Det fælles
Matth 5,1-12
Det er Alle helgens dag. Højtiden bliver mere og mere kendt pga. af Halloween, som er den 31. oktober og fejres efter amerikansk maner. Det Alle helgens aften, mens dagen efter, d. 1. november, er Alle helgens dag. I Danmark fejres den i forbindelse med gudstjenesten den første søndag i november. Som man kan høre på navnet, er det ment som en fest for alle helgener, bl.a. fordi der var så mange, at de ikke kunne få en dag hver. På Alle helgens dag skulle man mindes og tilbede de mennesker, der havde vist sig særligt hellige og derfor var særligt nær Gud. Blandt dem ikke mindst martyrerne. Fx martyrerne i Lyon i det tredje århundrede.
På det tidspunkt var Lyon en romersk by udstyret med teater og cirkus, som det kendes fra Rom. De kristne lægges for had i den by. De officielle romerske myndigheder udelukker dem fra deres forsamlingshuse og forbyder dem at opholde sig på offentlige steder, badeanstalter og markeder. Men det er blot begyndelsen. Folkemasserne i byen chikanerer dem med tilråb og overgreb. Der kastes sten efter dem og de angribes fysisk. Til sidst bliver de også fængslet. I fængslet udsættes de for tortur, som til folkemængdens begejstring også foretages i offentlighed, inden de kristne får lov at være underholdning i cirkus, hvor de kastes for de vilde dyr og underkastes bødlernes opfindsomme plagerier. De døde bliver end ikke begravet, men kastes for hundene til skræk og advarsel for byens borgere. Men ikke alle de kristne dør under pinslerne. Der er en person ved navn Sanctus som udholder torturen med ekstraordinære kræfter. Uanset pinslerne nægter han at sige noget om sig selv, foruden dette ene: Jeg er kristen. Han vil ikke fortælle sit navn, hvilket folk eller by han stammer fra, eller om han er slave eller fri. Alle spørgsmål om hans identitet besvares alene med bekendelsen: Jeg er kristen. Det svar besvares selvfølgelig med endnu mere tortur. Men selv de mest bestialske pinsler får ham ikke til at bøje sig. I skriftet om martyrerne fra Lyon står der, at han til sidst var et stort sår, trukket og brækket ud af enhver genkendelig menneskelig form. Det var den første omgang tortur. Den anden virker mirakuløst næsten helbredende for Sanctus og han genvinder til bødlernes overraskelse sin menneskelige form. Og hele vejen fastholder han sin ene bekendelse: Jeg er kristen. Sanctus kender man i øvrigt ikke.
Det kan være svært at følge Sanctus og alle de andre martyrer, der gennemgik ulidelige smerter, og måtte dø fra ægtefæller og børn, for den simple bekendelse: Jeg er kristen. Det virker ikke særligt helgenagtigt. I dag er det nemmere at fremdrage moderne martyrer til beundring. Frihedsfolk og modstandsmænd. Borgerrettighedsforkæmpere og anti-apartheidsledere. Mennesker, der har sat deres liv til i kampen for frihed og lighed. Er blevet fængslet, tortureret og henrettet for deres kamp mod totalitære regimer eller fascistiske systemer. Sådanne, som ikke stod til bage for at ofre sig selv for det, de mente var sandt og rigtigt. Vi kender navnene, Kim Malthe Bruun, Sofie Scholl, Martin Luther King og mange andre mænd og kvinder, der, som det hedder, har betalt den ultimative pris. I bevidsthed, at de har været i stand til at sætte sig selv til side på en måde, som man næppe selv ville kunne, bliver man ydmyg og imponeret af deres uselviske handlinger og deres idealistiske bedrifter. De har gjort en forskel. Men svært at forstå og sætte sig ind i, er det ikke. Selv om man ikke tør stole på, at man selv ville handle på samme måde, ved man, at de gjorde det rigtige. De er helte og heltinder, der har udført heltegerninger. Dem kan man se op til og beundre. Ja, det ligger lige for at tilbede dem, fordi de i særlig grad har personliggjort kristne idealer og vidnet om næstekærlighedens styrke for al verden. Ligesom helgener.
Sanctus er meget vanskeligere at forstå, for han udfører ingen heltegerninger. Han står ikke for noget ekstraordinært. Han kæmper ikke for nogen og opnår ingen ting. Hans tro er ikke engang spektakulær. Han har ikke gjort en ny opdagelse og har ikke opnået en større forståelse. Jeg er kristen, siger han, og det betyder, at hans liv leves i tillid til, at Jesu Kristi ord og gerning gælder for ham. Det er ikke en kompliceret indsigt. Den er helt ordinær og Sanctus er som kristen helt ordinær. Det kan være vanskeligt at se, at det skulle være tortur og pinsler værd. Faktisk er det jo nok nærmest et skældsord at være ordinær, og i hvert fald er det en stor fornærmelse at blive kaldt ordinær. Af alt det man kan være, skal man for alt i verden ikke være almindelig og ordinær. Man skal skille sig ud og være særlig, helst fordi man gør noget opsigtsvækkende. Man vil gøre en forskel, der gør en forskellig fra alle andre. At være helt almindelig og ordinær er det sidste man vil være. Det er, som om vi har svært ved at tilkende os selv værdi, hvis vi ikke adskiller os fra andre. Som om vi bliver nødt til at stå ud af mængden og være speciel for at være noget. Derfor bliver tingene og systemer indrettet som om vi alle sammen er helt specielle og unikke. ’Mit ID’ skal man bruge for at identificere sig som alle andre. ’Min sundhed’ er den side, hvor man kan finde nøjagtigt den samme type oplysninger, som alle andre. ’Min uddannelse’ hedder en app, der åbenbart skal få studerende til at tro, at deres uddannelse er tilrettelagt specifikt for dem. For hvis man bare er en blandt borgerne i landet, eller blot et nummer i sundhedssystemet eller en studerende af en hel årgang, så er man ikke rigtigt noget. At man er en del af et fællesskab, og man kun kan være fælles, fordi man er ens på nogle punkter, forsvinder helt ud af billedet. Man er sig selv, unik og individuel, og ellers er man ikke nogen. Og tænk, sådan kan man gyse, hvis man lever livet igennem og blot beskæftiger sig med almindeligheder og dagligdags gøremål, som alle kunne gøre. Så er man i bund og grund ikke rigtig nogen, for man er blot som alle andre.
På den baggrund bryder Sanctus igennem i sin almindelighed. Han vil ikke være nogen særlig. Han nægter at sige det, der adskiller ham fra andre, hans herkomst eller hans sociale status. Han definerer sig udelukkende ved det, der er fælles. Dette: Jeg er kristen. Han skal ikke stå ud og adskille sig fra andre. Tværtimod. Sanctus’ identitet er i det fælles. Han siger ikke andet, end det alle døbte kan sige: Jeg er kristen. Hans bekendelse er ikke anderledes, end enhver døbts bekendelse. I dåben får vi kristentroen skænket ved at svare ja til at ville leve sit liv i den mening som er bestemt af Jesu Kristi ord og gerninger. Det er ikke en ekstraordinær intellektuel anstrengelse, hvor man formår at tro på det utrolige. Det er et liv i troen på at vores liv, alle vores liv, uanset hvordan de udarter sig og hvor de stammer fra, har absolut og ubetinget værdi. Det er fælles for alle, der er døbt og derfor kan sige: Jeg er kristen.
Sådan fremhæver Sanctus det fælles på det individuelles bekostning; det almindelige står frem for det det ualmindelige. Sådan som det blev sagt i saligprisningerne i evangeliet. Salig er ikke de specielle, der har gjort heltegerninger og udført spektakulære bedrifter. Salige er vi i vores helt almindelige liv inden for den sammenhæng, som vi får skænket i dåben. Vi skal ikke gøre en forskel for at adskille os. Eller lave en bedrift for at udmærke os. Tværtimod skal vi leve i tillid til at alle er fælles om at være skabt af Gud, frelst ved hans søns død og opstandelse, og forbundet med dem gennem Helligånden. Det er det liv, der prises saligt. Vi skal synge det om lidt: ”Lyksaligt det støv, som i Skaberens hånd, kom Gud så nær. Oplivet af ham med en kongelig ånd til heltefærd,” for den heltefærd er ikke mægtige gerninger, men som det siges videre i samme strofe: ”at være begavet med hånd og mund til gavn og glæde i allen stund, og ligne Gud på det bedste og tale med ham som sin næste”. Heltefærden er at leve kristentroen ud i fællesskabet i hverdagen med sin næste. Heri er saligheden.
Derfor er det ikke særlige helgener og ekstraordinære martyrer, vores Alle helgens dag handler om. Vi tilbeder ikke hellige mænd og kvinder, ej heller helte og heltinder. Vores Alle helgens dag handler om det, vi har fælles. Derfor mindes vi i dag dem, vi har haft fællesskab med. Dem vi savner, fordi vi har delt hverdagen med dem og dagliglivet med. For kristentroen er vores almindelige liv sammen i det liv, vi har i dagligdagen nu. Deri er vores salighed. For salige er de, der lever det liv sammen i lyset af vores fælles bekendelse: jeg er kristen. Det fællesskab skal vi med Grundtvig synge om i det sidste vers i dag: ”Fælles om hans liv og fred, lys og kraft og herlighed, af Guds nåde, til Guds ære evig glade vi skal være i vor Herres Jesu navn.”
DDS 402/732 – 560 – 571 — 376 – 561/573 – 375