I radioen har jeg lige hørt, at antallet af kvindelige bestyrelsesmedlemmer, specielt i børsnoterede selskaber, er gået stærkt frem. Ministeren udtaler, at det er glædeligt, og at frivillighed er bedre end kvoter. Professor Nina Smith siger til gengæld, at det vil blive endnu bedre, hvis der stilles krav om, at kvinder skal udgøre mindst 40% af bestyrelsesmedlemmerne. Procentdelen af kvindelige præster nærmer sig 60. På Københavns Universitet var der i 2016 62% kvindelige teologistuderende og 65% kvindelige medicinstuderende. I gymnasiet udgør pigerne over 60% af eleverne, og de får i øvrigt også de bedste karakterer. Er kvinderne ved at overhale mændene, eller er det stadig mændene, der har magten? Mange mænd understreger i dag deres maskulinitet fx ved skæg og store muskler, er det mon fordi de har magt, eller fordi de er ved at miste den? Læseren får ikke noget svar af mig.

Alle politiske partier går ind for ligestilling mellem kønnene, det er en forudsætning for at blive taget alvorligt som samtalepartner. Hvad ligestilling så i grunden indebærer, er der derimod ikke enighed om.

Samtidig spiller køn (dem er der i dag flere og flere af) synligt en større og større rolle, både som markering af, hvem man gerne vil ses som og måske også af, hvem man ser sig selv som. Hvorfor nu det? Man skulle jo tro at øget ligestilling førte til det modsatte, altså at kønnet blev mindre vigtigt.

Der har i hvert fald siden midt i 1800tallet groft sagt været to skoler, når diskussionen falder på køn, enten lægges hovedvægten på biologien eller på det kulturelle. Mange naturvidenskabeligt indstillede (og de bliver flere og flere) mener, at mennesket kun er krop, og at alt det menneskelige er naturgivent. Om kønnet siger således evolutionsbiologerne, at kvinders og mænds hjerner har udviklet sig forskelligt gennem evolutionshistorien, fordi de engang havde forskellige opgaver. Hunnerne varetog yngelpleje og indsamlede forråd mm, mens hannerne ledte flokken, når der skulle findes vej, de gik også på jagt og udviklede redskaber. Derfor er kvinders hjerner mere disponeret for samarbejde, omsorg og empati, mændenes derimod for rumlig orientering, koncentration og systemtænkning, de skal nemlig kunne genkende og systematisere spor i naturen, det kræver abstraktion.

Her i sommer var der en debat mellem videnskabsjournalisten og neurobiologen Lone Frank og direktøren for KVINFO Henriette Laursen om årsagerne til kønsforskellene. I følge Lone Frank er der »velunderbyggede fund«, der viser biologisk betingede interesseforskelle kønnene imellem. Disse biologiske vidnesbyrd bliver imidlertid ikke af ideologiske årsager taget alvorligt. Hun citerer den svenske sociolog Charlotta Stern for at sige, at »erkendelsen af forskelle mellem mænd og kvinder er tabu«. Henriette Laursen mente ikke overraskende, at vægten burde lægges på de kulturelle forklaringer. Der er nogle (igen er det eksperter) der mener, at det er problematisk at hævde, at amning er naturligt, det skaber nemlig grobund for et traditionelt syn på kønsroller.
Jeg har også i avisen læst, at nogle mænd (eksperter) mener, at mænd i 2017 er undertrykte og skal lære at sige fra. En manderevolution er nødvendig og lurer lige om hjørnet. Det er da en nyhed. I 50 år har vi hørt, at det er kvinder, der er undertrykte, og at de bør samle sig og gå til modstand mod ”mandschauvinisterne”.

Det er ikke nemt at finde ud af, hvad man (mand) skal mene.

Men de klassiske kønsroller er oplagt under forandring. Mandlige og kvindelige egenskaber er ikke længere så tydeligt definerede. ’Den dominerende mand’ skal kunne samarbejde og passe børn og ’den bløde kvinde’ skal kunne træde frem og være leder. Og det er jo ikke godt, hvis man tænker i biologiske kønsforskelle, så er årsagen til, at mange moderne kvinder og mænd er frustrerede netop, at de gør oprør mod deres egen biologi.

Ud fra samme tænkning er det kun ”naturligt”, at mænd ønsker flere partnere og kvinder én.
Helt i den anden retning går nogle i Sverige (som er et hypermoderne land). Her er der folk, der arbejder med noget, der kaldes genuspædagogik. I den pædagogik vil man helt ophæve kønnets betydning for identitetsdannelse. I børnehaven Egalia (!) ved Stockholm har man derfor afskaffet fx Grimms eventyr med Snehvide og Askepot, og de kønsbestemte stedord han og hun er erstattet af det neutrale hen.

I alle kulturer, også i den kristne, spiller kønnet en vigtig rolle. Alligevel findes ordet køn ifølge Gads Bibelleksikon faktisk slet ikke i Det Gamle Testamente. Kun i skabelsesberetningen fortælles det, at ligesom hos dyrene er der også hos menneskene ”han og hun”. Det er altid det sociale køn, ”mand og kvinde” der bruges. Rollerne er biologisk begrundede. Herren siger til kvinden: ”Du skal begære din mand, og han skal herske over dig”. Det er lidenskaben, der ligger til grund for det patriarkalske samfund, hvor manden er husets og slægtens overhoved. Begge køn deltager i høst-og hyrdearbejdet, men kvindearbejdet er i huset og mandens udenfor. Det er mænd der er konger, dommere og præster. Jahve (Herren) har ingen kvindelig guddom ved sin side, sådan som det ellers var almindeligt i antikken. Nogle hævder imidlertid, at det i den folkelige, ”levede religion”, var det anderledes, i hvert fald er der fundet masser af kvindelige figurer, der har spillet en rolle i religionen. Det vides også, at der i en periode har stået en Ashera statue i Jerusalems tempel. Tilde Binger har argumenteret for, at Ashera var Jahves kone, og at det eneste, der til sidst stod i templets allerhelligste: den syvarmede lysestage, var et tegn på Asheras tilstedeværelse ved Jahves side.

Lone Fatum har vist, at ikke mindst Paulus’ syn på kvinden får en lang virkningshistorie. Hans opfattelse var som hans samtids – inklusive lægevidenskabens: kvinden er et svagere væsen end manden, hun består af knap så bestandige og faste materialer som han. Kvinden er en ufuldkommen mand.

Paulus’ holdning er altså ikke et fremskridt. Manden er for apostlen den gifte kvindes hoved. Derfor skal kvinder bære hovedbeklædning ved menighedens sammenkomster. Ifølge skabelsesberetningen var det nemlig kun manden, der fik indblæst livsånde og dermed blev et levende væsen. Denne ånd får kvinden derfor gennem manden, hvis ribben hun jo også blev skabt af.

Vi kender alle det berømte sted i Galaterbrevet hvor der står, at “her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde for I er alle er én i Kristus Jesus”. Vi læser det som et udtryk for ligeberettigelse, men sådan er den græske tekst nok ikke ment. Faktisk står der, at det er forskellen på kvindeligt og mandeligt, altså kønsdifferentieringen, der er ophævet. I Kristus vender vi tilbage til det udifferentierede, der var før skabelsen, det gør vi, når frelsen kommer. Hvis en kvinde ikke praktiserer sin seksualitet, kan hun blive næsten som en mand. Og det er jo det højeste.

Kristendommens historie er altså også historien om mandlig dominans.
Hvordan kan de to køn overhovedet i fremtiden finde ud af det sammen? Jeg har ikke noget klart svar, men min kone har måske.

Et par gange hvor vi har haft en intensiv meningsudveksling, har hun (som er biolog), efter at hun har erklæret, at jeg er dum/på tværs/typisk hankøn, sagt: ”jeg er sådan set også ligeglad med, om du forstår mig, bare du elsker mig”. Det er i situationen en forløsende bemærkning. Men kan kønnene overhovedet forstå hinanden, og er det i det hele taget nødvendigt med al den forståelse for at leve sammen? Vi kan jo ikke engang se os selv, hvordan kan vi så tro, at vi kan forstå de andre? Nej, udgangspunktet er, at hvis vi gerne vil være sammen, så er vi er udleveret til overbærenhed og kærlighed.

Jens Hestbech