Joh 10,22-30
Jeg er lige blevet færdig med den halvvejs selvbiografiske roman om en fordrukken litteraturanmelder og senere præst. Det er en forfaldshistorie. Hovedpersonen Kristian – efter forfatteren Kristian Ditlev Jensen – går til bunds. Præcist hvornår det selvbiografiske i bogen slutter og fantasien tager over, er ikke helt let at vide. Det er heller ikke vigtigt. På et tidspunkt under nedturen opsøger Kristian endelig en alkohol-terapeut, som skal hjælpe ham ud af misbruget. Kristian har en samtale med terapeuten, der har en hang til det dramatiske:
””Du skal virkelig forestille dig det her som en skillevej. Det er nu, du skal vælge,” sagde terapeuten. ”En skillevej?” ”Du har to muligheder herfra. Den ene vej kan føre til et relativt normalt liv. Jeg tænker faktisk, at det kan føre til et godt liv.” ”Og det andet liv,” spurgte jeg. ”Det andet liv er ikke noget liv. Du ødelægger dine relationer. Dit kærlighedsliv. Din økonomi. Din hverdag bliver et helvede af desperation og mangel og sygdom og lidelse. Det er et elendigt liv,” sagde han. ”Hvad skal jeg gøre?” ”Du skal forstå det her. Du skal vælge. Og så skal du leve med konsekvenserne af dit valg.”
Jeg kan afsløre, at det bliver den sidste vej, der bliver Kristians vej i bogen. Han går i hundene på præcist en lige så ynkværdig måde, som man kan forestille sig. Den nedtur interesserer mig ikke. Jeg er interesseret i selve udsagnet: Nu står du ved en skillevej. Det, der sker herefter, er konsekvenser af den måde, som du forholder dig på nu. Find ud af det og lev med det. Forstår du det? Hvis personen Kristian forstår det, består hans forståelse ikke i, at han kan redegøre for indholdet af sætningen. Den består heller ikke i, at han kan forklare, hvorfor han nu er ved en skillevej. Forståelsen består i, at han forstår sig selv som stående ved en skillevej, så det han gør nu, er en konsekvens deraf. Faktisk er forståelsen slet ikke en forståelse, men det liv, som han fremover lever. Hans liv viser, om og hvordan han har forstået udsagnet. Hvis han har forstået det, ændrer det hans liv. Ellers har han ikke forstået det.
Sådan er det i flere sammenhænge, hvor noget skal give mening. Det røde trafiklys skal ikke fortolkes og udlægges. Det skal få en til at stoppe. Meningen ligger i den effekt, som det fremkalder. Den rette forståelse af det røde trafiklys er at flytte foden til bremsen. ”Optaget” betyder, at man ikke skal gå ind. ”Hør efter” skal fremkalde opmærksomhed. Meningen ligger i effekterne, forståelsen i reaktionerne. Ikke i en nøjagtig definition af ordenes indhold. Tegnets mening ligger i den reaktion, som det fremkalder.
Men faktisk er reaktionen i andre sammenhænge endnu tættere forbundet med meningen. I nogle tilfælde bestemmer reaktionen, hvad meningen er. En general, der råber ”marchér” kan få hundredvis af soldater til at reagere på sin kommando. Han viser sig som en stor feltherre med mange i sin magt. I det øjeblik soldaterne vælger ikke at reagere, er han blot en mand med en mærkelig hat. En dirigent kan skabe vidunderlig musik med sit orkester, men hvis de ikke reagerer på hans bevægelser, står han bare og svinger med en pind. Når Kristian hører, at han står ved en skillevej, kan han lade det være den floskel, som det er, uden at tage sig af det. Så er det bare klichefyldt terapeutsprog uden nogen effekt. Eller han kan lade sit liv få mening af det, og så ændrer hans liv sig, så kan han ikke fortsætte som hidtil. Forskellen er, om han tror, at det handler om ham. Hvis han gør, får det konsekvenser for hans liv. De konsekvenser bliver udsagnets mening.
Jesus i Johannesevangeliet er et tegn. Men han er ikke et tegn, som en pegende finger. Han skal åbenbare Gud, men han kan ikke gøre det ved at vise hen til noget, pege og sige se!, sådan er Gud. Han kan heller ikke vise noget og sige, at det betyder Gud, han skal forstås på den eller den måde, som han så kan forklare. For han er selv det, han skal åbenbare. Han kan ikke pege på en hyrde og sige. Gud er en hyrde. Se på hyrden, så skal I forstå, hvem Gud er. Han kan kun sige: Jeg er den gode hyrde. Se på mig og se, hvem Gud er. For det, der skal vides om Gud, skal erkendes på ham. Han åbenbarer Gud og betegner Gud i den han er. Gud er ikke noget andet. Jeg og faderen er ét, siger han. Sådan er Jesus et tegn, der ikke betegner noget. Han er det, han betegner.
Derfor skulle vi lære ham at kende, som vi gjorde under påsken. Han skulle vise sig, som den, der deler lidelse og død med mennesker og mærkes af det på sin krop for at kunne åbenbare Gud som den, der ikke sparer sig selv i fællesskabet med mennesker, men elsker dem fuldt ud indtil enden. Ja, end ikke lader døden afslutte den kærlighed, men påskemorgen viser, at fællesskabet ikke kunne afsluttes af døden selv. Således åbenbarer Jesus Gud, som den, der fuldt ud omslutter hele den menneskelige eksistens med lidelse og død, og ikke lader noget rive den ud af sin hånd. Som Jesus siger det i evangelieteksten. Men det gælder for denne åbenbaring, at den har konsekvenser. Hvis man har forstået den, må man reagere på den. Så er det konsekvenserne, der er forståelsen. Reaktionen bestemmer, hvordan åbenbaringen skal forstås.
Det fremgår af verset umiddelbart efter prædiketeksten. Da jøderne har hørt Jesus definere sig selv, som den fuldkomne repræsentant for Gud og har afsluttet med det mest ligefremme udsagn om Jesu guddommelighed i hele Det Nye Testamente, ”Jeg og faderen er ét”, tager de sten op og vil stene ham for blasfemi. De har ikke misforstået ham. Tværtimod. De har netop forstået ham. Hans udsagn er blasfemisk og skal føre til stening, når det er et udsagn om ham selv. Så er han helt utilstedeligt et menneske, der udgiver sig for at være Gud. Det viser deres reaktion. Ifølge den er han gudsbespotter, for sådan reagerer de på hans udsagn om sig selv.
Men der er en anden reaktion. Det er den reaktion, der ikke forstår det som et udsagn om Jesus selv, men som et tilsagn til mennesker. Ikke som en selvdefinition, som man skal vurdere, men som et tilsagn om Gud. Som et udsagn afføder det en fjendtlig reaktion. Som et tilsagn inviterer det til et liv i hans fællesskab. Andre muligheder er der ikke. Enten fremsætter Jesus blasfemiske påstande om sig selv, eller også åbenbarer han Gud for os. Om det er det ene eller det andet, viser sig i reaktionen.
Ligesom fårene i Jesu billede. Nogle hører hyrden kalde deres navn og følge ham. De bliver hans hjord og han deres hyrde. Andre hører det ikke og tilhører ikke hjorden. Forskellen opstår i reaktionen på hans stemme. Selve forholdet mellem hjord og hyrde bliver til i reaktion, som hans udsagn foranlediger. Uden reaktionen ville hyrdens stemme intet betyde. Men i reaktionen får den konsekvenser. Jesus bliver fårenes hyrde, de bliver hans hjord.
Alkoholikeren Kristian skulle lade det få konsekvenser, at han stod ved en skillevej. Han kunne få et godt liv; han kunne lade livet sumpe til i et ikke-liv. Det var hans valg. Han valgte i bogen det sidste, men det ikke er et rigtigt valg. Mange forskellige faktorer gør sig gældende for, om man kan vælge det ene frem for det andet. Man kan være så bundet af alverdens forhold, at man ikke kan vælge det rigtige, selv om man ved, at man skal. Så er reaktionen på Jesu tilsagn heller ikke et rigtigt valg. For det kommer til os, så vi ikke skal vælge, men modtage.
For reaktionen på Jesu tilsagn er ikke en bestemt bekendelse eller bestemte handlinger. Når han for os åbenbarer Gud gennem sit eget liv og død, er reaktionen at leve i forvisning om, at intet adskiller os fra den relation, der er stærkere end døden. Så skal vi ikke selv finde mening med hverken liv eller død, for den mening er allerede til stede i det forhold, som hans tilsagn indlemmer os i. Hans åbenbaring af Gud omhandler vores liv, så vi kan leve og dø i den. Når vi gør det, er den henvendt til os.
Så står vi ikke længere uden for den henvendelse, som Jesus bringer. Vores reaktion viser, om han er gudsbespotter eller Guds åbenbaring. Så inddrages vi enten i den fjendtlige afvisning af ham, som steningsforsøget er. Og så er det det, vi er med til at udbrede i verden. Eller vi indgår i hans åbenbaring af Gud, så det er den, vi giver udtryk for i det liv, vi lever. Om lidt skal vi synge om det. Om hvordan mødet med den opstandne omsætter sig i det menneskeliv, der leves ud af det møde. Johannesevangeliet fortæller os, at det er den virkelighed, som vi sætter i verden, når vi modtager hans udsagn som Guds åbenbaring til os.
Alkoholikeren Kristian stod ved en skillevej, hvor han måtte gøre sin forståelse af situationen til virkelighed gennem sit liv. I mødet med Kristus skilles vejene, når hans åbenbaring bliver til virkelighed i det liv, vi lever. Så er det hans virkelighed, vi lever i sammen med hinanden.
DDS 230 – 482 – 168 — 249 – 662 – 235