Joh 10,11-16
Får er sårbare, for de er klodsede og kluntede og ikke særligt kloge. En af de utallige børnetegneseriefilm, som jeg har set uendeligt mange gange, men ikke kan huske titlen på, handler om livet på en bondegård. Hvis jeg ellers husker filmens persongalleri og den i øvrigt ganske simple handling korrekt, bryder fårene ustandseligt ud af deres indhegning og må under stort besvær indfanges af gårdens kloge fårehund.
Når får og navnlig lam er kommet til at symbolisere uskyld, er det sikkert, fordi de ikke er begavede nok til at gøre ondt. Derfor er de forsvarsløse over for stærkere og mere intelligente dyr. De er fårede. De er sårbare.
Ordet sårbar bruges i øvrigt til at beskrive særligt udsatte grupperinger. De sårbare bliver udsat for vold og overgreb. De bliver udsat for forskellige fysiske og psykiske lidelser. De bliver udsat for diskrimination. De kan være udsat for forfølgelser og krigshandlinger. De bliver måske udsat for naturkatastrofer, tørke og oversvømmelse. De udsatte er sårbare. Og de er sårbare, fordi de er udsatte. Sårbarheden kan stamme fra den konkrete udsathed. De er sårbare er sårbare, fordi de sat ud af de velstående sociale klasser, sat ud af de alment anerkendte roller, sat ud i forhold til den dominerende del af verden. De udsatte er uden for, derfor er de sårbare.
Udsat er ingen i sig selv. Det er man kun– og nu bryder ordspillet sammen – i forhold til de indsatte, for indsat betyder i denne sammenhæng den, der hører til inden for de privilegerede samfundsgrupper i den privilegerede del af verden. De er ikke udsatte, og derfor er de ikke sårbare. I sig selv er de naturligvis lige så sårbare som andre. Deres kroppe og sind, deres sociale status, relationen til deres familie og venner kan være lige så skrøbelige som de udsattes, men de indsatte har et privilegeret system, der beskytter dem. Det er de sat ind i.
At det er systemet, der garanterer de indsattes status, bliver tydeligt, når det er nødvendigt at beskytte grænserne til deres privilegerede verden. Konkret og eksplicit, når det handler om at bevogte lande- og områdegrænsers adskillelse mellem forskellige folkeslag. Mindre udtalt, når det handler om at fastholde økonomiske grænser, der sætter skel mellem forskellige socialklasser. Helt uudtalt, når det handler om de sociale grænser, der sætter sig igennem i sundhedssystemet, uddannelsessystemet og i mange andre systemer. De udsatte er sat uden for grænserne, som beskytter de privilegerede indenfor, derfor er de udsatte sårbare.
I evangeliets billede af fårene og hyrden står fårene i fare for at blive udsatte. Grænserne holder ikke, sikkerheden svigter. Ulven kommer og den, der skulle beskytte dem, stikker af. Så kan ulven hærge, og fårene spredes. Sårbarheden udstilles, når hyrden ikke tager sig af dem. Han forlader dem og overlader dem til deres udsatte sårbarhed. Hyrdens handling siger noget om ham. Han er daglejer. Han kerer sig ikke om fårene, for de er ikke hans. Han har ingen relation til dem. At de bliver udsat for vold og overgreb kommer ikke ham ved. Han er ikke forbundet med dem. Men hans handling siger også noget om fårene eller rettere: den siger noget til fårene. Daglejerens handling siger til dem, at de ikke er sorg-bare. Ikke alene er de sårbare, de er ikke sorg-bare. Han sørger ikke for dem, og han sørger ikke over dem, at når i deres sårbarhed udsættes for ulvens hærgen. De er ikke en del af ham, så han kan forlade dem uden sorg. I deres udsathed er de sårbare, og de er ikke sorg-bare. De er bare får.
Det er den amerikanske filosof og kønsteoretiker Judith Butler, der har introduceret begrebet sorg-bar. Hun bruger det til at afsløre et samfunds – det vestlige samfunds og især det amerikanske samfunds underforståede hierarki. Hvem er det, spørger hun, der sørges over? Hvem får i døden lov til at have navn og ansigt? Hvilke døde er personer, og hvilke er tal i statistikker? Hvem kan der sørges individuelt over, og hvem går i et med et kollektiv? Hvem er sorg-bar?
Man kan let finde eksempler på de ikke sorg-bare. Tidligst og tydeligst er det illustreret i et af yndlingsdramaerne, Sofokles’ Antigone. Polyneikos, Antigones’ broder, må der ikke sørges over ifølge kong Kreon. For Polyneikos er forræder. Han må gå i et med sit forræderi og den krig, det udløste. Han skal ikke begraves, og der skal ikke sørges, i modsætning til hans broder, byens helt Eteokles. Polyneikos er officielt ikke sorg-bar.
Gennem historien er der millioner og atter millioner andre døde på krigenes tabersider, der har lidt samme skæbne. De er ikke blevet hædret, som de faldne blandt vinderne. Tværtimod måtte tabernes sorg forstumme under sejrherrernes jubel.
Andre grupperinger har officielt ikke været sorg-bare. Pogromer rundt omkring i verden har altid haft som udgangspunkt, at jøderne i et givent samfund ikke var sorg-bare, men med fordel kunne undværes.
Og man kan nærme sig nutiden og spørge, hvilke ofre for krige, voldshandlinger og naturkatastrofer der bliver genstand for sorg. Hvem har navne og ansigter, og hvem bliver indeholdt i et samlet tabstal?
Judith Butlers pointe er ikke overraskende. På globalt og lokalt niveau er de udsatte og sårbare ikke sorg-bare, for samfundet har sat dem ud, mener sig ikke forbundet med dem og regner dem ikke som en del af sig. Hun nævner fattige kvinder, diverse minoritetsgrupper og bestemte folkeslag som eksempler og fortæller om en person, der ville indrykke en dødsannonce i en amerikansk avis over sin palæstinensiske familie, der var omkommet under konflikten i Mellemøsten. Først blev det nægtet, fordi man ikke kunne have dødsannoncer, medmindre døden var officielt bekræftet. Så prøvede vedkommende at få et mindeord optaget. Det blev nægtet med begrundelsen, at man ikke ville støde nogen. Nogles sorg kan få offentlig og officiel plads. Andres kan ikke, for ikke alle er sorg-bare.
Til grund for sorgen ligger nemlig en bekræftelse af personen. Ikke bare af personens værd, men af personen i relation til den sørgende. Til den, man kan sørge over, har man ikke blot sagt, dit liv er vigtigt. Man har sagt, dit liv er vigtigt for mig. Hvis du ikke var her, ville du mangle i mit liv. Din sårbarhed bekymrer mig, for du er en del af mig, og jeg vil have fællesskab med dig. Den man ikke sørger over, sætter man ud af fællesskabet. Vedkommende er ikke en del af mig, og der er intet fællesskab. For dem, hvis sorg man ikke kan give plads, gælder det samme. De er sat uden for. Deres sårbarhed har ingen betydning, for de er ikke sorg-bare.
Daglejeren sørger ikke over fårenes sårbarhed. De er ikke sorg-bare.
Men den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Teksten siger intet om resultatet af denne handling. Hvis man bliver i billedet, bevirker det ikke, at de fritages for faren. Hvis hyrden dør for sine får, har ulven frit spil. Fårenes sårbarhed forsvinder ikke, fordi hyrden sætter livet til for dem. De bliver ikke usårbare, men de bliver sorg-bare. Hyrdens handling er det ultimative udtryk for, at han kerer sig om sine sårbare får, for de er sorg-bare for ham. Deres sårbarhed er vigtig for ham. Til grund for sorg-barheden ligger bekræftelsen: Dit liv er vigtigt for mig, for han kender dem, og således kender de nu ham. Hans død er bevis på, at de er sorg-bare.
Sådan er den gode hyrdes død, for det er Jesu død på korset. Den gør os alle sorg-bare, uanset om der er nogen, der sørger over os, uanset hvem vi er. Livet er ikke usårbart, men det er sorg-bart, fordi hyrden har sat sit liv til for det. Han sørger for det. Forholdet til ham gør ethvert liv sorg-bart.
Og det kunne være en banalitet, hvis det kun gjaldt inden for det forhold. Hvis det kun var de indsatte, der var sorg-bare. Men han har andre får, der ikke hører til denne fold. Dem, der er uden for folden. De udsatte. Også dem er han hyrde for, så der kan blive én hjord til én hyrde. For alle er sorg-bare ifølge hyrden, der sætter sit liv til for fårene inden for og uden for folden. For alle gælder den grundlæggende bekræftelse, at det sårbare menneskeliv er sorg-bart, fordi han kerer sig om det og sætter livet til for det. Den stemme skal de høre, så de kan kende ham.
Så er budskabet i billedet af den gode hyrde, at lige så lidt som noget liv er usårbart, lige så lidt er det usorg-bart. Det har han vist med sin død. Det gælder for det fællesskab, der er samlet om den korsfæstede, der satte sit liv til for sine, at ingen ikke er sorg-bare, hverken indenfor eller udenfor. Det fællesskab om det sårbare og sorg-bare kan sættes ud af. Alle sårbare er sorg-bare. For vores gode hyrde er hyrde for alle selv dem, der ikke har hørt hans røst.
DDS 402 – 168 – 662 — 479 – 441 – 674 – 7