Matth. 10,32-42
Stefans dag kan føles, som når man sprænger en ballon. Uanset at man selv gør det og er forberedt på lyden og ved, at braget kommer, bliver man alligevel forskrækket. Sådan er det hvert år. Midt i julehyggen og julesalmerne, mellem julefrokosterne og efter julefesterne, kommer denne helligdag med dens lektie om lynchningen af den uskyldige Stefanus, der som den første i rækken af kristne martyrer må lade livet for kristentroen. Hvert år er den kombineret med en evangelietekst, der er tilsvarende svær at få til at passe med det glade julebudskab. I år hører man lige efter alle familiefesterne, at man skal at hade sin mor og far, sin søn og datter. Selv om det er sådan hvert år, og man derfor er forberedt og ved, at det kommer, bliver man alligevel forskrækket. Hvert år.
Det er nærmest en rituel forskrækkelse, som om kirkeåret var planlagt efter at rive en ud af den comfort zone, som juledagene kan have lullet en ind i. Så lyder braget og man vågner brat, når man hører om mordet på Stephanus. Billeder af forfulgte mennesker, kristne og andre, fra andre steder på kloden ser man for sit indre øje. Man hører formaningen om at tage sit kors op og følge Jesus for at være ham værdig, og tænker på mennesker i fortid og nutid, der må give afkald på venner og familie for at ikke at svigte deres kristne tro. Så er det som om julepynten falmer og julehyggen fordamper, og man sidder forspist tilbage med en fornemmelse af at der er noget forlorent ved julefejringen med al dens falske udsmykning og kunstige lys; med dens unødvendige overforbrug og unyttige traditioner. Sankt Stefan river julens forklædning af virkeligheden og viser os tilværelsens realiteter. Virkeligheden kan i virkeligheden ikke leve op til julestemningen, for den er bare en stemning, der for en stund tilslører, hvordan virkeligheden i virkeligheden er. Det viser Stefans dag os, tænker man selvplagerisk hver eneste år, inden man skal synge den næste smukke julesalme og videre til den næste hyggelige julefrokost. Men så har man da trods alt haft et øjebliks nøgternt klarsyn midt i al den tidsbestemte og tidsbegrænsede juleglæde.
Hvordan kom det her til? Det er ikke et spørgsmål om, hvordan julefesten blev en familiær forbrugsfest. Det har sine socio-økonomiske forklaringer. Nej spørgsmålet er, hvordan kom der til, at vi ser Stephanus’ martyrium som modsætningen til glæden over Jesusbarnets fødsel? Hvorfor opfatter vi Jesu opfordring til at tage korset op og følge ham som uforenelig med juleglæden? Fortællingen om Stephanus er jo ikke en sørgelig historie, der ender ulykkeligt. Stephanus får alle sine ønsker opfyldt. Eller rettere: det eneste han ønsker sig, for nu at blive i julesproget. Han dør, mens han ser direkte ind i himlen med øjenkontakt med sin opstandne og herliggjorte herre. Og han gør det, mens han holder fast ved den glæde, der er så stor, at end ikke hans egen død kan ødelægge den. For det er det, der er martyrernes skæbne. Dem skal man ikke ynke. Dem skal man snarere misunde, fordi de har fået en glæde så stor, at de ikke alene ikke kan lade være med at udbrede den til andre, men heller ikke kan miste den, om de så måtte dø.
I martyrfortællinger er det derfor helt almindeligt at høre, at martyrerne går syngende og glade mod det, der venter dem i cirkus. Perpetua, den unge kvinde, der døde i Karthago i det tredje århundrede, fik revet sin frisure op af et vildt dyr under den offentlige henrettelse. Hun bad straks fangevogterne om en hårnål. For udslået hår var tegn på sorg i antikken. Og Perpetua sørgede ikke, da hun mødte døden. Hun døde for den glæde, der fik hende til at sætte alt til side. Døden selv kunne ikke tage den fra hende. Tværtimod ville det være værre end døden, hvis hun skulle miste sin glæde.
Og det er, hvad Jesus siger i evangelieteksten. Han er ikke kommet for at bringe fred, men sætte splid. For hans budskab er en så overvættes glæde, at det må skabe modsætninger til dem, der ikke vil have del i den. Selvfølgelig må glæden skabe splittelser i familier, hvor den ikke er fælles. For det er ikke en glæde, man kan holde for sig selv og dyrke i enrum. Det er en glæde, der skal deles med andre. Derfor vil den skabe modstand, hvor den ikke bliver modtaget. Den skaber splid, hvor den ikke er fælles. For glæden vil omfatte alle.
Andet mener Jesus heller ikke i ordet om at tabe sit liv for at vinde det, end at glæden ved at leve i hans forkyndelse er så overvældende, at døden selv ikke kan formindske den. For glæden er jo netop dette: at livet kan leves i troen på, at døden og ondskaben ikke kan overvinde livet og godheden. At der ikke er mørke nok i verden til at slukke et lys, for at bruge et godt billede. I den tro kan alt i livet modtages i glæde, for intet kan spolere den vidundertro, der i Jesus Kristus har set glædens sejr gennem hans død og opstandelse. Derfor er det den sande kristne glæde at tage sit kors op og følge ham. Det er ikke en mismodig vandring gennem en jammersdal; det er heller ikke en lallende julefrokostglæde; det er den virkelige alvorlige glæde, der findes i troen på, at al vor nød er forvunden, når vi følger ham. For i kraft af ham leves livet ikke på dødens betingelser. Selv døden kan ikke ødelægge glæden i det liv, der blev til, da Guds søn selv delte menneskelivet med os. Det er den sande kristne juleglæde. Den spolerer Stefans dag ikke. Tværtimod. Stephanus viser os den yderste konsekvens af at leve i glæden.
Hvor kommer så forskrækkelsen fra, som Stefans dag hvert år bereder os? Hvorfor er det ikke en gnidningsfri videreførelse af julefesten? Hvorfor forekommer den som en brat opvågning ved en barsk forkyndelse midt i juleglæden? Ikke som man ville sige i pietismen, fordi vi endnu hænger ved verden og først må lære at give afkald på den for at opnå den sande glæde; eller at vi først skal døde de kødelige lyster, så vi kan leve op til den glæde, der er kommet. Det er hverken i verden eller i kødet problemet er. Årsagen er snarere, at det er for svært at tro. Det er for svært at acceptere, at den glæde, Stephanus havde, skal vi også have. Det er for vanskeligt at antage, at korset er en glæde at bære. Så finder man i stedet på alle mulige omtolkninger: Martyrerne gøres til særlige hellige mennesker, der gjorde det andre ikke kan. Eller korset gøres til en særlig omkostningsfuld præstation, som kræver store ofre, så man skal gøre noget ekstraordinært for at følge efter Jesus. Alt, hvad jeg kender til om Kristi efterfølgelse, handler om særlige anstrengelser eller specielle lidelser, som de kristne må have, når de følger Jesu kald til at tage korset op og følge ham. En meget udbredt bog af munken Thomas à Kempis hedder netop Kristi efterfølgelse. Den indeholder detaljerede anvisninger på, hvordan man skal bekæmpe sig selv og isolere sig fra verden for at leve op til Kristus.
Men alt det er, hvor udmattende og udmarvende det end måtte være, i virkeligheden ikke det vanskelige. Det virkeligt vanskelige er at tro, at glæden er skænket os i vores almindelige dagligliv. Så er det lettere at spæge sit kød og vende verden ryggen. Men det er ikke evangeliet. Evangeliet er, at det liv vi lever, må vi leve i glæde over at døden og ondskaben er forvunden i Jesus Kristus, og at et liv i den glæde er at følge Kristus efter. Det vanskelige er at tro, at den glæde gælder for vores liv nu, som det er, og som vi er nu. Det vanskelige er at tro, at vi formanes til at gøre glæden gældende iblandt os i vores hverdagsliv, så det er i dette liv, at al vor nød er forvunden. Det er lettere selv at anstrenge sig og gøre afsavn i forventning om en hinsidig glæde. Så kan man glæde sig over sine egne bedrifter, mens man venter på en fremtidig glæde. Så bliver glæden til det specielle, det ekstraordinære. Det er sværere at modtage glæden nu og leve i den her, for så bliver det liv man lever her og nu ikke ens eget. Det bliver skænket. Ligesom glæden skænkes med Kristus. Og den kommer til at gælde det almindelige, det ordinære. Hverdagen bliver bestemt af den, så der kommer splid og splittelser, hvor glæden ikke er. For der er livet i efterfølgelse af Kristus.
Derfor er Stefans dag et højt brag, der brat vækker os. For den kalder os til at fortsætte juleglæden og leve i den. Forskrækkelsen er, at glæden fortsat gælder, at vi fortsat skal gøre den gældende. Når julepynten er taget ned og julefesterne er slut, er juleglæden der stadig. Det er en overraskelse hvert eneste år, så man har svært ved at tro, at den gælder for en selv. Evangeliet siger, at det gør den, og det skal den.
Fortsat glædelig jul.
DDS 122 – 115 – 128 — 107 – 110 – 129