Matt 23,34-39
Sankt Stefans dag kommer altid som en forskrækkelse. Det er ikke idel idyl og lutter glæde i juletiden. Smerten og volden dukker for hurtigt op og trænger igennem juledekorationernes og julehjerternes overflade.
Stefanus stenes i Jerusalem, mens han på den ene side spejler den korsfæstede Jesus selv, på den anden side bliver et spejl for alle kommende martyrer. For hans død er tydeligvis en modelleret over Jesu død, når han beder: ”Herre Jesus, tag imod min ånd”, ligesom den korsfæstede overgav sin ånd til faderen. Samtidig bliver hans død model for alle kommende martyrer, som kan have ham som forbillede. Stefanus er et ikon, der gennem sin død lader lyset fra Kristi lidelse skinne for alle lidende i al fremtid.
Det forskrækkende er, at det ikke bare er et billede eller en figur, men faktiske realiteter. Jesus fortæller i evangelieteksten, at de kristne skal opleve vold og overgreb, således som de tidlige kristne blev mødt af chikane og forfølgelse fra omverdenen. De kendte til fysiske straffe og henrettelser fra både jøder og romere, for det er et faktum, at kristendommen mødes af modstand og modvilje, hvor forskrækkende det end kan være.
Men der kommer også andet til udtryk i evangelieteksten. For side om side med forudsigelserne af forfølgelserne står slet skjulte trusler: ”Det skal alt sammen komme over denne slægt”, siger Jesus og videre: ”Jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt.” Modstanderne vil selv opleve modstand. Deres gerninger vil blive gengældt. Deres byer jævnet med jorden. ”Den, der kommer” skal oprette ret og retfærdighed. Det ønske er en såre menneskelig reaktion på vold og chikane, uanset hvor forskrækkende det er at høre.
Forskrækkelserne gør det vanskeligt at bevare julehumøret og holde julestemningen. Måske skulle man derfor bare fortælle en julehistorie.
Historien om familien Stahlbaum og deres juleaften. Den blev skrevet i 1816 som ”Nøddeknækkeren og Muse-kongen” af E.T.A. Hoffmann og er bedst kendt i den bearbejdede balletversion med Tjachovskis musik, som jeg har kunnet høre afslutningen af hver aften hele december måned, når de åbnede dørene til Tivolis koncertsal.
Fra balletten er det kendt, at familievennen Drosselmeyer juleaften skænker datteren Klara en nøddeknækker med form som en soldat. Nøddeknækkeren åbner en verden for hende. Om natten bliver alt legetøjet levende og der udkæmpes en drabelig kamp mod musene og deres konge. Med nøddeknækkeren i spidsen sejrer legetøjet, og Klara og nøddeknækkeren, der nu er blevet til en prins, kan tage på rejse til et magisk eventyrland. Næste morgen vågner hun i sin seng og frydes ved sin fantastiske drøm.
Hoffmanns novelle er noget anderledes. Klara hedder Marie, og Drosselmayer giver ikke nøddeknækkeren, men et ur med mekaniske dukker. Ikke desto mindre får Marie en nøddeknækker og den første nat opstår der rigtigt nok en krig mellem legetøjet og musene, der ledes af musekongen med syvhoveder. Marie må gribe ind i kampen, så hun selv bliver såret. Næste dag fortæller Drosselmeyer en indviklet historie om hvordan hans nevø blev forvandlet til en nøddeknækker, da han forsøgte at redde en kongedatter ved at knække en meget hård nød. Næste nat foregår der igen en kamp mellem nøddeknækkeren og musekongen med de syv hoveder. Da han kommer tilbage, erklærer Marie ham sin kærlighed, selv om han bare er en nøddeknækker. I det samme banker det på døren og Drosselmeyers nevø kommer på besøg fra Nürnberg. Maries kærlighedserklæring har løst ham fra forbandelsen. Året efter bliver de gift og tager bort til det magiske eventyrland, hvor hun krones som dronning.
Selv denne stærke forenkling af Hoffmanns novelle viser, at den er meget mere kompliceret end balletten. Ikke alene er mange historier blandet sammen, men først og fremmest er niveauerne ikke klart adskilt. I balletten foregår virkeligheden om dagen og alt andet i drømme om natten. I novellen er det ikke så enkelt. Her blandes det sammen og påvirker hinanden, så det ikke et til at sige, hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed.
Hoffmann skrev novellen i begyndelsen af attenhundredetallet. I slutningen af attenhundredetallet, hvor balletten er fra, var man begyndt at fortolke eventyr som udtryk for ubevidste ønsker og fortrængte følelser. I balletten henvises alt det til natlige drømme, mens det hos Hoffmann findes over alt. På den måde er balletten vitterligt den kultiverede julehistorie, hvor det krigeriske og eksotiske holdes væk fra overfladen, mens Hoffmanns novelle er den langt mere ukultiverede, hvor det ubevidste og fortrængte dukker op over alt og trænger igennem alle steder. Derfor er den mere uhyggelig end den polerede overflade i balletten. Men pointen er selvfølgelig, at intet kan undertrykkes og fortrænges så endegyldigt, at det ikke kan dukke forskrækkende op.
Så er det, som om Sankt Stefans dag er det fortrængte i julen. Det, der er fortrængt for at humøret og stemningen kan bevares. Det, der er under juledekorationernes og julehjerternes hyggelige overflade. For vi vil helst ikke vide af, at kristendommen vækker så meget modstand i verden, at de kristne chikaneres, forfølges og slås ihjel. Vi hører sjældent om det, men dem, der beskæftiger sig med det, siger, at vi befinder os i de værste hundrede år nogensinde, når det handler om kristenforfølgelser. Der er rapporter om overgreb på kristne fra flere steder i verden, men vi hører ikke meget om det, for vi kan ikke lide at høre det. Af en eller anden grund har vi vanskeligt ved at høre, at kristne minoriteter er udsatte og underlegne. Det fortrænger vi helst. Men det er der alligevel og kan dukke op.
Her kommer Sankt Stefans dags lektie som en forskrækkelse og sætter ord på det fortrængte fænomen. For forfølgelse er ikke fremmed for kristendommen. Martyrerne lider som Kristus selv led.
Måske vælger vi at se bort fra det, fordi vi ikke vil vide af de følelser, som det foranlediger. For forfølgelser vækker vrede. Det afstedkommer virkelig ubehagelige reaktioner, når nogen, men da navnlig også kristne, forfølges på grund af deres tro. Det er svært at forene med den, man synes, at man bør være, når man oplever følelsesmæssige reaktioner, som man helst vil være for god til. Lyst til gengældelse og hævn. Sådanne reaktioner fortrænger man helst.
Her kommer Sankt Stefans dags evangelium som en forskrækkelse og sætter ord på den fortrængte følelse. For heller ikke gengældelsen er fremmed for kristendommen: ”Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt.”
Sankt Stefans dags evangelium forskrækker her i juletiden. Den lader det komme op til overfladen, som vi helst vil undertrykke. For det drejer sig ikke bare om forfulgte kristne rundt omkring i verden. Det handler i det hele taget om, at livet indeholder ting, som vi helst vil fortrænge. For livet er fyldt med store og små urimeligheder. Det består af uretfærdig lidelse og ufortjent smerte. Noget rammes man af helt uforudset og uforklarligt på grund af naturens og kroppens uforståelige tilstand. Andet påføres en af mennesker, der ikke ser sig forpligtet af et menneskeligt fællesskab. Uanset at kristendommen måtte mene, at det skulle være anderledes, findes uretfærdigheden i livet, lige fra udspekulerede boligudlejere til ubarmhjertige kræftceller og umenneskelige terrorister på julemarkeder.
Og det handler ikke blot om den urimelige uretfærdighed, man er udsat for. Det handler også de ubehagelige reaktioner, man gribes af. Følelser af hævntørst og gengældelse, som man kun alt for godt genkender, når ens nærmeste er ofre. Lige fra at udtænke planer om at ødelægge den griske boligejers virksomhed til at udstille hospitalsvæsenet for dets prioriteringer og ønske alle muslimer bort. Alt for godt ved man, hvor let de følelser vækkes.
Sankt Stefans dag bringer det hele op til overfladen.
Derfor er Sankt Stefans dag en del af julen. For julen handler om, at Gud blev menneske, for at vi i vores menneskeliv aldrig skal være forladt af Gud. Ikke kun på menneskelivets polerede overflade, men hele menneskelivet med alt, hvad det indeholder. Derfor har vi martyren Stefanus at spejle os i, når vi udsættes for uretfærdigheder, så vi også i vores lidelser må vide, at ikke er skilt fra Gud, for Guds søn led selv den menneskelige lidelse. Og vi har Jesu ord om forfølgernes skæbne, så vi kan overlade vores hævntørst til ham og stole på, at skal der tages hævn, så er det ham, der gør det, og vi er fri for det.
Sankt Stefans dag forskrækker julehumøret og forstyrrer julestemningen, men den er en del af julebudskabet, for Gud blev helt menneske for at hele mennesket må være omfattet af Gud, både det bevidste og det ubevidste, både det erkendte og det fortrængte. Julebuddet gælder det hele.
DDS 106 – 122 – 128 — 129 – 109 – 105