Joh 4,5-26
Det er en spændingsfyldt historie, vi hører om Jesus, da han ifølge Johannesevangeliet går gennem Samaria for at komme til Galilæa. Samaritanerne var en slags halv-jøder, der mente, at de havde ret til Mosebøgerne på lige fod med jøderne. De mente også, at de viste, hvor man skal dyrke Gud, nemlig på bjerget Garizim i Samaria og ikke på Zion-bjerget i Jerusalem. Først og fremmest mente de at dyrke den samme Gud som jøderne. Forskellen mellem jøderne og samaritanerne var ikke stor. Og som oftest, når det er detaljerne, der adskiller, bliver det så meget mere nødvendigt at gøre forskel og lægge afstand. Jøderne ville slet ikke have noget med samaritanerne at gøre.
Men det var blot den første modsætning. Der er flere endnu i teksten. For i Samaria møder Jesus, den jødiske mand, en samaritansk kvinde. Jøder skulle ikke omgås samaritanere, og mænd og kvinder skulle ikke tale sammen offentligt; navnlig ikke på et så udsat sted som ved brønden. Det er set før i Bibelen, at der kan ske grænseoverskridende adfærd ved brønde. Og det gør der også, for de to indleder en samtale, hvor modsætningerne bliver ved med at melde sig: almindeligt vand over for levende vand; den dagligdags tørst over for den evige slukkede tørst; vand fra en brønd og vand, der bliver til en rindende kilde. Og så pludselig kvindens fem-seks mænd, profeten og Messias. Der er nok af modsætninger og modsigelser i fortællingen, for ikke at tale om tvetydigheder og ordspil.
Det giver fortællingen dynamik. Det er modsætningerne, der gør den spændende. Modstillingen af jøde over for samaritaner; mand over for kvinde; Jesus, der ikke er af denne verden over for kvinden, der er af denne verden, Heri er der mulighed for konfrontation og konflikt. Det skaber spændingen. Enhver forfatter ved det, og Leo Tolstoj siger det direkte, da han skal i gang med at fortælle Anna Karenninas historie. ”Alle lykkelige familier ligner hinanden; men de ulykkelige er altid ulykkelige på deres egen måde.” Det er håbløst for en forfatter at skulle fortælle den lykkelige historie. Det kan kun blive kedeligt. En verden, der er i fuldstændig harmoni, kan man ikke fortælle om. Det kræver disharmoni for at en historie kan opstå. Noget må være i uorden; der må være modsætninger og modstandere. Vi ved det også fra eventyrerne. Når konflikterne er overstået og udfordringerne overkommet, lever hovedpersonerne lykkeligt til deres dages ende. Så er der ikke mere at fortælle, og prøvede man, ville det blive kedeligt. Alligevel er det den lykkelige slutning.
Det siger nok noget om vores tilværelse, at netop den situation, hvor der ingen ting kan ske, hvor alle konflikter er forsvundet og alle kampe overvundet, er den situation vi ser frem imod og længes efter. Den, der står som idealtilstanden, som den lykkelige afslutning på historien. Måske er det som Dan Turèlls enke, Chili Turèll, fortæller om sin mands digt om hverdagen. Når han priste hverdagen i gaderne her lidt mod vest, og lovsang de dage, hvor der ingenting skete, var det, fordi der var så få af dem i hans liv. Hverdagen var noget, han drømte om og længtes efter. Derfor holdt han mest af den. På samme måde er det formentlig, fordi konflikter og skærmydsler, disharmoni og uorden af forskellig art er normalen både på det individuelle og på det kollektive niveau, at vi længes efter at leve lykkeligt til vores dages ende. For vi ved, at det ikke kommer til at ske. Den totale harmoni indfinder sig ikke. Der bliver ved med at være nye kampe, som skal forliges; nye kontroverser, som skal udjævnes; nye konflikter, som skal mæles. En harmonisk idealtilstand indtræffer ikke, for vi bliver ved med at være modsætningsfyldte indadtil og udadtil.
Man kan få den tanke, at mennesket simpelt hen er modsætningsfyldt både i sit eget personlige liv og i sit liv med andre. Måske kommer disharmonien fra en selv, fordi ens indre ikke er harmonisk, hvilket omsætter sig i handlinger, der ikke udglatter modsætninger og udjævner forskelle. Tværtimod. Og måske er menneskelivet så fyldt af modsigelser, at man bestandigt befinder sig i en spænding mellem uudsigelig lykke og uudholdelig ulykke. For begge dele er hele tiden muligheder i tilværelsen. Harmonien indtræffer ikke her i denne verden. Måske er vi personligt og menneskelivet som sådan for sammensatte til, at livet her i verden kan være harmonisk.
Så er det ikke så sært, at mennesker har brug for at dyrke en forestilling om, at harmonien findes et andet sted. I himlen er der harmoni. Der er ingen konflikter og konfrontationer, ingen modsætninger og forskelle, ingen skel og grænser. I himlen er alt fuldendt, intet mangler og alle er på plads. Der er ikke mulighed for uoverensstemmelser og ufred, for alt er, som det skal være. Oldkirkens teologer kan derfor bruge megen tid og energi på at drøfte de præcise forhold i himlen, englenes hierarkier og helgenernes orden, for det hele er tilrettelagt og indrettet i den fuldkommen harmoni. Som det er i himlen, er det, når alt er i orden. Og hvad laver de i himlen? Der er kun en ting at gøre: Lovsang. Når alt er i orden, er der intet andet at gøre end lovprise den Gud. Litterært er himlen derfor et kedeligt sted. Man kan ikke fortælle historier om himlen, for der kan ingen ting ske. Alt er jo som det skal være. Selv samtalen med venner i lys må principielt være kedelig, for der er ikke noget at tale om. Alt er perfekt i evighed. Så derfor er lovsangen den eneste mulige aktivitet. Mennesker i den disharmoniske verden kan kun se frem til den. Med Brorson ”Så skal det ske at vi engang blandt alle helgens frydesang i Himlens søde paradis skal prise dig på engle vis”.
Dette himmelske ideal dyrker mennesker i templer. Templer er forbindelsen mellem jord og himmel. I templet er der adgang til den himmelske harmoni, som vi ikke finder på jorden. Menneskene på jorden får i templet kontakt med Gud i himlen, ja det kan i templet deltage i englenes himmelske dyrkelse af ham. Menneskers lovprisning på jorden hænger sammen med englenes lovsang i himlen. Og den forestilling er videreført i mange kristne kirker, hvor man ser himlens harmoni fremstillet i kuplen over alteret. Så indgår lovsangen i kirken i lovsangen i himlen. Grundtvig kan skabe sammenhængen i sine salmer, så den syngende menighed ”vorde engle vi som de” og synger halleluja direkte ind i himlen. For det er lovsangens natur, at de lovsyngende inddrages i den himmelske harmoni og for en stund udgør det himmelske englekor.
”For en stund” sagde jeg, fordi man umiddelbart tænker deltagelsen i den harmoniske lovsang som modsætning til livet i den disharmoniske verden. Templet eller kirken kan forekomme som et helle i verden, et bestemt sted, hvor man på bestemte tider, synger i kor med alle engle. Men det accepterer Jesus i Johannesevangeliet ikke. For den time kommer, ja den er nu, da det hverken er på bjerget Garizim eller på Zion, at dyrkelsen af Gud skal finde sted. Der skal ikke være noget sted for den tilbedelse, som han ønsker. Og så er der ikke et sted, hvor den ikke skal foregå. Der er heller ikke nogen tid, hvor den skal foregå. For den time kommer, ja den er nu, hvor Gud skal tilbedes. Så er der ikke et tidspunkt, hvor han ikke skal tilbedes. Jesus ophæver sted og tid for gudsdyrkelsen. Ikke for at sige, at lokalitet og klokkeslæt er ens eget valg, men for at sige, at der ikke er et tidspunkt og ikke er et sted, hvor tilbedelsen ikke skal finde sted. Gudsdyrkelsen skal være altid alle steder, for hele livet skal være gudstjeneste, en lovprisning af Gud. For Jesus ophæver ikke verdens disharmoni, han udvisker ikke forskellene og udglatter ikke modsætningerne. Menneskelivet får lov at være lige så modsætningsrigt og spændingsfyldt, som det er. Vores indre og ydre konflikter og kontroverser forsvinder ikke. Men det liv, vi lever i det, skal være en lovprisning af Gud. For i stedet for tid og sted sætter Jesus en måde. Tilbedelsen, lovsangen, gudsdyrkelsen skal være i ånd og sandhed, for Gud er ånd. Den tilbedelse er ikke englenes kedsommelige himmelske lovsang, for den finder ikke sted, hvor alt er i orden. Den skal finde sted her i livet i al dets konfliktfyldte disharmoni, når vi lever det i vores hverdag for og med hinanden, når vi forsøger at leve det, så det bliver en lovprisning af Gud.
Når vi alligevel samles bestemte steder og bestemte tidspunkter for at være sammen i en lovsang, der ifølge vores bedste salmer er i harmoni med det himmelske englekor, er det for at besinde sig på og samle styrke til den lovprisning, der herudfra skal fortsætte i alle vores gøremål.
For den time kommer og er nu, da livet skal være en tilbedelse, en lovprisning, mens det er spændende og interessant, fyldt af modsætninger og modstand. Det er tilbedelsen i ånd og sandhed: At leve vort dishamoniske liv for og med hinanden, så det bliver en lovprisning af Gud, der har skabt det. Det er tilbedelse i ånd og sandhed, for så udtrykker vi for hinanden, hvordan Gud er. For Gud er ånd.
DDS 410 – 324 – 596 — 441 – 191 – 411