Matt 5,13-16
Jesus beder os om at være jordens salt og verdens lys. Salt bevarer og konserverer. Før elektriciteten skulle man bruge salt for at holde råddenskaben væk. Lys lyser op. Før elektriciteten kom lys, når noget brændte. Uden lys lukker mørket sig om os. Vi skal være salt og lys. Alle helgens dag bruges til at mindes de døde, der kan være forbilleder for os som salt og lys.
Blandt de døde i den tidligste kristendom fik martyrerne en særlig rolle som forbilleder. Martyriet blev en særlig litterær genre med beretninger om kvinder og mænd, der døde for kristendommen. Nogle af disse fortællinger er realistiske og hjertegribende. Andre er mere fantastiske med mirakuløse træk. Et af dem handler om biskoppen Polykarp, der led martyrdøden i Smyrna i Lilleasien lørdag d. 23. februar år 155. I Smyrna var der en fjendtlig stemning mod de kristne, som betragtes som gudløse, fordi de ikke vil ofre til de græsk-romerske guder, men kun anerkende én eneste Gud. Myndighederne forfølger de kristne og leder efter deres leder Polykarp. Under tortur forråder en af hans slaver ham. I mellemtiden har Polykarp haft en drøm, hvor hans hovedpude stod i flammer. Han tog det som tegn på, at han skulle brændes levende. Og således sker det. Polykarp bliver pågrebet og ført for politichefen Herodes. Forhøret forløber forventeligt. Herodes spørger: ”Hvad galt er der dog i at sige: Kejseren er Herre! og i at ofre, og hvad man ellers skal gøre, for at redde livet?” Polykarp svarer: ”Det kunne ikke falde mig ind at gøre det, I råder mig til.” Ingen overtalelse og ingen trusler hjælper. Polykarp fraviger ikke sin tro. Heller ikke da der anrettes et bål til ham, og bålmandskabet sætter ild til det, ændrer han holdning. Men så sker der det, som for mig ødelægger beretningen lidt. En stor flamme slår op, men den former sig som en hvælving omkring Polykarp. Den står som en mur hele vejen rundt om ham. Og i stedet for at blive brændt som kød, er det som – det står der virkeligt – et brød, der bages. Også duften er som røgelse eller andre kostbare krydderier. Og det bliver kun værre. Da personalet i det cirkus, hvor det finder sted, indser, at han ikke kan brændes, dolkes han til døde. Ud kommer en så stor mængde blod, at ilden slukkes. Senere kan liget dog brændes, og menigheden indsamler Polykarps knogler, som de betragtede som mere værdifulde end guld.
De fantastiske eller nærmere: bizarre træk ved fremstillingen af Polykarps død kaster et forvrængende lys over hele historien. Hvad der også er en troværdig historie om de første kristnes kompromisløshed, bliver til en kunstig fortælling om en særlig hellig mand. Det er ikke særligt godt, hverken litterært eller teologisk. Polykarp bliver en heltefigur, som man skal beundre og forbinde sig med ved at holde hans jordiske rester i ære. Lyset fra Polykarps mirakuløse martyrdød overstråler vores almindelige liv og død og sætter det i skygge.
Martyrberetningerne tog en anden drejning i en performance i kødbyen for nogle år siden. Martyrmuseet hed den og den foregik i en af de gamle slagtehaller, der den gang endnu ikke var gjort by-smart. Martyrmuseet bestod af udstillinger af ”relikvier”, billeder, videoer og andre genstande, som var forbundet martyrer og deres martyrhandlinger. Man blev ført rundt i udstillingen af en guide, der dels fortalte martyrernes historier, fx hvorledes de forberedte sig den dag, hvor martyriet skulle finde sted, dels dramatiserede selve martyriet, fx gengav, hvorledes en buddhistisk munk satte ild på sig selv og siddende i meditation brændte op. Udstillingen eller forestillingen fik en del opmærksomhed, fordi der blandt de fremstillede martyrer var personer, som normalt klassificeres som terrorister eller radikale religiøse grupper. Der var således en videoinstallation med medlemmerne af en amerikansk selvmordskult. Ligesom der var genstande, fra ofrene d. 11. september og billeder af gerningsmændene. Men også af billeder Sankt Stefanus, selvfølgelig, og socialisten Rosa Luxemburg, der blev myrdet efter novemberrevolutionen i Tyskland ved afslutningen af Første Verdenskrig, og Dietrich Bonhoeffer, den tyske præst, der blev dræbt af nazisterne i Tyskland under Anden Verdenskrig. For en del af forestillingens formål var at undersøge, hvad en sand martyr er. Til det formål var der et citat ved udstillingens begyndelse af forskeren Paul Middleton: ”Martyriet bliver grundlæggende skabt, når en fortælling om et dødsfald bliver fortalt på en bestemt måde. Det er ikke hovedpersonen, der er det vigtigste element i skabelsen af martyriet; det er derimod fortælleren.” Og han citeres endvidere for at have sagt, at efter d. 11. september 2001 og stigningen i antallet af terroristiske selvmordsaktioner, er det mere påkrævet end nogensinde at kunne definere den sande martyr. Kunstværket, som i øvrigt kan ses på youtube (til min forbavselse med mig blandt publikum), gav ingen lette svar, som gode kunstværker sjældent gør. Omvisningen i museet gjorde det levende og nærværende, at menneskers livssituation arte sig på en sådan måde, at det forekommer dem rigtigt at give sit liv for en større sag. I visse tilfælde en sag, der kræver ikke blot deres, men også andres liv i bestræbelsen på at skabe en tilværelse, der ikke er underkuet og undertrykt.
Men dramatiseringen af diverse selvmordsaktioner gjorde også klart, at et sandt martyrium ikke kan være at bringe død og ulykke over andre. Den slags handlinger kan kaldes forskelligt, alt efter hvilken side man ser dem fra, men det er en forvanskning af begrebet at kalde det et martyrium at sprede skræk omkring sig også selv om målet er at skabe paradis på jord.
Hvis den slags martyrer er jordens salt, bliver jorden ikke til at holde ud at bo på. Hvis de skal lyse op i verden, bliver lyset alt for snævert. Så kommer det kun til at skinne for de rettroende og retlinede, som er så overbevist om deres egen menings sandhed, at de vil udbrede den med alle midler. Men selv de øvrige, der søger martyriet i kampen for deres sag, er det svært at acceptere som jordens salt og verdens lys. Påfaldende nok fortælles det i førnævnte Polykarps martyrium, at en gruppe kristne angav sig selv til de romerske myndigheder for at blive martyrer, selv om nogle af dem fortryder ved synet af de vilde dyr. Forfatteren bemærker i den sammenhæng: ”Derfor, brødre, tager vi afstand fra dem, der udleverer sig selv, eftersom evangeliet heller ikke lærer os den slags.”
I beretningerne om såvel de antikke som de moderne martyrer ligger vægten udelukkende på vedkommendes død. Det er fortællingen om døden, der definerer martyren. Martyren dør for sin sag. Men er det ikke en fejl at lægge vægten der alene. Skulle man ikke i stedet sige, at den sande martyr har givet sit liv for sin sag? Eller måske endnu mere, at livet er deres sag, så de sætter alt også deres eget liv ind på det. Skulle det sande martyrium ikke hellere være fortællingen om en persons liv, når dette liv leves fuldt ud til og med døden for livets sag. Sådanne martyrer kan være salt for jorden og lys i verden, fordi deres brand oplyser verden, som det er formålet med lys, og jorden i kraft af dem bevares for råddenskab, som det er saltets funktion.
Når vi i dag, Alle helgens dag, mindes vore døde, gør vi det for det liv, vi har delt med dem. Vi gør det, fordi de gav en del af deres liv, måske en lille del, måske næsten hele livet til os, så vores liv blev tryggere, større, rigere, mere nuanceret og mere kompliceret, end det ellers ville have været. I taknemmelighed mindes vi mennesker, som med deres liv har gjort vores liv bedre, end vi kunne gøre det selv. Forældre, søskende, ægtefæller, børn, venner, hvis liv blev en del af vores liv, så vi slet ikke kan tænke det uden dem. Menighedsmedlemmer, som vi har delt kirkebænk med, men nu er deres plads tom. De har været saltet i vores liv, der holdt den råddenskab væk, som det er at lukke sig om sig selv i egen selvtilstrækkelighed. Og de har været lyset i vores verden, så det mørke spredtes som består i kun at se spejlbilleder af sig selv. Fortællingen om deres liv skal hverken gøre dem til martyrer eller helgener, for det ville gøre deres liv og død mere enkelt, entydig og ensrettet end vores liv sammen med dem har været. Livet er ikke enkelt og entydige eller ensrettede måder at leve det på, gør det mindre end det er. Derfor er det hverken helgener eller martyrer, vi mindes i dag. Vi behøver ikke lave fortællinger om deres liv og død, der hæver dem ud af det almindelige menneskeliv. Livet er vores sag. Vi mindes dem, der levede det liv for livets skyld. Og vi takker, når vi har mødt nogle af dem, der – som Martin A. Hansen siger et sted – selv har meningen med, hvor de er. Det er mennesker, som har bragt mening ind i vores liv ved at leve det med os. For vores forbillede skal ikke være martyrer, der dør ved spektakulære henrettelser eller ved dødbringende handlinger. Vores forbillede er det fattige menneskeliv, der blev givet helt ud for livet og i den grumme død viste os, at livet er større, end vi kan sige os selv. Ja, det liv viste sig større end døden selv. Med det forbillede kan vi give vores liv hen til livet med hinanden og således tjene det liv, der ellers ville rådne og formørkes. For livet, der leves i det forbillede, kan end ikke døden lade forrådne og formørke. Så er livet levet i det forbillede jordens salt og verdens lys.
DDS 402 – 572 – 571 — 573 – 561 – 560