”Lad Andre klage over, at Tiden er ond; jeg klager over, at den er ussel; thi den er uden Lidenskab. Menneskenes Tanker ere tynde og skrøbelige som Kniplinger, de selv ynkværdige som Kniplings-Piger. Deres Hjertes Tanker ere for usle til at være syndige. For en Orm vilde det maaskee kunne ansees for Synd at nære saadanne Tanker, ikke for et Menneske, der er skabt i Guds Billede. Deres Lyster ere adstadige og dorske, deres Lidenskaber søvnige; de gjøre deres Pligter, disse Kræmmersjæle; men tillade sig dog ligesom Jøderne at beklippe Mønten en lille Smule; de mene, at om vor Herre holder nok saa ordentlig Bog, kan man nok slippe godt fra at narre ham lidt. Pfui over dem! Derfor vender min Sjæl altid tilbage til det gamle Testamente og til Shakespeare. Der føler man dog, at det er Mennesker, der taler; der hader man, der elsker man, myrder sin Fjende, forbander hans Afkom gjennem alle Slægter, der synder man.”
Således lader Søren Kierkegaard sin anonyme forfatter sige i første del af Enten Eller. Har man læst den tekst på det rigtige tidspunkt i sit liv, glemmer man den aldrig. For der er en periode i livet, hvor man er særligt modtagelig for denne tilværelsestolkning. Hvor man genkender den beskrivelse af omverdenen og genkender sig selv i klagen. Hvor man er fyldt af livsmod og klar til at tage livtag med tilværelsen. Nu skal livet leves, al viden skal tilegnes, store tanker skal tænkes, mægtige bedrifter skal udføres. Alle kræfter skal bruges, al energi skal sættes ind. Forude venter den sikre sejr. Det er bare et spørgsmål og tid og flid. Når man i denne uge ser studenterne springe ud, bringes man tilbage til den tid. Dengang var glæden ren, lykken var uforfalsket, livet lå åbent. Nu skulle det leves. Hvad skulle det ellers?
I den stemning kan man genkende klagen over tidens usselhed. For intet ville den, syntes man. Den ville ikke engang gøre ondt. Den var end ikke for alvor imod en. Ikke engang det ville den. Snarere lagde den sig omkring en som en velmenende dyne, hverken varm eller kold. Den begrænsede bevægelsesmulighederne og kvalte energien under et veltemperet tæppe af gode råd og bedrevidende vejledning. Tiden ikke ville andet end tæmme livsmodet og tøjle livsglæden i en grød af fornuftige studievalg, boligopsparing, jobsøgning og A-kasser. Tiden så det som sin opgave at gøre en præcis så konform og konventionel som alle andre. Den ville tvinge livet ind i nøjagtigt de samme kedsommelige kasser, som alle andre befandt sig i. Ussel skulle man være, for at være voksen på tidens betingelser. Så kunne man tilslutte sig Søren Kierkegaards diagnose af tiden og ikke klage over dens ondhed, for den er ikke ond, men god og fornuftig og praktisk på den rette veltilpassede måde. Og det er jo end ikke, fordi tiden ikke har plads til glæde og fornøjelser, for den tilbyder jo fem ugers lovpligtig ferie om året. Ond er den ikke. Ussel er tiden. Uden lidenskab er den. Lunken. Så længtes man efter noget at sætte livet ind på, noget man var klar til at sætte alt til side for, så man lidenskabeligt kunne leve livet.
Sådan kunne man tænke, tænker man i sin ansættelse på tjenestemandslignende vilkår med pensionsordning og embedsbolig og udsigt til fem ugers uforstyrret ferie, mens erindringen nådigt sir ungdommens bekymringer og nervøsitet fra og ser bort fra den usikkerhed og foruroligelse, ja den frygt for den ubeskyttede fremtid, som ungdommen også var præget af. Men man skal ikke grave længe i hukommelsen for at genkalde sig, at livsmodet og livslysten gik hånd i hånd med følelser af utilstrækkelighed og usikkerhed. Helt ren var glæden så alligevel ikke. Oftest var den blandet op med tvivl om eget værd og ens evners holdbarhed. Bag de frydefulde fester lå frygten for fremtiden, for alle de åbne livmuligheder fremstod også skrækindjagende og angstfremkaldende. Alle valgene havde konsekvenser og skulle forme ens tilværelse. Hvordan skulle man vide, hvad der er rigtigt og forkert. Hvorledes skulle man være i stand til at bestemme, hvad man skulle være, og hvem man skulle blive. Friheden var paralyserende, for de ubegrænsede muligheder tog sig ud som et kaotisk sammensurium af vigtige beslutninger og afgørende livsvalg, som skulle foretages i blinde uden sikkerhedsnet. Så kunne man atter klage over tidens usselhed, for den ville i virkeligheden ingen ting. Den overlod det helt til en selv at finde ud af, hvad man skulle og hvad man burde. For tiden var ikke ond. Den kunne slet ikke fortælle, hvad ondt og godt var. For den var lige glad; den var ussel. Lunken.
Sådan kunne man svinge fra overmod til mismod på egne vegne og se tidens usselhed i dens kedsommelige konformitet eller dens irriterende indifference alt efter humør. Og nu mange livsvalg senere, med mange brugte og misbrugte muligheder, efter sejre og nederlag må man fra embedsboligen med udsigt til ferie erkende, at ikke meget har ændret sig. Tiden er ikke mindre ussel og ens selvforståelse ikke mindre tvetydig. Stadig kan man svinge fra foragt for tidens lidenskabsløshed til fortvivlelse over dens ryggesløshed. Stadig kan man tynges af ansvaret for sine valg og fortvivle over konsekvenserne af sine svigt. Stadig kan man begejstres over egne bedrifter og oplives af sine muligheder. Aldrig er det entydigt. Lunken er man, mens man ser frem mod ferien.
Mens man kastes rundt af sine sindsstemninger, løftet højt af livsglæde og tynget tungt af anger, og aldrig bliver hverken varm eller kold, man altid ender i det samme usle lunkne, kommer Jesu strenge formaning i evangeliet som en befrielse. De krasse ord om at bære sit kors og gå i hans fodspor er en gave. Anvisningen om at hade sin far og sin mor, sine børn og sin ægtefælle, sine søskende og endog sit eget liv er en lykke, for de er konsekvensen af det ene afgørende at være hans discipel. Det er ikke lunkent. Her er der rigtigt og forkert, godt og ondt. Her er der lidenskab, for livet i hans spor skal livet sættes ind på. Alt må sættes til side for at følge ham. Ganske vist forstås de ofte, ja som regel, som et næsten umenneskeligt krav om at forsage alt i denne verden. Alt, hvad der binder til denne verden skulle forlades og afvises for at holde sig til den ene, der ikke er af denne verden. Som sådan er det ikke lidenskab, men en livsfornægtende lidelsesvej, som en konkurrence i afholdenhed og forsagelse, der gør enhver menneskelig livsnydelse og livsglæde falsk i forhold til det, der skulle være ægte og frigjort fra alt menneskeligt. Som om det at bære korset skulle være at udholde livet.
Det er ikke Jesu formaning. Jesu formaning handler ikke om dette eller hint, som skal gøres eller undlades. Den handler om at føre hele sit liv i efterfølgelse af ham, så livet leves, som han levede sit liv. Han, der kaldte Gud sin fader. Han, hvis hele liv var bestemt af det ene at gøre sin Faders vilje. Det er det lidenskabelige liv: at leve det med Gud som fader, underlagt hans vilje. At leve livet som det er givet af ham. At leve det liv, vi har fået af ham.
Til det liv indsættes vi i dåben, når vi modtager hans korstegn og døbes til at tilhøre ham med Gud som fader, Kristus som forløser og Helligånden som vejleder. Så er det at bære sit kors intet andet end at leve det liv, vi fik skænket i dåben, hvor vi må tro, at alt det skabte er fra vores far, himlens og jordens skaber, og at livets mening og retning er givet ved hans søn, som satte sit liv til for mennesker i verden, og vi må stole på, at selv når vi selv svigter dette liv, opretholdes vi deri ved Helligånden og syndernes forladelse. Ved dåben får vi Guds som fader, Jesus Kristus som broder og Helligånden som vejleder livet igennem. At bære sit kors er at leve et liv, hvor korsets mærke er sat for både forstanden og følelserne. Så alt i livet er bestemt af åbenbaringen i korset.
Tiden være så ussel og lunken, den vil. I det døbte liv er der lidenskab. For det liv må alt sættes til side. Det liv må livet sættes ind på. Med Jesus som broder har vi set, at det liv leves i fuld hengivelse til Gud og næsten. Så er alt sat under korsets tegn. Det lidenskabelige, døbte liv kan og skal vi leve trods al vores tvivl og anger, alle vores fejl og mangler, for i dåben fik vi syndernes forladelse. Så kan intet tage livet fra os. For i korsets åbenbaring blev det klart, at det liv, der indtil den yderste grænse leves efter Guds vilje i hengivelse til næsten, er så godt, at end ikke døden kunne overvinde det.
Og ingen skal tage det fra os. Heller ikke forældre eller børn, søskende eller ægtefæller, eller hvem det måtte være, der kunne fortælle os, at vi ikke er værd til at leve det liv. At vi ikke skal tro, at vi er den, vi fik at vide i dåben. At vi ikke er gode nok til at leve livet i efterfølgelse af Jesus. End ikke når vi selv fortæller os, at vi ikke er gode nok, skal vi tro det. Gjorde vi det, ville vi ikke længere være den, vi er blevet i dåben. Så er vi som salt, der ikke er salt. For det liv vi har fået i dåben, må alt sættes ind på, og alt sættes til side for. Står noget imod det må det hades lige så lidenskabeligt, som livet må elskes. Det er konsekvensen af at få lov at leve sit i Guds kærlighed med korsets mærke.
DDS 722 – 305 – 633 — 694 – 320 – 725