Jordens salt og verdens lys
v.13 »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker.
v.14 I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. v.15 Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.
v.16 Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.«
Matth 5,13-16 (jf. Luk 14,34-35; Mark 4,21; 9,50; Luk 8,16; 11,33; Joh 8,12)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Forholdet til de andre evangelier er det ganske kompliceret. Første ord om saltet kan have en forbindelse til Mark 9,49-50: ”For enhver skal saltes med ild. Salt er en god ting, men hvis saltet ikke er salt mere, hvordan vil I da gøre det salt igen? Bevar saltet i jer selv, og hold fred med hinanden”. Det ord kan så danne grundlag for både v.13 og Luk 14,34-35, idet Lukas kan have kombineret det med v.13, når det lyder: ”Salt er en god ting; men hvis saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!”
Ordet om lyset kan have baggrund i Mark 4,21: ”Så sagde han til dem: ”Kommer nogen med et lys for at sætte det under en skæppe eller under en bænk? Er det ikke for at sætte det i en stage?”” Lukas har en version af det ord: ”Ingen tænder et lys og skjuler det med et kar eller stiller det under en bænk, men man sætter det i en stage, så de, der kommer ind, kan se lyset”. Forholdet er altså, at Lukas kan have medtaget ideen om, at lyset skal lyse for dem i huset, fra Matthæus.
I Joh 8,12 kalder Jesus sig selv for ”verdens lys”.
Dette er et af de tilfælde, hvor det er nærmest umuligt at sige noget entydigt om forholdet mellem evangelierne, bortset fra at der er en forbindelse til Markusevangeliet fra begge de andre synoptikere, og at Johannesevangeliet står næsten isoleret for sig selv. Måske har Lukas kendt Matthæus og fordelt ordene på andre steder. Måske har han ikke kendt det, men så må man forklare den forbindelse, som der trods alt er, ved den tabte kilde Q. Det er ikke så let at forklare, hvorfor han skulle have ødelagt den fine sammenhæng, der er mellem ordene i Matthæusevangeliet.
v.16 har ingen parallel i de andre evangelier, men fremhævelsen af gerninger er også typisk matthæisk.
Thomasevangeliet har en udvidet version af byen på bjerget, hvortil der er føjet, at den er befæstet og ikke kan falde (Thom. 32). Ligeledes kender det ordet om lyset på stagen, der er koblet sammen med, at der skal forkyndes fra tagene (Thom. 33).
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
Teksten indgår i bjergprædikenen (Matth 5-7), hvor Jesus har samlet sine disciple om sig, mens skarerne står ved foden af bjerget (5,1). Bjergprædikenen indledes med saligprisningerne (5,1-12), og teksten her følger umiddelbart efter. Efter denne tekst fremlægger Jesus sit program. Han er ikke kommet for at nedbryde loven og profeterne, men for at opfylde dem (5,17). Tilsvarende skal tilhørernes retfærdighed overgå de skriftkloges og farisæernes (5,20). Bjergprædikenen handler om, hvordan de opnår det.
Man kan sige, at efter saligprisningerne har fremlagt, hvilken karakter Jesu tilhængere skal have, fremfører denne tekst, hvilken funktion de skal have over for verden, for derefter at præsentere, at de skal have den i kraft af den fuldkomne retfærdighed, som følger af Jesu fuldendelse af loven. På den måde er v.13-16 nøje forbundet med v.17-20, for Jesu tilhængere får den rolle, som loven havde ifølge jødedommen.
Tekstens detaljer
Teksten falder naturligt i to dele i henhold til de to ord om hhv. salt (v.13) og lys (v.14-16). Man kan sige, at v.16 står lidt for sig selv som en konklusion, der dog kun bruger billedet af lyset.
v.13: Salt kan ikke miste sin kraft. Nogle vil mene, at salt i Palæstina på Jesu tid var af dårlig kvalitet, fordi det blev udvundet af Dødehavet og var blandet med andre mineraler, sand og småsten. Hvis det blev udsat for fugt, kunne selve saltet vaskes ud, så der kun var smagløse urenheder tilbage.
Salt blev primært anvendt til at nedsalte fødevarer for at undgå forrådnelse. Salt er altså ikke et krydderi. Hvis saltet er vasket ud af det urene salt, kan det altså ikke varetage denne bevarende funktion.
Men har jorden brug for salt? Det må betyde, at jorden uden salt går til i råddenskab. Således er de kristustroende det, der bevarer jorden for at fordærves. Deres tro og deres handlinger sikrer friskhed på jorden, fordi de er udtryk for det rette gudsforhold.
v.14: Billedet af lyset siger for det første, at Jesu tilhængere er det lys, som verden har. Ligesom det kun er ved dem, at jorden kan holdes salt og bevares, er det kun ved dem, at den kan oplyses. De er tydelige, som en by på et bjerg. Det vil sige, at de ikke kan skjule sig, for deres tilhørsforhold til Jesus ”lyser ud af dem”.
v.15: Og således opfylder de overhovedet deres funktion. Det ville være i modstrid med selve deres identitet, hvis de skulle skjules. Tværtimod er deres funktion at lyse, derfor hverken kan eller skal de skjules. Det er imod lysets natur at gemmes af vejen, så er det ikke lys. Ligeså med Jesu tilhængere. Det er imod deres natur at skjule, at de er Jesu tilhængere. Og således lyser de op i verden. Verden ville ligge i mørke uden dem, for deres gudsforhold er et lys for alle.
v.16: Konklusionen handler om, hvorledes de lyser. Det gør de, når de gennem deres gerning fremviser deres natur. Mennesker møder Jesus selv og hans fader gennem hans tilhængeres gerninger. Derfor er det dem, der skinner for mennesker. Og derfor bliver de grunden til, at mennesker priser faderen i himlen. Hermed er forbindelsen også knyttet til resten af bjergprædikenen, for de gode gerninger er dem, der er i overensstemmelse med den belæring, som følger. Kort sagt, skal de kristustroendes levevis i verden være udtryk for deres forhold til Kristus og således vidne om ham og hans fader. Det er deres opgave, ligesom det er lysets opgave at lyse, og saltes opgave at salte. Uden dette er de ikke, hvad de er som kristustroende – og så er de det slet ikke.
Tekstens fortolkning
For en luthersk betragtning er spørgsmålet, om Matthæus gør sig skyldig i gerningsretfærdighed, så man ved menneskers handlinger skulle kunne se deres forhold til Kristus. Det er jo netop ifølge Luther umuligt, hvorimod forholdet til Kristus naturligt vil sætte sig igennem i handlinger. Man kan blot ikke på forhånd sige hvilke. På den måde er det ikke gerningsretfærdighed, som Matthæus taler for, for det er jo netop de troendes natur, der skal vise sig i handlinger, som det er saltets natur at være salt og lysets natur at give lys. Og så gælder det omvendt, at et lys, der ikke lyser, ikke er et lys. Salt, der ikke er salt, er ikke salt.
Mere interessant er imidlertid forholdet til hhv. jorden og verden. De kristustroende bevarer jorden frisk og lyser op i verden. Det gør de selvfølgelig i kraft af bjergprædikenens anvisninger på det rette liv i overensstemmelse med identiteten som kristustroende. Radikaliseringen af buddene skaber den retfærdighed, der overgår de skriftkloges og farisæernes, og således er salt i verden og lys for alle. Men der går også en linje til missionsbefalingen, der afslutter Matthæusevangeliet (Matth 28,16-20). Udbredelsen af læren til alle folk i hele verden skal holde denne verden frisk og oplyse alle deri.
Men det mest bemærkelsesværdige er dog, at de kristustroendes handlinger har en funktion for jorden og verden i sig selv. Det er ikke kun for at missionere ved at belære og appellere ved at være forbilleder. I sig selv tjener de til jordens bevarelse for råddenskab og verdens oplysning mod mørke. Måske kan man forstå kristendommens virkningshistorie på mange andre end religiøse områder som et udtryk for dette, selv om det ikke har været i Matthæus’ tanker. For ham har det snarere været, at de kristustroende har været de ideelle mennesker, som derfor har en særlig rolle for alle mennesker.