2. pinsedag (1)
v.16 Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. v.17 For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. v.18 Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.
v.19 Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. v.20 For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. v.21 Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.
Joh 3,16-21
Tekstens forhold til de andre evangelier
Som ofte i Johannesevangeliet er der ingen paralleller i de synoptiske evangelier. Det gælder også denne tekst, der afslutter Jesu samtale med Nikodemus (Joh 3,1-21). Den findes ikke i andre evangelier. Man kan derfor være overbevist om, at der er særlige johannæiske pointer i teksten.
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Som sagt indgår denne tekst i Nikodemus-samtalen i kap. 3. Jøden Nikodemus har opsøgt Jesus om natten (jf. temaet lys-mørke) og har indledt med at sige ”Rabbi, vi ved, at du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham” (Joh 3,2). Den bemærkning giver imidlertid Jesus anledning til at tale om genfødslen. Han siger: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige” (Joh 3,3). Bemærkningen forvirrer Nikodemus, der misforstår det græske udtryk anôthen, der både kan betyde ”på ny” og ”fra oven”. I dette tilfælde betyder det ”fra oven”, men Nikodemus tror, at mennesket skal fødes af sin mor ”på ny” (Joh 3,4). Derfor forklarer Jesus ham, at den nye fødsel fra oven sker gennem dåben, som er en fødsel i ånd (Joh 3,5-8). Nikodemus stiller dertil spørgsmålet: ”Hvordan kan det gå til?” (Joh 3,9). Herefter forsvinder han ud af samtalen, og Jesus forklarer i en lille monolog, hvordan det kan gå til (Joh 3,10-21). Først siger han, at han nu skal forklare det himmelske (den guddommelige aktivitet: sendelsen af ham), som de ikke vil tage imod, for de tror ham ikke engang, når han taler om det jordiske (den menneskelige: dåben i vand og ånd) (Joh 3,10-13). Dernæst siger han, hvad der skal til, for at åndsfødslen kan blive en realitet. Det kræver, at menneskesønnen ophøjes, ligesom slangen i ørkenen blev ophøjet, så enhver, der tror på ham, kan få evigt liv (Joh 3,14-15). Endelig forklarer han årsagen hertil, nemlig Guds kærlighed til verden, der er til frelse for de troende og dom for de ikke-troende (Joh 3,16-21).
Således er teksten afslutning på samtalen med Nikodemus. Den fremstiller frelsesprojektets grundlag og begrundelse, mens man faktisk kan sige, at kulminationen i hele Nikodemus-teksten med svaret på Nikodemus’ sidste spørgsmål findes i v. 14-15: Det er på grund af menneskesønnens ophøjelse på korset, at ånden kan komme til verden, så genfødslen i vand og ånd kan finde sted. Teksten er forklaring på, hvorfor det er gjort muligt (Guds kærlighed), og hvilke konsekvenser det har (evigt liv og dom).
Inden for evangeliets forløb er dette første gang, at Jesus taler ”teologisk” og forklarer sit anliggende og dets konsekvenser. Pointerne om evigt liv og dom gentages flere gange i løbet af skriftet.
Tekstens detaljer
v.16: På grund af sammenhængen med det foregående er det klart, at der i disse vers kommer en begrundelse. Det er på grund af Guds kærlighed til verden, at han gav sin søn, så denne kunne blive ophøjet og dermed muliggøre, at de troende genfødes til evigt liv.
Verset kaldes ”den lille Bibel”, fordi det så tydeligt fremstiller den sammenhæng mellem Guds kærlighed og Jesu gerning, som er Bibelens centrale tanke. Jeg mener dog, at det ofte misforstås, fordi man opfatter det som en formulering af Guds ofring af sin søn på korset og kalder det en stedfortrædende eller endda en sonende korsdød. Det er efter min mening ikke tilfældet. At Gud giver sin søn, er lig med, at han sender ham, som der står i næste vers. Sendelsesmotivet findes en lang række steder i evangeliet, mens udtrykket ”at give” kun anvendes om Jesus på dette sted. Jeg mener altså, at begge dele betyder det samme i denne sammenhæng. Det er lidt overraskende, at ”verden” er genstand for Guds kærlighed. Stort set alle andre steder, er verden udtryk for modstand mod Jesus og betegner dem, der ikke kender Gud og ikke kommer til tro. Derfor kan det i kap. 17 siges, at de troende er i verden, men ikke af verden. Samtidig er verden dog utvetydigt skabt af Gud ved Ordet (Joh 1,1-4), og Jesus skal som Guds lam fjerne verdens synd (Joh 1,29). Den bedste forklaring på disse forhold er, at verden som Guds skabning er objekt for hans kærlighed, derfor sender han sin søn for at fremkalde tro og dermed fjerne dens synd – synd er ikke-tro i Johannesevangeliet (jf. Joh 16,10) – hvorved den ophører med at være ”verden”.
For at gentage det: Sagen er altså, at verden på trods af, at den er skabt af Gud ved Ordet, ikke kender Gud og derfor er i en fortabt position. Fordi Gud elsker sin verden, sender han sin søn, så verden ikke skal forblive fortabt, men have evigt liv. Det sker for de troende, der kender Gud, og derfor har evigt liv (jf. Joh 17,3). De er ikke længere af den fortabte verden, selv om de fortsat er i den fortabte verden. Anliggendet for sendelsen er at skabe den erkendelse af Gud, som verden ikke har, men som giver evigt liv.
v.17: For det er formålet med sendelsen: at frelse verden. Dommen er den uundgåelige negative bagside af frelsen. Dom er det modsatte af frelse, i den forstand at det er ikke-frelse. Det kan ikke undgås, at de, der ikke frelses, dømmes. Frelsen er altså det primære, som fortabelsen er den sekundære konsekvens af, fordi verden allerede er fortabt.
v.18: Det kommer tydeligt frem i dette vers. For de troende dømmes ikke, mens de ikke-troende allerede er dømt, idet de jo tilhører den verden, der er under dom, fordi de ikke tror. Eller rettere: deres ikke-tro er allerede fortabelsen.
v.19: Det siges nu en gang til, hvad dommen er. Dommen er adskillelsen mellem de frelste og de fortabte. Det udtrykkes med metaforen lys-mørke. Lyset er selvfølgelig åbenbaring i Jesus. Mørket er verden. Dvs. verden er mørke, derfor forbliver man i mørke, hvis man ikke vil komme til lyset. Det er dommen. Men der er en yderligere begrundelse: Fordi deres gerninger var onde. Det er karakteristisk, at det ikke udfoldes, hvordan eller i hvilken forstand de var onde. Her tror jeg ikke, at man skal undervurdere, hvor radikal og lukket om sig selv Johannesevangeliet kan være. Det viser sig, at deres gerninger var onde, fordi de ikke kommer til lyset. Det svarer til hyrde-billedet i kap. 10, hvor hyrdens får kender hyrdens stemme, dvs. det viser sig, om de er hyrdens får, når de kender hans stemme.
v.20-21: Dette udfoldes i disse to vers. Den ene gruppe kommer ikke til lyset, for det ville afsløre deres onde handlinger. Den anden gruppe kommer til lyset for at få deres gode handlinger åbenbaret. Hvilken gruppe man tilhører, afgøres af forholdet til lyset. Dette er dommen, der på græsk hedder krisis og også betyder adskillelse.
Tekstens fortolkning
Afsnittet er et glimrende eksempel på det, man kan fristes til at kalde Johannesevangeliets kristo-mani. Alt i evangeliet er orienteret mod og centreret omkring Jesus. I forholdet til ham afgøres fortid og fremtid, dvs. hvordan ens handlinger var og hvordan ens skæbne bliver. I forholdet til ham findes fortabelse og frelse, dvs. troen på ham er lig med det evige liv, som han er sendt til verden for at formidle til mennesker; afvisningen af ham er lig med at blive i den fortabte situation, som verden er i, fordi den ikke kender ham.
Teksten er også et glimrende eksempel på, hvor lukket om sig selv Johannesevangeliet kan være: Tro er evigt liv, de troende har evigt liv, de kommer ikke til dom, men har allerede evigt liv, fordi de tror; ikke-tro er fortabelse, de ikke-troende er fortabt, de er allerede dømt, fordi de ikke tror. Det går helt i ring. Derfor må man stille spørgsmålet, hvad det er i troen, der adskiller fra fortabelsen. Man får ikke et udfoldet svar i Johannesevangeliet. Men det er selvfølgelig først og fremmest at forstå Gud som autoriteten bag Jesus og derfor få indsigt i Guds plan med verden, nemlig at den skal være rettet mod ham (herliggøre ham). I den indsigt bliver mennesket rettet væk fra sig selv og verden, dvs. væk fra sin egen dødelighed og verdens egoisme, og i stedet ud mod Gud, der er åbenbaret gennem Jesus, som den, der giver sig selv for sine venner. Den kærlighed skal være ideal for de troende liv i verden. Det er det evige liv, der ikke er bestemt af en selv og ens egen død, men af Guds kærlighed og Jesu forbillede. Det er det evige liv nu.
Således er teksten også et eksempel på det, man han kaldt Johannesevangeliets præsentiske eskatologi. Det evige liv er nemlig ikke noget, der ligger ude i fremtiden, men findes her og nu. De troende har allerede evigt liv, fordi de lever livet i overensstemmelse med Guds åbenbaring i Kristus. Det betyder dog ikke, at Johannesevangelisten ikke ved, at også de troende skal dø. Men døden er for dem en ubetydelig overgang, fordi de allerede lever i fællesskab med Faderen og Sønnen. Det evige liv er nu; det skal selvfølgelig fortsætte efter den fysiske død.
I sammenhængen med Nikodemus-tekstens præsentation af dåben i ånd og vand (Joh 3,3) kan man overveje, hvordan troen på Jesus og det evige liv forholder sig til modtagelsen af ånden, der gør levende (jf. Joh 6,63). Jeg er nok tilbøjelig til at sige, at det er ét og det samme i Johannesevangeliet. Ganske vist adskilles troen og modtagelsen af ånden mange steder i evangeliet, men muligvis skal det betragtes som den samme begivenhed: De troende får ånden, når de kommer til erkender, hvem Jesus er (tror på ham); mennesker erkender, hvem Jesus er (tror på ham), når de modtager ånden. Således er dåben i ånd og vand på en gang en troshandling og den handling, der giver ånden. Derfor er den adgang til gudsriget, for ånden kommer derfra. Men den er også det evige liv nu. Således er åndsbesiddelsen et godt udtryk for, at det vigtige sker i dette liv med overgangen fra døden til livet, mens den fysiske død ikke betyder noget for dem, der har den guddommelige ånd.