Livets brød
v.44 »Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. v.45 Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. v.46 Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen.
v.47 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. v.48 Jeg er livets brød. v.49 Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. v.50 Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. v.51 Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.«
Joh 6,44-51
Tekstens forhold til de andre evangelier
Teksten er en del af den såkaldte ’brødtale’, som tager anledning af brødunderet, hvor Jesus bespiser 5000 mand med fem brød og to fisk (Joh 6,5-15). Den fortælling har selvfølgelig paralleller i alle de andre evangelier. Men i synoptikerne er det ikke efterfulgt af en lang dialog/monolog, som er typisk for Johannesevangeliet. I det fjerde evangelium gøres det helt klart, at det ikke er det konkrete under, der har betydning. Hvis underne ikke forstås som tegn, er de misforståede (Joh 6,26).
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Som sagt indgår den i brødtalen, der tager udgangspunkt i bespisningsunderet. Efter at have bespist de fem tusind forlader Jesus skaren, fordi de vil gøre ham til konge (Joh 6,15), herefter følger vandringen på søen, som også i synoptikerne er forbundet med bespisningen (Joh 6,16-21). Næste dag søger skaren Jesus på den anden side af søen. Han bebrejder dem, at de kun søger ham på grund af det konkrete mirakel og ikke på grund af tegnet (Joh 6,26). Derefter indledes en samtale med jøderne, der udfordrer ham på hans autoritet. De vil se tegn ligesom mannaunderet i ørkenen, hvilket de siger med en skrifthenvisning (Joh 6,30-31). Dette giver Jesus anledning til det argumentationsforløb, som denne tekst er en del af. Ligesom selve brødunderet ikke har nogen betydning i sig selv, men skal pege på Jesus, således har skrifterne intet indhold i sig selv, ud over det de får, når de peger på Jesus. De skal altså ikke forstås som omhandlende en historie i fortiden, men som pegende hen på den opfyldelse, som Jesus bringer til dem. I sig selv er de tomme, indtil Jesus viser, hvad de handler om, nemlig ham selv. De er udtryk, der får indhold af ham.
Hele brødtalen handler om at gøre indholdet af selve brødunderet og skriften mere og mere konkret, indtil det bliver defineret som Jesu faktiske kød og blod (Joh 5,51-58), der så atter bestemmes som ånden (Joh 6,63). Teksten er et led i denne argumentation.
Umiddelbart før har jøder ”knurret” af ham (Joh 6,41), ligesom jøderne ”knurrede” under ørkenvandringen. De knurrer, fordi han sagde, at han er det brød, der kommer ned fra himlen. Altså handler teksten fra Det Gamle Testamente, som jøderne citerede (Joh 6,31), ikke om mannaen i fortiden, men om det brød, der i nutiden kommer ned fra himlen: Jesus. Det kan jøderne ikke acceptere, for han er jo Josefs søn (Joh 6,42). Teksten er Jesu svar på deres ”knurren” (Joh 6,43).
Efter teksten bringer jøderne argumentationen et skridt videre ved at spørge, hvordan han kan give sit kød at spise (Joh 6,52), hvilket giver anledning til en decideret nadvertekst om Jesu kød og blod (Joh 6,53-58). Den tekst er forberedt i den sidste del af v.51, som mange vil mene, hører sammen med 6,52-58. I den når afsnittet sin konkrete kulmination, fordi brødet fra himlen bliver konkretiseret i nadvermåltidet.
Tekstens detaljer
Man kan dele teksten i to halvdele: v.44-46 handler om at kunne ”komme til Jesus”, dvs. komme til tro på ham. v.47-51 handler om, hvad den troende opnår gennem ham.
v.44: Som sagt har jøderne netop tilkendegivet, at de ikke kan tro, at Jesus er ”brødet, der kommer ned fra himlen”, for han er jo Josefs søn. Det er en klassisk johannæisk misforståelse. Jesu modstandere kan kun se, hans ydre fremtræden; de har ikke sans for hans indre væren. De kan kun se, hvem han tilsyneladende er, og erkender ikke, hvem han i sandhed er. Det rejser det presserende spørgsmål: Hvorfor? Hvorfor kommer nogle til tro, og andre gør ikke. Faktisk er der ingen i evangeliet, der kommer til sand tro før Jesus kommer til syne som opstanden og overgiver ånden, men det besvarer ikke spørgsmålet. Spørgsmålet gælder selvfølgelig både inden for evangeliet og uden for. Både på Johannesevangeliets tid og i vores tid: Hvorfor kommer nogle til tro, og andre gør ikke? Johannesevangeliet kan i sin radikalitet kun svare én ting: Til sidst afhænger det alene af Gud. Ingen har nogen fortrin i kraft. Ingen kan gøre noget, som skal give dem en bedre position. For troen er at modtage den åbenbaring, der kommer til en. Hvem der kan se, at det er en åbenbaring, er i sig selv en åbenbaring, for det afslører, hvem personen er. Nogle ser Jesus, Josefs søn. Andre ser Jesus, Guds søn. Forskellen mellem grupperne beror på Gud.
Det kan selvfølgelig tolkes i en prædestinatorisk retning, men det ville efter min mening være en fejl. Meningen er at understrege radikaliteten i Guds gerning. Den er suveræn. Derfor er alt af nåde. Ingen kan selv gøre sig fortjent til noget. Guds udvælgelse viser sig, når nogle kommer til tro. Så ”drages de af Gud”. Den viser sig derimod ikke nødvendigvis, som en negativ udvælgelse, når andre ikke kommer til tro. Kun siges det, at de troende ikke selv kan tage æren for deres egen tro.
v.45: Det belægges nu med et skriftcitat. Også dette handler altså ikke om noget, der sker i fortiden, men det, der sker lige nu i mødet med Jesus. Det er i det forhold, at de bliver ”oplært af Gud”, for de troende viser sig som oplærte af Gud. De har hørt fra ham og kommer til Jesus. Således er det netop i forholdet til ham, at skrifternes udtryk får indhold.
v.46: Dette er et johannæisk theologoumenon: Ingen har set Gud (jf. Joh 1,18). Her siges det for at undgå en misforståelse. De, der siges at have hørt af Gud, har ikke på forhånd noget fortrin, for det viser sig først i deres tro, at de har hørt af Gud. Kun én kender nemlig Gud og kan udlægge ham (Joh 1,18): Den, der er af Gud, dvs. Guds søn. Med andre ord: Alt, hvad man kan høre fra Gud og se af Gud, kan man høre og se gennem hans søn. Andre kanaler til gudserkendelse findes ikke. Samtidig er det meget vigtigt, at det dermed ikke siges, at Gud er fuldt ud åbenbaret gennem sin søn. Kun kan man ikke vide andet, end det man kan vide gennem ham.
Personligt mener jeg, at det betyder, at der er noget af Gud, der ikke er åbenbaret. Kun ved at fastholde det, reduceres Gud ikke til, hvad vi kan erkende. Således fastholdes vi på, at Gud ikke kan identificeres med vores ønskedrømme. Der er noget i Gud, vi ikke kender. Det indgår i troen, at vores Gud er større end vores tro.
v.47-49: Så kommer næste afsnit: Hvad er resultatet af troen? Jøderne har citeret, at Gud gav brød fra himlen. Jesus siger, at det brød kun gav midlertidigt liv. Hans brød skal give evigt liv, for han er det sande brød, som den troende får. Han er opfyldelse af alle sande behov. Det er det, der til tider kan være provokerende ved Johannesevangeliet. Det ser helt – helt! – bort fra konkrete behov. Alt kommer til at handle om det evige liv, eller det sande liv, mens det konkrete fysiske liv ingen opmærksomhed får. Tværtimod har man misforstået det, hvis man lægger vægt på det konkrete brød, som man kan spise og blive mæt af. Johannes hæver alt til et andet niveau, hvilket nogle gange kan forekommet arrogant. Det handler for ham alene om det evige liv og brødet fra himlen. At tænke på det fysiske liv og brød fra bageren, er en fejl.
Udtrykket ”jeg er” er klassisk johannæisk. Det bruges i en række forskellige sammenhænge i Johannesevangeliet, hvor Jesus identificerer sig med et metaforisk (fx lys eller hyrde) eller abstrakt (fx sandheden eller livet) udtryk. Muligvis spiller det på det gammeltestamentlige gudsnavn, Jahve, som også betyder noget i retning af ”jeg er”. Sammen med metaforen eller det abstrakte udtryk anvendes det i Johannesevangeliet til at bestemme Jesus som indholdet af alle behov og alle ønsker. Han er simpelt hen alt det, som man kan have brug for.
Nu har Johannes ikke blot omtolket manna til at være brødet fra himlen, der er livets brød, der er Jesus. Han har også omtolket dets virkning til at angå det evige liv, som Jesus bringer.
v.50: Det sammenfattes i dette vers. Denne er brødet, der kommer ned fra himlen, for at enhver, der spiser det, ikke skal dø. Så opstår problemet: Hvordan kommer man til at spise det brød?
v.51 indeholder to dele. For det første det direkte og meget forudsigelige svar, der opsummerer det foregående. Brødet er Jesus, som ikke blot kommer ned fra himlen og er levende, idet det giver liv. Hvis nogen spiser det, skal han leve i evighed. Men hvordan kan man komme til at spise det?
Sidste del af verset forbereder svaret: Brødet er hans kød, som han vil give til verdens liv, dvs. hans kød giver liv i verden. Formuleringen hentyder naturligvis til hans død, men kun som en forudsætning for den nadvertale, der følger efter. Så er spørgsmålet besvaret. Man får del i brødet gennem nadveren, der er resultat af hans død. I det følgende gøres det helt konkret ved at tale om at æde hans kød og drikke hans blod.
Nadveren er altså det sted, hvor man forenes med Jesus og får del med ham, så man får evigt liv. Senere siges det så, at kødet intet gavner, men at ånden giver liv (Joh 6,63). Det passer med evangeliets åndsteologi, at den er det virkelig indhold af nadverens kød og blod. Således har Johannes atter lagt et ekstra niveau ind. Nadveren er ikke blot et måltid eller et ritual, den giver den ånd, som giver liv. Det er ånden, det hele handler om.
Tekstens fortolkning
Det er en vanskelig tekst, fordi den hænger så tæt sammen med både det foregående og det følgende. Men hovedpointen er meget klar og meget johannæisk: Alt sker nu og her i forholdet til Jesus. Der er alt at finde, hvad mennesket har brug for. Uden for det kan intet vigtigt findes. Fordi alt afgøres i det forhold, må Gud i sidste ende selv stå bag det. I den forstand at Jesus åbenbarer, hvem Gud er, men han åbenbarer også, hvem mennesker er, for det viser sig i forholdet til ham. Og heri viser sig også, hvad der er vigtigt. Det er ifølge Johannesevangeliet ikke det konkrete fysiske liv, men det evige liv, som findes i troen på ham. Derfor er det evige liv heller ikke blot noget, der skal afventes i fremtiden. Der er nu og her for de troende. Det evige liv er begyndt, for nu lever de i erkendelse af, hvad det vigtige i livet er, nemlig forholdet til Gud gennem Jesus. Den forbindelse er det evige liv, som begynder nu og her og selvfølgelig ikke kan påvirkes af den fysiske død, men varer til evig tid.