Med et kendt vers kan man også sige, at ingen har guldtårer fældet, som ej glimt af guldet så, eller på en tredje måde: Menneske først, kristen så.
Denne tanke, at kristendommen er skabningens genoprettelse, fandt han også hos sit store forbillede, kirkefaderen Irenæus. Når jeg her udlægger det som et forhold mellem romantik og kristendom, er det fordi denne idéhistoriske forankring kan hjælpe os med at få blik for noget af det mest dragende i Grundtvigs kristendomsforståelse. Det særegne og tidsbundne i hans måde at tænke og digte på er måske noget af det, der bør påkalde sig størst opmærksomhed i dag.
Sagen er den, at Grundtvigs vigtigste indsigt, hans såkaldte mageløse opdagelse fra 1825: at Gud møder os i gudstjenesten i sine ord ved dåb og nadver, i fadervor, velsignelse og fredslysning, kom i kølvandet på den ny-konfrontation med romantikken, som han mødte hos Steffens i 1823 og udtrykte i Nyaars-Morgen. Dette er vigtigt, fordi det viser, at den intime sammenhæng mellem menneskeliv og kristendom (desværre ofte misforstået sådan, at det hele er sagt med førstnævnte) er med som en integreret del af Grundtvigs kirkesyn.
Det kan man f.eks. se i salmen ”Tør end nogen ihukomme” (DDS 348), som er den første salme, Grundtvig skriver efter sin ’opdagelse’. Grundtvig tager her udgangspunkt i et dobbelt forlæg i det gamle testamente, Salme 137,1-7 og Haggajs Bog 137,1-17. På denne måde får han med et genialt greb koblet erindring og profeti, historie og håb. Den gammeltestamentlige klagesang ved Babylons floder bliver gennem mindet om ”Zions sang” til et profetisk syn om, at Gud i fremtiden skal skabe et nyt tempel – kirken. Denne historiske typologi – sammenhængen mellem Israels fjerne tempel og kristenmenneskets tilsyneladende fjerne kirke – kædes endvidere (ved hjælp af gennemgående allusioner til 2. Korintherbrev 5,1-5) sammen med menneskehjertets længsel og dets drømme.
Salmen forløber altså ad et dobbelt spor, et eksistentielt og et kirkehistorisk. Den handler både om menneskehjertets forsoning med Gud og om menigheden. Det første aspekt træder tydeligst frem, hvis salmen synges på Lindemanns romantiske melodi, og det andet, hvis den synges på Laubs.
Grundtvig forstår kristendommen sådan, at så længe hjertet banker i barmen, og så længe nogen tør komme sine drømme og længsler i hu, så er der et håb i menneskelivet, som Guds ord kan knytte an til. Vi bygger kirke og holder gudstjenesten på længslen efter at blive forsonet med Gud, som vores hjerter fortæller os, er hvad vi er skabt til. Denne længsel udspringer af menneskelivet selv og tændes af alt stort og skønt herneden. Guds kærlighed er i skaberværket som en Himmel-glans i muldet, og det skaber søde morgendrømme i vores hjerter. Kristendom er, at vi samles om Guds ord på, at han er med os i denne sin kærlighed og vil vise os en større og forklaret herlighed – at han vil komme til vores gæstekammer og holde nadver med os.
Kristoffer Garne