Forleden genlæste jeg overrabbiner Marcus Melchiors fine bog fra 1957 ”Jødedommen i vor tid”, i den hævder han, blandt andet med baggrund i jødernes bitre erfaringer med folkelige fællesskaber fra 1930’erne og under 2. verdenskrig, at fællesskab først får betydning, når det har forskel og afvigelse som baggrund. Altså at det rigtige fællesskabs baggrund ikke indforståethed og selvtilfredshed, men nærmest det modsatte. Kan det lade sig gøre? Kan fællesskaber have baggrund i forskel og afvigelse? Det skal kunne lade sig gøre.
Fællesskaber, er der nogle der mener, lever jo af forskellen på ”vi” indenfor og ”de” udenfor. Når vi er sammen med ligesindede, når vi taler samme sprog, har samme religion, så kan vi rigtig være os selv, for så behøver vi ikke at reflektere over, hvad vi siger og gør. Vi behøver ikke tænke på dem, der er anderledes. Vi forstår rigtig hinanden. Vi er én stor familie.
Den norske forfatter Karl Ove Knausgaard fortæller i bind 6 af sin store autobiografiske roman ”Min Kamp”, at første gang han i sit liv oplevede et indforstået fællesskab med andre nordmænd, var i forbindelse med Utøyatragedien. Han havde ikke indtil nu været – og måske heller ikke ønsket at være – med i fællesskaber, fordi de udjævner individualiteternes forskelle, lukker andre ude og i længden forhindrer indforståetheden også kritik og selvstændig tænkning. Men Utøya fik ham til at se, at også han var med i et fællesskab, selv om det var kortvarigt.
Også Grundtvig kritiserer dette træk ved fællesskaber, fx i sangen ”Folket er endnu forblindet”, indforståethed er endnu en måde, hvorpå man kan holde både ”de andre” og sandheden væk fra sig selv.
I det mest kendte vers siges det således:
Sanddru hedning, tyrk og jøde,
dem har Gud i grunden kær,
hader fremfor alt de søde,
som på skrømt ham træder nær!
Når vi i dag siger ’i grunden’ betyder det ikke helt det samme som for Grundtvig. Man kan let læse verset, så at det nærmest betyder, at Gud da, selv om de godt nok ikke er rettroende kristne, så holder han også af hedningen, muslimen og jøden. Det betyder snarere, at dem har han kær fra grunden af, og i grunden er der kærlighed. Nej, det er ikke betegnelserne og tilhørsforholdet der er afgørende, for Gud ”hader fremfor alt de søde”. De søde er dem, der ikke vil eller tør være sig selv, dem der blot tilpasser sig og som er med, fordi fællesskaber nærmest uundgåeligt medfører indforståethed og sommetider endda sammenspisthed og magtstræb. Indforståethed er sandhedens fjende, den indforståede kender allerede sandheden og behøver derfor ikke længere lytte. Man kommer til at hilse på sig selv og ikke på de andre og dermed på noget ”andet”.
Også og måske endda særligt i en kristen menighed, er det nødvendigt at være opmærksom på at vi ikke bruger vores samvær til selvbekræftelse og selvspejling, men minder hinanden om, at Guds rige er der, hvor afstandene overvindes. Det minder advent og jul os om.
I år er der juleaftensgudstjeneste allerede kl. 13.30 i Immanuelskirken, forhåbentlig bliver vi mange.
BIDRAG OG GAVER
Gulvrenoveringen er afsluttet og nu mangler bare et udhængningsskab og færdiggørelse af byggeregnskabet, forhåbentlig sker begge dele inden jul.
Husk, at hvis I vil være sikre på at opnå skattefradraget for medlemsbidrag og gaver indbetalt i 2012, er det klogt at indbetale i god tid inden jul. Vi har oplevet, at indbetalinger i slutningen af december af banken registreres som indbetalt i januar. Medlemmer, der har afgivet forpligtelseserklæring, skal betale det beløb, de har forpligtet sig til. Men I kan godt give gaver derudover på samme vilkår som andre gavegivere.
Har I spørgsmål angående ovenstående, så ring til forretningsføreren.
Vi i rådet siger tak for det gamle kirkeår, for trofast deltagelse i gudstjenester og ved møder. Vi ønsker alle en god adventstid og en glædelig jul.
Jens Hestbech