Gudstjenesten i Emmaus
Luk 24,23-35
Nye metoder til udlægning af bibelske skrifter kommer i dag i en lind strøm. Det kan være svært at følge med i kønshermeneutiske, intersektionelle, økologiske, migrations og alt muligt andet læsninger, som dukker op. Hver især tager et delområde af teksterne op. Ofte er der en politisk dagsorden. Som regel er det sådan, at de nye metoder først forekommer lidt sære. Især når man selv er en hvid, vestlig mand. I løbet af et par år vænner man sig til dem og ser, at de faktisk belyser aspekter af skrifterne på nye måder, Man kan se noget, man ikke før havde set, hvis man fx fokuserer på dyrenes rolle i Bibelen. Derefter glider de lidt i baggrunden og til sidst har man nærmest glemt dem.
Sådan har det ikke altid været. Indtil for 40-45 år siden, da antallet af metoder begyndte at eksplodere, foregik det på en lidt anden måde. Nye metoder blev introduceret meget sjældnere. Til gengæld blev de gerne mødt med megen modstand. Nogle mente, at man ikke måtte fortolke bibelteksterne på nye måder. Men den nye tilgang vandt efterhånden indpas og blev dominerende, fordi den forklarede problemer i teksterne, som ikke tidligere kunne forklares. Efterhånden som årene gik viste det sig dog, at den pågældende metode ikke kunne forklare alt. Så opstod en ny metode, som kunne løse nogle af problemerne bedre. Med tiden afløste den sin forgænger, som gled i baggrunden og langsomt blev glemt.
Sådan er det gået den metode, som kaldes formhistorie. Den blev introduceret i bibelvidenskaben for godt og vel hundrede år siden. Pointen i den er den simple, at bibelteksterne er brugstekster. De enkelte afsnit af evangelierne har haft en plads i menighedslivet, hvor de er blevet brugt til fx undervisning, diskussion eller forkyndelse. Det provokerende var, at teksterne skulle have taget form af den plads, de havde i menighedslivet. Deraf navnet form-historie. Når Jesus fx diskuterer med jøderne i nogle evangelier, er det han siger ifølge formhistorien påvirket af en undervisningssituation i menigheden. Fx har man indført dåbskandidater i kristendommen og derfor ladet Jesus reagere på spørgsmål, som de nye troende kunne have stillet.
Det vakte for hundrede år siden stor forargelse, for hvis formhistorien har ret, kan man jo ikke være sikker på, at Jesus har sagt og gjort præcist, som det står i Det Nye Testamente. Så er det jo formet af menighedslivet. Skrifterne er så mere en kilde til menighedens historie end til Jesu liv. Det var meget provokerende.
I dag er der ingen, der lader sig provokere af det. Mange forskere har glemt alt om formhistorien. Tilsyneladende mener de, at det var noget man gjorde engang, da man ikke havde de interessante metoder, man bruger i dag. Men det er nok synd, synes jeg. For der er gode indsigter i den. I dag, mener jeg, at vi har hørt en tekst, der er formet af den kristne gudstjeneste og derfor kan lære os, hvad en gudstjeneste er. Den er så at sige gennemsigtig for den ideelle gudstjeneste i Lukas’ menighed og kan være ideal for gudstjenesten i enhver kristen menighed.
To af Jesu tilhængere – som ikke hører til blandt Jesu nærmeste tolv disciple; derfor kan enhver se sig selv i dem – de to er på vej væk fra påskebegivenhederne i Jerusalem. De er forvirrede og drøfter indgående, hvad der er sket under påsken. Jesus blev korsfæstet. De havde forventet alt muligt andet fra ham. Men i hvert fald ikke dette, at han skulle pines ihjel af de romerske soldater. Umiddelbart et totalt nederlag for ham og hans tilhængere, uanset hvad han stod for. Men nu siger nogle kvinder, at engle har fortalt dem, at han lever. Hvad skal alt det betyde? Hvordan skal de forholde sig til, at deres håb til Jesus tilsyneladende er blevet modsagt af verdens realiteter i Jerusalem? Hvordan er forholdet overhovedet mellem troen og virkeligheden?
Mens de drøfter dette, har Jesus inkognito slået følge med dem. Uden de ved, hvem han er, udlægger han skrifterne for dem. Han viser, hvordan Jesu historie opfylder profetierne. Han forklarer, hvordan forholdet mellem den konkrete virkelighed og troen på Kristus må forstås. Hvad det betyder, at han levede sit liv og døde sin død. For de to disciple er dette ikke en autoritativ skriftudlægning, for de ved ikke, hvem der står bag den. For dem er det faktisk blot en ukendt mand, der udtaler sig om Bibelen.
Da de kommer til landsbyen Emmaus, holder de måltid. Jesus forvandler måltidet til en nadverfejring. Han tager brødet, velsigner det og giver dem det. Så åbnes deres øjne og de ser, hvem der er sammen med dem. Og så bliver han usynlig for dem. Han forlader dem ikke. Han bliver usynligt nærværende. Og i det samvær går også skriftudlægningen op for dem. Nu – først nu – kan de mærke, at deres hjerter allerede brændte, da han udlagde teksterne for dem. I fællesskabet med den opstandne, usynlige, men nærværende Kristus, bliver skriftudlægningen levende for dem.
Som sagt, tænker jeg, at Lukas gennem denne fortælling siger, hvordan en gudstjeneste skal være. Som prædikant er dette en meget trøsterig tekst. For i denne version af gudstjenesten er prædikenen reduceret til en ukendt mands udlægning af skrifterne. Om den sætter hjerterne i brand, viser sig først senere, bagud skuende, når gudstjenestedeltagerne møder den opstandne selv i nadvermåltidet. Først i kraft af og i sammenhæng med det møde får prædikenen sin mening. Og det møde er prædikanten ikke herre over. Det fremkaldes ikke af prædikenen, men af nadverritualet med velsignelse og brøds brydelse. I det er Kristus selv til stede. Men i den sammenhæng har prædikenen faktisk en betydning. Dens skriftudlægning er baggrunden for mødet, som finder sted i gudstjenestens kulmination.
Lad os sige det på en anden måde. Gudstjenesten er en sammenhæng. De forskellige led i gudstjenestens liturgi indgår i et samlet forløb og henvender sig på forskellige måder til deltagerne. Prædikenen retter sig særligt mod forstanden. Om den rammer hjertet, kan præsten ikke selv bestemme. Det er resultat af hele gudstjenestens samspil af elementer. For prædikenen er blot et blandt gudstjenestens led. Heri er også menighedens lovsang og bøn, men selvfølgelig særligt nadverens mirakel, at Kristus bliver nærværende. Det er i sammenhæng med disse dele, sang, bøn, nadverfejring, at man kan håbe, at prædikenen får en betydning. I parentes bemærket, er det nøjagtigt de dele, der ifølge Lukas hører til en gudstjeneste: apostlenes lære, bønnerne, brødets brydelse og lovprisning. Alle delene hænger sammen og udgør en helhed. Og Lukas nævner faktisk et element mere, som han mener hører til den tidligste menigheds substans, nemlig fællesskabet. Om den ældste menighed i Jerusalem siger han: ”De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne.”
I år har vi været nødt til at reducere vores gudstjeneste. Prædikenen været så godt som uberørt. Det har næsten været en selvfølge i en protestantisk kirke, der lægger megen vægt på ordet og forstanden og tilsvarende har tradition for at nedtone handlingerne og sanserne. Prædikenen fylder derfor næsten det hele i vores korte gudstjeneste. Det er gået en tid, men det er nu blevet tydeligt på en meget lærerig måde, at hverken menighed, ritual eller præst kan holde til det i længden. Fællesskabet lider skade, når menigheden ikke kan bidrage med sang og lovprisning. Ritualet skævvrides, når man ikke i nadveren har en aktiv handling som en naturlig modpol til læsningerne passive lytten. Og både præst og tilhørere overbelastes, når prædikenen skal være højdepunktet. For gudstjeneste er, når evangeliet forkyndes i sammenhængen mellem bøn, lovsang, prædiken og nadver, i fællesskabet mellem præst og menighed, og i samspillet mellem aktivitet og passivitet, mellem hjerne og hjerte. Det viser vandringen til Emmaus, når vi gennem den ser, hvordan den opstandne bliver nærværende i det nadverfejrende gudstjenestefællesskab og sætter hjerterne i brand.
For det er det, der er påske. Det er ikke skriftudlægning ved diverse moderne eller umoderne metoder. Det er ikke intellektuelle redegørelser for livets fænomener. Det er ikke akademiske kunst-, litteratur- eller filmanalyser. Det er, når Kristus bliver nærværende, og evangeliet bliver levende. De skete for de to på vej til Emmaus. De havde end ikke behov for Peters budskab om sit møde med Jesus eller apostlenes forkyndelse af opstandelsen. De oplevede selv den opstandnes nærvær og følte hjerterne brænde. Det er det, der sker i gudstjenestens helhed med samspillet af forskellige dele. Ingen mere eller mindre ukendt mand kan levere det. Det må vi være fælles om.
Så kan enhver gudstjeneste blive en påske, hvor den opstandne bliver nærværende, så vi føler, at hjerterne allerede brændte, da vi hørte om ham i teksterne.
DDS 224 – 222 – 233 — 244 – 246 – 406