- Påskedag: Joh 20,1-18 (Vartov, 6.4.26)
Salvador Dalís akvarel af opstandelsen rammer øjeblikket (https://www.pamono.dk/salvador-dali-the-resurrection-lithograph). Netop det øjeblik, hvor opstandelsen sker. Det er skildret således, at en englelig skikkelse med flammende strålekrans om hovedet berører en menneskefigur, hvis hoved er dækket af en sort sky. Netop i det øjeblik, hvor fingeren berører mennesket, sker en ny skabelse og en opstandelse på samme tid. Og netop dér uddrives den mørke magt, som har lagt sig over menneskets ansigt.
Det er opstandelsen, dér hvor de onde kræfter uddrives, fordi mennesket har tillid til at være omfattet af gode kræfter, fordi det tror, at Guds virkelighed hinsides den virkelighed, som er begrænset af menneskelige erkendelsesevner og bestemt af menneskelige dimensioner. Kristi opstandelse åbner for en dimension hinsides den grænse.
Dalís billede fastholder det øjeblik, hvor grænsen nedbrydes og opstandelsen sker. Dietrich Bonhoeffer sætter ord på livet i det øjeblik. Fra sin fængselscelle i Berlin skriver, at han er underfuldt omgivet af gode kræfter, mens han venter på at blive overført til en koncentrationslejr for at blive henrettet. Underfuldt omgivet af gode kræfter går han sin skæbne i møde, for opstandelsens øjeblik har vist ham, hvad der er hinsides hans grænser.
Men selve opstandelsens øjeblik findes umiddelbart ikke i Bibelen. Alle evangeliernes opstandelsesberetninger fortæller blot om en tom grav. Kvinderne kommer ud til graven påskemorgen og finder den tom. Maria Magdelene kommer ud og ser en tom grav. Jesus er der ikke, men selve opstandelsen hører man ikke om. Man skal til et andet skrift for at høre om den. I Peters Evangelium fortælles om opstandelsen. Heldigvis er det skrift ikke kommet med i Det Nye Testamente, for i det kommer den opstandne Jesus gående op fra dødsriget mellem to engle, hvis hoveder når op til himlen, mens Jesu hoved når op over himlen. Bag ved dem kommer såmænd korset gående. Korset kan, for at det ikke skal være løgn, ikke bare gå. Det kan også tale. Godt, at man ikke skal prædike over det.
Det Nye Testamente er mere nøgternt. Her er der ingen groteske scener. Her fremstår den opstandne aldrig demonstrativt umenneskelig som den himmelhøje Jesus i Peters Evangelium. Tværtimod er det et kendetegn ved alle de nytestamentlige fortællinger om den opstandne Jesus, at han ikke umiddelbart kan genkendes. Der skal noget til, før hans disciple opdager, hvem han er. Nogle gange tror de, at han er et spøgelse. Andre gange følges de med ham, som var han en hvilken som helst mand. Først, når der sker noget, når han viser dem sine korsmærker eller bryder brødet sammen med dem, kan de se, hvem han er. Nok kan de bagud skuende forstå, at det hele tiden har været ham, men de erkender det ikke, før han etablerer et fællesskab med dem.
Således også Maria Magdelene her i Johannesevangeliet. Som de andre kvinder i evangelierne kommer hun tidligt ud til graven påskemorgen og finder den tom. Liget, som hun søgte, er væk. Kun ligklæderne er tilbage. Det fortvivler hende for hun ved ikke, hvor liget er. Hun har brug for at vide, hvor Jesu døde krop befinder sig. For hendes sorg har behov for at være rettet mod hans legeme.
Det hjælper ikke, da de mandlige disciple kommer til. Også de konstaterer blot, at graven er tom, og Jesus er væk. For den særlige discipel, som Jesus elskede, og kun findes i Johannesevangeliet, er den tomme grav dog tilstrækkeligt til at komme til tro. Således er han forbillede for læserne, som heller ikke har oplevet andet, end at Jesus er væk. Han har ikke brug for andet end en tom grav. Eller måske er han kun den ene del af forbilledet, for Maria udgør den anden. For Maria kan ikke nøjes med den tomme grav.
Maria søger stadigt det døde legeme og står grædende uden for graven, for hun har brug for noget at holde sig til og leder efter liget. Så koncentreret er hun om det, at hun ikke genkender Jesus, da han kommer til hende. Heller ikke, da han taler til hende, ved hun, hvem han er. Først da han kalder hende ved navn, opdager hun, at det er hendes lærer og mester, der står foran hende. Hun kan først genkende ham, da hun selv er blevet genkendt af ham. Først da den opstandne kalder på hende og genetablerer fællesskabet med hende, ved hun, hvem han er.
Så er det opstandelsens øjeblik. Det øjeblik, som Dalí skildrer i sit opstandelsesbillede, hvor de mørke skyer drives bort fra menneskets ansigt, fordi det drives ud af sin egen begrænsede virkelighed. Hvor nyskabelsen sker, fordi mennesket opvækkes ved at blive kaldt ind i Guds virkelighed og omgivet af gode kræfter. Her sker opstandelsen i Johannesevangeliet. Ingen engle siger, at det er sket. Ingen fortæller Maria om det. Ingen kors kommer gående op fra dødsriget. Men opstandelsen sker i det øjeblik, hvor den tomme grav bliver til påskeevangelium, fordi den opstandne fornyr fællesskabet med hende. Det er opstandelsen i Johannesevangeliet.
Og således hænger Maria Magdelene sammen med den discipel, som Jesus elskede. For den tomme grav kan ikke stå alene. Fraværet må fyldes af det fornyede fællesskab, som opstår i mødet med den opstandne. Sådan som det sker for Maria Magdelene, da hun bliver genkendt og kaldt ved navn.
Salvador Dalí har også malt et billede af Maria Magdelene (https://catalogues.salvador-dali.org/catalogues/en/heritageobject/1030/). Det er imidlertid mere Dalí end Maria efter min mening. For i det er hun fremstillet som en torso, der fylder hele billedrammen ud. Hun består tilsyneladende af et skyagtigt materiale og er omgivet af forskellige symboler. Hun har et kors om halsen, og en korsnagle ser ud til at gennembore hendes bryst. Formentlig skal det være en slags mystisk vision, hvor Maria selv er blevet et stykke af himlen, fordi hun på en måde har optaget Kristi lidelse i sig.
Den mystik stammer fra Dalí og ikke de nytestamentlige fortællinger og slet ikke fra Johannesevangeliets opstandelsesberetning. For i den er Maria meget mere kropslig end hos Dalí. For det, der sker for hende, er meget menneskeligt. Hun skal ikke røre Jesus og ikke holde ham tilbage, men gå til disciplene, og så kommer først opstandelsesbudskabet: ”Jeg stiger op til min fader og jeres fader, min Gud og jeres Gud.” Først da det skal gives videre og skabe et fællesskab, bliver det utvetydigt, at Jesus er opstået fra de døde. Først da sker opstandelsen egentlig.
Derfor er Dalís egentlige maleri af Maria Magdelene ikke det mystiske skybillede, men opstandelsesakvarellen, hvor hun er det formørkede grædende menneske, der berøres af englens finger, for da sker opstandelsen, da hæves mørket og gråden stopper, og hun kan gå med budskabet fra Jesus: ”Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.”
Nok indeholder korset allerede muligheden for at overskride grænserne i den virkelighed, som består af tre dimensioner og kan erkendes ved menneskelige erkendelsesevner. Nok indeholder opstandelsen åbenbaringen af det, der ligger hinsides disse grænser, når budskabet om den korsfæstedes opstandelse giver anledning til tro på, at vores virkelighed er omsluttet af gode kræfter. Men alt dette er ikke andet end udredninger og forklaringer, indtil det får betydning for nogen, indtil det bliver virkelighed for nogen.
Først når nogen i fængselsceller eller hospitalssenge, i ensomhed, i fortvivlelse og i sorg, har tillid til at være omgivet af gode kræfter, så sker opstandelsens øjeblik. Først når nogen i glæde og begejstring, i kærlighed og omsorg, tror, at livet og lyset omslutter os, så sker opstandelsens øjeblik.
Opstandelsen sker, når budskabet bringes videre og skaber tro, håb og kærlighed. Når man kan give omsorg til dem, der har behov for det. Når man kan have tillid til at modtage omsorg, når man har behov for det. Når man kan trøste de sørgende og selv trøstes i sin sorg. Når man gennem gode handlinger omsluttes af gode kræfter.
Opstandelsen sker, når budskabet gives videre og skaber et fællesskab, hvor menneskelige begrænsninger og livets grænser sprænges og en ny dimension åbenbares, fordi dette evangelium lyder:
”Jeg stiger op til min fader og jeres fader, min Gud og jeres Gud”.
Det er vores påskeevangelium.
Glædelig påske.
DDS 234 – 218 – 249 — 235 – 228 – 211