Matt 10,32-42
”Forhærdede tidselgemytter, / så stive som torne og støtter, / hvi holder I eder så ranke / i stoltheds fordærvede tanke” – sådan sang vi i indledningssalmen i dag.
Salmen der indleder den sidste julegudstjeneste i år, hvor vi igen overraskes over, at vi skal høre om Stefanus’ martyrium og lytte til Jesu hårde ord om at komme med sværd og sætte splid. Hvert år undrer man sig over, hvordan det hænger sammen med julefesten. Er det nødvendigt, spørger man sig, at udstille de forhærdede tidselgemytter, der ”aldrig har fornummen, / at rosen i verden er kommen,” på trods af at ”al verden nu burde sig fryde, / med salmer mangfoldig udbryde.” Er det nødvendigt at bruge juletiden til at gøre skel?
Brorson gør skellet tydeligt i denne og andre salmer, når han i denne strofe tydeligt taler til nogen: ”Hvi holder I eder så ranke!” Hvordan kan I være så stålsatte, kunne man måske sige på moderne dansk. Meningen bliver så, at man skal spørge sig selv, om man bliver tiltalt og altså er en af dem, der ikke har fornummen rosen. Eller man sammen med Brorson siger om de andre, at de ikke har fornummen, at rosen er kommen i verden. Begge dele sætter en klar modsætning mellem dem og os, mellem indenfor og udenfor, mellem de troende på den ene side og alle de andre på den anden. Så rosen, smykket, Jesus står overfor tidslerne, lysterne og verden, og man selv sammen med Brorson må holde fast ved rosen og vende sig bort fra resten.
Sådan sang vi, da vi sang nr. 122 fra salmebogen, for i den slutter strofe fem med et udråbstegn, så tiltalen til tidselgemytterne bliver konstaterende udsagn: ”Hvi holder I eder så ranke!” Anderledes kan det ikke være, når sætningen ender med et udråbstegn.
Nu kan man selvfølgelig ikke høre et udråbstegn i salmesangen, så det kan jo være, at vi ikke sang et udråbstegn, men et spørgsmålstegn, for det kan man jo heller ikke høre. Det er nemlig ikke givet, at strofen skal slutte med et udråbstegn. Mindst en version af salmen, som findes på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside, har ikke et udråbstegn, men et spørgsmålstegn. Så skifter strofen karakter. I stedet for at være et anklagende udråb kan det være et undrende spørgsmål: ”Hvi holder I eder så ranke?” Hvordan er det muligt, at I er stålsatte?
Med udråbstegnet markeres en tydelig forskel, der kan virke triumferende i sin selvsikkerhed, fordi det lægger afstand til tidselgemytterne. Med spørgsmålstegnet udtrykkes en fundamental og forpligtende forbindelse til tidselgemytterne, som omsætter sig i en forundring over, at de aldrig har fornummen rosen. En forbløffelse over, at rosen vækker modstand og modvilje, hvor den burde fremkalde festsalmer og fryderåb. Udråbet har forskellen som grundlag. Spørgsmålet har sammenhængen som grundlag, selv om sammenhængen bliver smertelig som skel, splid og splittelse. Som et spørgsmål er Brorsons vers en dybtfølt overvejelse over, hvorfor det er tilfældet.
Man kunne ikke høre det, men mon ikke, vi sang et spørgsmålstegn?
For Skt. Stefansdag er dagen for refleksion over spørgsmålet: ”Hvi holder I eder så ranke?” Og den er til eftertanke over, hvorfor spørgsmålet er så smerteligt. For smertelig er det. Og det er smerteligt at høre Jesus tale om at komme med sværd og ikke fred, om at sætte splid mellem slægtninge og splitte husstande ad. Det er smerteligt at høre, hvordan det konkret tager sig ud, når Stefanus i Jerusalem møder folkets vrede og følger sin Herre ind i døden. Dagen er til overvejelse over, hvorfor det er så smerteligt, for det gør ondt, at kristendommen, at troen på Jesus, hvis fødsel som et forsvarsløst og magtesløst menneskebarn vi fejrer, har vakt og stadig vækker så megen modstand og modvilje, fare og forfølgelse. Hvorfor er den splittelse så smertelig? For det er den.
Ganske vist er vi i vores del af verden lykkeligt befriet fra de alvorlige og livstruende konsekvenser af splittelsen, som forfulgte kristne andre steder lider under. Men i det mindre oplever vi smerten, både storpolitisk når kristendommens holdning til hellige bøger uddyber religiøse og kulturelle skel gennem det danske og det internationale samfund. Man oplever det, når kristendom og kristentro kan opfattes som provokerende og udfordrende. Kirkeligt oplever man det i debatterne om de skel, som dåben sætter mellem døbte og ikke døbte. For det er den velmenende holdning, at den skellet ikke skulle være der, fordi det forårsager smerten. Og i det private kan smerten mærkes, når vores kære vælger kristendommen fra for sig selv eller deres børn. På alle niveauer føles smerten, men hvorfor?
Man kunne jo forestille sig det anderledes. Man kunne jo forestille sig, at der var et udråbstegn, som markerede forskellen mellem to grupper, hvor man på den ene side lagde afstand til den anden side for at opbygge sin egen identitet som den sande og rigtige. Man kunne tro, at skellet mellem de kristustroende og andre kunne fungere som de politiske skel i samfundet, der jo er nødvendige for, at vi kan være på den rigtige side i debatten. Man kunne sige, at skellet er nødvendigt for at det skal blive klart, hvem de sande troende er. Så ville man glæde sig over skellet og tænke, at det var den helt naturlige konsekvens af en fest, som kun bliver endnu bedre og finere ved at være eksklusiv og ekskluderende.
Men ikke den kristne fest. Kristentroens fest, som den vi fejrer i disse højtidsdage, indeholder en lille smerte, fordi den sætter skel og skaber splittelse. Og vi mærker det helt konkret, når vi her Skt. Stefans dag hvert år undrer os over, at det er en nødvendig del af juleglæden at høre om martyrer og familier i splid. Og ingen kunne finde på at sige, at spliden er nødvendig for at den sande religion kan komme frem. Og ingen glæder sig over, at kristendommen afslører de vantro for at de sandt troende kan blive kendt. Lige så lidt som en bedsteforælder kan gøre forskel på døbte og udøbte børnebørn, lige så lidt kan kristendommen glæde sig over den splittelse og de skel, som den forårsager. Det er smerteligt, for sværdet, spliden og konflikterne er en konsekvens af – ikke en del af – kristendommen.
For kristendommen er samlet om et menneske, der i en stald ved Betlehem blev født som et forsvarsløst og magtesløst menneskebarn helt overladt til menneskene omkring sig ligesom alle andre spædbørn. Et menneske, der siden endte sit liv på korset lige så forsvarsløst og magtesløst og helt overgivet til menneskene omkring sig. Således gav han gennem hele sit liv sig selv hen til mennesker omkring sig, og i dette liv, siger kristendommen, er Gud åbenbaret. Derfor er menneskelivet forskelsløst det sted, hvor kristendommen hører til.
Alle, der er døbt til at tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus, er døbt til at tilhøre det liv, som han levede, da han gav sit liv helt hen for mennesker. Så vil ethvert skel blandt mennesker, der opstår som konsekvens af troen på, at Gud er åbenbaret i dette menneskeliv, være smerteligt for de troende. For det liv, som den døbte lever, er ikke et særligt liv, der udmærker sig på bekostning af alle andre liv, men den døbte lever dette menneskeliv som et liv, Gud gennem sin søn har tilsluttet sig. Det burde ikke skabe splid og splittelse, men det gør det til smerte for de troende.
Konflikterne er en konsekvens af kristendommen – ikke en del af den. Men smerten over dem er en del af kristentroen, fordi den er at leve menneskelivet som det er skabt til at leves. Derfor er det naturligt i kristendommen at udtrykke forbindelse til alle mennesker, der lever menneskelivet, og det kan ikke være naturligt for kristendommen at ringeagte menneskelivet, uanset hvem der lever det. Og det kan ikke være nødvendigt for de kristne at hævde sig på bekostning af andre, der lever det samme menneskeliv. Skellene og splittelser er smertelige, fordi de står i modsætning til kristendommen, uanset at de kommer som konsekvens af den.
Derfor sang vi et spørgsmålstegn i Brorsons salme, for det er en naturlig del af de kristne salmer at stille spørgsmålet om de andre på den anden side af det skel, som kristendommen sætter. Uanset hvor festlige kristendommens fejringer er, uanset hvor frydefulde dens festsalmer lyder, er der altid en smerte involveret, fordi den er fundamentalt forbundet med ethvert menneske. Tidselgemytterne udråber man ikke i en selvhævdende afstandtagen. Tidselgemytterne spørger man til i en forpligtende forbindelse, hvis man har fornummen rosen.
DDS 122 – 116 – 128 — 105 – 109 – 129