Joh 3,16-21
”Har du et lommetørklæde?”, blev den tysksprogede, men rumænsk fødte forfatter og Nobelprisvinder Herta Müller dagligt spurgt af sin moder, når hun gik af sted til skole i den lille landsby, hvor hun voksede op under Ceaucescus styre. I spørgsmålet lå der meget andet end en forespørgsel om, hvorledes datteren var udstyret. Det handlede ikke om, om hun var beredt til at klare en eventuelt løbende næse. Spørgsmålet var moderens måde at udtrykke omsorg for sin datter på. En indirekte ømhed, for bønderne udtrykte ikke deres følelser direkte. At det blev sagt i en kommanderende tone, understregede blot ømheden, mener den voksne Herta Müller. Kærligheden var forklædt som et spørgsmål. Hver dag stod hun derfor først ved lågen uden lommetørklæde og måtte så gå tilbage og hente det, før hun kunne gå ud på vejen. I kraft af lommetørklædet var det som om moderen var med.
Herta Müllers barndomserindring udvikler hun i et essay. Spørgsmålet om lommetørklædet bliver til et spørgsmål om menneskelig værdighed. Hun illustrerer det ved sine egne erfaringer i en rumænsk fabrik, hvor hun nægter at blive kollaboratør og derfor udstødes fra arbejdspladsen, paradoksalt nok fordi ledelsen, der ønskede, at hun skulle udspionere sine kolleger og rapportere til dem, har sat et rygte i gang på fabrikken om, at hun netop er kollaboratør. Resultatet er, at hun bliver chikaneret og ekskluderet af kollegerne. Ingen vil pleje omgang med hende. Til sidst kan hun kun være på den beskidte trappen, hvor hun sætter sig på sit lommetørklæde. Med det opretholder hun værdigheden i en situation, hvor omverdenen forsøger at tage den fra hende. Lommetørklædet forbinder hende med moderen og hendes daglige bryske kærlighedsytring. Det sikrer hende mod det forræderi mod sine medmennesker, som diktaturet forsøgte at tvinge hende til.
På samme måde blev lommetørklædet afgørende moderens eget møde med regimet, da hun en dag bliver arresteret. Militærpolitiet må utålmodigt vente på hende, mens hun finder et lommetørklæde frem fra skuffen, for det vil hun have med, når hun køres til afhøring. Hun vender hjem og fortæller: ”Hvor var det godt, at jeg havde taget et af de store herrelommetørklæder med, for hvor var der beskidt i det kontor.” Mens hun venter på afhøringen i kontoret, vælger hun at bruge tiden til at gøre det rent. Ved sin ekstra, men frivillige fornedrelse undergraver hun på den måde magtforholdet til forhørslederen. For kan man udøve magt over en, der frivilligt har valgt at gøre sin modstanders beskidte kontor rent?
Herta Müller slutter sin tekst med at ønske, at hun kunne spørge alle mennesker i alle diktaturer: Har du et lommetørklæde? For overvejer hun til sidst: ”Kan det forholde sig sådan at spørgsmålet om lommetørklædet siden tidernes morgen slet ikke har betydet lommetørklædet men menneskets akutte ensomhed.” Altså, sådan forstår jeg det, er meningen med spørgsmålet om lommetørklædet: Har du husket det, som du kan holde dig til, når du pludselig er helt alene. Det, der forbinder dig med den grundlæggende kærlighedshandling, der har givet dig din menneskelige værdighed, som du ikke kan miste uden at miste dig selv. Det, der for Herta Müller går tilbage til moderens daglige kommanderende kærlighedsytring, som gav hende den værdighed, som satte hende i stand til at stå imod både regimets og kollegernes pres. Så hun kan være sig selv, når omgivelserne mener, at hun skal være en anden.
I vores sammenhæng er det ganske let at forstå evangelietekstens tilsagn om Guds kærlighed til verden gennem sin søn som et udtryk for den fundamentale kærlighedshandling, der opretter den menneskelige værdighed, så evangeliet til enhver tid lyder som moderens bryske spørgsmål: Har du et lommetørklæde? For evangeliet er det ord, der rammer mennesket i dets akutte ensomhed, så det kan være sig selv, selv når omgivelserne vil, at det skal være noget andet. Som lommetørklædet gør Herta Müller til en elsket person, som kan bevare sin værdighed overfor systemet, gør forkyndelsen af Guds kærlighed mennesket til personer, der har sin værdighed i kraft af forbindelsen til det evangelium, der kommer til mennesket udefra det selv. For som lommetørklædet for Herta Müller symboliserer, at hun er nogen i kraft af noget andet end sig selv, således er evangeliets tilsagn en kærlighedsytring til det enkelte menneske, der lader det være noget i sig selv med sin egen værdighed, uanset alt det der truer med at gøre det til en ligegyldig af et upersonligt system.
For Hertha Müller var det Ceaucescus regime, og hendes tanker går til alle, der er underlagt diktaturer og totalitære regimer. Men systemerne kan være af mange slags og behøver ikke, at være ondsindede eller undertrykkende. Selv velmenende og gode systemer truer med at overtage det enkelte menneskes selvstændighed og tage værdigheden fra det, når personen forsvinder i excelark og statistikker, når mennesket bliver et nummer i en behandlingskø eller en i rækken af operationer, når pasningsordninger, skolevæsenet og uddannelsessystemet overtager individet og gør det til en del af et stort upersonligt kollektiv. Og i sidste ende, når svækkelsen opløser personen og døden gør en ende på individet.
Så kan man spørge med Herta Müller ”har du et lommetørklæde?” eller man kan minde om ordene fra evangelieteksten i dag, der nok handler om Guds kærlighed til verden, men er rettet til hver enkelt, så denne kan have sin værdighed i at være genstand for den kærlighed, der viser sig i, at Gud gennem sin søn skaber fællesskab med mennesker. For således elskede Gud verden, at han sendte sin søn. Det fællesskab fejrer vi i pinsen, for det er åndens tilstedeværelse på jorden, at vi har fået tilsagn om at have vores værdighed i fællesskabet med Gud gennem hans søn. For heri – og det er evangeliet – er værdigheden, ikke i os selv, men i det, der skænkes os i evangeliets tilsagn. Værdigheden kommer, når vi kan være os selv i kraft af det, vi har fået givet. Det kan man kalde Helligånden, for den værdighed, der følger af at være i forhold til noget andet end sig selv, skylder man netop ikke sig selv. Man skylder der heller ikke nogen andre, for den bæres af det, der er mellem os og evangeliets tilsagn. Den sammenhæng er Helligånden.
Evangelieteksten udtrykker det med lys-metaforik: at komme til lyset eller at blive i mørket. Ingen er i tvivl om, hvad det betyder. At sætte sig uden for lyset, fordi man ikke vil modtage det, der kommer udefra og i stedet forblive i det lys, som man selv kan producere. Og man kan ikke selv producere lys, så man forbliver mørke. Derfor er der heller ingen, der er i tvivl om, hvad dommen er, for det er at være i mørket, selv om lyset er kommet til verden. C.S. Lewis udtrykker det dramatisk, at helvede er låst indefra, for i den forståelse er helvede ikke de andre. Helvede kan kun være en selv, når man vender sig bort fra lyset. Når man vil lukke alle andre ude og ender med at have lukket sig selv inde. For det er årsagen til at vende sig væk fra lyset, at man ikke kan være i det sammen med de andre.
Eller lyset slukkes i de kollektiver, som Herta Müller skriver om, fordi de ikke er båret af respekt for menneskets værdighed, fordi de ikke vil anerkende, at mennesket er andet, end det bliver til i kollektivet. Regimernes fællesskaber vil ikke vide af at være båret af andet end sig selv.
Men evangeliet kan man ikke høre uden at vide at det ikke kommer fra en selv og derfor lyder det i samme grad til alle. Den værdighed, der følger af evangeliet, gælder for alle. Heraf følger det, at den værdighed, man selv modtager, skal udleves ved at behandle andre lige så værdigt, som man selv mener at være i kraft af evangeliet. I det fællesskab, der således opstår blandt de værdige, der behandler hinanden værdigt, er evangeliet levende. Kan man ikke deltage i det fællesskab kommer man ikke til lyset, og så afsløres det, at man øver ondt. Sådan siger evangelieteksten. Og omvendt er gerningerne i dette fællesskab gjort i Gud. Eller man kan sige, at det er Guds ånd, der er til stede deri.
Har du et lommetørklæde?, må således være spørgsmålet inden for åndens fællesskab. Ikke som et man hører, men som et man stiller. For man tilkender hinanden værdigheden som menneske, når man lader hinanden høre det spørgsmål, der giver person en menneskelige værdighed, der ikke kan forsvinde i systemer, talrækker og statistikker. Ret forstået kan man endog sige, at selve det at stille spørgsmålet til hinanden er det, som bryder menneskets akutte ensomhed. For så gøres Guds tilsagn til os gennem sin søn gældende. I den udveksling kommer Helligånden til os, for så bæres fællesskabet af det, der ikke kommer fra os selv. Således som vi hørte det fra alteret, at Helligånden kommer over hedninger såvel som jøder, når alle gøres værdige ved at modtage Guds kærlighedstilsagn om, at vi ikke skal være andre, end dem vi er, når vi modtager evangeliet.
DDS 723 – 287 – 286 — 292 – 313 – 290