Den gode hyrdes magt
Joh 10,11-16
Det er ikke længe siden, at der var tre generationer Vartov-præster i kirke, foruden selvfølgelig en del andre præster. Straks blev det anledning til bemærkninger om hyrdeembedet, fordi pastor er latin og betyder hyrde. Præsten skal være lede sin menighed, som hyrden leder sin hjord. Vittighederne dækkede nok over en forlegenhed, for hvad vil det sige at være hyrde? Skal menigheden behandles som får? Hvor skal man lede dem hen?
Hyrden har fra den ældste oldtid spillet en stor rolle. I virkeligheden var hyrderne ikke velanset. De befandt sig både geografisk og socialt i samfundets periferi. Men i kunsten var hyrden en central figur. I litteratur og billedkunst optrådte hyrder jævnligt. Og i hvert fald i nogle dele af den antikke verden var hyrden den foretrukne fremstilling af kongen eller fyrsten eller høvdingen, eller hvem der nu var lederen. Folkenes ledere skulle være hyrder for dem. Det hørte vi for alteret i teksten fra Ezekiels Bog. I den sætter Gud folkets uduelige ledere fra bestillingen og overtager selv rollen som hyrde. Han er den ideelle hyrde, lader fårene græsse på frodige marker og fører dem til vandrige flodløb. Han tager sig omsorgsfuldt af hjorden som helhed og det enkelte får. De sårede forbinder han; de syge plejer han. Inden for Det Gamle Testamente er denne fremstilling en paradisisk idealsituation. Gud er hyrden, der selv tager sig af folket, sin hjord, og sørger for, at de sammen og hver især befinder sig vel. Han har ansvar for både helheden og den enkelte. Det er hans hjord. Han kender hver enkelt får, og de kender ham. Mere ønsker man sig ikke i Det Gamle Testamente.
Kristendommen overtager naturligvis dette ideal. Jesus er den gode hyrde, der samler fårene i én hjord, og opsøger det enkelte vildfarne får. I de ældste fremstillinger af Kristus optræder han netop som en hyrde. Det er nemlig genkendeligt for alle i den antikke verden. Den gode hyrde kan man regne med. Han tager sig af fårene. Og straks kirken er blevet til, overgår denne forpligtelse til de kirkelige ledere, der som sagt får navn efter det. De er pastores med ansvar for deres hjord. Men deres forpligtelse får en særlig retning. Hyrderne skal ikke blot omsorgsfuldt vogte fårene og kærligt tage sig af dem. De skal lede dem sikkert til et bestemt sted, nemlig den paradisiske idealtilstand, deres sjæles frelse. Med det ansvar følger en stor magt, pastoralmagt, som den franske filosof Michel Foucault siger. For hvis præsten skal være sjælehyrde, skal han jo kende sine får. Der opstår et moralsk bånd mellem får og hyrde. Fårene må overlade deres moralske liv og sjælelige velbefindende til hyrden, så han kan sikre, at de ikke går tabt på vejen til den evige salighed. Hyrden skal ikke bare sikre, at de lever kristeligt, men også at de tror kristeligt. De må derfor give ham adgang til deres inderste liv, så han kan kontrollere og regulere det. Deres sjælefred er hans ansvar. Han skal lede dem; de skal følge. Hyrdens redskaber, hans teknik, er bl.a. syndsbekendelse og -forladelse. Menighedsmedlemmerne skal bekende deres synder til ham, så han kan pålægge dem en passende bod, hvormed de kan gøre fyldest for deres brøde. De er underlagt deres hyrde, for den eneste måde, hvorpå de kan gøre en synd god igen, er gennem ham. Han har magt over dem, pastoralmagt.
Selv om den teknik særligt blev anvendt i den katolske kirke, havde protestantiske præster ikke mindre magt. Præsten havde ansvar for folks kristelige oplæring, moralske sædelighed og ofte også den legemlige sundhed. På husbesøg og visitatser tilså han, at alting foregik ret, så samfundet ikke led skade. For den enkeltes religiøse handling havde betydning for kollektivets åndelige status. Præsten havde som hyrde magt til at tage sig af og vogte de enkelte for at værne om helheden. For landet skulle være kristeligt for at stå sig vel med Gud. Det skulle præsten tage sig af.
Jeg taler om det i datid, for i det moderne, sekulære samfund har kirken og præsterne i høj grad mistet denne magt. De hersker ikke længere over sjælene, for den evige salighed er helt forsvundet fra den moderne offentligheds horisont. Ingen tænker – af de årsager i hvert fald – på landets kristelige status. Men det betyder ikke, at den pastorale magt er afviklet. Tværtimod. Det er Foucaults pointe. Ganske vist, søger man ikke det evige salige liv i et himmelsk paradis, men man stræber efter det uendelige sunde liv i den perfekte velfærdsstat. Det er den, vi er på vej til; derhen skal de sekulære hyrder i form af alverdens offentlige instanser lede os. Vi skal ikke længere i skjul skrifte over for præsten, når vi har gjort noget forkert over for Gud; i stedet skal vi offentligt bekende og undskylde, når vi ikke lever op til samfundets idealer. Vi skal ikke mere sikre vores salighed ved bøn og kirkegang; i stedet skal vi dyrke vores krop og passe på miljøet. Vi er ikke underlagt præstens strenge blik, der på Guds vegne bedømmer vores handlinger, i stedet er vi overvåget af diverse medier, mens offentlige myndigheder kontrollerer, om vi forbryder os mod fællesskabets regler. Hvis man tidligere måtte dukke sig for Guds strenge øje i det høje, er det nu velfærdssamfundets sociale kontrol, som konstant forholder den enkelte dets forpligtelse over for fællesskabet. Alt sammen i godhedens tjeneste. Hele samfundet skal vækste og alle og i det skal udvikle sig. For vi er jo på vej det rigtige sted hen.
Og ikke et ondt ord om det eller om velfærdsstaten, men dens udvikling har betydet, at det nu er staten, der vogter over borgernes moralske og sjælelige liv. Alene udtryk som livstilssygdomme, motivationssamtaler og – ja, selvfølgelig – samfundssind viser, at livsstilen, motivationen og sindet er et anliggende for samfundet. Således har den stærke religiøse pastorale magt omsat sig i en endnu stærkere sekulær statslig magtudøvelse, hvor behandlere og terapeuter, konsulenter og eksperter er hyrder, der leder os den rette vej, og vogter over, at vi udvikler os i den gode retning. Men den pastorale magt bliver ubarmhjertig, når den overgår til offentligheden, for offentligheden er nådesløs, og staten tilgiver ikke. Mens den religiøse patorale magt har teknikker, som syndsbekendelse og syndsforladelse, har samfundsmagten ikke mulighed for forladelse. Her må man underkaste sig og tilpasse sig eller risikere offentlig udskamning og personlig behandling, indtil man har underlagt sig de gældende idealer og overtaget dem på sin krop. For samfundet vil kende sine borgere.
Jesus, den gode hyrde i Johannesevangeliet, kender sine får og de kender ham. Hans hjord består af dem, der kender hans stemme, så de følger ham, og han leder dem. Ja, hjorden opstår ved reaktionen på hans stemme. Fårene kender ham, fordi de reagerer på hans stemme; han kender dem, når de reagerer på hans stemme. Så bliver de hans hjord, og han deres hyrde. I det forhold mellem hyrde og hjord er det ikke hyrdens opgave at udøve magt over fårene. Han skal ikke føre dem nogen steder hen. Han skal ikke holde dem under kontrol. Han skal ikke vogte dem. For de er allerede der, hvor de skal være. I Johannesevangeliet er hyrdens funktion intet andet end at lade sin stemme lyde, så fårene kan kende den. De skal kende ham, som han kender dem. Og de kan kende ham på, at han giver sit liv for dem. Andet er der ikke i forholdet mellem hyrden og hjorden. Når de hører hans røst og kender ham, hører de til blandt hans får og er i hans hjord, og andet skal de ikke.
Den opfattelse af hyrden river tæppet væk under den pastorale magt. Når fårene ikke skal ledes til frelsen. Når hyrden ikke skal føre dem til det evige liv. Når de allerede kender ham, og han kender dem, er der intet grundlag for at udøve magt. Hyrden lader sin stemme lyde, så de kan kende den og blive en del af hans hjord. Og når fårene er i den hjord, er de præcist, hvor de skal være.
Så falder også formålet med den pastorale magt, for når fårene ikke skal noget andet end være i hjorden, som er samlet af hyrdens stemme, skal de ikke opdrages og disciplineres. De skal ikke reguleres og kontrolleres. De skal ikke udvikle sig eller optimeres. De skal ikke stræbe efter deres sjæles frelse eller deres kroppes udødelighed. For der er ikke noget mål, der ligger udover enheden med ham. Både den traditionelle pastorale magt, hvor præsten skal være sjælevogter på vejen til det evige salige liv; og den moderne pastoralmagt, hvor samfundet vogter borgernes velfærd på vejen til uendelige sunde liv, smuldrer over for Jesus som den gode hyrde. For i Johannesevangeliets hyrdebillede er fårene præcist, hvor de skal være, og præcist, som de skal være, når de kender ham og hører hans røst.
Så er der da ét sted, hvor udviklingstankegangen er sat ud af kraft. Hvor vækstidealet ikke gælder. Hvor der ikke er fremgang og fremskridt. Hvor man ikke skal forbedre sig eller forandre sig, hvor man ikke skal leve op til idealer eller overtage værdier, men er den, man skal være, og sådan, som man skal være: Nemlig i hjorden, hos hyrden, der kender sine får, og de kender ham.
Selv om man er præst, kan man ikke være hyrde for den hjord. Den kan man ikke behandle som får. Den skal man ikke lede nogen steder hen. Den hjord kan man kun bede om selv at være med i, for den hjord er én og har kun én hyrde.
DDS 736 – 218 – 482 — 168 – 663 – 12