Jesus under tempelindvielsesfesten
v.22 Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, v.23 og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang.
v.24 Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte:
»Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.«
v.25 Jesus svarede dem:
»Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. v.26 Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. v.27 Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, v.28 og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. v.29 Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. v.30 Jeg og Faderen er ét.«
Joh 10,22-30
Tekstens forhold til de andre evangelier
Dette er en typisk johannæisk tekst. Der findes ikke paralleller i de synoptiske evangelier.
Noget af det karakteristiske for Johannesevangeliet er, at Jesus er i Jerusalem flere gange, hvor han i synoptikerne kun kommer der til den sidste afsluttende påske. Ofte bruger Johannesevangeliet de jødiske fester, så Jesus overtager festernes betydning eller bruger deres symbolik til at sige noget om sig selv. Det er også tilfældet her, hvor det sidste vers spiller på opfattelsen af templet som stedet for Guds nærvær. Gud er nu nærværende i Jesus og kun i ham.
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Teksten er et uddrag af en længere stridssamtale med jøderne på tempelpladsen.
Sammenhængen er typisk johannæisk, for det fortalte forløb bryder næsten sammen. I kap. 7 og kap. 8 (7,53 – 8,11 om kvinden grebet i hor afbryder sammenhængen, men det afsnit har ikke oprindeligt været en del af Johannesevangeliet) har Jesus talt på tempelpladsen under løvhyttefesten Ved udgangen af kap. 8 forlader Jesus tempelpladsen. Kap. 9 handler om helbredelsen af den blindfødte mand. Ham møder Jesus, mens han er ”på vej” (9,1). Tilsyneladende går Jesu tale i sidste halvdel af kap. 9 direkte over i kap. 10, hvor han holder den såkaldte ”hyrde-tale” med jeg-er-ordet ”Jeg er den gode hyrde” (10,11.14). Det slutter med, at der opstår splittelse blandt jøderne (10,19-21), hvor nogle mener, at han er dæmonbesat, andre ikke. Herefter følger prædiketeksten, der indledes med, at tempelindvielsesfesten (ca. 3 måneder efter løvhyttefesten) er kommet (10,22). Efter den fortsætter striden med jøderne, der vil stene ham for gudsbespottelse, men han slipper fra dem og drager over på den anden side af Jordan (10,40-42). I næste kapitel opvækker han Lazarus i Betania.
Sagen er, at mens selve forløbet er uklart (Hvor møder Jesus den blindfødte? Hvor holder han hyrde-talen? Hvordan kom han til Jerusalem?), er der tematisk sammenhæng i hele kap. 10 på grund af hyrdebilledet. Således er Jesu udsagn til jøderne om at være hans får, nærmest uforståeligt, hvis man ikke kender første del af kap. 10. Det gør læseren, men det gør jøderne på tempelpladsen jo ikke. På den måde fremgår det tydeligt, at det egentlig ikke er historien i Johannesevangeliet, der er vigtig. Men det Jesus siger, og som kun læseren forstår.
Tekstens detaljer
Man kan inddele teksten således: Situation: v.22-23; jødernes spørgsmål: v.24: Jesu svar: v.25-30, som glider fra et direkte svar (v. 25) til genoptagelsen af hyrdebilledet (v.26-28) til forholdet mellem Jesus og Gud (v.29-30).
v.22-23: Tempelindvielsesfesten (hebræisk: hanukka = fornyelse eller indvielse) blev fejret til minde om templets genindvielse i 165 eller 164 f.Kr. efter den syriske konge Antiokus IV Epifanes tre år tidligere havde vanhelliget templet ved at opstille et alter for Zeus deri. Når templet blev genindviet, betyder det, at det er blevet renset, så det atter kan være sted for Guds nærvær.
Bemærkningen om årstiden er måske et dramatisk trick, der skal understrege den ”kolde” stemning omkring Jesus.
v.24: Jødernes spørgsmål foranlediger en af de grundlæggende teknikker i Johannesevangeliet. For læserne kan det ikke gøres tydeligere, at Jesus er Kristus. Han har sagt det på mange måder og gjort det fuldstændigt tydeligt mange gange allerede. Senest ved hjælp af hyrdebilledet i kapitlets begyndelse. Jøderne forstår det bare ikke og bliver ved med at anfægte det og bede om flere beviser.
v.25: I sit svar siger Jesus netop dette. Han har sagt det, men de tror det ikke. Således opstår en modsætning mellem dem, der forstår og tror (læserne), og dem, der ikke gør (jøderne). Det bekræfter læserne i, at de er på den rette side og altså står i modsætning til jøderne.
At Jesus henviser til, at gerningerne vidner om ham, understreger blot forholdet. Gerningerne kan nemlig ikke bare ses som umiddelbare beviser på, hvem han er. De skal også tros for at have den rette effekt. For mirakler kan jo være så meget. Som jøderne har sagt umiddelbart før teksten, kan han jo være besat af en dæmon. Måske er det dæmonen, der gør hans handlinger. Eller som det siges i synoptikerne, er det jo ikke entydigt, ved hvem miraklerne gøres. Måske er det ved Beelzebul. Som Jesus kan være en løgner, når han siger, hvem han er, kan han være en fupmager, når han viser, hvem han er. Det er den grundlæggende modsætning i Johannesevangeliet: Jesus er Guds søn og fremstår som et almindeligt menneske; eller: han siger, at han er Guds søn, og er et almindeligt menneske. Kun troen kan afgøre, hvad der er sandt.
v.26-28: Ved at genoptage hyrdebilledet redegør Jesus for, hvad der er på færde. Han har allerede i det foregående sagt, at han er den gode hyrde, og hans får hører ham og følger ham (10,11-13). Det skal imidlertid forstås således, at de, der reagerer på hans stemme, er hans får. Det er altså ikke prædestination, men et udtryk for, at mennesker finder ud af, hvem de er i mødet med ham. De, der tror ham, er hans får. Reaktionen på ham, tro eller ikke-tro, afgør, hvem man er.
Når Jesus videre taler om, at ingen skal rive dem ud af hans hånd, spiller det også på hyrdebilledet, for der bruges det samme verbum, som blev brugt om ulven, der går på rov blandt fårene (10,12). I øvrigt er det den typisk johannæiske definition på evigt liv, nemlig at det allerede findes i relationen til ham og skal fortsætte i evighed (jf. fx 5,24-30). Hvad der imidlertid er det særligt johannæiske er, at den afgørende overgang finder sted i troen på Jesus, Guds søn. Derfor er det evige liv nu. At det også fortsætter i evighed, så den troende aldrig rives ud af hans hånd, betyder, at døden ingen indflydelse har. Det skal illustreres i det følgende kapitel ved opvækkelsen af Lazarus. Døden er ligegyldig, for troens relation til Jesus er allerede evigt liv.
v.29: Verset er ganske kompliceret og kan forstås på flere måder. Bl.a. er det et spørgsmål om det handler om den, der er større end alt (altså Gud), eller om det, der er større end alt (altså det, Jesus har fået). Jeg synes, at det er lettest at forstå, hvis man siger, at faderen, der har givet det til Jesus, er større end alt. Derfor kan ingen rive noget ud af hans hånd. Så begrundes visheden om det evige liv i troen på Jesus ved, at hans fader er større end alt. Men netop fordi det er den letteste måde at forstå det på, er det måske ikke den oprindelige læsemåde. Så er det i stedet det, som Jesus har fået, der er større end alt. Mon det skal forstås om ånden, som Jesus har fået, og som sikrer den ubrydelige forbindelse til ham for de troende, der modtager ånden? Det kunne være en mulighed.
I hvert fald skal verset forstås som en begrundelse for den sikkerhed, der er i troen på Jesus. Hvad der gælder for Guds hånd, gælder for Jesu hånd.
v.30: Med den begrundelse følger dette meget pointerede udsagn næsten logisk. Faderen og sønnen er ét eller er én. Så hvad der gælder for faderen, gælder for sønnen. Det passer i øvrigt også med hyrdebilledet, for hyrden er som regel Gud, så når Jesus erklærer sig selv for at være den gode hyrde, overtager han altså Guds funktion.
Verset er udtryk for den højeste kristologi i Det Nye Testamente. Intet andet sted bliver Jesus identificeret med Gud så direkte, som han gør her. Det passer jo med indledningen af evangeliet, hvor Ordet er hos Gud og er Gud. Det er altså så tæt på at være Gud som muligt uden at være identisk med ham. Således også her. Forholdet mellem faderen og sønnen er så tæt, som det kan være uden at de blot og bart er identiske.
I kirkens historie afføder det som bekendt utallige spekulationer om det interne forhold mellem fader og søn. I Johannesevangeliet er den bedste forklaring, at Jesus er ét med faderen, fordi han er Ordet. Hvilket igen kan fortolkes således, at Jesus er Ordet, fordi han er fået Ånden, der er identisk med Ordet. Det, der gør Jesus til ét med Gud, er altså ånden. Det er nemlig også den, som han giver til de troende, så de bliver ét med ham og faderen. De troende inkluderes i det guddommelige fællesskab mellem fader og søn. Det er det evige liv, som de har del i allerede nu, og som døden naturligvis ikke kan ændre ved.
Tekstens fortolkning
Det er på mange måder en central tekst i Johannesevangeliet. Ligesom Jesu tale kulminerer i udsagnet om hans enhed med faderen, således kulminerer jødernes reaktion i et forsøg på at stene ham. Det er helt konsekvent, for enten har Jesus ret og er Guds søn, eller også er han gudsbespotter og er skyldig til døden. Kun troen kan afgøre det. Derfor afslører den, om man inkluderes i fællesskabet mellem ham og Gud, eller man står udenfor i ledtog med djævelen, som den johannæiske Jesus udtrykte det i kap. 8.
Eller: Det er faktisk endnu mere radikalt. Den Jesus er, er en konsekvens af reaktionen på ham. Billedligt sagt: Jesus er den gode hyrde, fordi fårene hører hans stemme og følger ham. Han åbenbarer Gud, fordi nogle møder Gud i ham. Han er Guds søn, fordi han bliver troet som Guds søn. Hans identitet er ikke uafhængig af menneskers reaktion, for han er Guds søn, når nogle modtager ham som Guds søn. Med andre ord er Jesus ikke Kristus Guds søn uden for troen på ham. Hvem han er, og hvilken betydning han har, kommer til udtryk i det liv, der leves i troen på ham. Ligesom hyrden ikke er hyrde uden får, og derfor først bliver hyrde i kraft af de får, der hører hans røst og følger ham. Således bliver Jesus Kristus, når han tros som Jesus Kristus (undskyld, den kringlede formulering). Af den grund kan han ikke besvare jødernes spørgsmål, for svaret kan ikke henvise til en objektiv virkelighed, som man kan tage stilling til og vurdere. Svaret ligger i spørgerens eget forhold til ham.