Joh 2,1-11
For nylig afsluttede jeg en roman om Berlin. Den foregår i 1989 i dagene før murens fald og handler om en person ved navn Frank Lehmann. Han kaldes til sin store irritation Herr Lehmann, fordi snart fylder tredive, og så mener hans venner, at han er ved at blive voksen. Han tilbringer det meste af sin tid i værtshusene i Kreuzberg enten bag baren som bartender eller foran som kunde. Forskellen er flydende. Da muren falder, er han på en større druktur og befinder sig ved romanens slutning stående over for den åbne grænse ganske forbløffet over, at verden, som han kender den, er forandret, så han må revurdere, alt hvad han tog for givet.
Bogen har kultstatus i Tyskland. Den er solgt mere end en million eksemplarer, er blevet filmatiseret og oversat til en lang række sprog, herunder dansk. Angiveligt indfanger roman firser-generationens ironiske ligegyldighed og sætter ord på stemningen i det opdelte Berlin. Litterært er det sådan set ikke stor kunst, men den har bestemt sine øjeblikke, som da Herr Lehmann af en veninde bliver spurgt, om det virkelig giver ham indhold i livet at stå bag en bar og drikke folk i hegnet:
”Lige et øjeblik,” sagde Herr Lehmann. ”Hvad mener du med ’indhold i livet’? Det er jo det mest åndsforladte udtryk, der findes. Hvad er det, du vil sige med det? Hvad skal livet indeholde? Er livet et glas eller en flaske eller en skraldespand, en eller anden beholder, som man fylder noget i, for noget skal der i den beholder, det er det eneste hele verden lader til at kunne blive enig om, folk skal med djævelens vold og magt have indhold i livet. Er det det, livet er? Bare en beholder med noget i? En tønde måske? Eller en brækpose?”
Så kan man virkelig kende firserne igen, hvor alt kunne ironiseres til uigenkendelighed, og intet fik lov at være alvorligt. Alting blev gjort ligegyldigt, fordi ingen turde tro på, at noget gav mening. Selve sproget blev netop i firserne splittet ad, så enhver kunne se, at heller ikke det indeholder nogen mening. Således som Herr Lehmann gør her ved at vise, hvordan udtrykkene kan vendes og drejes til det absurde, så både indhold og mening siver ud af dem.
Derfor er det vitterligt sigende, at Herr Lehmann ved romanens afslutning står over for den grænse, som har opdelt hans verden i øst og vest, for så bliver han konfronteret med det uventede og uforudsete. Det, som han ikke havde forventet, og han derfor må forholde sig til. Det, som han ikke kan ironisere bort, fordi det er en realitet, der rammer ham udefra. Hans verden krakelerer, fordi der er slået en sprække i den mur, som var uigennemtrængelig for ham.
Det er billigt at sammenligne Herr Lehmann med skafferen i dagens evangelietekst, blot fordi de begge arbejder med at skænke op. Men faktisk må også skafferen forholde sig til det, der kommer udefra og nedbryder grænserne i hans verden. Han kender reglerne for god opdragelse og er bekendt med konventionerne for godt værtskab. Der er grænser for, hvordan man kan opføre sig, og hvad man kan byde sine gæster. Men disse grænser falder, da han bliver præsenteret for den vin, som er forvandlet vand. Han ved ikke, hvorfra den kommer. Det ændrer det hele. Nu kommer den gode vin til sidst, stik modsat hvad den burde. Så må skafferen revurdere sin opfattelse af brudgommen, for han gør ikke som ethvert menneske ville gøre. Han må helt revurdere sin opfattelse af, hvem brudgommen er, for denne brudgom er ikke som ethvert menneske.
Det gælder også tjenerne, der ved, hvorfra vinen kommer. Også de ser grænserne blive nedbrudt, når det, de hældte op som vand, bliver til vin. Selvfølgelig ved de, at væsker ikke forvandler sig fra det ene til det andet. De ved, at vand indgår i mange ting, men vin bliver det ikke af sig selv. Mennesker kan ikke gøre vand til vin. Der går en grænse. Men den grænse falder ved det menneske, som har befalet dem at hælde op i karrene. Han er ikke som ethvert menneske. Så må de revurdere deres opfattelse af, hvem de har foran sig. De ved, hvorfra vinen kommer, så de må revurdere deres opfattelse af, hvorfra han kommer, der forvandlede vand til vin.
Også Jesu moder må revurdere sin opfattelse. Hendes søn afviser hende, kvinden, da hun henvender sig til ham. Hun henvises til en anden tid, som ikke er kommet endnu, men skal komme. Jesu time, hvor hans herlighed kommer fuldkomment til syne. Det er ikke nu. Nu er det tid for et tegn, der foregriber timen. Maria må revurdere sin opfattelse af sin søn. For han afhjælper ikke blot en mangel til et bryllup. Han udfører et tegn og lader det pege hen på det, der skal ske i timen, som helt sprænger grænserne for, hvad en kvindes søn kan gøre. Han kan ikke bare være hendes søn. Ja, faktisk lader han sig erstatte i timen. Da han hænger på korset, udpeger han sin yndlingsdiscipel til at være søn for Maria. For Jesu moder må erkende, at hendes søn er meget mere end hendes søn.
Således må alle personerne i fortællingen om brylluppet i Kana revurdere deres opfattelse. Alle må de acceptere, at grænserne ikke var, som de opfattede dem; og forholdene viste sig at være anderledes, end de mente. Selv for disciplene viser det sig, at deres forhold til Jesus ikke kan basere sig på det, de vidste. Han kunne ikke rummes i de foregivne forestillinger og klassiske kategorier. Jesus må de tro. For det er det eneste forhold, man kan have til en, der bryder med det kendte og overskrider det almene. Ham kan man kun tro.
Forvandlingen af vand til vin er et tegn på, at grænserne nedbrydes og murene væltes. Den er tegn på det, der skal ske i timen, for i timen falder den yderste grænse og den afgørende mur sprænges, for da brydes forholdet mellem liv og død. Når livet vinder over døden, må alting revurderes, så er der ikke længere noget af det, som man tager for givet, som man kan regne med. Så kan alting være anderledes. Så kan alle forhold forandres. Så kan meningen og indholdet også komme dér, hvor det meningsløse og indholdstomme er.
På den måde står man over for brylluppet i Kana, som Herr Lehmann står over for den åbnede Berlinmur. Det er tegn på noget afgørende nyt, der kommer til at forandre alting. For det åbner muligheder, der før var lukkede. Det må bryde igennem den ironiske meningsløshed, for det er det uventede, der kommer udefra og kræver, at alt må revurderes. Det må han forholde sig til, for det kan ikke på firser-vis ironiseres til ligegyldighed.
Men vi er ikke længere i firserne. Meningsløsheden optræder ikke længere som et grundvilkår, og ironien er ikke længere den foretrukne overlevelsesstrategi. Romanerne i dag handler ikke om det meningsløse. Tværtimod er der næsten alt for meget mening, når mandlige forfattere skriver autofiktion og bog efter bog udlægger deres eget liv, hvor almindeligt og kedsommeligt det end måtte være. Eller når kvindelige forfattere skriver bøger om deres graviditet, fødsel og barselsorlov. Om end der kan forekomme humor i bøgerne, er de fyldt af alvor, indhold og mening, som i hvert eneste tilfælde er bundet til den enkeltes persons liv. Det er deres kamp med livet, som giver mening i bøgerne. Ofte er personerne i bøgerne, der også er forfatterne, ved at bukke under, for der er så meget mening, at de knap kan bære den. Meningsløsheden er blevet til en meningsbyrde.
Også til vores tid er budskabet fra brylluppet i Kana, at indholdet kommer til os i det, som vi ikke selv står for. Indholdet er det, der sker i timen, hvor grænserne nedbrydes og murene væltes, så alting må revurderes og åbner nye muligheder og nye perspektiver. Tegnet på det er vinen fra brylluppet i Kana, som ikke kommer fra os selv. Den gives os og må fylde os, som den fylder stenkarrene. Den fylder vores liv med indhold, den giver tilværelsen mening, fordi den bringer troen på, at meningsløsheden tages fra os, og meningsbyrden løftes af os i timen, hvor alting forvandles.
DDS 2 – 22 – 144 — 319 – 164 – 696/780