Anden påskedag: Luk 24,13-35 (21.4.2025)
Påsken slutter, hvor den begyndte. Skærtorsdag fejrede vi indstiftelsen af nadveren som det første af en uendelig række af gentagelser, som nadverfejringerne til vores gudstjenester er en del af. Nu slutter vi anden påskedag med en endnu en nadverfejring som kulmination på en gudstjeneste. Eller en gudstjenesteerfaring, for der bliver jo ikke holdt gudstjeneste på vandringen til Emmaus. Men oplevelsen af en gudstjeneste ligger til grund for Lukas’ fortælling, hvor der sker mange forskellige ting.
To fra gruppen omkring Jesus er på vej væk fra Jerusalem i vildrede med sig selv og deres tanker. De kan ikke få styr på det, som de har oplevet i påskedagene. Her troede de ét om Jesus og så blev deres forventninger skuffede. Havde de haft et håb om, at Jesus var den, der skulle befri det israelitiske folk fra den romerske besættelsesmagt, så har de nu mistet det håb. I stedet for at sejre led han tilsyneladende nederlag, blev korsfæstet og døde. For at gøre forvirringen total er hans lig nu forsvundet fra graven. Hvad skal man mene om det? Og hvad skal man mene om, at der går rygter blandt hans tilhængere om, at han lever?
I deres forvirring slår Jesus følge med dem. Han går med dem og fortolker skriften for dem. Bibelteksterne skal skabe mening i det virvar af oplevelser og tanker, som de to går med. Jesus udlægger for dem fra loven og profeterne, hvordan det kan have mening, at Kristus skulle lide dette og indgå i sin herlighed. Der står så mange andre ting i Det Gamle Testamente, men nu udvælges det, der passer i situationen for at berolige de bekymrede mænd og oplyse deres forvirrede tanker. Skriften skaber sammenhæng og mening dér, hvor der ellers var uorden og uro.
Det skete på vejen. Så går de ind i byen, hvor de holder måltid sammen. Jesus bryder brødet, og i det øjeblik bliver han nærværende for dem. Nu kan de se, hvem han er. Nu kan de mærke, at de allerede havde følt hans nærvær, for hjerterne brændte i dem, da han udlagde skriften og bragte orden i deres forståelse. Således er også her gentagelsen af brødets brydelse kulminationen i gudstjenesteerfaringen, hvor Kristus bliver nærværende for dem. Her er han til stede som deres frelser, når han skænker dem sit legeme og blod.
Reaktionen udebliver ikke. De to mænd går straks tilbage til det fællesskab, som de kom fra for at fortælle om deres oplevelser. Og dér i fællesskabet bekræftes deres erfaringer af de andre. Kristus er virkelig opstået og set af Peter. Peters vidnesbyrd er ikke grundlag for deres syn af Kristus, men deres syn stemmer med Peters syn. Det ene er ikke forudsætning for det andet. Oplevelsen i gudstjenesten svarer til mødet med den opstandne.
Den gudstjenestefejrende menighed er konsekvensen af påsken med Jesu lidelse, død og opstandelse. Vandringen til Emmaus er en gudstjeneste med skriftlæsning, udlægning og nadverfejring i den opstandnes nærvær, først skjult siden åbenbart. Eller det er oplevelsen af en gudstjeneste omsat i en fortælling. For Lukas beskriver det ikke som en gudstjeneste. Han fremstiller det som en almindelig vandring og et almindeligt måltid, der antager en særlig karakter, fordi Jesus går med på vandringen og bryder brødet for dem. Det gør det til en gudstjenesteerfaring, som de to kan tage med sig i mødet med de andre.
På en måde forekommer det lidt tilfældigt det, der sker på vejen til Emmaus. Man kunne let forestille sig, at det havde været meget mere orden i det. Jesus kunne have givet præcise anvisninger på, hvordan der skal holdes gudstjeneste, så han kan være til stede iblandt dem. Han kunne have meddelt hemmelige formuleringer og magiske formler, som man kunne bruge til at påkalde ham. Han kunne have forklaret om liturgiske led og rituelle elementer, så man hver gang kan gentage gudstjenesten præcis efter Jesu indstiftelse. Det gør han ikke. Hvor kommer gudstjenesten så fra, når vi holder gudstjeneste? Hvordan bliver gudstjenesten til en gudstjeneste?
Tidligere, når man skulle forklare, hvordan og hvorfor noget har den form, som det har, henviste man til et ideal. Det vi kender, er kopier eller efterligninger af idealet, som ikke er her i vores verden. Idealet er i ideernes verden. Det er en idé, som man efterligner. Det er sådan noget, som Platon kunne finde på at sige. Ud fra den teori skulle gudstjenesten altså være en kopi af den virkelige gudstjeneste. Den himmelske gudstjeneste, som de jordiske er efterligninger af.
Eller man kunne sige, at alting har en indre identitet, som giver sig forskelligt udtryk i materien, men ikke desto mindre bestemmer, hvad det er. Aristoteles kunne sige sådan noget. Så skulle gudstjenesten altså indeholde sin egen guddommelige essens, som nok kan komme forskelligt til udtryk i vores menneskelige gudstjenester, men det er ikke desto mindre den essens, der bestemmer, hvad den er.
Og man kan sige mange andre mærkelige ting om, hvordan noget bliver, hvad det er. Man kan bruge billeder. Gerne taler man om et træ med en rod, fra hvilken stammen og kronen vokser. Så kunne den ældste menigheds gudstjeneste være den rod, af hvilken alle andre gudstjenester er vokset.
Men moderne filosoffer taler om det på en anden måde. Nogle bruger svampe som billede. En svamp er nemlig en mærkelig gevækst. Den har ingen rod, men opstår af et rodnet. Man kalder det et mycellum eller et svampelegeme. Det findes under jorden og består af en mængde en- eller flercellede tråde, der forgrener sig i det uendelige. De krydser hinanden og indgår forbindelser på utallige måder. I naturen kan svampens legeme udstrække sig over et stort areal. Nogle steder opnår mycelliet så gunstige vilkår og så stor koncentration af tråde, at en svamp kan vokse op. Det er i virkeligheden helt ukontrollabelt og usystematisk. For det blotte øje ser det kaotisk ud.
Filosofferne bruger mycelliet som billede på, hvad der sker, når der sker noget. Når man får en ny tanke, er det eksempelvis ikke resultat af en logisk tankegang fra A til B og videre til C, så man til sidst ved noget nyt. I stedet er det alt mulig viden, som ligger i bevidstheden og i verden omkring en, der krydser hinanden og på et punkt skaber så gunstige betingelser, at en ny ide opstår. På samme måde, når man lærer noget. Man lægger ikke legoklods oven på legoklods, men kombinerer viden fra alverdens steder. Man styrer musklerne i hånden, men kender lyde og kan se former, man kan huske figurer og så kan man skrive. Eller en historisk begivenhed. Den kommer heller ikke som en forudsigelig reaktion på andre hændelser i historiens forløb, men er resultat af en uoverskuelig mængde faktorer, der krydser hinanden på et bestemt tidspunkt. Man kan have problemer i kirken, fyrstedømmers stridigheder, trykkekunstens opfindelse, opblomstring i humanvidenskaberne og en munk som Martin Luther og så kommer reformationen. Intet har en indre logik eller nødvendighed og alligevel opstår verdenshistoriske begivenheder.
Måske er det sådan, at Lukas vil fortælle om gudstjenesten eller gudstjenesteerfaringen. Ikke som et nøje fastlagt forløb i en kodificeret liturgisk orden, men som en række forskellige tråde, der løber sammen og krydser hinanden og bliver til en gudstjeneste, hvor Kristus er nærværende.
For selv om alting er nøje tilrettelagt i en gudstjeneste, hvor musik, tekster, salmer, bønner og prædiken er udfærdiget på forhånd, er der så uendeligt meget, der er ukontrollabelt. For vi kommer alle med vores egne tanker og overvejelser, forventninger og forhåbninger, bekymring og forvirring. Tekster, salmer, musik og prædiken modtages forskelligt og høres forskelligt. Og alligevel kan det ske, at der er særligt intense momenter, hvor man erfarer, at hjertet allerede var i brand. Og det kan ske, at man får mod og håb og lyst til at gå ud i verden med den tro, som man har fået bekræftet i gudstjenesten. Det kan lignes med mycelliet, hvor de utallige tråde lader noget nyt opstå. I gudstjenesten samler alle vores forskellige bidrag sig til gudstjenesteerfaringen. Og vil Lukas sige i den oplevelse er den opstandne til stede.
Ja, det er overhovedet Kristi opstandelse, at han kommer til stede i vores gudstjeneste. Sådan er det påske, hver gang vi fejrer gudstjeneste.
DDS 224 – 218 – 249 — 235 – 230 – 241