Troens fællesskab
Joh 2,1-11
Vi befinder os i epifanitiden. Epifani betyder åbenbaring, afsløring. Tiden efter helligtrekonger er dedikeret til de første episoder, hvor Jesus afslører sig. Han åbenbarer, hvem han er over for sin moder og sine disciple. Det er således fra gammel tid en festlig tid, hvis betydning i nogle dele af kirken var på højde med julen. Men i år falder epifanitiden i en pandemitid, og tiden i kirkerne minder mere om fastetiden. Den er præget af afkald. Gudstjenesterne er forkortede. Menighedssangen er forbudt. Altergangen er frarådet. Vores gudstjenester er spartanske og fejres under afsavn. Effekten er, som det er fastens formål, at vi bliver bevidste om, hvad vi mangler. Vi finder ud af, hvad vi ikke kan undvære, og kommer til at sætte særlig pris på det, vi savner. Særligt smerteligt er det, at vi må give afkald på de led, der styrker fællesskabet. Enheden i fællessangen, samhørigheden med Kristus og hinanden i nadveren.
Det ufrivilligt asketiske i vores gudstjenestefejring står i modsætning til de overmåde rige evangelietekster. I dag er kontrasten næsten skærende. Teksten er Johannesevangeliets fortælling om Jesus, hans familie og venner til bryllup, hvor vinen slipper op og Jesus frembringer godt 600 liter god vin til de forundrede gæster. På alle måder står den scene med overflod i festligt lag et modstykke til såvel vores hverdage som vores søndage. Alligevel taler den gennem både forsamlingsforbud og afstandskrav om det afgørende i vores gudstjeneste. Det kan man får øje på ved at betragte den italienske kunstner renæssancekunstner Paolo Veroneses værk om netop denne fortælling. Det befinder sig i dag i Louvre i Paris, men blev oprindeligt udført i 1562 til refektoriet, dvs. spisesalen, i benediktinerklosteret ved San Giorgio Maggiore kirken i Venedig.
Umiddelbart bliver modsætningen mellem afsavnet i vores dagligdag og festen ved brylluppet i Kana dog ikke mindre. Maleriet er på alle måder udtryk for overskud. Selve størrelsen på er overvældende og bidrager til at udtrykke underets overmål. Billedfladen er godt 67 m2. Fremstillingen er typisk for en italiensk mester. Enhver ide om en realistisk fremstilling af et bryllup i en galilæisk landsby i det første århundrede er opgivet. I stedet ser man en overdådig fest mellem græske og romerske søjler på et smukt venetiansk marmorgulv med tydeligt italienske bygninger i baggrunden. De mange mennesker på billedet, der er omkring 130 personer, er iklædt luksuriøse dragter, der repræsenterer det fineste i den samtidige italienske mode. Bordet er formet som en hestesko og er dækket med fornemt porcelæn og krystalglas. Beskueren befinder sig midt for og ser direkte mod højbordet. På hæderspladserne præcist midt i billedet sidder overraskende nok Jesus og hans moder omgivet af Jesu disciple. Brudeparret er forvist til de yderste pladser ved bordenden til venstre for beskueren. Øjeblikket, der er indfanget i maleriet, er umiddelbart efter, miraklet har fundet sted. Gæsterne venter uvidende på desserten, mens der hældes vin op til fra store krukker.
Maleriet er fyldt af symbolik. Direkte over Jesus er en slagter i gang med at skære kød af et lam. Det skaber en forbindelse til Jesus som Guds lam og dermed til hans død. Direkte under ham er der et timeglas, der ligeledes symboliserer den fremtidige død. Centralt i billedet står også en af samtidens digtere. Han inspicerer intenst den vin, han har fået serveret, men hans fine klædning er revet op, så man kan se et sårmærke i hans ene side, hvilket atter leder tankerne til Jesu korsfæstelse. Jesu moder holder sin hånd, så den er klar til at gribe om den kalk med den nye vin, som bliver resultatet af Jesu død. Selv om billedet ikke handler om korsfæstelsen, er Jesu død altid til stede som baggrund for hans gerning og der er flere hentydninger til den nadver, som skal udspringe fra den korsfæstede.
Billedet blander profant og helligt. Rundt om Jesus og Maria er der megen aktivitet med en mængde gæster, tjenere, musikere og hunde. Mange af figurerne er i øvrigt portrætteret som kendte personer, konger, kunstnere og andre stormænd er at finde blandt gæsterne. Men i billedets centrum er der fuldstændig ro. Jesus og Maria udgør et helle i den hektiske aktivitet. Jesus ser som den eneste i maleriet direkte ud på beskueren, og har man først fanget hans blik, er det svært at slippe igen.
Når man betænker maleriets oprindelige placering på endevæggen i munkenes spisesal, er det ikke vanskeligt at fortolke dets formål. Munkene skal, når de spiser, forstå sig selv som siddende til bords med Jesus. Deres spisebord bliver nemlig en forlængelse af den midterakse i billedet, som Jesus befinder sig på. Men de skal ikke være med til brylluppet. Af Jesu blik bliver de nemlig inddraget i det rolige centrum, som Jesus og hans moder udgør midt i den virak, som finder sted omkring dem. Når munkene spiser, spiser de sammen med Jesus, afsondret fra verdens larm og tumult. Og fordi Jesus er flyttet til en scene i deres samtid, bliver han samtidig med dem i måltidet. På den måde bliver maleriets hentydninger til nadveren aktualiseret. Maleriet er også et nadverbillede, for måltidsfællesskabet skaber en nutidig relation mellem den tiltænkte beskuer og Jesus. Har man først set den forbindelse, åbner den en tankevækkende fortolkning af brylluppet i Kana.
Ligesom Jesu blik i Veroneses maleri kræver beskuerens deltagelse, kræver Johannesevangeliets fortælling om vinunderet deltagernes reaktion. For underet er et tegn. Et tegn er defineret ved at betegne noget andet end sig selv. Tegnet henviser og får sin betydning af det, som det henviser til. Derfor kræver det en fortolkning at forstå noget som et tegn. Nogen må slutte fra tegnet til det betegnede. Det sker ikke af sig selv. Det er tydeligt i Johannesevangeliets fremstilling, hvor skafferen kun ser den gode vin, men ikke ved, hvorfra den kommer. Han ser ikke tegnet, men kun vinen. Som om den var et mål i sig selv. Disciplene, derimod, kommer til tro på Jesus og ser underet som et tegn, der åbenbarer hans herlighed. Denne troende reaktion er den fortolkning, der kræves, for at tegnet kan forstås som et tegn.
Det er inden for fortællingen. Men der kræves ligeledes en reaktion af læserne af fortællingen. For fortællingen er ikke tegnet selv. Det er en fortælling om et tegn. Den kan læses som en fortælling blandt mange andre. Så læseren udfordres til at forholde sig til, om fortællingen blot er en almindelig fortælling, eller om den åbenbarer Jesu herlighed.
Det er Veroneses maleri en genial illustration af, når Jesus fra billedets centrum holder beskuerens blik fast. Uden om foregår festen, hvor den gode vin drikkes. Jesu blik kræver en reaktion: Er dette en storslået festscene fra renæssancens Venedig, eller illustrerer den åbenbaringen af Guds herlighed? Intet i maleriet udtrykker svaret direkte. Det er i relationen mellem beskueren og Jesus, at den fortolkning findes. Beskueren kan ikke nøjes med at betragte billedet, for det er i forholdet til Jesus, at det bestemmes, hvad billedet er. Veronese skaber sammenhæng og samhørighed mellem Jesus og beskueren, når man møder Jesu blik og inddrages i billedets rolige centrum. På samme måde skal læseren af Johannesevangeliets fortælling forholde sig til, om fortællingen blot er en historie om et mirakel, eller om det er en åbenbaring af Jesu herlighed. Lige som Jesu blik i maleriet forlanger påstanden ”dette var det første tegn” en reaktion. Er det blot en fortælling, der påstår at være en åbenbaring af herligheden; eller er det en åbenbaring i form af en fortælling. I det første tilfælde forbliver læseren alene uden for fortællingen. Ved den anden inddrages vedkommende blandt Jesu disciple og indgår i det troende fællesskab.
På den måde bliver brylluppet i Kana også en nadverhistorie, for det optræder som et tegn, i hvilket troen ser Kristi herlighed. I den tro skabes samhørighed med Jesus og de troende i det hellige fællesskab.
Nok savner vi nadveren. Vi må undvære de konkrete udtryk for Kristi nærvær, som er hans legeme og blod i brød og vin. Vi glæder os til igen at kunne samles om alterbordet og drikke af den samme kalk og spise det samme brød, hvorved vi modtager hans legeme og blod og alle bliver samlet i hans fællesskab.
Men fortællingen om brylluppet i Kana minder os om, at nadveren bygger på den tro, der skaber sammenhæng mellem tegnet og det betegnede. Troen forbinder brød og vin med Jesu legeme og blod. Uden den tro er der ingen nadver, ligesom der uden troen ikke er nogen åbenbaring i Jesu tegn. I troen modtager vi brød og vin som Jesu legeme og blod. I troen ser vi hans herlighed i fortællingen om et mirakel.
Og i den tro samles vi og holder gudstjeneste. Det kan vi også uden nadver. For troen har skabt det hellige fællesskab mellem Kristus og de troende, hvor han åbenbarer sin herlighed, for at vi kan opbygges i troen, grundfæstes i håbet og oplives i den indbyrdes kærlighed.
DDS 22 – 144- 143 — 289 – 466 – 462