Joh 10,22-30
Jesus er den gode hyrde. Når han kalder, kommer hans får. De kender hans stemme, for han kalder dem ved navn. De ved, at de bliver kaldet, når de hører deres navn. Får, der ikke tilhører hyrdens hjord, kender ikke hans stemme. Hyrden kalder dem ikke ved navn, så de hører ham ikke og følger ham ikke. De bliver ikke kaldet. Hvem, der er hvem; hvem, der hører sit navn, og hvem, der ikke gør, bliver klart, når hyrden kalder. Ikke før. Først, når han kalder og nogle kender hans røst og hører deres navn og følger ham, bliver det klart, hvem hans får er. De vidste det ikke engang selv. Pludselig var det bare dem, der blev kaldet. Pludselig hørte de deres navn. Eller pludselig befandt de sig i hyrdens ene hjord, i det ene fællesskab omkring hyrden, og det var dér de hørte til. Stemmen, kaldet, kan lyde på så mange måder.
Man kunne have lyst til at fabulere videre over stemmen, der inddrager i Jesu hjord. For nogle lyder som et voldsomt tilråb, der får dem til at vende om og forlade alting og give sig ubetinget hen til hyrden. For andre er det som en hvisken, der stille leder dem i retning af folden, som de til sidst er inddraget i. Atter for andre er den nærmest en konstant klang, der ledsager et helt liv inden for folden. For nogle er den måske helt uhørlig og er blot en stemning for deres liv. Man kunne blive ved med at udfolde stemmens forskellige virkemåder og udtryksformer, for stemmen kan jo også komme så mange forskellige steder fra og lyde gennem så mange: gennem syn og åbenbaringer; gennem præster og forkyndere; gennem musik og litteratur; gennem familie og venner; gennem lykke og ulykke. Men resultatet er det samme. De, der hører stemmen, hører til hjorden og følger hyrden. De bliver dem, de skal være, ved at høre deres navn. De er kaldet, og mere skal de ikke end dette: at være kaldet.
Kirken har ellers nok gennem tiden forsøgt at gøre det mere kompliceret. Ville man være en del af hjorden, måtte man være underlagt hyrden og adlyde hans stemme. Hans stemme havde hans efterfølgere ret til at udtale sig med. Paver, biskopper og præster talte med hyrdens stemme, når de på hans vegne vogtede hjorden. Hyrden skulle varetage omsorgen for hjorden, og derfor skulle fårene acceptere hyrdens magt, underordne sig den og stå til regnskab over for den. Hyrden havde ansvaret for fårene og derfor krav på at vide og vurdere, hvordan de forvaltede deres kald.
Til det formål udviklede kirken flere teknikker, for skulle hyrden – på latin: pastoren – have ansvar for hjorden, måtte han jo kende dem. Han måtte vide, hvad de gjorde og tænkte, så han kunne retlede dem. Ellers ville de jo ende som forvildede får uden en hyrde. Derfor skulle de bekende deres synder. De skulle skrifte, så pastoren kunne give dem anvisninger på, hvordan de skulle vende om og leve deres liv i overensstemmelse med deres kald. Det er naturligvis en enorm magt, der derved overgives til pastoren. Han hører om de enkelte fårs handlinger og tanker og kan bedømme dem og straffe dem med henblik på, at fårene ikke blot forbliver i hjorden og inden for folden, men også at de ikke forbryder sig mod kirken og samfundet. De kunne naturligvis ikke sætte sig op mod hverken kongens eller kirkens magt. Hyrden kunne således holde fårene på deres plads i samfundet. På den plads som de var kaldet til, som præsten selv var kaldet til at være præst.
Man skulle tro, at forholdene blev helt anderledes, da Luther gjorde op med den katolske kirke. Reformationen betød blandt andet, at præsterne ikke længere var kaldet af Gud. Kaldet tilhører menigheden, som kalder en iblandt sig. Præsternes opgave er at forkynde evangeliet og ikke at pålægge menighedsmedlemmerne bod for deres synder. Og menighedsmedlemmerne skulle ikke bekymre sig om, om de levede op til deres kald, for de var, når de var kaldet, i kald og stand. Eller sagt med andre ord: Det kristne liv består i at passe sit arbejde. Om man lever et kristent liv, er ikke en sag for præsten. Det er et spørgsmål mellem den enkelte og Gud. Man skulle tro, at den pastorale magt dermed var brudt, men det var langt fra tilfældet. Den blev blot et samvittighedsspørgsmål, der er lagt ind i den enkelte. Helt konkret er jeg næppe den eneste, der har haft samvittighedskvaler med forestillingen om at være i kald og stand. Når det ikke længere er givet, hvad ens rolle i samfundet er. Når man selv kan bestemme, hvad man vil lave. Kan man så sige, at man lever i kald og stand? Kan man sige, at man lever op til sit kald? Præsterne blev derfor sjælesørgere, der skal tage sig af fårenes sjæle og hjælpe dem med deres tyngede samvittighed. Det gør ikke den pastorale magt mindre og præsten betragtedes som samfundets vigtigste embedsmand, fordi han netop skulle tage sig af fårenes sjælelige velbefindende. Den lovpligtige konfirmation hører til i den sammenhæng, fordi den sikrer samfundsborgere, der kender kristendommen og det kristne samfund og deres placering i den. Præsterne stod for at sikre, at de levede op til den. At de levede op til deres kald.
Man skulle så tro, at alting ændrede sig, da kirken mistede sin magt og religionen forsvandt ud af samfundet. Da sekulariseringen satte ind, og hverken staten eller borgerne skulle bekymre sig om den evige frelse. Da individet blev sat frit og fik frihedsrettigheder, så ingen skulle have magt over dem eller deres sjæle. Så skulle den pastorale magt endelig være blevet brudt, skulle man tro. Men faktisk blev den blot flyttet, som den franske filosof Michel Foucault har vist. Den pastorale magt udøves nu alle andre steder end i kirken. Man har aflagt sig den religiøse sprogbrug, fordi den guddommelige magt ikke længere tæller i samfundet, men staten varetager det ansvar for borgernes velbefindende og placering i samfundet, som kirken tidligere stod for. Teknikkerne hertil er ikke mindre udviklede end i kirkens tid. Arbejdslediges bankkonti overvåges, så de kan indberettes, hvis de forlader landet for at købe ind i grænsebutikker. Således sikrer man sig, at de står til rådighed for staten, dvs. arbejdsmarkedet. Ved uddannelsesforløb og eksaminer sikrer man sig, at statens borgere har den rette overbevisning og indstilling, for man skal gennem en prøve om samfundets traditioner, værdier og kultur, før man kan blive statsborger. Gennem sundhedssystemet kontrollerer man borgernes kroppe og sikrer sig at de er sunde og smukke, så man som forældre risikerer at blive indberettet til myndighederne, hvis man ikke vil sætte sit barn på slankekur.
Hvis religion, kirken og hyrderne, pastorerne og præsterne, før havde magt over fårenes kroppe og sjæle, fordi de formidlede den evige salighed, så er den magt i det sekulariserede samfund aldeles overtaget af staten, dens institutioner og for den sags skyld de private virksomheder. Troede man at de moderne samfund skulle frigøre fra kirkens pastorale magt, troede man fejl. Da kirken mistede magten i samfundet, blev hele samfundet til en kirke bare uden Gud.
Og pludselig dukker det religiøse sprog op igen. Arbejdet skal igen være et kald. Ikke et kald som præsternes kald, der kaldes af deres menigheder. Men det skal atter være et kald at være lærer, sygeplejerske, pædagog og alle mulige andre job, som normalt ikke regnes blandt højstatus erhverv. Det skal være et kald, siger statsministeren, ikke bare et arbejde, for et kald varetager man også, når det er slidsomt og lidet succesrigt. Man gør det, selv om man synes, at man får for lidt i løn og hellere vil have fri. Hvis arbejdet er et kald, kan man ikke svigte det.
Men man er ikke kaldet, hvis man ikke hører sit navn. Hvis ikke hele ens person bliver bestemt af kaldet, er det ikke et kald. For et kald gør en til den, man er. Man er kaldet, hvis man ikke kan svigte sit kald uden at blive til en anden, end den man er. Hvis ens identitet ligger et andet sted eller andre steder end i ens arbejde, er det ikke et kald. Og ingen kan forlange, at det det skal være det. Hvis man gør, udnytter man den pastorale magt til at kontrollere sjælene.
Jesu kald i dagens tekst har givet anledning til den pastorale magt, men ret forstået bryder den med enhver pastorale magt, for i hans kald hører hans får deres navn. I det kald bestemmes det, hvem de er. Hans får hører ham til og hører hans stemme. De skal ikke kaldes af andre eller andre steder fra, for deres identitet er allerede bestemt hans kald. Mere skal de ikke være. Derfor kan de kaste al anden magt af sig. De skal ikke leve op til andet kald end at være dem, de er. For det er præcist som de er, at de hører ham kalde deres navn. Sådan er de kaldet.
Så er de under den ene hyrde, der lader dem leve som dem, de hver især er. Ingen anden magt skal bestemme, kontrollere og garantere deres identitet, for den har de, når de hører hans stemme og følger ham. Det er de, det er vi kaldet til.
DDS 10 – 168 – 387 — 376 – 662 – 31