Alle helgens dag (1)
Saligprisningerne
v.1 Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. v.2 Og han tog til orde og lærte dem:
v.3 »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.
v.4 Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.
v.5 Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.
v.6 Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.
v.7 Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.
v.8 Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.
v.9 Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.
v.10 Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.
v.11 Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. v.12 Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.«
Matth 5,1-2 (jf. Luk 6,20b-23)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Der er en ganske spændende relation mellem de to udgaver i saligprisninger i Matthæus- og Lukasevangeliet. Lukas’ version indleder hans udgave af bjergprædikenen, der ikke foregår på et bjerg, men på et fladt sted og derfor kaldes sletteprædikenen. Den er noget kortere og lyder:
”Salige er I, som er fattige, for Guds rige er jeres.
Salige er I, som sulter nu, for I skal mættes.
Salige er I som græder nu, for I skal le.
Salige er I, når mennesker hader jer, forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn, som noget ondt for Menneskesønnens skyld.
Fryd jer på den dag og spring højt af glæde, for se, jeres løn er stor i himlen; således behandlede deres fædre også profeterne”
Det mest almindelige er nok at sige, at Lukasevangeliet indeholder den ældste version af saligprisningerne. Den er kortere og mere konkret. Fattigdom og sult er reelt og ikke ”åndeliggjort”, som i Matthæusevangeliet. Så det er muligt at sige, at Matthæus har spiritualiseret saligprisningerne, der i udgangspunktet handlede om konkret sultne og udstødte grupper. Men man kan faktisk lige så godt sige det modsatte. Dels er det normalt opfattelsen, at de allertidligste kristne ikke bekymrede sig om fattigdom og rigdom, fordi forventede, at Jesus snart skulle komme igen og oprette Guds rige. Dels passer det vældigt godt med Lukas’ teologi i øvrigt at fremhæve de fattige som idealer. Derfor kunne han let have ”af-spiritualiseret” saligprisningerne.
Uanset hvordan man opfatter de historiske forhold og de litterære relationer mellem skrifterne, profilerer sammenligningen med Lukasevangeliet saligprisningerne i Matthæusevangeliets version. Det handler om en ”indre” holdning, som giver sig udtryk i ydre handlinger og ikke mindst resulterer i andres handlinger mod dem.
Hvor Lukas’ version passer til hans socialt orienterede teologi, passer Matthæus’ version til hans jødisk inspirerede teologi, da pointen netop er, at saligheden svarer til at leve i den nye pagt, som er indstiftet med Jesus.
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
Saligprisningerne indleder bjergprædikenen (Matth 5-7). Det er den første af Jesu fem store taler i Matthæusevangeliet. Han holder den under sin virksomhed i Galilæa. Det er det største samlede udtryk for de tidlige kristnes etik og i øvrigt helt grundlæggende for alt, hvad man kalder etik overhovedet.
Således kommer saligprisningerne til at få en programmatisk funktion. Saligprisningerne gælder dem, der for en umiddelbar betragtning ikke er salige, men som har den holdning og gør de handlinger, der fremlægges i bjergprædikenen. Man kan nemlig sige, at Jesus selv er model for de salige. Han er som alle de salige, idet han i sin historie viser sig at være netop sådan, som saligprisningerne beskriver. Dermed bliver han et tegn på eller en foregribelse af det, der skal fuldendes i dem, der følger ham.
På den måde kan man sige, at saligprisningerne markerer et indbrud af det kommende i det nutidige eller det himmelske i det jordiske. Det kommende og det himmelske sætter sig igennem i det nutidige jordiske, når de kristne lever i overensstemmelse med deres forbillede i Jesus Kristus. Derfor er de salige, uanset hvordan deres jordiske vilkår er nu.
Tekstens detaljer
Saligprisningerne kan inddeles i to afdelinger med hver fire saligprisninger (v. 3-6 og v. 7-10). Første afdeling taler om mangler, som skal udfyldes; anden om at handlinger, som skal gengældes. De to afdelinger holdes sammen af gentagelsen ”for Himmeriget er deres” (v. 6 og 10), og begge afdelinger slutter med ordet ”retfærdighed” (v. 6 og 10). Teksten afslutter med en saligprisning af en anden karakter, da den henvender sig direkte til disciplene, der har samlet sig om Jesus.
Saligprisningen kender man fra Det Gamle Testamente (fx Salme 1,1) og andre jødiske tekster. Man priser den salig, som står i et ret forhold til Gud. Selve det græske ord, der oversættes ”salig” (makarios) har ikke en særlig religiøs betydning. Det betyder i udgangspunktet ”lykkelig” eller ”heldig”, men i Det Nye Testamente betegner det altid den salighed, som Gud giver. Den, der er i et ret forhold til Gud, er i den særlige privilegerede position, som er en himlens betydning på jorden eller den kommende frelses betydning i det nuværende.
v.1-2: Scenen sættes for bjergprædikenen. Skarerne følger Jesus, så går op på et bjerg. Disciplene samles om ham. Således er der skabt to grupper: Skarerne på en vis afstand af Jesus og disciplene, der er samlet om ham. Når Jesus taler til ”dem” ifølge v.2, er det formentlig disciplene, der menes. Man må dog forstå det således, at skarerne også kan høre, hvad han siger. De to grupper er muligvis udtryk for Matthæus’ egen menighed (disciplene) og alle andre (skarerne). Når Jesus taler til et ”I”, menes der derfor de troende, mens de øvrige hører gennem dem.
v.3: Den første saligprisning af de ”fattige i ånden” betyder ikke mindrebemidlede, hverken i økonomisk eller intellektuel betydning. Derimod er det et religiøst udtryk, hvor fattig betegner den, der har lagt alt i Guds hånd. Det er kendt fra Det Gamle Testamente, hvor der fx forkyndes et godt budskab for de fattige (Es 61,1). Det er formentlig det samme, som Matthæus forsøger at udtrykke med denne formulering. De fattige i ånden er, uanset økonomisk eller intellektuel formåen, helt afhængige af Gud. Derfor er de inkluderet i det fremtidige Himmerige og kan leve ud fra det allerede nu.
v.4: Den anden saligprisning af de sørgende kan referere til Es 62,2: ”Han skal trøste alle, der sørger”. Trøsten er fremtidig, så man kunne sige ”alle, der sørger nu” (jf. Luk 6,21). Men sagen er, at den fremtidige trøst, skal påvirke sorgen nu. Derfor kan de sørgende kaldes salige.
v.5: Den tredje saligprisning: Sagtmodig (græsk: prays) bruges også om Jesus selv i Matthæusevangeliet (Matth 11,29; 21,5). Det svarer til ”fattige i ånden”, for det betegner de ydmyge, der ikke selv er i stand til at tiltage sig magt. De magtesløse. At de skal arve jorden, passer med den omvending, som er en almindelig forståelse af dommedag, hvor de fornedrede skal ophøjes; de magtesløse få magt osv.
v.6: Den fjerde saligprisning om de sultende efter retfærdighed. Retfærdighed er i Matthæusevangeliet virkeliggørelsen af Guds vilje, hvilket er muligt i den nye pagt, som de troende er inkluderet i. Man kan sige, at retfærdigheden netop er det, der skal udtrykkes i bjergprædikenen. Hvor den udleves, opfyldes retfærdigheden. Derfor mættes de, der søger retfærdigheden.
v.7: Med den femte saligprisning indledes anden afdeling, der omhandler handlinger og ikke mangler som i første afdeling. Den første handling er barmhjertighed, der skal bestemme forholdet til alle. Ved at være inkluderet i pagten til Gud, som skal udleves i barmhjertighed mod næsten, skal de troende selv vises barmhjertighed af Gud.
v.8: Sjette saligprisning: Hjertet er udgangspunkt for menneskets tanker og handlinger. Derfor vil Gud netop lægge sin nye pagt i menneskers hjerter. De rene af hjerte er oprigtige og har rene motiver. At se Gud er ellers det, engle kan. Det er således en forventning om endetiden, hvor menneskers forhold til Gud skal være umiddelbart.
v.9: Syvende saligprisning: at stifte fred. Freden kommer ultimativt fra Gud selv, men mennesker udbreder den. Således er de i deres handlinger Guds børn. Det svarer allerede til den selvbetegnelse, som de kristne har anvendt.
v.10: Ottende saligprisning er formentlig tænkt om den aktuelle virkelighed for Matthæus’ menigheden. Ikke, at de nødvendigvis befinder sig i en akut forfølgelsessituation, men chikanerier og modvilje fra omgivelserne har været en reel mulighed for de kristne. Omvendt bekræfter netop modstanden fra jøder og andre, at de har adskilt sig fra verden og tilhører Himmeriget. Derfor er Himmeriget deres.
v.11-12: Niende saligprisning runder afsnittet af ved at tale direkte til disciplene. De oplever den modstand fra verden, som der var tale om i foregående vers. Derfor kan de allerede nu glæde sig over den løn, som de skal have i det fremtidige eller himmelske, for de står i traditionen af de forfulgte retfærdige. På den måde leder saligprisningen over til udsagnene om disciplene som jordens salt i det følgende.
Tekstens fortolkning
Indledningen til bjergprædikenen præsenterer kristenlivet som et indbrud i den nuværende verden fra den kommende himmel, nemlig Himmeriget. For de aktuelle forhold for de kristne modsvares af inklusionen i Himmeriget, så de kan leve ud af den bevidsthed. Man kan også sige det med pagtteologiske forestillinger, så den nye pagt som de gennem troen på Jesus indgår i, og som skal udleves i forholdet til næsten, svarer til Himmeriget, som dermed tilhører dem. Den efterfølgende bjergprædiken viser, hvorledes pagten skal realiseres i det konkrete menneskeliv, Himmeriget bliver derved den horisont og det grundlag, som bestemmer de kristnes liv.