2. s.e. helligtrekonger (1): Brylluppet i Kana
v.1 Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; v.2 også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet.
v.3 Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« v.4 Jesus sagde til hende: »Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« v.5 Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.«
v.6 Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. v.7 Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. v.8 Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så.
v.9 Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen v.10 og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.«
v.11 Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.
Joh 2,1-11
Tekstens forhold til de andre evangelier
Brylluppet i Kana findes kun i Johannesevangeliet. Det er faktisk også det eneste sted i Det Nye Testamente, hvor Jesus optræder til et bryllup. Og eneste gang han forvandler noget. Ved bespisningsunderne får han mirakuløst fem brød og to fisk til at strække til mange mennesker. Men en egentlig forvandling er der ikke tale om. Endvidere er det eneste gang, at Jesu undere ikke på en eller anden måde kommer mennesker til undsætning i en nødsituation (sult, sygdom eller død). Her er der jo snarere tale om et overskud på baggrund af et pinligt underskud. Nogle har derfor kaldt vin-underet et ”luksus-under”.
Der findes imidlertid andre fortællinger om vin-mirakler, fx om Dionysos, den græske vingud. Man har derfor foreslået, at brylluppet i Kana kan referere til en hedensk vinfest, så Jesus her viser sig som den sande herre over vinen. Hvis det er rigtigt, er der i hvert fald også meget mere på spil i teksten.
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Brylluppet i Kana har en fremtrædende position i Johannesevangeliet. Det står som den første begivenhed i Jesu liv, efter han har mødt Johannes (Døberen) (Joh 1,19-34) og har kaldet sine disciple (Joh 1,35-51). Discipelkaldelserne afsluttes med Jesu samtale med Nathanael, hvor Nathanael kalder Jesus ”Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge” (Joh 1,49), fordi Jesus så ham under figentræet og kaldte ham en ”israelit uden svig” (Joh 1,47). Som svar henviser Jesus ham til endnu større ting: ”I skal se himlen åben og Guds engle stige op og ned over Menneskesønnen” (Joh 1,51). Dette udsagn refererer naturligvis til Jakobs drøm fra Det Gamle Testamente (1 Mos 28) og siger til disciplene, at de i Jesus skal have adgang til et syn af Guds himmel, som Jakob havde. Vinunderet i Kana bliver det første eksempel på dette, fordi det følger umiddelbart efter dette løfte.
Det er tillige det første af de syv undere i Johannesevangeliet, hvoraf det næste, helbredelsen af den kongelige embedsmands søn også foregår i Kana (Joh 4,42-54). Ligesom vinunderet kaldes det første tegn (Joh 2,11), kaldes fjernhelbredelsen det andet (Joh 4,54). Herefter hører nummereringen op. De fem andre undere er: Den syge ved Betesda dam (Joh 5,1-9), bespisningen af fem tusind (Joh 6,1-13), vandringen på søen (Joh 6,16-21), helbredelsen af den blindfødte (Joh 9,1-7) og opvækkelsen af Lazarus (11,1-44). Det er karakteristisk for Johannesevangeliet, at underne er tegn, selv om det kun er de to første, der eksplicit kaldes således. Men se også afslutningen på evangeliet: ”Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn” (Joh 20,30-31).
Umiddelbart efter Kana-episoden går Jesus, disciplene, hans mor og hans brødre til Kapernaum og bliver der nogle dage (Joh 2,12), inden Jesus og disciplene allerede i næste afsnit går til Jerusalem, hvor Jesus foretager den såkaldte ”tempelrensning” (Joh 2,13-21). Den betegnelse er næppe retvisende, da Jesus snarere foretager en symbolsk destruktion af templet og selv overtager dets funktion som stedet for Guds nærvær, men det er en anden historie.
Brylluppet i Kana er altså en programmatisk indledning på det første store afsnit i Johannesevangeliet, som man kan kalde ”tegnenes bog” (kap. 2-12). Herefter følger ”herlighedens bog” (kap. 13-21), der dog nok må inddeles i ”afskedstalekomplekset” (kap. 13-17) og ”passionshistorien” (kap. 18-21).
Tekstens detaljer
Brylluppet i Kana er på mange måder en meget rig og indholdsmættet tekst. Der er ingen tvivl om, at mange detaljer har et symbolsk indhold. Det vanskeligste er dog, at indholdet af det centrale symbol, vinen, ikke kan udlægges entydigt. Man bliver på sæt og vis fanget i et net af symboler, hvor det er svært at finde en fast grund for udlægningen. Teksten bliver ved med at være lidt uklar og derfor lidt mysteriøs, selv om man læser den mange gange.
Inden udlægningen af detaljerne er det nødvendigt at drøfte det centrale johannæiske begreb ”tegn”, som allerede er antydet. Underne opfattes som tegn i Johannesevangeliet. Det fremstår definitorisk af v. 11 i denne tekst: Det var begyndelsen på hans tegn og han åbenbarede sin herlighed. Tegn er altså udtryk for Jesu herlighed eller guddommelighed, og således er undere tegn, fordi de viser hans guddommelighed. På den anden side er tegn jo netop noget, der henviser til noget andet. Underet er ikke herligheden i sig selv, men det viser hen til denne herlighed. Derfor kan de også misforstås, som det sker flere gange i evangeliet, hvor tilskuerne ikke ser underet som et tegn på Jesu guddommelighed, men alene som et mirakel (jf. Joh 6,26), eller ser det som et tegn på noget andet, nemlig at Jesus uretmæssigt gør sig selv til Gud (jf. Joh 5,18). Det er netop tegnets karakter, at det kan fortolkes forskelligt. Man kan altså definere det johannæiske tegn således, at det er en særlig handling (et under), der afslører Jesu herlighed (hans guddommelighed), hvis det forstås rigtigt (i tro).
Det er ét niveau i tegnet. Man må dog også sige, at der er andre niveauer. For selve den særlige handling (underet) siger også noget. Forestiller man sig, at alle Jesu mirakler var forbandelser af figentræer og straffeundere, ville man nok få en anden opfattelse af den guddommelighed, som underet skulle afsløre. Derfor siger det også noget, hvad Jesus gør. Og her opstår problemerne med vinunderet i Kana. Som nævnt har det et symbolsk niveau, men det er ikke så let at sige, hvad det symboliserer. Flere symboler er vanskelige at bestemme. Det vil fremgå af de detaljerede kommentarer, hvor mange muligheder der er.
v. 1-2: Dette er indledningen på fortællingen. Den begynder med en tidsangivelse, som hænger sammen med angivelserne i det forrige kapitel: Næste dag (Joh 1,29.35). Om den tredje dag så er den tredje i forhold til den dag, hvor Jesus mødte Johannes (Døberen) og således faktisk er den fjerde dag, eller det er på den tredje dag efter den dag, der er nævnt i Joh 1,35, og således faktisk er den sjette dag eller den syvende dag (idet Joh 1,39 også markerer en dag), er ikke til at vide. Hvis tidsangivelsen markerer den syvende dag, har vi at gøre med et ugeskema, hvor brylluppet altså finder sted på den sidste dag. Ugeskemaet kan lede tankerne hen på skabelsesugen, hvilket ville fremhæve Jesu forvandling som en skabelseshandling. En anden mulighed er, at udtrykket ”på den tredje dag” skal lede tankerne hen på opstandelsesdagen. I så fald sætter det underet ind i en passionssammenhæng og vil lede en til at udlægge vin som blod.
Begivenheden bryllup har også et vist symbolindhold. I de andre evangelier og ikke mindst i Johannes’ Åbenbaring fremstilles endetiden som et bryllup (Matt 9,14-17; 22,1-14; 25,1-13; Mark 2,18-22; Luk 5,33-39; 12,35-36; 14,15-24; JohsÅb 19,9). Forestillingen findes også i Det Gamle Testamente (Es 54,4-8; 62,4-5). Dette kan altså give fortællingen et eskatologisk (”læren om de sidste ting”) præg: Hvad Jesus gør er en foregribelse af endetiden, der fremstilles som en overdådig bryllupsfest.
Byen Kana befinder sig i den nordlige del af Palæstina, nemlig Galilæa, hvor også Nazaret ligger. Man har lokaliseret Kana som Khirbet Qana, der ligger ca. 13 km nordøst for Nazaret.
Jesu moder og hans disciple (og formentlig hans brødre i henhold til v. 12) var med til brylluppet. Der tænkes sikkert på alle Jesu tolv disciple og ikke kun de seks disciple, der er kaldet i det foregående.
v.3-5: Versene er en dialog mellem Jesus og hans moder. Jesu moder henvender sig til ham og gør opmærksom på, at vinen er sluppet op. Jesus svarer brysk. Det er lidt vanskeligt at udlægge Jesu svar. På græsk står der ordret: ”Hvad er der for mig og dig, kvinde?” Udtrykket ”hvad er der for mig og dig” er en direkte oversættelse af et hebræisk udtryk. Det betyder noget i retning af: ”hvad er der mellem mig og dig”. Det kan udlægges meget afvisende som ”hvad har vi med hinanden at gøre?” eller mere imødekommende som ”hvad er det for mig og dig?”. I hvert fald er det afvisende over for moderens henvendelse. Måske også over for hende. Tiltalen ”kvinde” er dog ikke nødvendigvis lige så ubehøvlet, som den lyder på dansk. Det er næppe en høflig måde at tale til sin moder på, men det er heller ikke decideret flabet. Men rent bortset fra, hvor velopdragen tiltalen er, er det i sammenhængen vigtigere, at den fremhæver moderens menneskelighed og kvindelighed. Netop dette kan være grunden til, at Jesus også frasiger sig fællesskabet med hende i bemærkningen ”hvad er der for mig og dig?”, som så skal forstås ”hvad har du og jeg til fælles?” Moderen ser nemlig situationen fra et menneskeligt og fysisk perspektiv (det er pinligt, at vinen er sluppet op), mens Jesus forholder sig til det fra et andet perspektiv.
Afvisningen ”min time er endnu ikke kommet” rummer et typisk johannæisk begreb, nemlig ”timen”. I Joh 7,30 og 8,20 siges det ligeledes, at timen endnu ikke er kommet. I Joh 12,23.27; 13,1 og 17,3 fremgår det derimod, at timen er indtrådt. Timen kommer på det tidspunkt, hvor Jesus har færdiggjort sin offentlige gerning og vender sig mod sin skæbne under den sidste påske i Jerusalem. Timen indeholder altså hans lidelse, korsfæstelse, død og opstandelse. Det er hans herliggørelse: ”Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres” (Joh 12,23). Den time er altså ikke indtrådt i Joh 2,4. Når Jesus i det følgende alligevel skrider til handling, bliver handlingen til et tegn på det, der skal ske i timen.
Det forekommer ud fra en almindelig betragtning underligt, at Jesu moder opfordrer tjenerne til at adlyde Jesus. Man skal næppe læse for meget ind i det. Det væsentlige er, at det bringer fortællingen videre.
v. 6-8: Her er selve handlingen. Jesus beder tjenerne fylde vandkarrene og skænke af det til overtjeneren. Det vanskelige og afgørende for forståelsen af hele teksten er, hvordan man skal forstå vandkarrene. Det siges, at de står der i henhold til jødernes regler om renselse. Desuden rummer de hver to til tre spande. En spand er en måleenhed, der svarer til 39,39 liter, dvs. hvert kar rummer mellem 80 og 120 liter. I alt bliver det omkring 600 liter! Men hvad er meningen med renselseskarrene?
Der er skrevet mindst en hel bog om disse kar. Den gennemgår det arkæologiske materiale fra ca. 50 f.Kr. til 70 e.Kr. i Palæstina og kombinerer det med jødiske skrifter om lovoverholdelse (kaldet halacha på hebraisk). Konklusionen er, at stenkar eller -fade var vidt udbredt i samtiden også i private hjem, om end de som regel var mindre. Desuden havde farisæerne udbredt ideen om renhed til også at gælde i hjemmene. Den farisæiske idé om at praktisere en form for rituel renhed også i den almindelige dagligdag, skulle have vundet almen udbredelse selv blandt jævne folk. Altså indeholdt stenkarrene vand, som skulle bruges til renselse før måltider (se Mark 7,3-4). Altså står karrene for den udbredelse af præstelige renhedsforskrifter, som farisæerne stod for omkring vor tidsregnings begyndelse.
Understregningen af, at karrene fyldes helt op, skal vise den overflod af vin, der kommer ud af underet. Overfloden er også et karakteristisk træk ved endetiden, som den er fremstillet i Det Gamle Testamente (Es 29,17; Jer 31,5.12; Amos 9,13-14).
v. 9-10: Overtjenerens kommentar til værten understreger underets overdådighed. Vinen overgår den tidligere.
Kommentarer, at han ikke vidste, ”hvor den kom fra”, rummer en johannæiske dobbelttydighed. Ordet ’hvorfra’ (græsk: pothen) bruges i Johannesevangeliet gerne angående forståelsen af Jesus. Hans modstandere ved typisk ikke, ’hvorfra’ han er. I det hele taget kan man sige, at hele Johannesevangeliet handler om ”hvorfra” Jesus er. Mest karakteristisk i ”Selv om jeg vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd gyldigt, for jeg ved, hvor jeg er kommet fra (egtl. hvorfra (pothen) jeg er kommet), og jeg ved, hvor jeg hår hen; men I ved ikke, hvor jeg kommer fra (egtl. hvorfra (pothen) jeg er kommet), eller hvor jeg går hen” (Joh 8,14; jf. 7,27-28; 19,9). Men der er altid et spil på det ord, selv om det nogle gange anvendes mere neutralt (Joh 4,11; 6,5).
v. 11: Som sagt nummereres dette under som det første i rækken af Jesu tegn. I dette vers defineres også det johannæiske tegn begreb, nemlig som noget, der åbenbarer hans herlighed. Det er jo netop det afgørende ved hans væren på jorden, at han viser sin herlighed. At se den er den troende menigheds karakteristikon: ”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed” (Joh 1,14). Udtrykket ’herlighed’ har en lang historie i Det Gamle Testamente. Den kommer til stede på Sinaj-bjerget, følger med i Åbenbaringsteltet på ørkenvandringen, indtager templet i Jerusalem og flytter sig til himlen. Man kan helt kort sige, at herligheden er til stede, hvor Gud er nærværende. Herligheden er Guds åbenbaringskarakter. Når Jesus åbenbarer sin herlighed, viser han altså, at han er Guds åbenbaring, at han åbenbarer Gud i sin person.
I verset er det også en meget interessant at se på sætningernes sammenhæng. Så vidt jeg kan se, står de på samme niveau: Jesus gjorde sit første tegn – han åbenbarede sin herlighed – disciplene kom til tro på ham. Der er altså ingen årsagsforbindelse mellem åbenbaringen af herligheden og disciplenes tro. De tror ikke, fordi han åbenbarede. Omvendt er det heller ikke tilfældet, at de ser en åbenbaring af herligheden, fordi de tror. Man må nok sige, at de to ting går i et: åbenbaringen og troen. Hvis de ikke troede, ville de blot se en masse vand, der var blevet til vin. Når de tror, ser de det, som et tegn, der åbenbarer Jesu herlighed. De to ting kan ikke adskilles, men deres sammenhæng bliver heller ikke klart defineret. På den måde har Johannesevangeliet en tendens til at lukke sig om sig selv: De troende ser tegn; de ikke-troende ser ikke tegn. Tegnene skal frembringe tro, men det er de troende, der ser dem som tegn. Sagen er nok, at troen i sig selv er uforklarlig.
Tekstens fortolkning
Bortset fra det åbenlyse, at underet er et tegn, der viser Jesu herlighed, afhænger fortolkningen af, hvordan man bestemmer fortællingens symbolik. Selve strukturen i symbolikken er ligetil: Jesus opfylder og overbyder det, der var indtil nu. Men hvordan ”det, der var indtil nu” var, og hvordan Jesus overbyder det, er langt mere vanskeligt at sige. Som nævnt er der flere symbolske elementer: den tredje dag, bryllup, vin, renselseskar, måske tjenere, overtjener og vært. For ikke at tale om Jesu mor. Jeg tror dog, at man skal holde tunge lige i munden og ikke gøre alt symbolsk (nogle dele hører simpelt hen med til en fortælling om et bryllup), men samtidig se symbolikken i de væsentlige elementer (vin og renselseskar). Faktisk mener jeg, at hvis man blot vidste præcist, hvordan man skulle forstå renselseskarrene, ville resten give sig selv. Her er to muligheder:
A: Renselseskarrene står for jødedommen i almindelighed, derfor er Jesu vin den nye åbenbaring, som han bringer gennem sin død og opstandelse. Den gør jødedommen forældet, nemlig det, der var indtil nu. Det passer godt til, at det er et tegn på, hvad der sker i ’timen’. På grund af farven skulle vinen derfor henvise til Jesu blod, som han udgyder i sin død.
B: Renselseskarrene er specifikt renselsesriterne, som jøderne foretager for at forblive i en ret relation til Gud. Derfor er Jesu vin det, der overtager denne funktion i kristendommen, dvs. nadveren, der tilsvarende sikrer, at de kristne forbliver i relationen til Kristus. Det passer til, at det sker i ’timen’, fordi nadverelementerne udspringer af Jesu korsfæstede legeme (Joh 19,34). Det passer desuden til, at vin faktisk anvendes i nadverritualer.
Uden at være 100% overbevist synes jeg, at løsning B forklarer flest problemer. Men det er en lidt bagvendt måde at omtale nadveren på. Især fordi den ikke har en hovedrolle i evangeliet i øvrigt (indstiftelsen optræder slet ikke i Johannesevangeliet).
Paolo Veronese (1528-88): Le Nozze di Cana