2.s.e.trin.: Luk14,25-35 (Vartov, 14.6.26)
Du må ændre dit liv, siger Jesus i teksten. Du må give afkald på din familie. Du må forsage dit liv.
Den formaning hører man ofte i forskellige former. Den er oftest fulgt af en begrundelse eller et løfte om en gevinst: ’for at’. Du må ændre dit liv for at leve længe, for at passe på klimaet, for at undgå stress, for at … for at komme i himlen, for kristendommen har ikke holdt sig tilbage, når det angår formaninger. Vi sang lige om at lære
”kødet at holde i tugt, mod korset at tage og alting forsage, hvad sjælen svigagtigt fra Jesus forvilder, og Himlens den evige salighed spilder.”
Det lyder måske i udtrykket gammeldags i Brorsons sublime poesi, men det er i sagen ikke meget anderledes end alle profane formaninger som er forklædt som kostråd til kroppens salighed eller rejseregler til jordens salighed eller leveregler til sindets salighed. Vi må forsage kød og flyrejser for at tage vare på os selv og den verden vi lever i for at leve så godt og så længe som muligt. Du må ændre dit liv, hedder det, forsage det, der er til skade for os selv og andre for at opnå en bedre verden. Grundtvig skriver om det i salmen, vi snart skal synge:
”Turde jeg på jorden træde med dens lyster, guld og glans.”
Ja, kunne man blot ændre sit liv. Vi har hørt det så mange gange, og vi ved det godt. Du må ændre dit liv.
Digteren Rainer Marie Rilke siger det samme i sidste strofe af et digt fra 1908: ”Du musst dein Leben ändern”, du må ændre dit liv, lyder den. Digtet handler om en gammel græsk statue, en torso, dvs. der er kun overkroppen tilbage, hverken hoved, arme eller ben er der. Rilke står foran statuen på et af Paris’ museer og forestiller sig statuens hoved, hvor øjnene sad som modne æbler. Nu er det væk, men alligevel synes kroppen at stråle af dets blik. Ellers ville statuen ikke være så blændende i dens skønhed, så ville den bare være en sten, men nu lyser den næsten som en stjerne. Mens Rilke står og betragter statuen, vender forholdet om. Det er, som om torsoen betragter ham. Som om der ikke er et eneste sted på hele den hovedløse marmorstatue, der ikke ser ham. Og så kommer det: ”Du må ændre dit liv.”
Der følger ikke noget efter. Digtet slutter der. Der kommer ikke en begrundelse. Intet ’for at’. For fordringen har intet formål. Den er en reaktion. Men det er ikke marmorstenen i sig selv, der stiller fordringen. Statuen forlanger ikke noget. Budskabet opstår fra oplevelsen af en levende relation mellem det, der egentlig blot er en død sten, og det menneske, der ser på det. Selv om eller måske netop fordi der hverken er hoved eller lemmer, kan beskueren leve sig ind i den person, som skulpturen forestiller. Kan mærke blikket på sig, kan fornemme nærværet i kroppen og kan føle forbindelsen på tværs af århundreder. Ved indoptagetheden i kunstværker opstår fordringen: Du må ændre dit liv. Ikke som et krav eller en formaning udefra, men inde fra samhørigheden med det evigt menneskelige, som findes i kunsten. Reaktionen kommer som en tiltale: Du må ændre dit liv.
Jesu tiltale i dagens evangelium kommer på samme måde ikke udefra. Hans umiddelbart strenge formaning om at hade sin familie, ja sit eget liv, er ikke et pålæg, som man skal følge ’for at’ noget. Den fremsættes ikke som en formaning med et formål eller en hensigt. Også den er en reaktion på discipelskabet med ham, på fællesskabet omkring ham. Det er ikke et afsavn eller et afkald, som man må lide for at få blive discipel eller for at få del i fællesskabet. Det er en følge deraf: Du må ændre dit liv.
Og så er det slet ikke et afkald eller et afsavn. Man skal ikke hade sig selv og sin familie – man skal faktisk slet ikke hade i vores forståelse af ordet had, for i den antikke forståelse er had ikke et spørgsmål om, hvilke følelser man har over for sit eget liv og sine egne familiemedlemmer; det er et spørgsmål om, hvem man tager hensyn til, og hvilke hensyn man lader bestemme. Men man skal heller ikke lægge afstand til sig selv og sin familie af hensyn til forholdet til Kristus, for man skal slet ikke gøre noget ’for at’ noget andet. Kun hvor det kommer til en konflikt. Kun hvor forholdet til familie og hensynet til sit eget liv kommer til at stå i modsætning til forholdet til Kristus, kun da giver hans fordring mening. Men da er det ikke noget, der pålægges udefra som et krav, der skal opfyldes for at få lov til at være i discipelfællesskabet. Da er det en reaktion på det fællesskab, at man ikke kan lade sig lede bort derfra af hensyn til hverken andre eller sig selv.
Det var det, de første ”guld-kristne” oplevede, som vi sang i Brorsons salme. De første generationer af kristne lod sig ikke længere definere af de forhold, som ellers bestemte, hvem man var. De havde ikke længere deres identitet gennem deres slægt, som man ellers har i et traditionelt samfund. De havde den heller ikke gennem dem selv og deres egen position i samfundet, hvilket man ellers har i et ære-skam-samfund. De havde den alene gennem forholdet til Kristus, som de nu tilhørte. Derfor kunne det være en reaktion på det forhold, ikke en forudsætning for det, at de brød med familie og venner, relationer og forhold, alt som kom til at stå i modsætning til deres forhold til Kristus.
Sådan er det mange steder i verden i dag. Aldrig har der været så mange forfulgte kristne, som der er i øjeblikket. Hvis den iver, den møje, den kamp er det, der karakteriserer de ”guld-kristne”, så findes de i dag i Afrika og Asien. De findes ikke i vores land, som vi forventer bliver beskrevet som kristent, hver gang en ny regering træder til. Men det er vel heller ikke møjen og kampen i sig selv, der karakteriserer de ”guld-kristne”. Det er selve det at handle ud fra forholdet til Kristus. Ikke blot når det er en kamp om liv og død, men overhovedet i ethvert forhold i livet. Fordringen ”du må ændre dit liv” kommer ikke udefra som et pålæg, men opstår indefra som en naturlig reaktion. Ligesom den gjorde for Rilke, da han stod over for torsoen. Ligesom den gør for enhver, der indgår i en dyb relation.
For der er ingen tvivl om, at Saxo, som vi skal døbe om lidt, har forlangt, at hans forældre ændrede deres liv. Og der er ingen tvivl om, at de søvnløse nætter, udmattelsen, omsorgen og bekymringerne ikke er krav og forlangender, han har pålagt sine forældre som forudsætning for at få en relation til ham. Fordringen er opstået af sig selv inde fra den kærlighed, som de har til ham. Derfor er det ikke afsavn og afkald, men reaktioner på forholdet til ham. Som det skete for Rilke, der oplevede samhørigheden med torsoen. Som det sker for de ”guld-kristne”, der lever deres liv ud fra forholdet til Kristus. Du må ændre dit liv, følger deraf. Således er enhver ”guld-kristen”, der lever sit liv i verden som reaktion af troen på Kristus.
Du må ændre dit liv, lyder det, for at leve længe, passe på klimaet, undgå stress og konflikter. Men i Jesu forkyndelse er det ikke for at, men fordi. Fordi alt er skænket i Jesus Kristus navnet, som vi om lidt skal synge, passer vi på det liv, som vi har fået. Fordi vi har fået lov at leve i Guds skabning, passer vi på den. Fordi vi har fået vores medmennesker som en gave fra Gud, passer vi på hinanden. Derfor ændrer ”guld-kristne” deres liv.
DDS 750 – 634 – 272 — 616 – 446 – 674 – 15 – 375