Efterfølgelse
v.25 Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem:
v.26 »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. v.27 Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.
v.28 Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? v.29 – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham v.30 og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det!
v.31 Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? v.32 Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte.
v.33 Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget.
v.34 Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? v.35 Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk.
Den, der har ører at høre med, skal høre!«
Luk 14,25-35 (jf. Mark 10,29; Mark 8,34; Matt 10,37-38; Mark 9,50; Matt 5,13).
Tekstens forhold til de andre evangelier
Indledningen om forholdet til familien og at løfte sit kors har paralleller i henholdsvis Mark 10,29 og Mark 8,34. De to dele er samlet i Matt 10,37-38 ligesom i denne tekst. Det kan man udlægge på den måde, at Lukas har bearbejdet Matthæus’ version snarere end, at han og Matthæus uafhængigt af hinanden har samlet de to bemærkninger.
Hos Lukas er formuleringen skærpet. Det er ikke blot et spørgsmål om ikke at elske sin familie mere end Jesus, som det er hos Matthæus, men at hade dem for at være hans discipel.
Ordet om saltet, der mister sin kraft findes også i Mark 9,50 og Matt 5,13. Kun hos Matthæus og Lukas tales der om, at det skal smides væk, hvis det mister dets kraft. Det kan selvfølgelig være på grund af en fælles kilde, men det er lige så sandsynligt, at Lukas bearbejder Matthæus’ version, der har tilføjet, at disciplene er jordens salt.
De to dele, forholdet til familien og billedet af saltet, har Lukas ladet indgå i en sammenhæng, der handler om afkald. Det illustreres af de to lignelser, som er lukansk særstof. Ved at lade dem udgøre perikopens midte, omgivet af de synoptiske ord, har han skabt sin egen belæring om, hvad det kræver at være Jesu discipel, dvs. hvad det vil sige at være ”salt”.
Tekstens placering i Lukasevangeliet
Teksten findes i Lukasevangeliets rejseberetning, hvor han har placeret store dele af belæringen, både det særligt lukanske og det, han har fælles med Matthæus. Forud for har der været to lignelser om gæstebud og festmåltid, som fortælles, mens Jesus er til middag hos en farisæer på en sabbat (Luk 14,1). Scenen skifter efter disse to lignelser, idet teksten er rettet til de store skarer, der følger Jesus. Efter skifter scenen igen, og Jesus fortæller lignelserne om det mistede får og den tabte mønt til farisæere og skriftkloge (15,1). Herefter den fortabte søn og den uærlige godsforvalter. Det er karakteristisk, at lignelserne kommer parvis.
Tematisk tages der udgangspunkt i lignelsen om gæstebuddet, hvor tre af de indbudte ikke er villige til at følge invitationen, fordi de er beskæftiget med noget andet. Denne tekst fremsætter den generelle formulering af, hvad det kræver at tage imod indbydelse. I sammenhæng med de efterfølgende lignelser om den tabte mønt og det mistede får kan man sige, at dette afsnit i rejseberetningen handler om, hvad det betyder at blive Jesu discipel. Vedkommende er indbudt – uanset social status – og skal give sig selv fuldt ud i modtagelsen af invitationen.
Tekstens detaljer
Som præsenteret kan teksten inddeles i en introduktion (v. 25), indledning om discipelskabets vilkår (v.26-27), to lignelser (v.28-30.31-32), konkluderende afslutning med salt-billedet (v.33-35).
v.25: Det angives, at store skarer følger Jesus. Det skal nok mere forstås som en iscenesættelse, der udgør rammen for tekstens pointe, end en beskrivelse af forholdene omkring Jesu rejse til Jerusalem. Det giver jo indholdsmæssigt god mening, at han fortæller mange om, hvor krævende det er at være hans discipel. Så kommer hans tilhængere til at fremstå som de få blandt de mange.
v.26-27: Som sagt er det en lukansk bearbejdelse af et kendt udsagn fra Markus- og Matthæusevangeliet. Hos Lukas fremstår det endnu skarpere end hos de andre evangelister. Jesu disciple skal hade deres familier og endog deres eget liv for at kunne følge ham. Had skal ikke forstås som en følelseskategori, men snarere et udtryk for en brudt forbindelse, at man lægger afstand til vedkommende. De pågældende har ikke længere betydning for den, der hader. Hertil må man for det første sige, at grundlaget for dette udsagn er to ting: 1) Familien er i den antikke verden det identitetsskabende kollektiv. Man er den, man er, i kraft af sin familie. 2) Det tages for givet, at familien er ikke-troende. På den måde giver det sig selv, at en discipel af Jesus må lægge afstand til sin familie for at få sin identitet gennem det kristustroende kollektiv. Imidlertid er tilføjelsen ”sit eget liv” udtryk for, at radikaliteten af udsagnet ikke mindskes. At være Jesu discipel er ikke blot en beskæftigelse eller en aktivitet. Det omfatter hele personen og bestemmer vedkommendes fulde identitet. Derfor må man lægge afstand til alt andet.
Radikalitetens omkostninger illustreres i de to lignelser, der formentlig er inspireret af Visdommens Bog 24,3-6.
v.28-30: Først om en mand, der vil bygge et tårn. Han må først gøre beregninger på, om han kan gennemføre bygningsværket, inden han går i gang. Ellers risikerer han at måtte opgive sit forehavende og blive til grin for sine omgivelser. Han vil altså lide et ærestab i det antikke ære-skam-samfund.
Formuleringen ”kunne ikke fuldføre” går igen i v.29 og v.30. Det turde være lignelsens pointe, at det er et ærestab ikke at kunne fuldføre det, man har påbegyndt.
v.31-32: Anden lignelse omhandler en krigsførende konge, der må beregne om han kan gennemføre krigen mod sin fjende, der kommer imod ham. Hvis ikke, må han tage sin de passende forholdsregler og forsøge at slutte fred for ikke at lide det ærestab, som en tabt krig ville medføre.
v.33: Pointen kommer her: Som lignelserne siger, at man ikke uforberedt og uden at have overvejet konsekvenserne kan kaste sig ud i at bygge et tårn eller føre en krig, kan man ikke omkostningsfrit være Jesu discipel. Det kræver afkald. For Lukas er det særligt vigtigt, fordi han forventer, at de kristustroende også materielt har fællesskab med hinanden. Det skal man være beredt til, ellers risikerer man at tabe ære, som bygmesteren, der måtte opgive sit byggeri, eller kongen, der tabte krigen.
v.34-35: Det illustreres så med salt-billedet, der også stammer fra de andre evangelier. Man kan spørge, om det er rigtigt velanbragt i denne sammenhæng. Pointen er klar: Salt er salt, dvs. hvis salt ikke smager salt og fungerer som salt, er det intet værd. Så er det slet ikke noget. Derfor kan Jesu disciple heller ikke være andet, end de er. Så er de intet værd. De må fungere, som det de er, ellers er de ikke det, som de er. I så fald er de ikke fuldt ud hans disciple med alt, hvad dertil hører af selvopofrende afsavn og kompromisløs dedikation, og så er de ingen ting.
Den sidste formulering om at have ører og høre lyder meget højtidelig. Det er den også. Den bruges gerne i apokalyptiske sammenhænge, hvor der åbenbares noget om de sidste tider, men den betyder blot ”hør godt efter”. Man kan sige, at det er en særlig intensiveret form for at høre efter, så det man hører, også bliver til virkelighed for vedkommende. Dvs. at det også omsætter sig i holdning og handling, at det bliver annammet. Det svarer til den indledende fremstilling af konsekvenserne af at være Jesu discipel. Det kræver hele personen.
Tekstens fortolkning
I Lukas’ sammenhæng er formålet at understrege den totale forpligtelse ved at være Jesu discipel og tilsvarende at være medlem af den kristustroende menighed. De troende er med et og alt forbundne med Kristus og de troendes fællesskab. De kan ikke være forpligtet over for andre og må give sig selv og alt, hvad de har, til menigheden. Det passer til Lukas’ tema om rigdom, som skal bruges til menighedens bedste. Men det er faktisk ikke penge, der er i fokus i teksten. Det er villigheden til at engagere sig fuldkomment uanset konsekvenserne. Der er ikke noget, som står uden for kristustroen, derfor må der brydes med det og dem, der ikke er med, uanset at det er familie. Men det gælder også i yderste instans ens eget liv, hvis det ikke er fuldstændigt bestemt af troen.