2. påskedag (1)
Vandringen til Emmaus
v.13 Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; v.14 de talte med hinanden om alt det, som var sket. v.15 Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. v.16 Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham.
v.17 Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?«
De standsede og så bedrøvede ud, v.18 og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?«
v.19 »Hvad da?« spurgte han.
De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket v.20 – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. v.21 Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. v.22 Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, v.23 men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. v.24 Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.«
v.25 Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. v.26 Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?«
v.27 Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.
v.28 De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. v.29 Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem.
v.30 Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. v.31 Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. v.32 De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«
v.33 Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, v.34 som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« v.35 Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.
Luk 24,13-35
Tekstens forhold til de andre evangelier
Vandringen til Emmaus er særlig for Lukasevangeliet. Bortset fra Markusevangeliet i dets oprindelige udgave med afslutning i Mark 16,8 har alle evangelierne fortællinger om disciplenes møde med den opstandne. Matthæus fortæller om mødet på bjerget i Galilæa, hvor missionsbefalingen lyder (Matt 28,16-28). Johannes har mødet med Maria Magdalene i haven (Joh 20,22.18), mødet med disciplene for lukkede døre (Joh 20,19-23), mødet med Thomas ugen efter (Joh 20,24-29) og i kapitel 21, som ikke oprindeligt har været en del af Johannesevangeliet, møder den opstandne disciplene ved søen i Galilæa. Lukas fortæller om endnu et møde med disciplene umiddelbart efter denne tekst, hvor den opstandne pludselig står midt iblandt dem (Luk 24,36-49).
At teksterne om mødet med den opstandne er så forskellige betyder, at evangelisterne i netop disse fortællinger bringer noget særegent for deres teologi til udtryk.
Tekstens placering i Lukasevangeliet
Som allerede antydet er opstandelsestilsynekomsterne afslutninger på evangeliernes forløb. I dette tilfælde står den mellem beretningen om den tomme grav og endnu en opstandelsestilsynekomst, som den naturligt leder over til. Den gentager pointen om skrifterne. Vandringen til Emmaus er på den måde en detour, idet den foretager en bevægelse væk fra Jerusalem, men fører alligevel tilbage dertil. Således hænger den sammen med evangeliets handling i Jerusalem.
I fortællingen bindes der tråde sammen fra resten af evangeliet. Det handler særligt om disciplenes opfattelse af Jesus (v. 19-22), skriftens betydning (v. 25-27) og nadveren (v. 30-31).
På den måde er fortællingen også en overgang fra tiden med Jesus til tiden uden hans konkrete tilstedeværelse.
Tekstens detaljer
Vandringen til Emmaus er en lang sammenhængende og gennemkomponeret tekst. Man kan næsten kalde den en lille novelle, der er inkorporeret i Lukasevangeliet. Den har sit eget forløb med begyndelse, midte og afslutning. Begyndelsen består i de to disciples vandring og møde med Jesus, hvor de forklarer ham, hvad der er sket i Jerusalem. Midten er Jesu udlægning af skrifterne og brydelse af brødet. Afslutningen er disciplenes tilbagevending til Jerusalem med resultatet af deres oplevelser.
Desuden kan man finde en mere sofistikeret struktur:
A: Introduktion v. 13-14
B: Ramme v. 15-19a
C: Dialoger v. 19b-27
B’: Ramme v. 28-30
A’: Konklusion v. 31-35
Jeg bruger denne struktur i gennemgangen, men den er ikke en modsætning til den mere indholdsmæssige stuktur, hvor den centrale midte består i v. 24-32.
v.13-14: Introduktion
Personangivelse: Det er problematisk, hvem der er tale om. Indledning i den græske tekst lyder ordret ”Og se, to af dem var på den dag på vej til en landsby …” Der står altså ikke noget om, at det er disciple. Ud over traditionen er begrundelsen for den danske oversættelse, at man med ”dem” mener, at der refereres til v. 9 i det foregående, hvor de elleve disciple omtales. Men Kleofas (v. 18) indgår ikke i nogle af listerne over disciplenes navne. Man må altså konkludere, at de to ikke har tilhørt gruppen af apostle, men måske den bredere kreds af tilhængere, som Lukas nogle gange nævner (fx Luk 10,1-20). Måske er det en pointe, at det netop ikke er inderkredsen, som har denne oplevelse, men i stedet noget der finder sted for udenforstående (jf. ndf.).
Vi får altså at vide, at den ene hedder Kleofas. Traditionen vil vide, at den anden også er en mand, men det står der ikke noget om. Men på trods af at kvinderne spiller en særlig rolle i Lukasevangeliet, ville det nok alligevel være underligt, hvis læserne skulle forestille sig en mand og kvinde på vandring sammen. Helt umulig er det at forestille sig, hvis de ikke var i et formelt parforhold. Det er nok en senere tid, der gerne vil inkludere en kvinde her.
Tidsangivelse: På den samme dag, som senere kaldes tredjedagen (v. 21), knytter fortællingen til den foregående beretning om kvinderne ved den tomme grav.
Stedsangivelse: De er på vej til landsbyen Emmaus, ca. tres stadier væk, dvs. ca. 11 km. Det er usikkert, hvor denne landsby præcist har været. Navnet kommer fra hebraisk og betyder ”varm kilde” e.l. Fem forskellige steder er blevet foreslået, men ingen har overbevist flertallet af forskere. Derimod er man blevet sikker på, at 30 stadier blev regnet for at være en times gang. Det vil sige, at Lukas mente, at de var på en to timers vandring.
Handling: De taler med hinanden om det, der er sket. Lukas bygger historien op med denne detaljer.
v.15-19a: Ramme
Indledningen ”Og det skete” markerer hos Lukas, at der nu indtræffer vigtige begivenheder (jf. juleevangeliet). En tredje vandringsmand slår følge med de to. Læserne får at vide, at det er Jesus, og at de tos øjne er lukkede, så de ikke kan genkende ham. Således skabes et særligt niveau i teksten, hvor læseren har mere viden end de optrædende personer. Det forøger dramatikken, for nu bliver spørgsmålet for læseren, hvornår og hvordan personerne i fortællingen erkender, hvem de har mødt. Begivenhederne i teksten får altså en ekstra dimension, for de omhandler også personernes forståelse af den, de har mødt. Ikke blot forståelse af, hvad han siger, men af hvem han er. Dermed anvender denne historie træk fra en kendt genre i antikken, nemlig genkendelsesscenen, hvor helten er skjult til stede, indtil han ved hjælp af et mærke, ofte et ar, genkendes. Måske mest kendt var Odysseus, der ikke blev genkendt, da han vendte hjem, før hans amme så hans ar.
Faktisk er der en yderligere finesse. I kraft af bemærkningen, om at det er Jesus selv (bemærk betoning ”selv”), er læseren den første i Lukasevangeliet, der genkender den opstandne.
Fremstilling har mange detaljer og skal tydeligvis udmale en scene, hvor de to personer er i dyb og koncentreret samtale og forbløffes over, at begivenhederne kunne være forbigået den tredjes opmærksomhed.
v.19b-27: Dialogerne falder i to afsnit. Først en præsentation af begivenhederne (v. 19b-24), så Jesu svar (v. 25-27).
v.19b-24: Præsentation af begivenhederne i Jerusalem: Som svar på den skjulte Jesu spørgsmål fortæller Kleofas, hvad der er foregået i Jerusalem. Det er selvfølgelig på sin vis et kort referat af den lukanske lidelseshistorie (Jesus kom til Jerusalem, blev overgivet til henrettelse af de jødiske magthavere, graven er fundet tom), men den er særlig interessant, fordi den afspejler en opfattelse af Jesus, der præsenteres fra tilhængernes perspektiv. Det mest påfaldende er deres opfattelse af Jesus. De havde håbet, at han, Jesus af Nazaret (bemærk navnet) skulle ”forløse Israel”. Mest sandsynligt er det, tror jeg, at dette udtrykker en forventning om, at Jesus skulle befri Israel fra den romerske overmagt. Altså, at han på en eller anden måde skulle foranstalte en befrielse af landet. Bemærk for det første, at forventningen ikke har et direkte ”religiøst” eller ”teologisk” niveau. Selv om ordet ”forløse” nok betyder noget i retning af ”frigøre ved at betale løsesum”, er forventningen tydeligvis, at det skulle medføre Israels militære og politiske befrielse. For det andet er det karakteristisk, at forventningen er helt nationalt orienteret. Det er Israel alene, der skulle have gavn af Jesu gerning i Jerusalem. Der er ikke et perspektiv, der strækker ud over den lokale jødiske interesse.
Et tredje bemærkelsesværdigt forhold står lidt i modsætning til de to andre. Skylden for Jesu død tilskrives entydigt de jødiske magthavere. Det kan forekomme underligt, hvis Jesu ærinde var frigørelse af landet. Men det er formentlig et led i Lukas’ polemik mod jøderne, der ikke kender deres besøgelsestid. Men samtidig er det jo karakteristisk for Lukas, at han har lagt overgangen fra en jødisk orienteret forkyndelse til et universelt projekt i Apostlenes Gerninger (kap. 10) og har udeladt Jesu møde med den hedenske kvinde samt sekvensen om rent og urent fra sit evangelium (jf. Mark 7,1 – 8,10; Matth 15,1-39). Endvidere fremstilles de jo her som hykleriske, fordi de går besættelsesmagtens ærinde ved at fjerne ham, der skulle forløse Israel. Det er et karakteristisk træk, at de kristne evangelier, og navnlig Lukas, i stadigt stigende grad lægger skylden for Jesu død hos jøderne, mens de frikender romerne. Det er et udtryk for, at Lukas skriver til en gruppe, der ikke selv var jøder af herkomst, samt at han ser en fordel ved at tækkes den romerske kejsermagt. Kristendommen skal således fremstilles som ufarlig for Romerriget. Det er en måde at finde sig til rette i den datidige verden under de gældende politiske magtforhold, som var vigtig for Lukas.
Jeg synes, at Kleofas’ beskrivelse er interessant, fordi den for mig at se kan gemme på en opfattelse af, hvad der var Jesu egen og hans tidligste tilhængeres opfattelse af hans ærinde. Han kom til Jerusalem i forventning om at forløse Israel. Altså et helt jødisk projekt og en politisk dagsorden, uanset om de havde forventet en guddommelig indgriben (fx i form af dommedag) eller ej. Det kan meget vel have været årsagen til deres komme til Jerusalem i påsken. Derimod tror jeg ikke, at det er rigtigt, at de jødiske magthavere tillægges skylden for henrettelsen – i hvert fald ikke alene. Jeg kan bedst forestille mig, at det har været de romerske soldater, der har følt sig truet eller i det mindste er blevet irriteret og har foranstaltet korsfæstelsen i forbindelse med, at de alligevel skulle henrette nogle ”røvere”, der måske også var en form for oprørere.
Kleofas’ udtrykker altså en opfattelse af Jesus, der ikke er sat ind i en teologisk eller religiøs tolkning.
v.25-27: Jesu reaktion. Jesus leverer den teologiske tolkning, som Kleofas’ fremstilling er blottet for. Bemærk, at navnet nu skifter. Den opstandne Jesus taler om Kristus. Det udfoldes ikke, hvilke skriftsteder han bruger til at fremstille det, at Kristus skulle lide dette og gå ind til sin herlighed. For pointen er en anden: Hele Skriften (Moses og profeterne står samlet for alle skrifterne) handler om ham. Det er kerne i den lukanske teologi. Forjættelserne er i de gammeltestamentlige skrifter; opfyldelsen kommer i Kristus. Dermed indledes med ham en ny periode: Fuldendelsens tid.
Igen kan jeg ikke lade være med at tænke, at dette afspejler den faktiske logik i udviklingen af forståelsen af Kristus. På baggrund af den skuffelse, som hans tilhængere havde oplevet, da han ikke forløste Israel, og forvirringen over kvindernes budskab om, at graven var tom, har man konsulteret skrifterne og deri fundet beviser for, at det måtte gå sådan. Es 53 og de andre tekster om Herrens tjener, Salme 22 og 69 og andre salmer om den lidende retfærdige har helt sikkert været brugt i den forbindelse. Gennem den refleksion, som dette har afledt, er man kommet frem til, at meningen ikke har været den militære og politiske forløsning af Israel, og at Jesu død ikke var et nederlag og sammenbrud af hans projekt, men derimod en integreret del af hans frelsesvirksomhed. Denne teologiske gennemtænkning af Jesu liv og død er måske ikke kun forårsaget af den tomme grav, men muligvis også oplevelsen af hans fortsatte nærvær, som præsenteres i det følgende.
I øvrigt endnu en detalje, der er vigtig for det følgende: I Jesu hårde bebrejdelse af deres uforstand i v. 25 lader oversættelsen det ikke fremstå, at formuleringen omhandler deres hjerte. Der står faktisk, at de er ”ufornuftige og sløve i hjerte til at tro”. Det får betydning i v. 32.
v.28-32: Ramme
De kommer ind i landsbyen. Forfatteren bygger videre på spændingen, om de to vil komme til erkendelse af Jesus ved at skrive, at han lod som om, at han ville gå videre. Læseren skal forestille sig, at historien kunne have fået et helt andet forløb, hvis ikke de havde bedt ham om at blive.
Det vigtige sker nu. Atter markerer Lukas det tydeligt med formlen ”og det skete” (v. 30). De holder måltid. Han tager brødet, velsigner det, bryder det og giver dem det. Formuleringerne lader ikke tvivl om, at der hentydes til nadveren. I det øjeblik åbnes deres øjne og de genkender ham. Men så bliver han usynlig for dem. Med erkendelsen af, hvem han var, kan de bagud skuende også erkende, at de allerede oplevede noget, da skrifterne blev udlagt. Deres sløve hjerter blev brændende.
Der er ingen tvivl om, at Lukas her refererer til den kristne nadverpraksis. I den har deltagerne oplevet Jesu nærvær. I fortællingen her er det reelt og for en stund synligt, så bliver det usynligt. I den kristne nadver praksis er nærværet reelt, men usynligt. Hvis man kan sige, at dette er en erfaring, som de kristne har haft, er den naturligvis kraftigt medvirkende til fortolkningen af den tomme grav. Så er der ikke blot skrifternes vidnesbyrd om den lidende retfærdige, men også oplevelsen af det fortsatte nærvær i måltidsfællesskabet, som danner grundlag for fortolkningen af påskebegivenhederne.
v.33-35: Konklusion
Tilbage i Jerusalem bekræftes denne oplevelse og fortolkning af fællesskabet: ”Herren er virkelig opstanden!” Hvornår Simon (= Peter) har set ham, hører man ikke i Lukasevangeliet. Men Paulus skriver interessant nok, at han blev set af Kefas (= Peter) og dernæst af de tolv (1 Kor 15,4-5), mon ikke det er den tradition, som er baggrunden for Lukas’ fremstilling. Paulus viderebringer den også som en tradition, han selv har modtaget. Men jeg er nok tilbøjelige til at se en mere direkte forbindelse mellem Paulus og Lukas.
Formuleringerne i v. 35 er lidt interessante. De to ”udlægger”, hvad der var sket på vejen, og at han havde ”gjort sig kendt af dem ved brødets brydelse”. Brødets brydelse er den tekniske term for nadveren. At han gjorde sig kendt, viser, at han var den aktive, som lod sig kende af dem.
Atter ser jeg en logik i fremstillingen: Den erfaring, som de to selv har gjort gennem skriftfortolkning og nadverfællesskab bekræftes af traditionen fra disciplene. De har ikke gentaget disciplenes erfaring eller har overtaget traditionen fra dem. De har selv erfaret Kristi opstandelse, som bekræftes af traditionen fra disciplene.
Tekstens fortolkning
Som det er fremgået, mener jeg, at fortællingen om vandringen til Emmaus afspejler de tidligste kristnes fortolkningsarbejde med at forstå og fremstille hændelserne under påske i Jerusalem. Heri indgår skuffede forventninger om en forløsning – forvirring over den tomme grav – skriftfortolkning – nadverfælleskab. Det fører til troen på opstandelsen og det fortsatte nærvær.
Men jeg tror også, at fortællingen er formet som en gudstjenesteerfaring. Den indledes med Jesu tilhængeres tvivl og vildrede. De er uforstandige og har sløve hjerter. Så kommer skriftudlægningen, der forklarer, hvordan det må være med Kristus. Deres uforstand forsvinder og deres hjerter sættes i brand. Derefter nadverfejringen, hvor Jesus selv viser sig for dem og de genkender ham og erkender deres brændende hjerter. Sådan oplever de hans opstandelse.
På den måde fremstiller Lukas opstandelseserfaringen som en gudstjenesteerfaring, der ikke er forbeholdt disciplenes inderkreds, men er tilgængelig for alle Jesu tilhængere. Den bekræftes af apostlenes vidnesbyrd, da de kommer til Jerusalem, men går forud for den (både i Lukasevangeliets tekst og i den troendes erfaring) og er ikke afhængig af den. Den opstandne kommer til stede for enhver i gudstjenesten.