Joh 4,5-26
Jesus sidder alene ved en brønd. Det er ikke et uskyldigt sted. Der sker ting og sager ved brønde. Vi ved det fra historien om stamfaderen Isak, der traf sin Rebekka ved en brønd. Rebekka blev moder til Jakob, der også mødte sin Rakel ved en brønd. Det er Jakob, som den brød, som Jesus sidder ved, har navn efter. Når Jesus sidder ved en brønd, ved vi, der er noget på færde. Der er noget i luften ved brønde.
Allerede inden historien i Johannesevangeliet er gået i gang, skriver den sig ind i ældgamle historier om mænd og kvinder. Kærlighedshistorier, hvor der bliver fællesskab, hvor der før var forskelle. Hvor grænserne ophæves, så der opstår enhed. Så da den samaritanske kvinde ankommer, og historien går i gang, ved vi allerede, hvad den skal handle om. Men det bliver en kompliceret historie, kan vi se, for forskellene er store, og grænserne er tydelige. Det er ikke bare en mand over for en kvinde; det er en jødisk mand over for en samaritansk kvinde; og det er Guds søn over for en menneskedatter. De tilhører hver sin verden og forstår alting på hvert sit niveau. Forskellene er næsten uovervindelige, for jøder vil ikke have noget med samaritanere at gøre, står der. Det betyder, at de ikke vil have noget fælles med dem. Grænsen mellem dem skal sikre, at jøderne kan være jøder.
For det er derfor, at man har grænser. Jøderne sætter grænser mellem sig selv og andre folk for ikke at blive blandet med dem, men bevare sig som et afgrænset folk. Grænsen er nødvendig for at opretholde sig selv som noget særligt adskilt fra alle andre folkeslag. Det sammen gælder religiøse grænser. Jøderne tilbeder Gud Herren, mens samaritanerne i jødisk optik har en forkert forståelse af, hvem Gud er. Derfor må de to religioner ikke blandes, men afgrænse sig fra hinanden. Og kultisk gælder det, at jøderne dyrker Gud Herren i templet på bjerget i Jerusalem, mens samaritanerne har deres tempel på Garizim. De to gudstjenestesteder må være adskilte, for at det kan være klart, hvem der er hvem. Grænserne må opretholdes for at de kan være sig selv.
Grænseoverskridende adfærd lader ikke den anden være sig selv. Når grænserne overskrides, nedbrydes den identitet, som man opbygger og bevarer ved at afgrænse den fra alle andre. Det gælder etnisk, religiøst og kultisk, at man må respektere grænserne for at lade den anden være sig selv og have sit selv. Men det gælder også personligt og psykologisk, at man ved at overskride den andens grænser, ringeagter og nedgør den anden selv. Grænseoverskridende handlinger nedbryder selvet, fordi man ikke får lov at være sig selv og have sit eget selv.
Men det er ikke i alle forhold, at grænser er som befæstede betonmure, der skal beskytte og forsvare ens egen identitet og ens eget selv. I nogle forhold er grænserne plastiske og formbare, så de kan forandre sig og tilpasse sig. Først og fremmest gælder det kærlighedsforholdet, hvor grænserne er porøse og gennemtrængelige. Hvor de i lykkelige tilfælde ophæves – ikke overskrides – men ophæves, så der af de to opstår en enhed af de to.
Filosoffen Hegel siger, at kærlighed er at have sit selv i den anden, ikke sig selv, men sit selv i den anden. Heraf opstår den enhed, hvor grænserne er ophævet, fordi man ikke kan være sig selv uden den anden, for den anden har ens selv. De to bliver ikke grænseløst ét ved at grænserne overskrides, men grænserne ophæves, så de to bliver en enhed. Som så meget Hegel skriver, lyder det meget abstrakt. Men det kan være meget erfaringsnært, når man ikke kan være sig selv uden den anden, for den anden er en del af, hvem man selv er. Hegel tænker på romantiske forhold, men det må gælde ethvert kærlighedsforhold mellem mennesker, mellem forældre og børn, kærester og nære venner. Man har noget af sit selv i den anden, og derfor ophæves grænserne og en enhed af de to opstår.
Vi ved, at det er, hvad det handler om, når Jesus møder den samaritanske kvinde ved brønden. Det handler om grænserne, der adskiller dem, og kærligheden, der skal ophæve dem. Vandet bliver metafor for det. Vandet er det livgivende, som ingen kan undvære, hvis man skal leve. Men vandet er også det ustyrlige og ukontrollerbare, der flyder over bredder og grænser og strømmer gennem sprækker og huller. Men vandet må forstås ret. Når Jesus tilbyder levende vand, handler det ikke om rindende vand, som skal hentes op med en spand. Og det handler ikke om et tryllevand, der for altid slukker den korporlige tørst, som kvinden tror. Vandet er Guds gave, og enhver, der kender den, vil vide, at det er Jesus selv, der giver sig selv til kvinden. Han er det levende vand, der opfylder ethvert behov, og han giver sig selv til kvinden, så hun kan have sit selv i ham.
Så ophæves grænserne og en enhed opstår. Johannesevangeliet kalder det ånd, for Gud er selv ånd og forholdet mellem mennesket og Guds søn er Guds ånd. Grænsen er ophævet, for i Guds ånd opstår enheden mellem Gud og mennesker. Undervejs bliver sandheden om kvinden afsløret. Hendes historie kommer for en dag, at hun har haft fem mænd, og den hun har nu, ikke er hendes mand. Det bliver åbenbaret i forholdet til Jesus, men intet ændrer i forholdet til ham. For det er kvinden med hele hendes historie, som modtager Guds gave og inddrages i forholdet til ham. Så er sandheden om hendes liv blevet en del af Guds ånd. Det er ånd og sandhed. Deri skal Gud tilbedes, siger Jesus.
For i ånd og sandhed ophæves grænserne. Det er ikke længere hverken på bjerget i Samaria eller i Jerusalem, at faderen skal tilbedes. De sande tilbedere er ikke begrænset til jøder eller samaritanere. Mænd har ikke fortrin for kvinder. Og ens personlige historie har ikke indflydelse på adgangen til tilbedelse. I ånd og sandhed er mennesket, som det er skabt til at være, for alle de grænser, som har været nødvendige for at kunne være sig selv, er ophævet til en enhed. En enhed mellem mennesker og en enhed med Gud. At leve i den enhed er tilbedelsen i ånd og sandhed.
Om et øjeblik skal vi synge det i Grundtvigs store salme ”Alle mine kilder skal være hos dig”. Eller vi skal gøre det ved at synge salmen, for den er selv en tilbedelse, når den inkluderer den syngende i Guds store historie med mennesket. Der sker nemlig noget i løbet af salmen. I de første fem strofer hører vi Guds tale i tilsagnet: ”Alle mine kilder skal være hos dig”. Det er Guds gave som først kommer til det udvalgte jødiske folk, fra hvem Jesu moder kommer, for frelsen kommer fra jøderne, som der står i evangelieteksten. Herefter lyder så tilsagnet til Maria selv, der skal bære Guds søn hos sig. I den tredje strofe lyder røsten til Jesus, da han i dåben får at vide, at han bærer Guds velbehag. Heraf kommer i den fjerde strofe det åndsbad, som strømmer ud fra Guds søn, når han overgiver den ånd, som han selv har modtaget. Hvilket så i femte strofe forbindes med den dåb, som vi praktiserer i jordens dale, hvori Guds-ordet ”alle mine kilder skal være hos dig” tilsiges hver enkelt af os, så vi derved sættes i samme situation som hans søn og derfor kan leve i enheden med Gud.
Men så i sidste strofe vender det. Nu er det ikke længere Gud, der taler, men den syngende døbte, der taler til Gud. ”Alle mine kilder skal være hos dig” lyder det som et udtryk for, at den døbtes liv finder sted i enheden med Gud, for af ham ”genfødes skal jord og himmel, folks og tungers og stjerners vrimmel”. Alt, hvad der før har været afgrænset fra hinanden: Folkeslag og tungemål, ja selv den guddommelige himmel og den menneskelige jord, genfødes, når grænserne ophæves til en enhed i Guds ånd. Hertil hører også ”alt, hvad jeg evig bar i mig”, for til den enhed er mennesket fra evighed skabt. Det er sandheden om mennesket. Mennesket er i sandhed, når det er genfødt til enhed med Guds ånd.
Den samaritanske kvinde indbydes til at have alle sine kilder i Jesus og loves at hans kilder skal være i hende. Den enhed er Guds ånd, i den er alle grænser ophævet. Det er sandheden om mennesket, for i den er mennesket, som det er skabt til at være. I dåben er vi indsat i den enhed og kan leve i den, hvilket er tilbedelse i ånd og sandhed.
DDS 752 – 324 – 292 — 441 – 143 – 298