Matt 5,1-12
CN Tower i Toronto, Canada er ca. 550 meter højt. Det var den højeste bygning i verden, da det blev bygget i 1976 og vedblev at være den højeste indtil 2007, da der blev bygget en skyskraber i Dubai. I CN Tower kan man tage elevatoren op til omtrent 450 meters højde, hvor der er café og et 360 graders udblik over byen og omgivelserne. Et sted i besøgsområdet er gulvet erstattet af gennemsigtigt materiale, så man kan se 450 meter direkte ned. Da vi besøgte tårnet for 15-20 år siden, fik mine børn på dengang fire og syv år den gode idé at stille sig ud på disse glasplader. Jeg kunne både dengang og i dag sige mig selv, at det naturligvis var fuldstændigt risikofrit at stå der. Det havde hundredtusindvis af børn og voksne gjort før dem. Alligevel brød jeg mig ikke om det og bad dem gå væk fra ruden. Det resulterede i, at de begyndte at hoppe kraftigt op og ned. Fornuftigvis vidste jeg jo godt, at der ingen som helst fare var ved det. Ikke desto mindre måtte jeg stille mig over til en væg, hvor jeg ikke kunne se dem. Den dag i dag giver tanken om det mig både et smil på læben og gør mig en lille smule svimmel. Ikke så svimmel som dengang, men alligevel.
Egentlig skulle man ikke blive svimmel. Svimmelhed opstår, når man ikke har et fast punkt at orientere sig efter. Når man snurrer rundt og horisonten bliver utydeligt. Når det gynger og vipper, så ligevægten kommer i ubalance. Eller når man står højt oppe og kigger ned uden at kunne vurdere afstanden. Svimmelheden kommer af ikke at kunne bestemme sin egen position i forhold til omgivelserne. Når det er uklart, hvor man befinder sig i verden. Så balancen forstyrres eller de sanser, der skal opretholde balancen forvirres. Men det er den fysiske svimmelhed. Det var ikke den, jeg led af, da jeg så min børn svæve 450 meter oppe.
Der findes en åndelig svimmelhed, siger Søren Kierkegaard et sted. Ja, der findes endda to slags åndelig svimmelhed, mener han. Den ene er den svimmelhed, der opstår, når man fortaber sig i det uendelige og ikke kan forholde sig til det endelige. Så bliver man, siger han, som ”en galvaniseret frø, der sprætter i øjeblikket,” fordi man ikke kan forholde sig konkret til den etiske opgave det er at være menneske. I stedet forsvinder man hele tiden ud i det uendelige og fantaserer om at være noget særligt i et himmelsk perspektiv. Den anden svimmelhed består i at gøre det konkrete menneskeliv sammen med andre mennesker så filosofisk kompliceret, at man ikke kommer til at leve det, men forbliver i filosofisk forvirring over det. Løsningen på begge former for svimmelhed er, tror jeg nok, at han mener, er i første omgang at forholde sig konkret til den opgave at være sig selv, så man i øjeblikket finder det faste punkt i sin egen eksistens. Og i anden omgang at erkende, at man ikke kan tage vare på sin egen eksistens, så man må gøre det ud fra Guds nådige tilgivelse.
Men alt det tænkte jeg ikke den dag i CN Tower. Da blev jeg svimmel, fordi jeg så min eksistens stå på et gennemsigtigt grundlag, nærmest fritsvævende højt over den hårde beton 450 meter nede. Situationen viste med al tydelighed, at jeg ikke var mit ansvar voksent og aldrig ville blive det. Måske kunne jeg have tvunget børnene bort fra den uskadelige glasplade, men på et andet tidspunkt senere i livet vil de under alle omstændigheder i overført forstand komme til at stå på glasplader, der slet ikke er så brudsikre som ruden i den canadiske bygning, og nogle af dem vil uvægerligt gå i stykker, så de vil falde og slå sig. Og jeg kunne intet gøre.
Og det var ikke blot derfor jeg blev svimmel. Svimmelheden opstod, fordi det, der skulle være det faste holdepunkt for mit eget liv; det, der skulle bevare balancen i min tilværelse, viste sig at stå på en gennemsigtig glasrude, som man – stadig i overført forstand – ikke kan stole. Det fik det til at svimle, som det må svimle for enhver, når tilværelsens skrøbelighed viser sig. For hvor er det sikre punkt, som man kan fiksere på for at holde balancen?
I dag er det svimmelhedens dag. Allehelgensdag. Vi mindes dem, som vi har mistet. Ikke bare i løbet af året, men i det hele taget. Dem, der gav vores tilværelse dybde og tyngde, mens de også gjorde den svimlende og skrøbelig. For det er det svimlende: at det allervigtigste i livet er skrøbeligt. Det fejrer vi i dag, når vi mindes vores døde. Vi fejrer dagen med at høre tekster, som kalder svimmelheden frem, fordi de prøver at sige noget, der ikke lader sig udtrykke, og derfor må ty til et billedsprog, som er så vildt og voldsomt, at man ikke kan andet end miste balancen.
Som når Esajas profeterer om byen, hvis mure hedder Frelse, og hvis porte hedder Lovsang. I den by, hvor Gud Herren selv er til stede, så der skinner et evigt lys, og al sorg og klage er forsvundet. Hvor alt og alle lever, og vokser, og blomstrer, fordi de befinder sig det sted, hvor ondskab ikke længere findes. Den by, Jerusalem, som mere end nogen anden by i verden er genstand for ufred og ulykke.
Og i den store tekst fra Johannes’ Åbenbaring, hvor seeren Johannes har et syn af englene fra de fire verdenshjørner, alle de 144.000 frelste, som står med sejrens palmegrene i hænderne foran lammets og Guds trone sammen. Billedet er så overvældende, at man knap kan klare at se det for sig. Et slagtet lam ved Guds trone med en kreds af engle, ældste og de fire levende væsener rundt om, som alle falder ned i tilbedelse. Så hører man om dem i den store skare i hvide klæder, der har vasket klæderne hvide i lammets blod. Og i den udtryksfulde vision giver det fuldstændig mening, at lammets røde blod gør klæderne uskyldshvide, for det frelste hvide kommer af at have del i lammets røde offerblod. Det gives til kende på barokke alterbilleder, hvor der står en blodstråle fra lammets hals direkte ned i en nadverkalk. Således skabes en forbindelse direkte fra den grandiose vision af de frelstes himmelske gudstjeneste til vores jordiske gudstjeneste, når vi samles om nadverbordet.
Ligesom vi gør i de svimlende store salmer, som vi synger i dag. Hvor morgenens solopgang forvandles gennem salmen, så den ender med at være opgangen på det evige livs kyst, der jager alle dødens skygger bort. Hvor lovprisningen af lammet synges ud nu i kirkens forsamling, så menigheden tager del i den himmelske lovsang og helgener både her og der er i den samme menighed.
I gudstjenestefejringen i dag samles samles der så meget mening og så mange billeder, at man kan få åndenød og blive svimmel, for man inddrages i en verden, hvor det er svært at holde balancen. I den store sammenhæng, som teksterne og salmer fremholder, bliver man selv meget lille og ubetydelig og kan næsten forsvinde. Alligevel insisterer gudstjenesten på, at det er vores virkelighed. At det er den horisont, som gælder for vores liv og vores kæres liv i evighed.
I alt dette lyder evangelieteksten næsten prosaisk: Salige er de fattige i ånden; salige er de, som sørger; salige er de sagtmodige; salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden; salige er de barmhjertige; salige er de rene af hjertet; salige er de, der stifter fred; salige er de, som forfølges. For Himmeriget er deres. I forhold til de andre læsningernes grandiose billeder og salmernes poetiske fortryllelse af vores verden, forekommer saligprisningerne jævne og dagligdags. De viser en virkelighed, der er fyldt med ufred og uretfærdighed, ubarmhjertighed og forfølgelse. Og det er meningen, for de viser ikke ind i himlen og skal ikke være en vej til en himmelsk virkelighed. De viser ud i livet, og skal være en vej i den jordiske virkelighed. For de viser, hvordan livet er, når man lever det ud fra den virkelighed, som de himmelske billeder indlemmer os i.
Det er saligheden: at leve omgivet af den mening, som vi får skænket gennem bibeltekster og salmesang, og som vi bliver gjort en del af gennem dåb og nadver, og som vi må gøre virkelige ved at lægge til grund for vores forhold til mennesker omkring os.
Livet kan være svimlende skrøbeligt, når man erkender, at det, der giver det mening og værdi, står på en glasplade højt over jorden. For det viser sig, at glaspladen på et tidspunkt ikke holder, så de forsvinder fra os, og vi forsvinder fra dem. Og alligevel er det netop det liv, der skal være vores faste holdepunkt. For lever man livet i den mening, som ikke kommer fra os, men vi hver søndag indlemmes i og opretholdes i, bliver den virkelighed, og at leve i den virkelighed er salighed.
Så kan man have frimodighed til at se sine kære hoppe på en rude i et højt tårn, for saligheden er at leve livet sammen med dem omgivet Guds virkelighed. Salig er den, der kan leve det liv.
DDS 754 – 571 – 573 — 572 – 554 – 8