- H3K: Joh 4,5-26 (Vartov/Immanuel, 18.1.26)
Man kan fortælle historien som et eventyr: Der var engang et lille kongerige med en stor ø. Øen var så stor som et helt kontinent, men blev alligevel kaldt en ø i kongeriget. På øen boede ikke så mange mennesker. Ikke flere end i en mindre by i kongeriget. En dag ville en af verdens mægtigste mænd købe øen. Men kongeriget ville ikke sælge den. Så ville han bare tage øen. Men det lille kongerige modsatte sig og kæmpede imod med alt, hvad det havde. De dygtigste mænd blev sendt ud i kampen, og hjemme samlede hele kongeriget sig i demonstrationer og optog, for man ville ikke af med øen. Om eventyret ender lykkeligt, ved vi endnu ikke.
Man kan også fortælle historien som et stykke kolonihistorie: Engang overtog et lille kongerige en stor ø. Øen var kongerigets ejendom. Værdierne i dets undergrund blev gravet op og sejlet væk. Befolkningen blev udnyttet. Deres kultur og sprog blev undertrykt. De blev sendt i skoler og i kirker. For kolonimagten så det som sin opgave at kultivere og civiliserede det naturlige og uciviliserede folk på øen. Koloniherrernes byrde er at bringe de koloniserede op på deres eget niveau. Så en dag tilbød en stormagt at overtage øen. Det ville den lille kolonimagt ikke høre tale om. Den ville beholde sin ø og mente også, at øens befolkning havde det bedst i kongeriget. Men mange i kongeriget var godt opdraget og tilbød, at øens befolkning selv kunne bestemme. Bestemme, hvilken magt de ville være under. For under en magt skal de være. Om de får lov at bestemme, hvilken magt det bliver, ved vi endnu ikke.
Johannesevangeliets tekst om Jesu møde med den samaritanske kvinde ved Jakobs brønd i Sykar, som vi hørte, kan man også fortælle på forskellige måder. Man kan fortælle den som en eventyr om to, der møder hinanden, for der er amoriner i luften i den fortælling. Allerede da de mødes ved en brønd, forstår man, at noget skal ske, for det er ved brønde, at de store mænd i fortiden har fundet deres udkårne. Navnlig den føromtalte Jakob så først sin Rakel ved højlys dag, da hun kom ud til brønden. Brønden er stedet for romantik. Samtalen mellem dem bliver nærmest flirtende. De leger med ordene og udfordrer hinanden. ”Kan vi have noget til fælles,” spørger hun. ”Jeg har en gave, som du ikke kender,” siger Jesus. ”Giv mig dit vand,” svarer hun. De stiller spørgsmål og svarer drillende fordækt, men kommer hinanden tættere i legen. Hun afslører, hvilket folk hun kommer fra, og hvem hun er. Han giver sig til kende, som den han er, efter hun har gættet et par gange. ”Det er mig, der taler til dig,” siger han. Så kender hun ham, som han har lært hende at kende. Og det ender lykkeligt, hun overgiver sig til ham. Næsten i hvert fald.
Man kan også fortælle historien anderledes. Man kan fortælle den som en kolonihistorie, for der er ikke bare eventyr og flirteri på spil mellem den mand og den kvinde, der mødes. Der er magt og hierarki på spil, som der er hver gang nogen mødes. Deres samtale, deres leg med ord, er et magtspil. Et ulige magtspil, for det begynder i et kønshierarki, da manden ved navn Jesus sidder træt ved brønden i middagsheden og beder den navnløse kvinde om vand. Giv mig vand at drikke, beordrer han. Hun må selv give sig til kende, at hun ikke kan give ham vand, før han er jøde, og hun er samaritaner, og jøderne ville ikke have noget med samaritanerne at gøre. Slet ikke dele bord eller husgeråd med dem, for de var urene i jødisk optik.
Samaritanerne var og er en lille befolkningsgruppe i det gamle Palæstina, som selv mener at nedstamme fra Abraham og har en bibel med de fem Mosebøger, men hverken profeterne eller skrifterne. De tilbeder den jødiske Gud Jahve, men gør det, som kvinden senere siger, på bjerget Garizim i deres eget land og ikke på Zion i Jerusalem. Og så venter de i øvrigt, at der skal komme en profet som Moses. De ligner jøder, men er det ikke, og derfor vil jøderne ikke have noget med dem at gøre. Det tvinges kvinden til selv at gøre Jesus opmærksom på. Hun må selv fremlægge det hierarkiske magtforhold, som de begge tager del i, selv om hun er den underordnede i det.
Senere får Jesus hende til at fortælle, at hun også moralsk er ham underlegen. Hun har haft fem mænd og er vist slet ikke gift med den, som hun nu er sammen med. Sådan bliver hun afsløret: Hun er en anløben, samaritansk kvinde. Han er en retskaffen, jødisk mand. Hierarkiet er på plads.
Jesus taler hele tiden fra sin overordnede position. Han befinder sig på et niveau, som kvinden ikke rigtigt forstår. Han taler om levende vand. Hun tror, at det er rindende vand. Han taler om at slukke tørsten for evigt. Hun tror, at der er tale om et tryllevand. Hele vejen i samtalen misforstår hun og rammer aldrig helt Jesu mening. Selv da han giver sig til kende som Messias, er man ikke helt sikker på, at hun har forstået, hvordan han er Messias. Men det er hans opgave at bringe hende op på sit niveau. Og det lykkes. Næsten i hvert fald.
Næsten, må man ende med at sige, uanset om man genfortæller Jesu møde med den samaritanske kvinde som et rørende eventyr eller en oprørende kolonihistorie, for der er et punkt, hvor ingen af genrerne slår til. Da kvinden spørger Jesus om stedet for den rette gudsdyrkelse, er det på samaritanernes eller jødernes sted, bryder alle genrer sammen. For i svaret på det spørgsmål skal kvinden ikke underlægge sig manden. Samaritaneren skal ikke bringes op på jødens niveau. For svaret på det spørgsmål er, at gudsdyrkelsen skal passe til den Gud, man dyrker. Underforstået: Er det en Gud, der gør forskel på folkeslag, så må Gud tilbedes på bestemte steder, hvor de folk hører til. Er det en Gud, der vurderer kvinder anderledes end mænd, så må de tilbede på hver sin måde. Er det derimod en Gud, der ikke kender til forskelle og ikke ved af hierarkier, så kan enhver tilbede Gud på sit sted og på sin måde. I ånd og sandhed, siger Jesus, for Gud er ånd.
Så ender vi der, hvor ingen af genrerne, hverken eventyret eller kolonihistorien, kan rumme den fortælling, som Johannesevangeliet fortæller. For begge genrer bygger på forskelle og uligheder og i fortællingen om den sande gudsdyrkelse bryder forskellene og ulighederne sammen. Ikke således at de forsvinder eller ophæves, men således, at i gudsdyrkelsen i ånd og sandhed er der lige plads for alle forskelle og uligheder. For de sande tilbedere er ikke bestemt af forskellene mellem dem, men af den Gud, som de tilbeder. Derfor har vi også hjemme i den gudsdyrkelse, uanset hvem vi er, og uanset hvordan vi har det, for den er ikke bestemt af os, men af Gud. Således bliver vores gudsdyrkelse sand, ikke i kraft af, hvem vi er, eller hvordan vi har det, men ved den Gud, som vi tilbeder. Det budskab kan ingen af genrerne rumme, for det er et godt budskab, et evangelium.
Hvilken genre kan rumme dramaet mellem Danmark, Grønland og USA? Vi ved det ikke, og der er mange andre genrer end eventyr og kolonihistorie, som man kan bringe i anvendelse. Absurd teater byder sig til. Men man kan ønske, håbe og bede om, at alle de genrer, der bygger på hierarkiske forskelle og uligheder, må bryde sammen og give plads for, at ingen skal underlægge sig nogen. Ingen skal have magten eller ejerskabet over andre. For alle, så forskellige som vi er, kan vi dyrke Gud i ånd og sandhed, så må vi alle, så forskellige som vi er, have ret til ikke at være under nogen anden magt.
DDS 324 – 308 – 441 — 411 – 348 – 326