- pinsedag: Joh 6,44-51 (Immanuel, 25.5.26)
Vi kommer til enden af en historie i dag, Anden pinsedag. Siden påske har vi hver søndag hørt et afsnit fra Apostlenes Gerninger læst fra alteret. I virkeligheden begyndte vi allerede Første søndag efter påske at se frem mod pinse, for da hørte vi et afsnit af Peters pinseprædiken om at Jesus af Nazaret var udpeget af Gud og ikke kunne holdes fast af døden, men opstod igen.
Videre blev der fortalt om, at Peter og Johannes vidnede for det jødiske råd om den Kristus, som de forkyndte som opstanden.
Og vi hørte om Paulus, der blev slået med blindhed og opsøgte Ananias for at blive seende igen, fordi Gud havde udvalgt ham til at forkynde evangeliet for hedninger.
Så hørte vi om nogle af de første problemer i menigheden i Jerusalem, så der måttet udpeges nogle til at tage sig af uddelingen af brød, mens apostlene kunne koncentrere sig om bønnen og tjenesten for ordet.
Kristi Himmelfarts dag var det selvfølgelig beretningen om disciplene, der stod og så op mod himlen efter den Herre, der havde forladt dem fra Oliebjerget.
Sidste søndag var det om apostlene, der vendte tilbage til Jerusalem og endelig i går om ånden, der kom som flammer af ild og satte sig på apostlene, så de kunne tale i alverdens tungemål.
Og nu i dag kommer afslutningen på den historie, for vi har hørt en ganske kort gengivelse af forholdene i den første menighed: ”De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet med brødets brydelse og ved bønnerne.” Og der siges mere om deres praksis: ”De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud”.
Det er i al sin enkelhed et fascinerende indblik i den allerførste menigheds dagligliv på tværs af to årtusinder. Egentlige kirker var der endnu ikke etableret, for det jødiske tempel var udgangspunkt for den unge kristendom, men hjemme i husene samledes de for at mindes eller ihukomme deres Herre ved det måltid, som han selv havde indstiftet. Mon ikke de oplevede, at han i en eller anden forstand var nærværende for dem, når de brød brødet, som han selv havde brudt brødet for dem. Således er de hver gang de har spist brødet og sikkert også drukket vinen blevet bekræftet i, at han havde overvundet døden og nu befandt sig levende i himlen. På den måde har dette måltid været udgangspunkt og grundlag for deres liv i Kristus.
Historien fra Apostlenes Gerninger ender altså i hverdagen med de dagligdags ritualer. Bønnerne, lovsangen og brødets brydelse. Alle de store begivenheder, opstandelse, himmelfart og Åndens komme, fører til hjem i husene, hvor gudstjenesten finder sted. Nadveren er resultatet af dem. Men man kan altså også sige det omvendt: Troen på Åndens komme, himmelfarten og opstanden bekræftes og befæstes af Kristi nærvær i nadveren. Ja, man kan måske endda sige, at havde Jesu disciple ikke oplevet ham nærværende, når de brød brødet for at ihukomme ham, så havde de næppe troet på hverken himmelfart eller opstandelse. Og se, den forståelse passer jo glimrende til inddelingen af kirkeåret, hvor vi hvert år følger det store drama fra advent over jul til påske, himmelfart og pinse for at ende hjemme i hverdagen i gudstjenesten, som hver søndag bekræfter og befæster hele det store drama, fordi vi holder fast i apostlenes lære og fællesskabet ved brødets brydelse og ved bønnerne.
Eller for at sige det direkte: Jesu historie havde ingen betydning haft, hvis den ikke havde medført et fællesskab med en bestemt praksis.
Johannesevangeliets tekst om Jesus som det brød, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden, og det brød, som giver evigt liv til den, der spiser det, er skrevet på grundlag af den praksis, der allerede var i menigheden. Det er Johannes’ fortolkning af, hvad det vil sige at blive bekræftet og befæstet i troen på Kristi opstandelse og himmelfart: Det er evigt liv. Det er evigt liv, fordi man derigennem får del i hans historie. Man får del med ham, når man indtager det brød, der er hans kød, som gives til liv for verden. Ihukommelsen af ham gennem brødet skaber den sammenhæng med ham, som er udgangspunkt og grundlag for livet i verden.
Måske oplever man ikke hans nærvær i nadverfejringen, som apostlene formodentlig har oplevet det i den første menighed, måske har man ikke i konkret forstand samvær med ham i ritualet. Men gennem ritualet bliver man sammenspist med ham, så livet i verden får et andet fundament end ens egen eksistens. For det er det vigtige: I sig selv har brødets brydelse ingen mening, men i og med at vi ihukommer Jesu død og opstandelse bliver vi mindet om, at vi ikke selv er vores livs fundament. Og det er af største betydning: Livet i verden lever vi på grundlag af en samhørighed med ham, der gav sit kød for liv i verden, for vi bliver indspist i hans liv. Så kan vi leve i verden uden selv at skulle være grundlag for vores liv i verden. Det er ikke et stort og ekstraordinært ritual. Det er ikke spektakulært. De enkelte handlinger giver i sig selv ingen mening. Men de er af største betydning for dagligdagen hjemme i menigheden, som det var for apostlene i Jerusalem, og som det er i vores kirker.
Søren Ulrik Thomsen skriver om et andet ritual:
Hvert år på den dato
der tilfældigvis blev din fødselsdag
tager vi toget til Århus
for at besøge din grav
som nu engang er det sted her i verden
hvor du ikke er.
På turen op gennem byen køber vi blomster
og taler som på enhver anden dag
indtil vi står foran stenen.
Og på vej tilbage regner det altid.
Eftersom intet af dette giver mening
og alligevel finder sted
må det være af største betydning.
Dette årlige ritual giver i sig selv ingen mening, men det er af største betydning for digteren. Og det er vel netop en beskrivelse af et ritual. De enkelte handlinger giver ikke i sig selv nogen mening. De er ikke fornuftbestemte og kan ikke forklares rationelt, men når man alligevel udfører dem, må de have den største betydning for det liv, man lever.
For Søren Ulrik Thomsens vedkommende er det ihukommelsen af den afdøde person ved det gravsted, der markerer, at han ikke længere er i verden, som har største betydning for det liv, der skal leves i verden. For så bliver det et liv i sammenhæng med dem, der var med til at give det indhold. Så oplever man, at det indhold skal man ikke skabe selv. Det får man givet sammen med mennesker i ens liv, og selv når de ikke er mere, er de er de fundament for ens liv.
For apostlenes vedkommende – og for vores vedkommende – er det fastholdelsen af brødets brydelse. Dette dagligdags ritual, der ikke giver mening i sig selv, men dog har største betydning, fordi det markerer, at fundamentet for vores liv i verden skaber vi ikke selv. Det rækkes til os, når vi i brødet modtager Jesu kød og dermed bekræftes og befæstes i at hans historie med død og opstandelse også er vores historie.
Det hører vi her anden pinsedag, hvor det er åndens komme til verden, som vi fejrer. Måske havde man ventet noget mere spektakulært. Men ånden er ikke ekstraordinære begivenheder og mystiske hændelser. Ånden er her i dagligdagen i livet med hinanden, når vi bryder brødet sammen både ved alterbordet og ved spisebordet, for ånden er der overalt, hvor livet leves på grundlag af forbindelsen til Jesu historie. Den skaber vi ikke selv. Den gives os i brødet ved alteret, i bønnerne og lovsangen. Den er til stede i kirken og hjemme, hvor vi gør alt det sammen og for hinanden, der ikke giver mening, men har den største betydning.
DDS 723 – 300 – 282 — 313 – 292 – 290