De fleste religioner har ikke kun fortællinger om verdens skabelse, men også om verdens forfald. Mange fortællinger forudsætter simpelthen at verden var bedst i begyndelsen. Dengang var mennesket lykkeligst, havde et godt helbred og et langt liv og alle levede i harmoni med hinanden. Derfra bliver alt værre. Nutiden er kendetegnet ved krig, moralsk opløsning og historieløshed og er et resultat af et fald fra den oprindelige lykke. Vi finder fx tanken i den romerske digter Ovids værk ”Metamorfoser”, her er den oprindelige Guldalder i nutiden afløst af Jernalderen. Men bedst kender vi den måde at tænke på i de 3 ”Abrahamsreligioner”, som muslimerne jo kalder jødedom, kristendom og islam.
Det kan være svært, når man er nået til både ”skelsår og alder”, ikke at tænke sådan – selv om man ved, at man sandsynligvis vil blive betragtet som en ikke omstillingsberedt Jeronimus. Jeg har fx svært ved ikke at tænke at vores tid først og fremmest er karakteriseret ved pjat, altså mangel på alvor. Alt skal være underholdende og populært. I romerriget var ”populares” folkets mænd eller folkevenner.
Engang betegnede ordene folk, folkeånd og folkelig i Danmark noget demokratisk, de markerede for de fleste at man gik ind for frihed og var imod elitens privilegier, alle skulle opfattes som medlemmer af nationen, ingen skulle længere blot være undersåtter. Erfaringerne med nazisternes brug af ordene gør at de efter krigen bliver svære at anvende.
I stedet taler man i dag om danskhed og dansk kultur. Men uanset om man nu taler med den ene eller anden slags ord, kredser man om spørgsmålet: hvad er det fælles? Hal Koch mente, at det ikke er det nationale eller kulturelle der skaber fællesskab, det er det politiske, eller mere præcist det er det sociale og økonomiske fællesskab, der er det grundlæggende. Derfor må der ske en mere retfærdig fordeling af goderne, jf. velfærdsstaten. Og derfor er demokratiet en livsform. Demokrati bliver det nye plusord Folket skal styre og det skal ske ved at demokratiet bredes ud og integreres i alle(?) former for fællesskaber. Kun således har fællesskaberne legitimitet.
I de grundtvigske valgmenigheder er demokratiet ideelt set også før Koch en livsform, de formelle spilleregler er få. Vi vil og kan selv – endnu.
Men danskerne er på mange måder på vej væk fra de grundtvigskes måde at tænke på, det formelle afløser i disse år det reelle. Bureaukratier, koncerntænkning med ledelseslag og beslutningsorganer, der endda hævder de repræsenterer demokratiet, er på vej ind.
Vartov Valgmenighed og vi har i anledning af ”Debatoplægget fra Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken ”afgivet et høringssvar som i sin helhed kan læses på hjemmesiden. Vi skriver bl.a.: ”Vi må understrege, at folkekirken er menighedernes kirke. I valgmenigheder praktiseres denne opfattelse i særlig grad.
Udvalget skriver meget om ’demokratisering’. Men dét sikres ikke alene gennem formelle repræsentationsprocedurer(—). Udvalgets forslag om et råd med samlet kompetence er da heller ikke mere ’demokratisk’ end, at man ønsker det hele samlet i ’ét organ’, for ’jo flere organer, der skal vælges, des vanskeligere kan det være at finde tilstrækkeligt mange, der er villige og kvalificerede’ (side 46).
Hierarkiske strukturer flytter generelt opmærksomheden og indflydelsen fra lavere
til højere niveauer, in casu fra menighed til kirkeråd. I stedet burde menighedsrådenes
selvforvaltning styrkes.
Som valgmenigheder er vi solidariske med den øvrige folkekirke i en varetagelse af
sammenhængen mellem kristendom og folkelighed, for nu at udtrykke det lidt gammeldags”.
Det er dagligdagen der gerne skulle give dækning for det vi siger og skriver.
I år er der igen juleaftensgudstjeneste allerede kl. 13.30 i Immanuelskirken, forhåbentlig bliver vi mange.
På rådets vegne
Jens Hestbech