”Jeg er ikke kommet for at bringe fred”
v.32 »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. v.33 Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.
v.34 Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. v.35 Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, v.36 og en mand får sine husfolk til fjender.
v.37 Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. v.38 Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. v.39 Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.
v.40 Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. v.41 Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. v.42 Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.«
Matth 10,32-42 (jf. Mark 8,38; 13,12; 8,34-35; 9,37; 9,41; Luk 9,26; 12,51-53; 21,11; 14,26-27; 17,33; 9,23-24; 10,16; 9,48; Joh 12,25; 13,20)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Som det fremgår af parentesen ovenfor, er der ikke en enkelt parallel til denne tekst i dens helhed. Men næsten alle versene findes i de andre evangelier; de er blot ikke samlet, som Matthæus har gjort. Man kalder de enkelte formuleringer ”Jesus-ord”, fordi de tilsyneladende har været løsrevne, ordsprogsagtige vendinger, som har kunnet integreres i evangelierne på forskellig vis. Den almindelige teori er, at Matthæus har kendt nogle af ordene fra Markusevangeliet, andre fra den tabte kilde, Q, som også Lukas har haft adgang til. Men en anden mulighed er selvfølgelig, at han har overtaget nogle fra Markus (og måske andre fra sin egen tradition) og selv konstrueret den tale, som de nu indgår i. Uanset hvor materialet kommer fra, er denne sammensætning Matthæus’ værk.
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
Teksten udgør afslutningen på ”udsendelsestalen”. I begyndelsen af kapitel 10 sender Jesus sine disciple ud. Han giver dem magt over urene ånder, så de kan uddrive dem og helbrede. Men ideen er nok, at de skal optræde som missionærer for ham. På den måde bliver denne udsendelse et billede for missionærerne efter Jesu død og opstandelse. Imidlertid gør der sig det særlige gældende, at disciplene på dette tidspunkt eksplicit ikke sendes til hedninger eller samaritanere, men kun til ”de fortabte får af Israels hus” (Matth 10,5-6). Således kommer denne udsendelse til at stå i kontrast til udsendelse ved Jesu opstandelse, hvor de netop sendes til ”alle folkeslag” (Matth 28,19). Det viser tydeligt, hvordan perspektivet ifølge Matthæusevangeliet udvides fra at være et rent jødisk anliggende under Jesu liv til at omhandle hele verden efter hans opstandelse. Det afspejler formentlig de historiske forhold, at det først er efter Jesu død og i den første menigheds forkyndelse, at hedninger er blevet genstand for mission.
I talen giver Jesus anvisninger til disciplene som missionærer. Først og fremmest skal de ikke frygte, når de er udsendte. Det afgørende er, at de optræder som hans repræsentanter, så de har skæbnefællesskab med ham, også når de oplever modstand.
I øvrigt hører man ikke noget om, hvordan det går de udsendte disciple, men selve udsendelsen skal give plads for et sceneskifte, så næste perikope handler om Johannes Døberens spørgsmål til Jesus (Matth 11,2-6).
Tekstens detaljer
Som sagt består tekstens delvist af mindre Jesus-ord, der er sat sammen til en ny sammenhæng. De falder i mindre perikoper, der har en vis indre sammenhæng, uden dog at følge en helt sammenhængende argumentation.
v.32-33: Udsagnet er en version af Mark 8,38, men hvor det i Markusevangeliet handler om den endelige dom, hvor Menneskesønnen kommer med sine engle, har Matthæus omformet det til at omhandle den ophøjede Kristus, der vil befinde sig i himlen hos sin fader. Derfor er udsagnet ikke et domsudsagn eller et udsagn om en fremtidig dommedag, men om hvad der gælder for de troende nu; nemlig at Jesus gør fælles sag med dem over for Gud. Kort sagt, har de deres gudsforhold gennem ham. Derfor har fornægtelsen af ham den samme konsekvens, blot omvendt: Fornægtelsen af ham resulterer i et brudt gudsforhold.
Bekendelsen eller fornægtelsen finder sted over for mennesker. Det er naturligvis i den fortalte situation, hvor disciplene sendes ud som forkyndere, meningsfuldt. Det er det også i Matthæusevangeliets situation, hvor man må regne med en vis modstand fra omverdenen mod den nye tro. Begge dele leder til den overordnede pointe, at det gudsforhold, der sættes af forholdet til Jesus, ikke kan være i skjul. Det må man stå ved over for mennesker.
v.34-39: På baggrundet af det anslåede tema om forholdet mellem de troende og verden indledes et afsnit om forholdet mellem Jesus og verden eller mellem evangeliet og verden. Den grundlæggende pointe er, at evangeliet skaber splid og splittelse i verden.
Først fremgår det i v. 34-36, at Jesu komme ikke skal stifte fred, men tværtimod strid. Tanken er ikke, at der konkret skal føres krig med sværd (ordet for sværd betyder et kort sværd og ikke et langt krigssværd), slet ikke at de troende skal føre sværdet (det er ikke til at se, hvem der har sværdet i teksten). Meningen er, som det fremgår af v.35-36, at der skal ske splittelser. Udsagnet i v.35-36 ligner et citat fra Mika 7,6. Splittelsen finder sted inden for familierne og inden for husstanden, her primært fremstillet som en kamp mellem generationer. Splittelsen er det afgørende. Ikke krigerisk kamp mod andre.
En række skrifter fra den tidligste kristendom tematiserer denne splittelse, og faktisk blev kristendommen anklaget for at ødelægge familierne. Paulus skriver allerede i Første Korinterbrev om ægtepar, der er splittet i forholdet til kristentroen. De fleste tekster lader vide, at spliden oftest har været mellem en kristen hustru og en ikke-kristen ægtemand. Men det kan bero på det forhold, at kvinden naturligt fulgte manden i den nye tro, hvis han skiftede religion. Hvorimod det ville være langt mere kontroversielt, hvis kvinden blev omvendt til en ny tro. I hvert fald er det den situation, der har skabt flest problemer.
Det næste vers, v.37, følger den tematik, men sætter skellet mellem generationer. Pointen fremsættes umisforståeligt: Forholdet til Kristus kan ikke stå under forholdet til andre. Det må have absolut prioritet, ellers findes det ikke. Den holdning er værdig i forhold til den fordring, som evangeliet er. Og straks følges det i v.38 op af endnu et ”værdigheds-ord”. Den er ikke værdig, der ikke tager sit kors op og følger efter Jesus. Udtrykket beror på den skik, at dødsdømte selv skulle bære korset til henrettelsesstedet. Jesu egen korsfæstelse er sikkert baggrund for det, så han samtidig bliver forbillede. Meningen med ordet er formentlig primært billedligt, så det blot betyder at være tro mod Kristus-troen, evt. symboliseret ved korsets tegn, som kunne være en del af dåbshandlingen. Men der ligger naturligvis også en antydning af en konkret forståelse af korset i bevidstheden om, at kristentroen ikke nødvendigvis er ufarlig for de troende.
Med ordet om at vinde og tabe sit liv bliver det entydigt, at afsnittet har til hensigt at fremstille det totale og absolutte krav på de troende, som kristen-troen har. For giver man ikke slip på sit liv i denne verden til fordel for kristen-troen, mister man livet i den kommende verden. Giver man omvendt afkald på sit verdslige liv, vil man vinde evigt liv. Troen gør således fuldstændigt krav på mennesket både i denne og i den kommende verden.
v.40-42 vender på en måde tilbage til v.32-33, men nu set fra den anden side. Perspektivet er på dem, der forholder sig til de udsendte. Før handlede det om, at Jesus gjorde fælles sag med de udsendte, når de forholdt sig til mennesker. Her handler det om, at han gør fælles sag med de udsendte, når mennesker forholder sig til dem. I begge tilfælde har de troende skæbnefællesskab med ham, for gudsforholdet afgøres i forholdet til ham. Det gælder altså også for dem, der skal forholde sig til de troende. Det er i øvrigt i overensstemmelse med jødiske traditioner om udsendinge og sendebude, at buddet er som den, der har udsendt det. I den udsendte forholder man sig altså til udsenderen.
Det er blevet en almindelig hypotese, at der bag ord som disse gemmer sig en særlig struktur i de tidligste kristne menigheder. Man antager, at kun nogle har fungeret som omvandrende prædikanter og missionærer. Man kalder dem vandrekarismatikere i overensstemmelse med den magt over urene ånder, som Jesus giver dem i begyndelsen af talen. De har levet op til særligt strenge regler om asketisk livsførelse. Det er den gruppe, som hele udsendelsestalen har i tankerne. En anden del af de tidligste kristne har været fastboende. De har ikke været asketiske, men har i stedet været forpligtet til at tage sig af vandrekarismatikerne, når de kom forbi. Det er de fastboende sympatisører, som denne sidste del af talen har i tankerne. Derfor tales der om, at de modtager de omvandrende som profeter og retfærdige. De fastboende skal tjene de omvandrende med materielle goder, til gengæld får de del i deres ”åndelige overskud”. Det er netop, hvad der udfoldes her.
Flere andre skrifter handler om forholdet mellem disse grupper. Bl.a. sættes der andre steder regler for, hvor længe en omvandrende missionær må blive på det samme sted. Tilsyneladende har der været en risiko for, at forpligtelsen til at hjælpe de omvandrende kunne udnyttes.
Tanken om løn i det hinsides er langt fra fremmed for Matthæusevangeliet (og resten af Det Nye Testamente), men det er karakteristisk, at det ikke er handlingens størrelse, der bestemmer lønnen. Selv et bæger vand at drikke medfører løn.
Tekstens fortolkning
Udover de tidshistoriske forhold som kan være afspejlet i teksten, handler den om kristen-troens radikalitet, absolutisme og totalitarisme. Det er termer, der normalt ikke forbindes med kristendommen, men det gælder for enhver religion, at den gør absolut krav på menneske og omfatter det totalt. Det gives ikke noget, der er uden for gudsforholdet. Derfor er den også radikal i forholdet til omverdenen. Det ligger til grund for ordene her. Der er ikke et sted, hvor man kan være uden for forholdet til Kristus, hvis man er i det. Men derfor er han også med i alt, hvad man er og gør.
Således skal teksten gøre de troende klar til en tilværelse, som er totalt og absolut bestemt af troen på Kristus. Det sætter sig igennem i splid og splittelse i denne verden, fordi det er i en enhed med Kristus i den hinsidige verden.