Joh 20,1-18
Overgangssituationer er prekære situationer, derfor har de altid været religionernes speciale. Livets afgørende ændringer formidles af religiøse ritualer. Populært kan man sige, at det er, når en bliver til to, når to bliver til tre, når tre atter bliver til to. Altså ved overgangen til parforholdet; ved overgangen, når et barn kommer til verden; og ved overgangen, når familien bliver et medlem mindre. Ved de fundamentale livsovergange træder religionen til og formidler fra den ene situation til den anden. Det er bryllup, dåb og begravelse i vores kirke. De overgange er så voldsomme i et menneskets tilværelse, at de ikke kan foregå uden et ritual. Selv a-religiøse eller anti-religiøse mennesker konstruerer en form for rituel fejring af de pågældende overgange, om end de behændigt undlader at inddrage Gud eller noget lignende. Men også andre overgange etableres ved mere eller mindre formaliserede ritualer. Påbegyndelse af en uddannelse (mindre formaliseret). Afslutning på en uddannelse (mere formaliseret). Indsættelse i et embede (mere formaliseret). Udtrædelse af embede (mindre formaliseret). Meget ofte indgår der i såvel de formaliserede, som de uformelle overgange en ritualiseret beklædning. Symbolikken er meget bastant og tydelig i ordinationen, hvor den kommende præst føres ind i kirken iført en hvid klædning, som han i løbet af ritualet aflægger for at kunne gå ud i den sorte præstekjole. Det er næsten bombastisk tydeligt, at den pågældende ved indgangen i kirken ikke længere var den, som han var før. Derfor den hvide klædning. Mens han ved udgangen er blevet en anden, præst. Ritualet skaber overgangen fra det, man var, til det, man skal blive. I ritualet er man ikke længere, hvad man var, men heller endnu ikke den, man skal blive. Særligt tydeligt er det formelle ritual, men også i de andre overgange optræder beklædning som et væsentligt element. Brudekjoler og dåbskjoler; konfirmationstøj og studentertøj; og de efterladtes sørgebeklædning ved begravelser. Selv om dragterne ikke altid er konstrueret til anledningen, tjener de det samme formål: at markere overgangen fra en eksistensform til en anden.
Jesus møder vi i dag i en sådan overgangssituation. Eller rettere: Det er Maria fra Magdelene, der møder ham sådan i haven påskedag. Han er ikke længere bare det korsfæstede menneske, men han er endnu ikke den herliggjorte. Han er gået ud af graven, men han endnu ikke steget op til sin fader. Hvordan han egentlig er i den situation, er svært at forestille sig. Han er på en måde hverken-eller, og både-og. Maria kan ikke genkende ham, men kan alligevel kende hans stemme, da han siger hendes navn. Hun mener at kunne berøre ham; men Jesus vil ikke berøres. Det er et sofistikeret spil på den, han var; og som Maria stadig tror, at han er. Og den han skal blive; og som Maria skal fortælle disciplene om. Det er overgangssituationen. Det hele foregår midt i mellem, hvor det er ikke-længere og endnu-ikke. Sådan er Jesus. Han er under forvandling fra den korsfæstede til den herliggjorte. Og sådan er også Maria. Hun er ikke-længere det, hun var; og endnu-ikke det, hun skal blive. For det særlige ved den overgang Jesus foretager er, at det ikke kun er hans eksistensform, der forvandles. Til hans forvandling hører en forvandling af de mennesker, der genkender ham. Maria demonstrerer det. Hendes forvandling begynder i sorg. Hun står ved graven og græder over den døde og nu forsvundne Jesus. For graven var tom. Stenen var rullet fra, og der var ingen i den. Maria græder, for nu har hun end ikke de jordiske rester tilbage af sin herre. Liget var det sidste, der var tilbage af hans nærvær. Nu er også det væk. Nu er han helt fraværende. Maria græder over hans fravær, fordi hendes egen eksistens bryder sammen. Hun var den hun var i relationen til ham. Da han var nærværende var hun en af dem, der fulgte ham som en elev. Han var hendes lærer. Nu er hun ikke længere det. Hun er i en overgang, men hun ved ikke til hvad. Hun kan ikke genkende Jesus, da han kommer til hende. I mennesket ser hun ikke den korsfæstede, men blot en almindelig gartner. Først da han kalder hende ved navn, erkender hun, hvem det er. Eller hvem det var. For Maria misforstår det. Hun tror, at det var hendes jordiske lærer, der er vendt tilbage. Straks tænker hun, at relationen er genoprettet, så hun atter er den, hun var. Hans elev. Hun markerer det ved at ville berøre Jesus og holde ham fast i den jordiske tilstand, som hun tror, at han er i. For den ønsker hun tilbage. Hun vil have hans nærvær tilbage, så fællesskabet mellem dem kan genoprettes. Det var trygt, da vidste hun, hvem han var, og hvem hun selv var. Jesus afviser det. Han skal ikke fastholdes i sin jordiske eksistens. Hvis hun vil have fællesskab med ham, må hun gøre forvandlingen med. Derfor henvises hun til fællesskabet blandt brødrene. Retningen skifter. Maria er orienteret mod fortiden: at tingene skal blive, som de var. Jesus henviser hende til fremtiden: at alting forandres. For i fællesskabet blandt de troende skal resultatet af Jesu forvandling vise sig. Han skal stige op til sin fader og deres fader og sin gud og deres gud, og blive det, han endnu ikke er: helt herliggjort. Som sådan skal han blive nærværende for dem. Ikke som han var; men som han skal blive. Dér skal han komme til stede i sin fuldendte skikkelse. Og så skal de ikke længere være, hvad de var. Nu skal de blive hans brødre med den samme Gud til fader. Jesu forvandling modsvares af deres forvandling. I fællesskabet med den korsfæstede og opstandne herre er de Guds børn. Så er også de indtrådt i en ny eksistensform. Overgangen er gennemført og de er blevet noget nyt. I påsken gennemgår Jesus en overgang ved at lade sig korsfæste og dræbe for at komme til stede som herliggjort, for således afløses det fravær, som hans død indledte, af et nærvær i fællesskabet mellem Guds børn. Tilsvarende gennemgår hans tilhængere en overgang ved at modtage ham i hans nye nærvær og få del i det nye fællesskab med hans fader, der er vores Gud.
Det er påskens overgang. Jesus måtte blive fraværende for at atter at blive nærværende; han måtte dø for at blive herliggjort; han måtte stige op for at komme til stede. Resultatet er vores overgang til at være i fællesskab med Gud i fællesskabet med hans søn. Efter påsken er vi ikke længere dem, vi var. For nu er vi samlet i et fællesskab, hvor han er nærværende. Guds nærvær er ikke længere i en bestemt person, ikke i en fjern himmel, men i fællesskabet, der er samlet om den korsfæstede og opstandne herre. Det var ikke til at forstå før påske. Nu kan vi se det. Overgangen skulle til, for at vi kunne være det fællesskab, hvor han er nærværende. Men ikke på en hvilken som helst måde og ikke som hvem som helst. Gennem påskens overgang viste han sig som den, han vil kendes som. Han viste sig som den, der deler liv og død med mennesker og er til stede i menneskers liv og død. For den opstandne er den korsfæstede. Hans kærlighed gav sig udtryk i hans magtesløse lidelse og død på korset. Gudsnærværet i den opstandne er mærket af gudsforladtheden på korset; magten i den ophøjede er mærket af den henrettedes magtesløshed; den herliggjortes ære er mærket af den korsfæstedes lidelse. For han er den levende. Når den opstandne viser sine korsmærker, er det klart, at lidelsen og døden er omgivet af kærligheden og livet.
Derfor mærkes vi ved overgangen til fællesskabet med ham med korsets tegn for vores ansigt og vores bryst til et vidnesbyrd om at vi skal tilhøre den korsfæstede Herre, Jesus Kristus. Med korsets tegn overgår vi til en situation, hvor vi intet sted kan være i liv og død uden at være forbundet med ham. Med korsets tegn lover han os, at vi skal leve og dø ind i ham, så vi engang helt omsluttes og optages af ham og hans liv. Så skal vi også have del i hans opstandelsesliv. Og således er vi kommet ind i en overgangssituation. Vi er afklædt vores fortidige eksistens, som var bestemt af døden; men vi er endnu ikke iklædt det kommende opstandelseslegeme. Således står vi i livet i overgangen.
Vores liv er ikke længere bestemt af lidelsen og døden, for den korsfæstede og opstandne Herre har vist, at lidelsen ophører i Gud og døden opløses i Gud. Og vi er endnu ikke optaget i Guds enhed, når han bliver alt i alle. Så er det her i fællesskabet blandt de troende, at vi kan leve livet i overgangen på en gang befriet for fortidens lidelse og død og endnu ikke forenet med fremtidens opstandelsesliv. I den overgang lever vi livet ud af Jesu opstandelse.
Derfra får vi mod til at møde tilværelsen med alt dets smerte og ulykke, der ikke er forsvundet, fordi vi ved, at det er forvundet. Og vi får mod til at modtage livet med alt det glæde og lykke, der nok skal forsvinde, men ikke forvindes. For mærket med korset står vi i overgangen, løst fra dødens ødelæggende magt og rettet mod livets opstandelseskraft. Heri skal vi leve, for i den overgangssituation har vi lod og del med den korsfæstede og opstandne og skal blive helt optaget i ham. Det kunne vi ikke se før påske. Nu genkender vi den korsfæstede i den opstandne. I hans fællesskab skal vi leve og dø.
DDS 224 – 222 – 241 — 228 – 236 – 233