- s.e.påske (Immanuel/Vartov, 19.4.26)
En præst, der var blevet præst efter at have gjort karriere på et teologisk fakultet, sagde, at forskellen mellem universitetet og kirken er som forskellen mellem at tale i konjunktiv og indikativ. På universitetet taler man hypotetisk. Det gør man i konjunktiv. Man fremsætter teser og teorier. Man fremsætter forudsætninger og tager forbehold. Man siger, at hvis … så, men hvis noget andet … så noget andet. Det er uforpligtende. I kirken, derimod, taler man klart og ligefremt. Det gør man i indikativ. Åbent, uforbeholdent og forpligtende. Sådan er det.
Hvis det er rigtigt, så taler Jesus som en præst i dagens tekst. Han prædiker i Salomos søjlegang, i templet til indvielsesfesten, mens det er vinter og stemningen er kold omkring ham. Han forpligter sig og taler klart og ligefremt. Han tager ikke forbehold og gør ikke indrømmelser. ”I tror mig ikke,” siger han, ”for I er ikke af mine får.” Han kender sine får og kalder dem ved navn. Ingen skal rive dem ud af hans hånd. Og ingen kan rive dem ud af faderens hånd. For det er det samme. Han og faderen er én. Det er åbent, uforbeholdent og forpligtende. Det er indikativ. Sådan er det.
For dem, der står omkring, er det bare ikke klart nok. For han er et menneske, der påstår at være ét med Gud. Det er en selvmodsigelse og værre end det. Det er gudsbespottelse, blasfemi. Derfor tager de sten op for at stene ham. For de kan ikke klare hans klare påstande. Sådan beviser de igen, at de ikke er af hans får og ikke kender hans stemme, for det han siger åbent, er de ikke åbne for.
Skulle de have kunnet tage imod hans klare tale, skulle den åbenbart have været klar på en anden måde. Så skulle den ikke have været selvmodsigende, så skulle den have været selvindlysende. Så havde hans ord ikke været nok, for ord er altid bare ord, og ord kan modsiges og misbruges. Ord kommer man i tvivl om. Uanset hvor indikativiske de er, uanset hvor åbent og ligefremt de fremsættes. Ord kan man lyve med, derfor kan man ikke bare tro på dem.
Hans gerninger hjælper ikke, for dem kan de heller ikke modtage. Uanset hvor mægtige gerninger han måtte gøre i sin faders navn, er det ikke selvindlysende, at de åbenbarer hans enhed med Gud. Gerninger kan man også komme i tvivl om og tvivle på. Selv mirakler og under beviser ingen ting, for de kan lige så godt stamme fra en dæmonbesat som fra Guds søn, som Jesu modstandere siger et andet sted i Johannesevangeliet.
Nej, hvis det skal være selvindlysende, så må man selv kunne opleve det. Selv mærke, at man bliver overbevist af dens sandhed. Selv føle, at man forandres af dens styrke. Så vil det så indlysende klart, for så kan man selv stå inde for det. Så bliver det selv indlysende, for så bekræfter ens egne erfaringer og oplevelser troen. Man kan fortælle videre, om den sandhed, som man selv har indset, om den styrke, som man selv har erfaret. Man kan vidne og vise, hvordan man selv er blevet forvandlet af at møde den ligefremme, klare tale, så man selv kan stå inde for, at det er en selvindlysende sandhed.
Sådan opfatter jeg det i det, når stadigt flere kendisser, politikere og meningsdannere springer ud som troende og gladelig stiller sig til rådighed for samtaler om deres tro. Så de kan fortælle om, hvordan deres liv er blevet ændret af troen. Hvad det betyder for deres måde at leve på, at de er blevet troende. Hvordan det giver dem sikkerhed og styrke i hverdagen, at de har fundet troen. Så troen er helt sikkert selvindlysende for dem, for den passer til deres erfaringer og bekræftes af deres oplevelser.
Ligesom der i øvrigt synes at være en bevægelse i præsters prædikener, hvor de gerne prædiker om deres egen tro. Så prædikenen består af et vidnesbyrd om, at de på det eller det tidspunkt erfarede troens betydning, eller i denne eller hin situation oplevede troens kraft. Så de faktisk mærkede og følte, at det er en guddommelig virkelighed, de lever i. Eller de er i hvert fald i stand til at se den faktiske virkelighed, som et konkret udtryk for den kristne tro. Vores fælles verden er for dem et vidnesbyrd om Guds magt.
Mange nye salmedigtere hjælper med at sætte klare og ligefremme ord på den tro, for ifølge dem er Guds nåde en vintergæk. Ikke billedligt eller metaforisk, men virkeligt som et overbevisende udtryk for, at vi lever i Guds virkelighed. Så er troen helt selvindlysende for den bekræftes direkte af den virkelighed, som man erfarer, når blomsterne skyder op om foråret, og man oplever, når lyset vender tilbage, og naturens kræfter viser sig. Guds nåde kan også være en tordensol.
Men ikke alle har den slags oplevelser og erfaringer. Jeg har fx ikke. For mig er troen ikke selvindlysende. Hvis den er noget, er den selvfølgelig. Men selvindlysende er den ikke. Hverken vintergækker eller tordensole viser klart og ligefremt Guds nåde for mig. Og det gør tsunamier og jordskælv heller ikke. Hvis jeg oplever og erfarer Guds nåde, er det i små glimt. Enkelte øjeblikke, hvor mine svigt ikke får de konsekvenser, som de kunne have fået. Hvor min synd ikke ødelægger det, som jeg ikke kan leve foruden. Guds nåde er at blive taget til nåde. Men det er glimtvise øjeblikke. På andre tidspunkter går mine erfaringer og oplevelser i allehånde retninger. Naturen er lige så grusom, som den er gavmild. Mennesker er lige så ondskabsfulde, som de er elskelige. Tilværelsen er lige så modbydelig uretfærdig, som den er vidunderlig glædelig.
Hos store ånder som Schopenhauer kan man finde det nøje gennemtænkt, hvordan oplevelsen af verdens elendighed er den grundlæggende menneskelige erfaring, men det behøver ikke at være så sofistikeret. Mindre ånder kan gøre det: ”For en nøgtern betragtning er livet ikke værd at leve,” er vist et citat fra et teaterstykke, jeg engang så. ”Det er synd for menneskene,” er helt sikkert et citat fra et skuespil, for det er Strindberg. ”Over en tilstrækkelig lang tidsperiode falder alles overlevelseschancer til nul,” kommer fra en Hollywood-film. Midt i alt dette står man med sin kristentro. Oplevelser og erfaringer beviser den ikke – i hvert fald modbeviser de den lige så tit. Selvindlysende er troen ikke. Den er også selvmodsigende.
Til det taler Jesus i indikativ. Klart, åbent og ligefremt siger han: Mine får hører min stemme. Jeg kender dem. De følger mig. Her er ingen forudsætninger og intet forbehold. Det er ikke en opfordring eller et påbud. Det er er konstatering i indikativ. Sådan er det. Mine får hører min stemme. De følger mig. Jeg kender dem. Ikke omvendt. Det er hyrden, der kender fårene, har viden om dem og forstår dem. Det går ikke den anden vej. Der er ingen forudsætninger, så der kræves særlige oplevelser og erfaringer. Der tages ikke forbehold for bestemte indsigter og erkendelser. Det handler ikke om, hvad fårene selv forstår og erkender. For det handler slet ikke om dem, og det er ikke deres egne oplevelser og erfaringer, de skal følge.
De hører og følger, uanset deres erfaringer og oplevelser. Eller måske rettere: Med alle deres erfaringer og oplevelser, lige så selvmodsigende, som de er. Med små glimt af Guds nåde og stor forvirring over verdens tilstand. Med det kristne budskab som en tryghed om livet og med evangeliet som en stadig udfordring. Med tro og tvivl. Med livsglæde og dødsfrygt. Det hele.
For kun når alt er med i følgeskabet, bliver det ikke oplevelsestyrrani eller erfaringsmanipulation. Kun når man kan følge i al sin usikkerhed og urolighed, kan man være helt sikker på, at man kan følge med.
Midt i alt alle selvmodsigende erfaringer og oplevelser taler Jesus igen i indikativ: Ingen skal rive dem ud af min hånd. Ingen kan rive dem ud af faderens hånd. Faderen og jeg er ét. Ingen og intet. Heller ikke vores egne oplevelser og erfaringer og slet ikke vores mangel på samme. Det kommer an på det ord, der lyder til os. Den stemme, der kalder os – ikke til at vi skal opleve og erfare en selvindlysende sandhed i os selv, som om det hele kom an på os selv, men til at vi kan have alle vores selvmodsigende erfaringer og oplevelser og være sikre på, at intet river os ud af hans hånd. For det siger han i indikativ uden forudsætninger og forbehold. Sådan er det.
DDS 411 – 218 – 662 — 168 – 230 – 482