Fuldbyrdelsen

Matt 23,34-39

Lad det klinge sødt i sky:
Længe leve Kongen ny,
Zions konge, barnebly!
Han kom til jord,
som os profeten spå’de

Ja, nu kom han. Han kom til jord. Nu blev forventningerne indfriet. Nu er det opfyldelsens tid. Glæden er udløst. Guds himmel er åben over os. Vi er sat i en ubrudt og ubrydelig relation til Gud gennem hans enbårne søn. Det fejrer vi i julen, for Jesus-barnets fødsel markerer indledningen på denne relation til Gud. Den nye relation mellem Gud og mennesker. Den nye relation, som dog ikke er ny, men snarere en fuldbyrdelse af den relation, som allerede fandtes i Israels historie. Den, som er beskrevet i Det Gamle Testamente. En indfrielse af de forventninger, som de gammeltestamentlige profeter spå’de. Fuldbyrdelsen af forjættelserne.

Kristendommen er i udgangspunktet ikke blot udsprunget af jødedommen. Den er i sin tidlige selvforståelse den rette jødedom, den sande jødedom. Dvs. den eneste legitime fortsættelse af jødedommen, jødedommens kulmination. Relationen mellem Gud og mennesker får en ny dimension julenat, men det er den samme relation, som blev indstiftet flere gange gennem den gammeltestamentlige historie. Gud skabte verden og menneskene, udvalgte sig folket Israel, lovede det en messiansk frelserskikkelse. Det fuldbyrdes nu, for den Messias er Jesus, siger kristendommen. Derfor er de kristne de sande jøder, der viderefører den rette relation til Gud.

Fra begyndelsen har dette ført til konflikt mellem Kristus-troende og ikke-Kristus-troende jøder. Således må man rettelig må kalde dem, selv om vi ofte for nemheds skyld kalder kristne og jøder. Men når man taler om den allertidligste historie, opfatter begge grupper sig som jøder. Forskellen er først og fremmest, hvordan de forholder sig til forkyndelsen af Kristus. Det er klart at denne relation bliver problematisk fra begyndelsen. Der er dybtliggende sociale mekanismer på spil, når én gruppe deles og splittes i to, der begge påberåber sig samme tradition. Det handler ikke kun om rettighedsspørgsmål. Det handler om identitet. Kan man være en del af gruppen, hvis man ændrer opfattelse og forandrer handlingsmønstre, som de Kristus-troende gør? Hører man stadig med til gruppen, hvis man ikke tager de nødvendige konsekvenser og følger den uundgåelige udvikling, som de ikke-Kristus-troende? Sådanne brud er traumatiske og kræver en forklaring. For selvforståelsen er på spil, hvis ens sociale tilhørsforhold går i opløsning og falder fra hinanden. Det gælder i særlig grad det religiøse tilhørsforhold. Når man har sin identitet i sin religion, udfordrer det selvforståelsen, at nogle mener, den skal forstås anderledes. Sådanne konflikter kræver en forklaring.

Ofte benyttes en forklaringsmodel, der appellerer til de mest primitive menneskelige instinkter. Man opstiller banale modsætninger op og dæmoniserer modparten. De andre er vildledte og forførte, derfor er de ikke enige med os. De rabiate og radikaliserede, derfor forlader de os. De er bagstræberiske og tilbagelænede, derfor følger de os ikke. De er ubegavede og ufornuftige, derfor kan de ikke forstå os. Sådanne forklaringer kan faktisk bidrage til at gøre bruddet overkommeligt. Hvis man blot kan enes om, at den anden er dum, kan man måske gå hver til sit i fred. Problemet opstår, når begge parter vil være den samme. Når begge mener at være den sande udgave af den fælles tradition. Så er der lagt op til konflikt. Blodig konflikt i visse tilfælde.

I teksterne fra Det Nye Testamente i dag hører vi om sådanne konflikter. Den første fra Apostlenes Gerninger har givet navn til helligdagen, Skt. Stefans dag. Vi hører om kirkens første martyr, Stefanus. Ifølge Apostlenes Gerninger dør han kun kort tid efter Jesu opstandelse. Han er i konflikt med medlemmer fra en synagoge. De anklager ham for det jødiske råd i Jerusalem. Det, de anklager ham for, er interessant. Nemlig at han taler mod templet og imod loven. Han skulle sige, at Jesus vil nedbryde templet og forandre Moses’ skikke. Det betyder, at jødedommen løses fra det særlige geografiske sted i Jerusalem, hvor templet står; og fra den særlige etnicitet i jødefolket, som er omskåret efter Moses’ forskrifter. Med andre ord, anklager de ham for at ville inkludere mennesker, der ikke tilhører det jødiske folk i jødedommen. Af den grund er det iøjefaldende, at netop Saulus overværer henrettelsen. For Saulus bliver til Paulus, som netop forkynder det budskab, som Stefanus blev lynchet for.

Inden Stefanus dør, holder han en lang tale for rådet, hvor han gør rede for, at det jødiske folk altid, gennem hele historien har været genstridige mod Gud. Talen er sprunget over i læsningen for alteret. I den siger han: ”Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? De dræbte dem, der forudsagde, at den Retfærdige ville komme, og I er blevet hans forrædere og mordere. I modtog loven på engles anvisninger, men I har ikke holdt den” (ApG 7,52).

Her er modsætningen sat tydeligt op. På den ene side de ikke-Kristus-troende jøder, der påstår, at Stefanus vil ødelægge jødedommen. På den anden side Stefanus, der forsvarer sig med, at det jødiske folk aldrig har forstået Guds vilje. De har altid modsat sig, så det er ikke sært, at de også står imod Jesus og slået ham ihjel.

Det sidste argument findes også i evangelieteksten fra Matthæusevangeliet. Jøderne har altid slået profeterne ihjel. Derfor er de også imod Jesus og dem, han vil udsende. De har kort og godt aldrig levet op til deres udvælgelse som Guds folk. Derfor skal alt det uskyldige blod, som de har udgydt, komme over deres hoveder.

Argumentationen fører meget ondt med sig. Da kristendommen bliver etableret og bliver den dominerende religiøse magt, bliver jødedommen tilsvarende trådt under fode. Jøderne er Kristus-mordere, som har forskertset retten til deres egen tradition. Kristus var jo patriarkers håb; ham om hvem profeten spå’de. Anerkender man ikke det, har man mistet retten til at kalde patriarkerne sine patriarker og profeterne sineprofeter. Kristendommen har overtaget jødedommens rolle som dyrkelsen af den ene sande Gud; de kristne er Guds folk, ikke jøderne. Grundlæggende er det denne opfattelse, som er skyld i nogle af de værste forbrydelser mod jøder i fortid og nutid.

Derfor er det klart, at nogle spørger sig, om det er forkert at insistere på sammenhængen mellem den gammeltestamentlige historie og kristendommen. Resultatet af historien blev jo, at vejene skiltes, og to selvstændige religioner udviklede sig. Må man ikke, om ikke andet så bagud skuende, sige, at kristendom ikke er jødedom, at Det Gamle Testamente ikke er den kristne bibel, og at den jødiske Gud ikke er Jesu fader? Mange vil endda mene, at det vi hører om Gud i Det Gamle Testamente ikke passer til den Gud, Jesus forkynder. Gudsbilledet er et andet i Det Nye Testamente siger man. Hvorfor så insistere på sammenhængen?

Allerede i det andet århundrede blev dette forsøg gjort. Markion var en teolog, der levede fra ca. 85 – 160. Hans opfattede ikke den kristne Gud som identisk med den jødiske Gud. Tværtimod stod de nærmest i modsætning til hinanden. Gud i Det Gamle Testamente var skaberguden, som intet havde at skaffe med frelserguden i Det Nye Testamente. Tværtimod. Skaberguden var en demiurg, der havde skabt den materielle verden. God var den ikke. Demiurgen optrådte i Det Gamle Testamente som en skinsyg stammegud, der straffede menneskers synder ved lidelser og død. Jesus i Det Nye Testamente havde intet at gøre med denne Gud. Han var udsendt af den højeste guddom, som var langt højere rangeret end skaberguden i Det Gamle Testamente. Opgaven var at befri mennesker fra den materielle verden, som skaberguden havde skabt. For Gud er kærlighed, hvilket Jesus åbenbarer ham som. Derfor må man tage afstand fra den jødiske skabergud og tilslutte sig den kristne kærlighedsgud. Jødedommens Gud var straffens Gud, Kristendommens Gud var kærlighedens Gud. Markion tog konsekvensen helt konkret og skilte sig af med Det Gamle Testamente. Det skulle ikke have nogen plads i hans kirke. Og han forsøgte at rense Det Nye Testamente for jødisk indflydelse. Tilbage stod kun Paulus og en redigeret og forkortet version af Lukasevangeliet. Nogle gange kalder man det Markions evangelium. Sådan burde en sand kristen Bibel se ud ifølge Markion. Han havde ikke succes med sin teologi. Han blev ekskommuniceret fra sin kirke og senere bortdømt som kætter af biskopperne.

Kirken tog dengang et klart valg. Man kunne ikke have kristendom uden jødedom, ikke et nyt testamente uden et gammelt, ikke en frelse uden en skabelse. Kirken insisterer på, at det er den samme Gud, der er skaber og forløser; der har udvalgt Israel og er Jesu Kristi fader. Derfor er Jesus indfrielsen af forjættelserne til Israel; derfor er han opfyldelsen af Guds løfter til patriarkerne; derfor er han Abrahams, Isaks og Jakobs Guds søn. Således var storkirkens vurdering, der sikkert var drevet af mange – også magtpolitiske – hensyn. Men teologisk har det den begrundelse, at kristendommen ikke kan være isoleret fra hverken skabelse eller historie. Hvis Jesus Kristus ikke er forbundet med Det Gamle Testamentes Gud, bliver kristendommen en tidløs og historieløs, ja verdensløs frelsesreligion, der alene skal udfri fra denne materielle verden.

Det kan vi ikke leve med, for det passer ikke til menneskelivet. Nok er tilværelsen fyldt af lidelse og død; men den er også fyldt af glæde og liv. Mennesket kan nok vise sig ondt og modbydeligt; men det er også godt og elsk-værdigt. Vi kan ikke leve med en religion, der kun dækker et af områderne. Kristendommen må holde begge dele sammen og være både en skabelses- og velsignelsesreligion samt en frelses- og forløsningsreligion. Det kristne budskab skal give os tryghed i verden, fordi vi altid er i en ubrydelig og ubrudt relation til verdens skaber; og den skal give os håb om frelse fra verden, fordi vi er forbundne med Guds søn og har adgang til det himmelske tempel. Ingen af delene kan vi undvære, for kristendommen omfatter hele vores eksistens. Derfor er Jesus både menneske og Gud. Han er fuldbyrdelsen af Israels forjættelser og håb om evig frelse. Begge dele. Det stod nogle af de allerførste stridigheder om. Det var det, som Stefanus måtte lade sit liv for. For kristendommens skyld. For det var en afgørende kamp.

I julen fejrer vi, at Guds søn blev født som et menneskebarn. Netop de kapitler ville Markion ikke tillade i sit evangelium. For vi fejrer, at det er den samme Gud, som skabte verden og udvalgte Israel, som forkyndes i Jesu budskab. Herom stod den tidligste konflikt i kristendommens historie. I den konflikt kan man ikke tale om vindere, men jeg tror ikke, at vi havde haft kristendom i dag, hvis ikke de tidlige kristne havde stået fast. Derfor fejrer vi Stefanus’ martyrgerning i dag.

DDS 122 – 115 – 110 — 117 – 128 – 129

Ikke holdt i Immanuelskirken