Ånden og abjectet
Joh 3,16-21
Pludselig kommer Ånden over dem. Vi hørte det i læsningen fra Apostlenes Gerninger for alteret. Pludselig kommer Helligånden over de hedninger, der var til stede og hørte Peters prædiken. Pludselig blev skellet mellem jøder og hedninger ophævet, så hedningene kunne døbes. Peter erkendte det. Der er ikke personsanseelse for Gud. Jøder og hedninger kan døbes med samme dåb, for de har modtaget samme Ånd.
Forskellen mellem jøder og hedninger var ellers et af de fundamentale skel i den verden, som de første kristne levede i. Særligt fra et jødisk perspektiv var det helt afgørende, hvem der var jøde, omskåret for mændenes vedkommende, og hvem der ikke var jøde og altså ikke medlem af Guds udvalgte folk. En mere afgørende forskel fandtes ikke, og der blev gjort meget for at markere den. Omskærelsen var ét tegn. Men reglerne om, hvad man kunne spise og hvem man kunne spise sammen med, skulle ligeledes definere forskellen mellem jøder og hedninger. For slet ikke at tale om ægteskabsregler. Selvfølgelig kunne jøder ikke gifte sig med hedninger, for jøderne var jo Guds udvalgte folk. Det folk kunne ikke blandes med alle mulige andre folkeslag, for så ville Guds udvælgelse af netop det folk jo udslettes. Hvis man stolede på Guds løfter, måtte jøder og hedninger adskilles. Ellers kunne Guds folk ikke bevares og så ville hans pagt med dem heller ikke kunne bevares. Adskillelsen mellem jøder og alle andre folkeslag, altså hedninger, kunne ikke ændres. Og kan det fortsat ikke ifølge jødedommen.
På en måde kan man dog sige, at jøderne er afhængige af hedningene. For uden dem kunne de ikke være blevet udvalgt som Guds foretrukne folk. Hvis ikke der var nogen, som de kunne adskille sig fra og lægge afstand til, kunne de ikke opretholde forståelsen af sig selv som de særlige. De udvalgte, som er foretrukket blandt alle andre. Uden de andre kunne de ikke være sig selv. For at kunne definere sig selv som noget særligt, må man netop afgrænse sig fra de andre.
Den mekanisme er langt fra specielt jødisk. Det kendes for ethvert folk, at det definerer sig i modsætning til andre. Til andre folkeslag, som først og fremmest ikke er med, men står udenfor. På den anden side af grænsen. De, definerer man sig selv i modsætning til. For mange kulturer er det helt eksplicit, når de kalder sig selv mennesker og de andre alt muligt andet, men ikke mennesker, for mennesker er det kun ens egen gruppe, der er. Sådan er der selvfølgelig ingen, der for alvor vil udtrykke sig i dag. Men logikken trives ganske glimrende, i den forstand at man ikke har svært ved at definere de andre som dem, der ikke tilhører ens egen kultur; dem, som man forstår sin egen kultur i modsætning til. Det gælder navnlig religioner, der til tider i blodig strid har sat grænser for de andre, eller har forsøgt at nedbryde dem for at få de andre til at blive som man selv er. Om nødigt med vold.
Men naturligvis genfinder man nøjagtigt de samme logikker i meget mindre sociale grupperinger. Ens familie er fx forskellig fra de andre familier. Den gruppe må opretholde grænserne mellem sig selv og de andre for at forblive en enhed med en egen identitet. ”Sådan gør vi ikke,” kan man finde på at sige og dermed markere, at der måske er nogle, der gør sådan, men det er ikke os; så hvis du vil være en af os, skal du ikke gøre sådan. Af den grund er det traditionelt vanskeligt med svigerbørn, for det er jo nogle, der ikke var en del af familien, men nu skal være det. Og så bliver det et spørgsmål, hvordan man kan opretholde sin identitet som familie og samtidig inkludere en fra en anden familie. Så er der risiko for, at der kommer noget fra de andre ind i ens egen familie.
Og de samme mekanismer og logikker finder man også på et personligt niveau. For man er naturligvis sig selv ved at være forskellig fra andre. Ofte definerer man netop sig selv ved at være anderledes. Nogle gange er det ved at tage afstand fra den måde, andre er og lever på, at man bliver sig selv. Ja, det kan være helt specifikt, at man netop ikke vil være som fx sin mor eller far, at man bliver sig selv. Men mon ikke også det ligger dybere. At der er noget i en selv, som man ikke vil vide af. Noget, man må fortrænge og lægge afstand til for at blive sig selv. Det, man ikke kan lide ved sig selv, fordi man ikke vil være den, man er, når man er sådan. Det, der dukker op en gang i mellem, som man helst ikke vil se og slet ikke vide af, for når det dukker op, er man ikke den, man gerne vil være. Det udstøder man og fortrænger. Mægter at forholde sig til det, for det er jo egentlig ikke sådan, man er, selv om det netop er sådan, man er, når man er det.
Den franske filosof Julie Kristeva taler om abjectet som betegnelse for det, man netop udskiller og udsondrer og tager afstand fra, faktisk forholder sig til med væmmelse. Som netop er det, man ikke vil vide af, men som ikke desto mindre stammer fra en selv. Det, som er nødvendigt, men også nødvendigvis må afstødes og afvises, for at være sig selv. For det kræver et abject at være et subjekt. Abjectet findes i de mest intime forhold til sig selv og i de største geopolitiske relationer. Vi må udstøde og udelukke noget for at være os selv.
Pludselig kommer Ånden over det hele. Abjecter og subjekter. Jøder og hedninger. Os og de andre. Skellene nedbrydes. Forskellene ophæves. Adskillelsen forsvinder. Det fortrængte integreres. Det udstødte indlemmes. Det afstødte accepteres. Ånden skaber helhed, hvor der før var splittelse. Enhed, hvor der var modsætning. Samling, hvor der tidligere var deling. Således er det fællesskab, Ånden stifter. Alle mennesker bliver antaget som Guds folk gennem Ånden, så grundlaget for skellet mellem jøder og hedninger falder bort. Og hele mennesket får den Ånden, så selv det vi ikke kan lide ved os selv, sættes i forhold til Gud.
Modsætningerne, der kan adskille mennesker fra hinanden, forsvinder ikke. Men de underordnes Åndens samlende enhed, der lader vide, at ingen menneskelig gruppe, intet etnisk folk, kan gøre krav på at være særligt udvalgt af Gud. På samme måde forvandles de sider af os selv, som vi ikke kan forlige os med, ikke. Men de underlægges Guds overordnede antagelse af os som hele mennesker.
Selvfølgelig har også det fællesskab stiftet af Ånden sine grænser. Et indenfor og et udenfor. Også her er noget, der er udstødt og udsat. Et abject, for nu at bruge den uskønne term igen. Forskellen er, at grænsen ikke sættes af fællesskabet, men af den, der vil stå udenfor. Abjectet forkaster sig selv, fordi det ikke vil være med. Det kan ikke siges tydeligere end i Johannesevangeliet: ”Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde.” Skellet sættes af dem udenfor, fordi deres gerninger er onde. Eller det sættes af os selv, når vores gerninger er onde. Når vi foretrækker de kendte forskelle og adskillelser, så vi kan hævde os selv ved at lægge afstand til de andre. Når vi fremhæver vores gruppes fortrin på bekostning af de andre. Når vi fralægger os ansvaret for det onde i os selv ved at give skylden til den anden. Så foretrækker vi at leve i adskillelsen og splittelsen frem for at leve i den Ånd, der er kommet til alle. For i virkeligheden kan det være meget lettere, så er det hele de andres skyld. Så kan man fralægge sig ansvaret for de træk, som man ikke bryder sig om. Så skal man ikke forholde sig til de andre, som en del af fællesskabet, men kan netop afvise dem som de andre. Det kan man ikke, hvis man er helt omfattet af Ånden, så må man forholde sig til det, der var lettest af udstøde som et abject. Åndens fællesskab forpligter, fordi det er altomfattende. Derfor kan det være lettere at vende sig fra det og foretrække mørket frem for lyset. Det er det, der er skellet; det er dommen, for så er vi overladt til vores egne grænser og modsætninger; så skal vi finde tryghed i at afgrænse sig fra de andre; så skal vi finde ro i at lægge ansvaret fra sig.
Pinsens budskab er derimod, at Gud gennem sin søn har stiftet et åndeligt rigt, et fællesskab med os, hvor der er ro og tryghed, fordi vi har fået hans Ånd og således altid er helt forbundne med ham og hinanden i et forpligtende fællesskab, som ikke skal opretholde sine grænser for at skærme sig fra de andre, for i Åndens fællesskab er de andre en del af os. Og i Ånden er selv vores fortrængte sider accepteret af Gud, så vi selv kan tage ansvar for dem. Det er den gave, vi har fået i Ånden; og det er den opgave, vi har fået med den.
DDS 290 – 288 – 305 — 490 – 292 – 318