Luk 14,16-24
Vi elsker vores alterbillede i Immanuelskirken og kan ikke tale nok om det. Med stolthed i stemmen fortæller vi de besøgende, at Niels Skovgaard malede det til os, selv om ingen af os var født, da han langt om længe blev færdig med det. Når man sidder i kirken og betragter det, opdager man, hvordan dåbsvandet siver ud af rammen, vander blomsterne i udskæringerne og i bølger omgiver hele menigheden, som således selv bliver en del af kunstværket. Præster før mig har nydt at stå i kirkedøren i den tid på året, hvor solen står rigtigt, så det ser ud som om, at kirkegængerne kommer gående ud af billedet efter gudstjenesten. Mon ikke det er tilsigtet fra Niels Skovgaards side på den måde at skabe en forbindelse til den første menighed i Jerusalem, der er afbilledet på maleriet, over den første menighed i Immanuelskirken, der har stået model for personerne på billedet, til den menighed, der nu samles her i dag, så der opstår et kristent fællesskab på tværs af tid og sted. Vores fællesskab nu udspringer helt konkret af fællesskabet dengang i Skovgaards kunstværk. Med rette er maleriet udnævnt til et mesterværk i dansk kirkekunst og vores kirke til et hovedværk i dansk skønvirke.
Men det kunne sikkert ikke være malt i dag. Ikke blot fordi stilarterne ændrer sig med tiden. I dag ville man næppe acceptere, at et motiv fra Palæstina i det første århundrede er befolket af grundtvigske højskole-koryfæer og Ollerup-gymnaster, eller i hvert fald skandinavisk udseende mænd og kvinder med et skønhedsideal fra omkring år 1900. Det er ikke, fordi det er anakronistisk at bruge modeller fra sin egen tid til et historisk billede. Det vidste Niels Skovgaard godt. Hvad han nok ikke vidste er, at det kan være problematisk at lade personer, der ser mere eller mindre ens ud, kommer mere eller omtrent det samme miljø og lever op til næsten de samme idealer befolke et billede af en bibelsk scene. I dag ser man nemlig de personer, som ikke er repræsenteret på billedet. Man bemærker, hvem der tilsyneladende ikke indgår i fællesskabet i maleriet, hvilket har betydning for det fællesskab som udspringer af scenen. Hvordan kan man deltage i det, hvis man ikke kan genkende sig i figurerne derpå? Hvem skal man spejle sig i, hvis man er brun, sort, gul eller en anden hudfarve? Hvor er man repræsenteret, hvis man er fysisk handicappet eller psykisk ustabil? Hvor er der en person med Downs syndrom, autisme eller skizofreni? Med spiseforstyrrelse eller OCD? Set med nutidige øjne tager alterbilledet, der handler om inklusion, sig ekskluderende ud, for det har tilsyneladende ikke plads til alle dem, som ikke passer ind i de klassiske kategorier og de traditionelle forestillingerne. Alle de marginaliserede, som befinder sig på samfundets rand.
I vores politisk korrekte tid ville Skovgaards billede ikke kunne være malt. Det identitetspolitiske korrekthedspoliti ville øjeblikkeligt have nedlagt anklage over de mangfoldige identitetskonstruktioner, som billedet ikke indeholder. Det ville have protesteret mod den traditionelle kønsfremstilling og det klassiske kropsideal, hvor der ikke er plads til flydende identiteter og uperfekte legemer. Og det ville de vanen tro have gjort med skingre stemmer og medlidende ansigtsudtryk på vegne af utallige mennesker, som de måtte mene, ville være blevet krænket af vores alterbillede. Og så ville de slet ikke have forstået problematikken.
For man kan selvfølgelig mene, at det er synd for dem, der bliver ekskluderet, men det egentlige problem er, at det er synd for os, der kun møder spejlbilleder af os selv, hvis der kun er plads til dem, der ligner os. Så er det os, der befinder os i en lukket spejlverden, hvor vi blot ser os selv, hvor vi end kigger hen. En sådan verden kan kun blive mindre og mindre, og mere og mere livløs og farveløs, fordi den ikke indeholder nogle, der er adskiller sig fra os og er anderledes end os. Vi, der lever op til de fleste almindelige standarder og passer ind i de traditionelle kategorier har brug for mangfoldigheden for ikke at lukke os inde i en skrumpeverden, der bliver stadigt mindre i takt med at den bliver stadigt rigtigere.
Uanset hvordan man har det med identitetspolitikken og mangfoldighedsdagsordenen på det abstrakte niveau, hvor man diskuterer ideer, har mange sikkert på det konkrete plan, der handler om mennesker, oplevet, at netop det ukonventionelle og ukurante har åbnet verden op og vist, at den er rigere og dybere og har mange flere facetter, end man kunne sige sig selv. Når man har oplevet mennesker være på en måde, som man ikke kendte til, så ens forestilling om mennesket og menneskelighed blev større, end man selv kunne gøre den. Når man har oplevet af det fremmede og de fremmede lukkede verden op, så den viste sig at være rigere, end man vidste.
For mit eget vedkommende tænker jeg i disse dage navnlig på de mennesker, som jeg har fået lov at kende, der af det formelle system gerne er blevet klassificeret som udviklingshæmmede, men som har fremmet den menneskelige udvikling i mit liv mere end nogen andre. Selv om nogle af dem ikke blev gamle, har de i deres korte liv vist mig mere af livets storhed og lært mig mere om menneskets rigdom, end de fleste andre jeg har mødt. Deres livskamp, livsmod og livsglæde har givet en taknemmelighed over livets mangfoldighed og menneskets forskellighed, som tilværelsen ville være mindre og fattigere uden.
Jesu lignelse i dagens glædelige budskab handler om det, tænker jeg. Den handler om to fester. Den ene fest følger den klassiske gode smag. Det er en fest, hvor man hører de samme taler og lytter til samme synspunkter og bekræfter hinanden i de samme holdninger, som man gjorde til sidste sammenkomst. En fest, hvor alle ved, hvordan man skal opføre sig, og alle kan leve op til alle traditionelle regler for dannet opførsel. Den fest er så fin og fornem, at ingen gider deltage i den. Den er så kedelig, at alle gør sit yderste for at finde på undskyldninger for at slippe for at deltage. For sagen er, at hvis festen ikke kan være anderledes, udfordrende og underholdende; hvis man ikke i festen kan opleve andet end sit eget spejlbillede, så kan man lige så godt blive hjemme. For den fest er ikke andet, end man selv er. Og så vil man hellere bare være med sig selv. Den fest er så ligegyldig, at den slet ikke finder sted, for gæsterne kommer ikke.
Og så er der den anden fest. Den fest, hvor gæsterne er de skæve eksistenser; dem, der ikke kan leve op til samfundets konventioner; dem, der er anderledes og sære og ikke passer ind i kategorierne. Dem, der ikke er, som folk er flest, og derfor er noget, som de fleste ikke er. Dem, der ikke lever, som alle andre lever, og derfor viser, at livet kan leves på mange måder. De laver en fest, der er så levende, at den opliver og opløfter tilværelsen, fordi den i sig selv er en fejring af livets rigdom og storhed. Til den fest møder man alt andet end sig selv, så man ikke kan andet end glædes over, at livet er andet og mere, end man selv er. Til den fest tvinger værten endda sine gæster med, for der er ingen fest uden dem. Det er den fest, man skal være med til, hvis man vil være med til livets fest. Og kan man forestille sig noget mere festligt?
På vores elskede alterbillede er der ingen af de festdeltagere, der hentes ind til livets fest. I forhold til det billede af festen i Jesu lignelse, som man kan have gjort sig, er maleriet og dets personer nærmest kedelige. Som sagt ville det heller ikke være blevet malt i dag, fordi det ikke rummer menneskets mangfoldighed. Og det gør billedet ikke. Men det gør Niels Skovgaards kunstværk. For kunstværket er ikke bare maleriet. Det fortsætter i det levende dåbsvand, der omgiver menigheden. Det bliver levende, når kirkegængerne går ud af billedet efter gudstjenesten. Menigheden, vi, er en del af kunstværket, når vi er i kirke i Immanuelskirken. Derfor er det muligt, at livets fest med alle de mangfoldige og forskellige mennesketyper ikke er at finde i maleriet, men det er fordi den skal findes i menigheden. Den fest, som værten indbyder til i Jesu lignelse, er den fest, vi holder i menigheden, så det er hos os, at de mærkelige og marginaliserede skal være, så vi kan vise hinanden, at livet er meget større og rigere, end vi hver især selv er. For det er os, der er tvunget med til festen helt uden at have gjort os fortjent til det, og helt uden at kunne forvente det. Derfor er det os, der skal lave festen, hvor vi ser og oplever livet i hele dets festlige fylde.
Niels Skovgaard har ikke malt den fest med i sit billede, for festen skal være i den menighed, der kommer ud af billedet og fejrer livet med alle menneskers mangfoldighed, for det er sammen med alle dem, der ikke er som os, at vi ser, hvor stort og rigt livet er. Og hvilken fest det er at være med til.
DDS 726 – 475 – 385 — 376 – 411 – 8