Matt 23,34-39

Vi har hørt om Jesus-barnets fødsel og om englenes sang til hyrderne på marken, hvor vi lærte, at hele menneskeheden i kraft af det sårbare og skrøbelige barn er forenet i Guds velbehag. Vi har hørt, hvordan netop dette, at Gud søn giver sig til syne i det skrøbelige og sårbare menneskeliv, er verdens inderste mening og tilværelsens dybeste sammenhæng. Deri åbenbares det, at det er ved at leve vores skrøbelige og sårbare menneskeliv som udtryk for det guddommelige, at meningen findes. Og nu hører vi, at forkyndelsen af det budskab vækker protest og vrede og mere end det. Det skaber fjendskab og dødelig modstand. Forkynderne vil blive mødt af spot og foragt. De vil blive forhånet og forfulgt. De vil blive slået ihjel. Budskabet vil det bedste for menneskelivet, men det bringer værste frem i mennesker. Stefanus, hørte vi om, som den første efter Jesus selv, der måtte lide martyrdøden. Herefter følger en lang og uafsluttet række af mænd og kvinder, der har ladet deres liv for udbredelsen af det kristne budskab. Hver gang man hører om det, ligesom hver gang man læser om Stefanus, bliver man en smule overrasket. Hvordan kan budskabet om Guds søn fødsel, liv, død og opstandelse for menneskers skyld vække så stor modvilje? I vores virkelighed heldigvis mest hovedrysten og himmelvendte øjne. Men hvorfor, spørger man sig. Hvorfor foranlediger denne forkyndelse konflikter?

Kristendommen rummer selv konfliktpotentialet, for den vil bestemme, hvem mennesker er, og hvad de har brug for. Det kan opleves som et overgreb, der naturligt vækker modvilje. Kristendommens foragtere vil ikke være dem, som de gøres til af kristendommens forkyndelse. Den reaktion er let at genkende. Under et studieophold i USA oplevede jeg, at en gruppe mennesker på den kristne institution, hvor jeg lejede en lille lejlighed, tilbød bede for mig. Jeg ved ikke, om det var min afhandling eller min hjemrejse, som de ville bede for. Så vidt jeg husker, lykkedes det mig at være høflig og tage tilbuddet som et udtryk for oprigtig omsorg, selv om jeg ikke kunne lade være med at tænke mit. Ærligt talt mente og mener jeg ikke at have brug for andres bønner. Jeg brød mig faktisk ikke om at være den, som de gjorde mig til. Men uanset hvordan det praktiseres – og forbøn kan misbruges – gør kristendommen os til nogle, som vi ikke ønsker at være. Det er konfliktuelt.

Når julebudskabet lyder til alverden, at mennesker i kraft af det nyfødte Jesus-barn forvandles og får en ny identitet og forbindes gennem det guddommelige velbehag, så betyder det faktisk, at de før ikke var omfattet af dette velbehag og ikke var blevet nydefinerede af forholdet til Jesus. Ja, det betyder faktisk, at mennesker har brug for den nyfødte Guds søn og uden ham ikke var inkluderet i det glædelige budskab, som englene forkynder. Barnet forvandler identiteten, så man bliver de fortabte for at få ham som frelser. Man er de marginaliserede, der møder Kristus. Man er de undertrykte, der får en ny Herre. Vækker det ikke naturligt modstand at blive gjort til den fortabte, marginaliserede og undertrykte, der har brug for frelseren, der er Kristus, Herren? Det er jo nærmest en fornærmelse. Kristendommen skaber selv konflikten.

Konsulenthuse, terapiklinikker og skønhedssaloner har forstået det. De ved, at man ikke kan få folk til at bruge penge på at blive gode, smukke og kloge, for det ville jo betyde, at de i udgangspunktet er onde, grimme og dumme. Ingen vil betale penge, hvis man begynder med at fornærme dem. I stedet må man indlede med smiger. Gode, smukke og kloge mennesker betaler gerne store summer for at blive endnu bedre, smukkere og klogere. Derfor leverer den slags tjenester egentlig ingenting. De hjælper deres kunder og klienter med at forløse deres egne evner og finde deres egen skønhed, for mennesket er i udgangspunktet, helt af sig selv, godt, smukt og klogt, mener de. Det skal bare hjælpes på vej til at blive den bedste udgave af sig selv.

En mindre konfliktuel og mere tidssvarende version af kristendommen kunne derfor være, at forholdet til Jesus skal hjælpe til at udvikle vores kompetencer og kvaliteter. Ved at modtage budskabet om ham kan man realisere sine potentialer og blive det gode, smukke og kloge menneske, som man inderst inde er. Man bliver den bedste version af sig selv, hvis lader Jesus hjælpe. Det vil næppe vække så megen modstand. Tværtimod kunne det blive et ret populært. Men det er ikke julebudskabet. Julebudskabet er, at Jesus bringer os det, som vi ikke selv har. Derfor har vi ventet på ham.

Tilsvarende er det ikke et populært budskab, at Guds søn åbenbarer sig i det skrøbelige og sårbare menneskeliv. For hvem ønsker at høre, at vores liv er skrøbeligt og sårbart. Fitness-centre lever af at gøre vores kroppe stærke. Selvudviklingskonsulenter lærer os at finde den indre styrke. Hvorfor skulle man høre på, at man er svag og skrøbelig. Hvis kristendommen kunne give os en særlig kraft til at leve livet, så ville den sikkert finde mange tilhængere. Men at vores liv er skrøbeligt og sårbart og det netop er i det skrøbelige og sårbare liv, at Guds søn er til stede, er ikke særligt attraktivt. Ja, det er nærmest fornærmende at skulle høre på. Det er ikke så underligt, at folk bliver sure og tvære, når de får det at vide om deres liv. Kristendommen er selv skyld i, at den kommer i konflikter, når den insisterer på at sige det om menneskers liv, som de ikke vil høre.

Også inden for kirken og blandt de kristne er det svært at affinde sig med. Flere teologer og præster bryder sig ikke om, at kristendommen skulle være konfliktuel. Det kommer frem, når diskussionen omhandler de udøbte. Skulle de udøbte – børn, siger de som regel, men det må vel gælde alle udøbte – ikke være Guds børn? Det er næsten ikke til at holde ud at sige for præsterne, og forældrene bliver vrede, hvis deres lille baby ikke har været Guds barn lige fra det øjeblik, det blev undfanget. For skulle det ikke være helt perfekt i sig selv? Særligt slemt mener man, at den tanke er, hvis det kombineres med den gamle kristne lære om arvesynden. For det er da at indbyde til konflikter at sige, at mennesker og herunder de små børn er syndere allerede, inden de bliver født. Fra det øjeblik de blev menneske, blev de syndere, siger arvesyndslæren. Kristendommen kan ikke stå for et så antikveret menneskesyn, mener man. Det bringer den på kollisionskurs med den moderne verden, og så er den da selv ude om de konflikter, den geråder i, mener man. I stedet vil mange i kirken gerne sige, at er alle børn Guds børn bare ved at være blevet født. Mennesket er godt, for Gud er god.

Det er næppe et budskab, som man bliver slået ihjel for. Med det slipper man sikkert for alle konflikterne, som kristendommen har foranlediget. I stedet er det helt i tråd med tidens, konsulenthusenes, terapiklinikkernes, skønhedssalonernes og fitness-centrenes menneskesyn. Mennesker, børn og voksne er alle perfekte, ligesom de er, og er de det ikke, skal de blot styrketrænes og selvudvikles, for inderst inde og dybest nede er de gode, smukke og kloge. Det skal bare frem.

Men min virkelighed er en anden. Når jeg kigger inderst inde og dybest nede, finder jeg ikke den bedste version af mig selv. Tværtimod opdager jeg noget, som jeg helst ikke vil være ved. Når jeg ser mig i spejlet, ser jeg ikke et fuldendt menneske. Tværtimod har jeg lyst til at vende mig om og se bort. Når jeg vurderer, hvordan jeg er menneske, kommer jeg ikke frem til noget, jeg er stolt af. Tværtimod synes jeg, at jeg bestandig fejler i forhold til at være menneske. Ja, faktisk finder jeg det grundlæggende uoverkommeligt at være menneske og kan være ved at fortvivle over, at det er det, jeg skal være.

Har man altid fået at vide, at man er god og klog og smuk, er det ikke til at forstå. Hvis man ovenikøbet har hørt, at mennesker er Guds børn, bare fordi de er mennesker, er det endnu sværere at leve med. For så er der kun én, der kan have ansvaret for at det ikke lykkes: Det er mig selv. Jeg må selv bære skylden for, at jeg ikke kan være den bedste version af mig selv, for jeg burde jeg være perfekt, fordi jeg er menneske. Det er næsten ikke til at leve med. Det kan man ikke trives i. Det kan kun skabe mistrivsel blandt unge og ældre, når man ikke kan magte at være menneske og kun kan bebrejde sig selv.

Julebudskabet er et andet. Det er kontroversielt og konfliktuelt, for det indeholder et menneskesyn, som mennesker ikke bryder sig om at se sig selv i. Til gengæld er det til at leve i. I juleevangelierne får vi at vide, at vores liv er skrøbeligt og sårbart, fordi det er et menneskeliv. Det afkræves os ikke, at vi skal være stærke og magtfulde, så vi kan klare alt og være fuldkomne. For vi er mennesker og ikke perfekte. Tværtimod lever vi netop som sårbare og skrøbelige. Når vi kommer til kort over for livet, når det er uoverkommeligt at skulle være menneske, er det fordi vi er mennesker. Men julebudskabet er også, at det er i menneskelivet, at Guds søn åbenbarer sig, så vi gennem forholdet til ham forvandles og får Guds velbehag. Det havde vi ikke i os selv, for det er ikke vores ansvar og ikke vores fortjeneste. Så er vi i kraft af ham mennesker med Guds velbehag, mens vi i kraft af os selv er skrøbelige og sårbare. Julebudet er, at vi skrøbelige og sårbare, fordi vi er mennesker, og velbehagelige for Gud, fordi hans søn blev født som et skrøbeligt og sårbart barn. I det budskab er julefreden, uanset hvor konfliktuelt det er.

DDS 122 – 105 – 128 — 129 – 109 – 118