Anden juledag: Matt 10,32-42 (Vartov, 26.12.25)
I dag Sankt Stefans dag er en af de dage i kirkeåret, hvor den luthersk-protestantiske kirke kommer tættest på en helgenfejring. Vi dyrker jo ellers ikke helgener i vores kirke, for vi mener ikke, at nogen kan gøre noget for at komme tættere på Gud. At komme tæt på Gud, at komme i en ret relation til Gud, at blive retfærdiggjort eller blive frelst, eller hvordan man end vil udtrykke det, sker alene ved, at hans ord kommer til os, at han sætter ord på os og vores liv. For den Gud, der lod sin søn føde som et menneske, har én gang givet til kende, at menneskelivet er dér, hvor han skal mødes. Over det liv er himlen åben. Det er det samme for alle mennesker. Det kræver ikke særlige kompetencer og ikke særlige kvalifikationer. Uanset om man optræder som den helligste af alle helgener eller lever som den mest oversete af alle mennesker, så er man lige nær ved Gud, fordi han er kommet til os. Ikke omvendt.
Det er det, vi har fejret de to sidste dage. Vi har fejret, at Gud satte sit ord på vores liv, at han lod sin søn føde i vores verden, så vi ikke skal søge Gud alle vide vegne uden for vores almindelige dagligdagsliv. For her i julen bliver det klart, at Gud ikke er at finde i alverdens mystiske oplevelser eller i allehånde mærkelige erfaringer. Gud har tilsluttet sig det helt almindelige menneskeliv ved at lade sin søn føde som et helt almindeligt barn i vores helt almindelige verden. Så derfor ved vi, at det er her i vores liv, at Jesu Kristi rige er vidunderligst af alt på jord, som Grundtvig digter. Ikke et andet sted fjernt fra os. Men hos os og blandt os er det rige.
Så derfor undrer det, at det møder modstand. Det er en overraskelse for alle martyrerne begyndende fra Stefanus, at det budskab afvises og forkastes. Ja, det forfølges og bekæmpes, så det den dag i dag er livsfarligt at være kristen mange steder i verden. Hver gang man hører om det, overraskes man, for det er ubegribeligt, at dette budskab vækker modvilje. Det er uforståeligt, at alle ikke vil være med i fællesskabet om den forkyndelse.
Men måske skulle man ikke være overrasket, for er Jesu Kristi rige her i vores liv, så er det os, der skal tage vare på livet, så det svarer til det budskab. Derfor må vi forsvare det i tale og handling mod de kræfter, der ikke ønsker det.
Mod dem, der som i Stefanus’ tilfælde ikke mente, at Guds søn komme til verden, kunne gælde for enhver, men budskabet må være begrænset til et det jødiske folkeslag, der er udvalgt frem for alle andre. Stefanus måtte lide døden i Jerusalem i det første århundrede, som vi hørte.
Og mod dem, der som i den unge romerske kvinde og nybagte moder Perpetuas tilfælde mente, at budskabet må være underlagt den romerske kejser, som først og fremmest har krav på underkastelse. Perpetua måtte lide døden i et cirkus et sted i Romerriget i det andet århundrede, fordi hun nægtede at tilbede kejseren.
Eller mod dem, der som i den tyske teolog og præst Bonhoeffers tilfælde mente, at budskabet måtte indebære fjendskab mod det jødiske folk og kræve tilslutning til føreren. Bonhoeffer måtte lade livet i nazisterne fangenskab under det tredje rige.
Eller mod dem, der i dag mener, at budskabet skal udryddes fra islamiske stater. Og i dag lider stadigt flere martyrdøden rundt omkring i de dele af verden, som vi normalt ikke hører så meget til.
Alle disse forhold og flere til har krævet deres martyrer, som vi i dag viser ære uden at mene, at nogle af dem er kommet nærmere Gud end nogen andre. Tværtimod kom deres handlinger kom inde fra den tro, som de havde livet i.
Og måske kan man sige, at i Stefanus’, Perpetuas, Bonhoeffers og alle de andres tilfælde var konsekvenserne nok store, men valget var enkelt, for det stod mellem godt og ondt. Mellem Jesu Kristi rige og magthavernes rige. Mellem den indre sandhed og den løgn, der kom udefra. I evangelieteksten er det fædre, mødre, svigermødre og husfolk, der står for den modstand udefra, som man inderst inde ved, er forkert. Og selv om mange sikkert med mig kan sige, at vi ikke selv ville have været lige så heltemodige som de martyrer, vi hædrer i dag, har deres valg i grunden været enkelt.
Måske er det derfor mere vanskeligt, når modstanden ikke møder en udefra, men kommer indefra. Når man fra sig selv kan mærke modstand mod budskabet om, at Guds søn skal findes i det hjælpeløse menneskebarn, at Guds kraft har givet sig til kende i menneskelig svaghed, at Guds visdom skal findes i menneskers dårskab. Når man selv synes, at ens egen opfattelse af rigtigt og forkert, ærværdigt og forkasteligt, højstatus og lavstatus bør nyde fremme til ens egen fordel på trods af evangeliet om Guds søns fødsel i en stald. I litteraturen støder man ofte på denne konflikt, når man møder mødre og navnlig fædre som genfærd eller spøgelser. For de repræsenterer gerne fortrængte følelser og undertrykte ambitioner. Som da Hamlet møder spøgelset af sin fader, og får besked på at slå sin moders nye mand ihjel. Er det da ikke Hamlets egen jalousi, der kommer til udtryk? Eller da Macbeth møder tre mærkelige hekse, og de fortæller ham, at han skal blive konge. Er det ikke hans egen ambition? Og i det hele kan man høre, at forholdet til fædre og mødre bruges som begrundelse for at fokusere på sig selv. Under alle omstændigheder kommer man selv til at gøre modstand mod det evangelium, at Guds selv har tilsluttet sig ens liv, så man frit kan leve derud fra, uanset hvad ens fader eller moder eller svigermoder eller husfolk måtte have sagt eller ment.
Og stadig væk kan man sige, at uanset hvor vanskeligt det er i praksis, så er det principielt et enkelt valg at stå i. For man ved godt, hvad der er rigtigt, hvis man enten skal hævde sig selv eller tage sig af den mindste, trænger til et glas vand. Selv om vi hver især næppe formår at være lige så heltemodige som martyrerne og se helt bort fra os selv er valget i grunden enkelt.
Måske bliver det først rigtigt kompliceret, når det ikke længere er klart, hvor modstanden kommer fra. Når der ikke er en tydelig fjende hverken udefra eller indefra. Men man skal leve sit liv uden klar forståelse af, hvad der er i overensstemmelse med budskabet om Guds søn, og hvad der står i modsætning til det.
I nogle situationer i livet kan det blive meget konkret og nærværende, at man skal foretage et valg uden at vide, hvad der er godt og ondt, rigtigt og forkert. Det er sammenhænge, hvor man hverken udefra eller indefra støder på modstand, for uanset hvad man vælger, bliver det aldrig godt. Og andre sammenhænge, hvor hverken er indre eller ydre tilskyndelse til det ene eller det andet, for der er kun forkerte ting at vælge imellem. Selv om det ikke er et spørgsmål om liv og død i konkret forstand, som det er for martyrerne, kan det være et meget konkret spørgsmål om det ene liv frem for det andet, og ingen kan sige, hvad der er bedst.
Nok er det ikke et martyrium, der er tale om, men måske er det faktisk sådan de fleste af os oplever martyrens situation: at skulle tage livsafgørende valg uden at kende konsekvenserne, uden at der er godt og ondt, uden at se sandt og falsk, og alligevel måtte handle. Måske er det et martyrium i det almindelige menneskeliv, måske er det at tage sit kors op, og så gælder det for enhver, som det gjaldt for Stefanus, at også i den situation har Guds sat sit ord på vores liv og har gjort menneskelivet til sit. For det er juleevangeliet, at Guds søn er kommet til vores liv, så vi må se himlen åben over vores valg, også når vi træffer dem i usikkerhed og tvivlrådighed.
DDS 106 – 122 – 128 — 129 – 109 – 105