2. søndag efter påske (1)
Den gode hyrde
v.11 Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. v.12 Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; v.13 for han er daglejer og er ligeglad med fårene.
v.14 Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, v.15 ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. v.16 Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.«
Joh 10,11-16
Tekstens forhold til de andre evangelier
Teksterne mellem påske og trinitatis fra første tekstrække kommer fra Johannesevangeliet (med udtagelse af Bededag og Kristi Himmelfarts dag). Som altid har Johannesevangeliet kun få direkte paralleller til de andre evangelier. I det hele taget er Johannesevangeliet lidt for sig selv. Det gælder evangeliets struktur: Mens de andre evangelier kan inddeles i tre faser i henhold til geografien: I Galilæa – på vej til Jerusalem – i Jerusalem, gælder det ikke for Johannesevangeliet. Her rejser Jesus flere gange mellem Galilæa og Jerusalem. Johannesevangeliet kan man bedre inddele i et afsnit med et offentligt virke (kap. 11-12), et med et privat virke sammen med disciplene (kap. 13-17) og passionshistorien (kap. 18-20 (evt. 21, men man regner med, at kap. 21 er en senere tilføjelse, der ikke hørt til det originale evangelium). Man kan også inddele det mere indholdsmæssigt og tale om tegnenes bog (kap. 1-12) og herlighedens bog (kap. 13-20 (21)). Imidlertid er forskellene langt fra blot strukturelle. Fremstillingen af Jesus er helt anderledes i Johannesevangeliet end i synoptikerne. Han virker meget mere ”guddommelig” hos Johannes. Han taler meget mere og taler først og fremmest om sig selv, nemlig om sit forhold til faderen. På den baggrund taler han også om, hvad hans forhold til faderen betyder for mennesker. Grundlæggende kan man altså sige, at der er en anden kristologi i Johannesevangeliet end i synoptikerne. Forskellen grundlægges i prologen til Johannesevangeliet (Joh 1,1-18), hvor det fremstilles, at Jesus er Guds Ord. Heraf kan man også komme frem til, at anliggendet i Johannesevangeliet er helt anderledes end i synoptikerne. I Johannesevangeliet skal Jesus først og fremmest åbenbare, hvem han er, og vinde troende på den åbenbaring, for i den tro er frelsen og det evige liv. Dette anliggende medfører også mange andre store forskelle mellem evangelierne. Endelig skal det sige, at Jesus i Johannesevangeliet ikke bare siger mange ting, som han ikke gør i synoptikerne, han gør også ting, som han ikke gør i de andre evangelier. Johannesevangeliet er kort sagt noget for sig selv.
Det gælder også teksten om Jesus som hyrden. Der findes ikke paralleller i de andre evangelier.
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Som nævnt findes kap. 10 i den del af Johannesevangeliet, hvor Jesus virker offentligt. Selve kapitlet kommer efter kap. 9, hvor Jesus har helbredt en blindfødt og haft en lang diskussion med jøderne, der imidlertid blev afsluttet med hans ”statement” i 9,41: ”Hvis I var blinde, havde I ikke synd, men nu siger I: Vi ser. Jeres synd forbliver”. Kap. 10 hænger ikke direkte sammen med det kapitel, men bindes sammen med det ved bemærkningen om nogles reaktion i v. 19.
Kap. 10 indledes af billedordet om hyrden (Joh 10,1-5):
v.1 ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men klatrer over et andet sted, han er en tyv og en røver. v.2 Men den, der går ind gennem døren, er fårenes hyrde. v.3 For ham lukker dørvogteren op, og fårene hører hans røst, og han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud. v.4 Når han har fået alle sine får ud, går han foran dem, og de følger ham, fordi de kender hans røst. v.5 Men en fremmed vil de aldrig følge; de vil tværtimod flygte fra ham, fordi de ikke kender de fremmedes røst.«
Jesus udlægger det i flere omgange. Først definerer han døren som sig selv (Joh 10,7-10). Herefter kommer udlægningen, hvor han definerer den gode hyrde som sig selv i to omgange. Først med henblik på sin villighed til at sætte sit liv til (Joh 10,11-13), så med henblik på sit kendskab til fårene (10,14-16), der griber tilbage til det indledende billede (Joh 10,3).
I det følgende forlader han hyrdebilledet, men definerer i stedet sig selv, som den, der giver sit liv (Joh 10,17-18). I v. 19 afbrydes talen med en bemærkning om reaktionen blandt jøderne, nemlig at der opstod splittelse iblandt. Her siges det, at nogle siger, at han er gal, mens andre siger, at han ikke taler som en dæmonbesat, og spørger om en dæmonbesat kan åbne en blindfødts øjne (John 10,19-21). Denne bemærkning skaber en sammenhæng med kap. 9.
V.22 afbryder sammenhængen og indleder en ny episode, der foregår under tempelindvielsesfesten i Jerusalem.
Tekstens detaljer
Som sagt er hyrdebilledet indført i kapitlets begyndelse, hvor hyrden sættes i modsætning til tyve og røvere. Forskellen i det indledende billede er for det første, hvordan de kommer ind til fårene; for det andet om de kender fårene og fårene dem. I tekstens første afsnit er der imidlertid tale om den gode hyrde, der adskiller sig fra lejesvenden ved at være villig til at sætte sit liv til for fårene. Denne offervillighed er beviset på, at hyrden er god.
Hyrdebilledet har mange paralleller i Det Gamle Testamente, hvor Gud og folkets ledere ofte sammenlignes med hyrder. Ez 34 er nok den mest direkte baggrund for teksten her. I Ez 34 er pointen, at Gud sætter de slette hyrder, der ikke bekymrer sig om fårene, fra bestillingen og selv overtager hyrdeembedet. Han samler hjorden og fører dem til deres eget land. Det er nemlig hyrdens primære opgave: at holde hjorden samlet og føre dem sikkert hjem. Uden at være direkte forbundet med denne tekst gennem citater, forholder Johannesevangeliets hyrdebillede sig til den slags almene idealer og gammeltestamentlige forestillinger. Jesus indfrier dem, men på sin helt egen måde.
v.11-13: Baggrunden for udsagnet i dette afsnit er selv sagt forskellen mellem den gode hyrde, der tager sig af sine egne får og beskytter dem med livet som indsats. Det gør lejesvenden ikke, for han har jo ingen interesse i fårene. Altså er selvopofrelsen bevis på, om hyrden er god eller ej.
Man skal – tror jeg – være påpasselig med at udlægge alle enkeltheder i billedet. Jesus definerer sig selv som den gode hyrde, men man behøver ikke nødvendigvis at skulle bestemme, hvem ulven er, hvad det betyder at gå på rov og jage, hvem lejesvenden er, eller hvem fårene er. Om der med fårene i første omgang henviser til jøder, som udgør hjorden, hvortil andre inddrages, kan man argumentere for (jf. v. 16). Men problematikken om jøder og hedninger synes ikke særligt presserende i Johannesevangeliet (modsat Paulus og synoptikerne). Jeg er mere tiltalt af, at det egentligt væsentlige i dette billede er forskellen mellem den gode hyrde og lejesvenden, så Jesus villighed til at sætte sit liv til kan bevise hans identitet som den gode hyrde.
Jeg har gør en stor pointe ud af, at hyrden ikke sætter sit liv til i stedet for fårene, men til gavn for fårene. Det gør jeg, fordi jeg ikke mener, at der ligger en bestemt teologi om Jesu døds betydning i denne formulering. Der er ikke tale om en ”stedfortrædende soningsdød”, som nogle vil mene. Der er tale om, at forskellen mellem hyrden og lejesvende er selvopofrelsen, så man på den kan vide, hvem der er hvem.
v.14-16: Anden udlægning omhandler kendskabet til fårene (Joh 10,3) og selvopofrelsen (v. 11). På den måde samler den de vigtigste temaer i hyrdetalen.
v.14: Her gribes tilbage til v.3. Hyrden kender sine får, og de kender ham. I det indledende billede siges de, at de kender hans stemme og følger ham. I Johannesevangeliets sammenhæng er det billede interessant, for det siger, at fårene ikke nødvendigvis fra begyndelsen ved, at de er denne hyrdes får. Det viser sig først, når de hører hans stemme og følger ham. Det afgøres altså i mødet med hans stemme. Således også her: Hvem han kender, og hvem, der kender ham, er ikke givet på forhånd. Det afgøres i reaktionen på ham. Den tolkning gør også den nævnte udlægning, at fårene og hjorden skulle være jøderne, overflødig. Muligvis henvender Jesus sig først til jøder – også i Johannesevangeliet. Men det handler lige præcis ikke etnisk tilhørsforhold, men om reaktionen på ham.
v.15: Som det er typisk johannæisk spejles relationen mellem Jesus og de troende i relationen mellem faderen og sønnen. Det ender i et fuldstændigt fællesskab mellem faderen, sønnen og de troende (jf. fx Joh 17,23).
Når villigheden til at sætte sit liv til gentages, er det på den ene side for at forbinde Jesu status som den gode hyrde med hans status som sønnen, således udlægges det i det umiddelbart følgende (Joh 10,17-18; jf. Joh 15,3). På den anden side skaber det en forbindelse til det næste vers. Så det bliver resultat af hans frivillige død.
v.16: Her kommer så et vers, der alligevel kunne tyde på, at der med hjorden hentydes til jøderne. De andre får fra en anden fold er formentlig hedninger. Pointen er, at Jesu hjord er universel og ikke bestemt af etnisk eller andet tilhørsforhold.
Johannesevangeliet spiller her sikkert på andre traditioner om døde hyrder. I de tilfælde resulterer det naturligt nok i, at hjorden spredes. Her sker det modsatte. Hyrdens død skal medføre en samling af hjorden, så der bliver én hjord og én hyrde. Atter er det netop ved at høre hans røst, at det afgøres, om de hører med til hjorden eller ej. Således er der også i Johannesevangeliets sammenhæng en vis logik i, at samlingen fra andre steder følger efter hyrdens død. Det er nemlig nødvendigt, at budskabet løses fra Jesu konkrete tilstedeværelse for at kunne nå ud universelt. Derfor kan hans død medføre en universel samling af hjorden.
Tekstens fortolkning
Tydeligvis spiller teksten på gammeltestamentlige traditioner om gode hyrder og Gud som hyrde. Men Johannesevangeliet drejer dem en smule, så det kommer til at handle om Jesu identitet som den gode hyrde, fordi han er villig til at give sit liv. Og hans anliggende at samle hjorden fra andre folde, dvs. skabe en universel hjord, hvilket hans død er betingelsen for. Således bliver menigheden resultat af hans død, for det er på den baggrund, at han kan lade sin stemme lyde for alle, nemlig når evangeliet om ham forkyndes efter hans død.