Den samaritanske kvinde
v.5 Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. v.6 Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.
v.7 En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende:
»Giv mig noget at drikke.«
v.8 Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad.
v.9 Den samaritanske kvinde sagde til ham:
»Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« –
jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre.
v.10 Jesus svarede hende:
»Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.«
v.11 Kvinden sagde til ham:
»Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? v.12 Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?«
v.13 Jesus svarede hende:
»Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. v.14 Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.«
v.15 Kvinden sagde til ham:
»Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.«
v.16 Han sagde til hende:
»Gå hen og kald på din mand, og kom herud!«
v.17 Kvinden svarede:
»Jeg har ingen mand.«
Jesus sagde til hende:
»Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; v.18 for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.«
v.19 Kvinden sagde til ham:
»Herre, jeg ser, at du er en profet. v.20 Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.«
v.21 Jesus sagde til hende:
»Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. v.22 I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. v.23 Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. v.24 Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.«
v.25 Kvinden sagde til ham:
»Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.«
v.26 Jesus sagde til hende:
»Det er mig, den der taler til dig.«
Joh 4,5-26
Tekstens forhold til de andre evangelier
Der er ikke noget, der ligner denne tekst i Det Nye Testamente.
Tekstens placering i Johannesevangeliet
I Johannesevangeliet indgår teksten i det afsnit, man kan kalde ”fra Kana til Kana”, dvs. kap. 2-4, som er første del af Jesu offentlige virke. Heri bevæger han sig rundt mellem Galilæa (Kana) og Judæa (Jerusalem) og kommer altså igennem Samaria.
Afslutningen af kap. 3 var Johannes Døberens vidnesbyrd om Jesus, som var foranlediget af en strid om dåben. Umiddelbart før teksten er der en notits om Jesu disciples dåbsvirksomhed, hvor det understreges, at Jesus ikke selv døber (Joh 4,1-2). Modstand fra farisæere for ham til at fortrække fra Judæa til Galilæa, og derfor kommer han gennem Samaria. Det var nu ikke nødvendigt, når man skulle gå fra Judæa til Galilæa. Man kunne gå en anden vej. Der er derfor selvfølgelig en pointe i at bringe Jesus til Samaria. Teksten fortsætter efter dette stykke med, at kvinden går til sine landsmænd og fortæller dem om Messias. De kommer til ham for selv at møde ham og konstaterer, at han er verdens frelser (Joh 4,42).
I dette afsnit af Johannesevangeliet foretager Jesus nogle markante handlinger som skal åbenbare ham. Vinunderet ved brylluppet i Kana – Tempelrensningen i Jerusalem – Samtalen med Nikodemus – Mødet med den samaritanske kvinde – Helbredelsen af den kongelige embedsmands søn. Det er faktisk et rigtigt epifani-afsnit i evangeliet.
Tekstens detaljer
v.5-6: Situationsangivelsen. Jesus og disciplene går gennem Samaria, som ligger vest for Jordan mellem Judæa og Galilæa. Der står i teksten, at det var nødvendigt at gå gennem Samaria (Joh 4,4). Det er ikke rigtigt. Man kunne gå gennem Jordandalen til Galilæa. Det kunne ovenikøbet have været lettere. Derfor er det på en anden måde nødvendigt, at han går den vej. Det er en del af frelsesplanen.
Man ved ikke rigtigt, hvor byen Sykar ligger. De fleste mener, at det er Askar, der ligger en kilometer fra Jakobskilden og havde sin egen kilde. Men den nøjagtige placering gør ingen særlig forskel. Det vigtige er forbindelsen til patriarktraditionerne, og navnlig at det er i Samaria. Samaritanerne var ganske ugleset af jøderne, for de påberåbte sig delvist de samme traditioner som dem. Samaritanerne havde en helligskrift på samaritansk med de fem Mosebøger, men ikke andre skrifter. De havde deres eget tempel, men på bjerget Garizim, mens de ikke anerkendte templet i Jerusalem. De havde messianske forventninger, men til en profet, der skulle komme (pga. 5 Mos 18,15), og ikke til en af Davids slægt. Som det ofte er, når to kulturer mener at repræsentere samme historie og tradition, bliver modsætningerne mellem dem så meget mere fjendtlige. Samaritanerne blev derfor af jøderne anset for at være urene. For jøderne er det afgørende vigtigt, at de to grupper ikke blandes, for samaritanerne står ifølge dem for en forvansket udgave af jødedommen. Det er altså en ret markant grænse, som Jesus overskrider ved at optræde i Samaria.
Han sætter sig ved Jakobs kilde, hvorved traditionerne om stamfædrene bringes i erindring. Dem havde jøder og samaritanere netop fælles, idet striden jo omhandler, hvem der er de sande repræsentanter for den tradition.
Den sjette time er midt på dagen. Disciplene efterlader ham alene der. Så er scenen sat for, at noget kan ske. Der er jo nemlig en bibelsk tradition for, at mænd og kvinder møder hinanden ved brønde. Det er altså ikke et hvilket som helst sted, Jesus er. Man får måske de rigtige associationer, hvis man tænker på udtrykket ”at hænge på gadehjørner”.
v.7-10: Og ganske rigtigt: en kvinde kommer for at hente vand. Det er ganske vist usædvanligt at hente vand i middagsheden. Nogle mener i ramme alvor, at begrundelsen er, at hun på grund af sine mange mænd var upopulær blandt kvinderne, så hun var nødt til at komme, mens der ikke var andre. Det er selvfølgelig bare fantasi. Jeg tror nærmere, at hun skal være modstykke til Nikodemus, der kom til Jesus om natten i kap. 3. Kvinden kommer ved højlys dag. De to spejler hinanden på flere måder mand – kvinde, højtstående jøde – ugleset halv-jøde, bekender ikke Jesus – bekender Jesus, udbreder ikke budskabet – udbreder budskabet. På den måde modstilles modstanden mod Jesus fra jødisk hold med modtagelsen af ham blandt halv-jøder og hedninger.
Når en kvinde kommer, endda ved en brønd, og taler med en mand, er det grænseoverskridende adfærd. Som sagt er der bibelsk tradition for at finde sin hustru ved brønde, og det er blevet foreslået, at den følgende samtale skal forstås som et flirtende frieri. Jesus ”forfører” kvinden ved at spille på ordenes dobbelttydighed og derved give hende adgang til noget, der ellers ikke var beregnet for hende som kvinde og samaritaner.
Den første udveksling mellem dem viser det tydeligt. Jesus overskrider grænserne ved at henvende sig til hende og bede om vand. Men knapt har hun svaret ved at henvise til de gældende grænser, før han siger, at egentlig burde hun bede ham om noget. For han kan give levende vand. På græsk er der nemlig her et ordspil. Levende vand kan betyde rindende vand, men altså også levende vand i betydningen vand, der har liv. Med udgangspunkt i det konkret vand, som kvinden kommer for at hente, hæver Jesus indledningsvist niveauet til et billedligt plan.
v.11-15: Kvinden forbliver dog umiddelbart på det konkrete niveau, men kommer dog til at sige noget, der er sandt, selv om hun ikke selv ved det. Først det helt banale, som viser, at hun befinder sig på det konkret-fysiske niveau, som Jesus ”forfører” hende væk fra. Hun siger, at han jo ikke har en spand. Hvordan kan han så skaffe vand? Men så kommer en sandhed, som hun først ikke selv forstår: Er du måske større end Jakob, der har givet selve kilden? Og det er jo netop, hvad Jesus er, hvilket kvinden skal erkende i det følgende.
Jesus forklarer hende, at hans vand ikke er som almindeligt vand, der kun slukker tørsten for en stund. Hans vand bliver til en kilde i den, der modtager det, så vedkommende aldrig mere skal tørste, men have en kilde, der rinder med vand til evigt liv.
Kvinden forstår det ikke, men tror, at det er en form for tryllevand, der kan slukke tørsten for evigt. Det vil hun gerne have. Hun befinder sig altså stadig på et meget overfladisk niveau, selv om hun er kommet et lille skridt dybere.
v.16-19: Den gode stemning og samtalens tema afbrydes tilsyneladende, da Jesus beder kvinden hente sin mand. Det afviser hun og siger, at hun ingen mand har. Jesus tager ordet og afslører, at hun har haft fem mænd og åbenbart er sammen med en, der ikke er hendes mand. Den almindelige udlægning af dette er, at de fem mænd står for de fem Mosebøger, som udgjorde samaritanernes helligskrift. Hvem den sjette illegitime mand er, er så uklart. Måske er det Jesus selv, som jo ikke er hendes mand, fordi han er jødisk. Det kan man ikke afgøre. Men sagen er, at samtalen nu har taget en helt anden drejning. Den handler ikke mere om vand, konkret eller symbolsk, men om gudsforhold.
Det forstår kvinden ikke rigtigt. Hun kommer stadig lidt bag efter, men siger alligevel sandheder. Hun erkender nu, at Jesus er profet. Som nævnt var de samaritanske forventninger, at der skulle komme en profet som Moses. Nu kommer kvinden til at sige, at det er Jesus, selv om det muligvis ikke er det, hun selv mener. Det er typisk for Johannesevangeliet, at Jesus overtager og opfylder alle forventninger, uanset hvor de kommer fra. Som han er jødernes Messias og det nye tempel, er hans også samaritanernes profet og – skal vi se – stedet for den sande gudsdyrkelse.
Kvinden griber nemlig muligheden for at spørge profeten om stedet for den rette gudsdyrkelse. Jøderne siger Zion-bjerget i Jerusalem, samaritanerne Garizim-bjerget i Samaria. Hvad er det rigtige sted?
v.21-26: Som hele samtalen har lagt op til, kan Jesus ikke besvare spørgsmålet på et konkret niveau. Han henviser først til et kommende, fremtidigt tidspunkt, hvor gudsdyrkelsen hverken skal finde sted det ene eller andet sted (v. 21). Den time, der kommer, er i Johannesevangeliet en henvisning til situationen, der opstår efter Jesu død og opstandelsen, eller kommer ved dommedag. For det andet markerer han både sammenhængen og forskellen mellem samaritanerne og jøderne. De tilbeder nemlig det, de ikke kender; mens jøderne kender det. Frelsen er fra jøderne. Således placerer Johannes entydigt Jesus i den jødiske tradition, selv om han inkluderer samaritanerne heri. De har blot ikke den indsigt, som jøderne har. Men den forskel er slet ikke væsentlig, viser det sig i næste vers.
For Jesus henviser til et tidspunkt, der kommer, men allerede er foregrebet i hans tilstedeværelse, hvor den slags forskelle skal ophæves. Til den tid (altså efter Jesu død og opstandelse, men situationen er allerede nærværende gennem ham (= ”den time kommer og er nu”)) skal den sande gudsdyrkelse findes, og den er ikke bundet til et bestemt sted. Stedet er ikke afgørende, men forbindelsen til den, man tilbeder. Derfor skal den ske i ånd og sandhed (v. 23).
Begrundelsen er at Gud er ånd (v. 24), så gudsdyrkelsen skal svare til ham. Den skal også finde sted i ånd. Det kan ske, når de troende efter Jesu opstandelse modtager ånden fra ham. Så er der sammenhæng mellem gudsdyrkelsen og Gud. Det er den sande tilbedelse. Definitionen af Gud som ånd er ret radikal for Det Nye Testamente. Det ville man ikke sige om Gud i Det Gamle Testamente og ingen forfattere i Det Nye Testamente spekulerer i Guds væsen. Det gør derimod de græske filosoffer. For mange af dem er det helt oplagt, at Gud er ånd. For ånd er det, der får alting til at hænge sammen, så man både kan finde sig til rette i verden og forstå den. Gud er dette princip i verden. Samtidig er ånd en form for materialitet, en slags energi eller lignende. Filosofferne siger, at det er den fineste form for ild. Man kan måske sammenligne tanken med elektriske bølger, der jo også gennemstrømmer alting, er usynlige, men meget konkrete og virksomme. Det er altså Gud ifølge disse filosoffer. Allerede får århundreder efter Kristus var der teologer, der tog anstød af denne bestemmelse. Gud kunne ikke være noget materielt, sagde de. Han måtte være frigjort fra og hævet over det materielle. De nyeste udlægninger af Johannesevangeliet insisterer imidlertid på, at det nøjagtigt er denne filosofiske forståelse af ånd, der er gældende. Gud er den ånd, som er i alting og gør det sammenhængende og forståeligt. Den ånd er kommet til mennesker i en særlig form i Jesus Kristus. Han giver den til de troende, så de kan realisere livet i verden i overensstemmelse med Gud, fordi de har hans ånd. Det er altså tilfældet med gudsdyrkelsen her. Den skal de udøve i fuld overensstemmelse med Gud, fordi den foretages i ånd. Det er den sande gudsdyrkelse. Den er løst fra tid og sted, så den kan finde sted overalt på ethvert tidspunkt.
Så bringer kvinden eksplicit de samaritanske messias-forventninger til orde (v. 25). Men igen er hun bag efter i forståelsen. Hun ved, at Messias skal komme og belære om alting, og hun tror, at det er, hvad Jesus henviser til. Det er det jo ikke, og så er det jo alligevel lidt sandt, for Jesus skal jo foranstalte den sande gudsdyrkelse ved at overgive ånden. Derfor svarer han med det typiske johannæiske ”jeg-er”-ord: ”Jeg er den, der taler til dig”, dvs, ”Det er mig, der taler til dig, der er den Messias”. Netop dette ”jeg er”, som spiller på det gammeltestamentlige gudsnavn (jf. 2 Mos 3,14), holder den time, der kommer, og den, der er nu, sammen. Det er alt sammen i Jesu ”jeg er”. Han opfylder alle forventninger og foregriber alle tider. Hele meningen er i ham. Derfor er han også selv stedet for den sande gudsdyrkelse, hvilket efter hans død ved åndens komme til de troende skal blive ethvert sted og enhver tid.
Tekstens fortolkning
Det er en sjov og drilsk tekst. Meningen i første halvdel hænger jo på symbolikken i vandet. Den afsløres i anden halvdel. Vand = ånd. Derfor kan Jesus love alt det, han gør om slukket tørst og evigt liv, for det er ånden, der formidler det. I anden del handler det om gudsdyrkelsen. Også den skal ånden stå for. Så det er pointen: I Jesus Kristus og i den ånd, han giver, og som kommer fra ham, og er ham i en ny form, overskrides alle grænser og modsætningerne ophæves. De forenes på et højere niveau, som han står for, for han er indholdet af alle forestillinger og indfrielsen af alle forventninger, uanset om de er jødiske eller samaritanske – eller hedenske, for de græske filosoffer var hedninger.