2.s.a.: Matt 25,1-13 (Immanuelskirken, 7.12.25)
I moderne teorier om gudstjenesten ynder man at bruge begrebet multimedialitet. Det dækker over det, at der i gudstjenesten anvendes forskellige medier: Musik, oplæsning, sang, bøn, prædiken, måske nadver med mere. Det svarer til, at man som gudstjenestedeltager sidder og står, lytter og synger, måske knæler, spiser og drikker. Ideelt er det imidlertid meningen, at de forskellige medier skal hænge sammen, supplere hinanden og gå op i en højere enhed, der overskrider enkeltdelene.
Man kunne supplere teorien multimedialitet med en multidimensionalitet, for gudstjenesten bringer alle dimensioner i anvendelse. Det er ikke et skuespil, som man sidder fra tilskuerpladserne og ser på. Eller en koncert, som tilhørerne lytter til. Man er til gudstjenesten midt i det hele. Meningen er, at det hele skal gå op i en højere enhed, når man selv er med til at skabe gudstjenesten ved sin egen deltagelse. Uden det kan gudstjenesten ikke fungere.
Man kan også sige, at gudstjenesten arbejder med begge de to anskuelsesformer, som filosoffen Immanuel Kant omtaler. Det er rum og tid. Mennesket har en evne til at opfatte sin verden i rumlige dimensioner, så man hele tiden orienterer sig efter oppe og nede, foran og bagved. Så man opfatter tingene som hele, selv om man kun kan se deres forside. Ligeledes med tiden, man forstår fortid, nutid og fremtid og orienterer sig efter den rækkefølge tingene finder sted i. Selvfølgelig foregår også gudstjenesten i tid og rum, men faktisk forsøger man i gudstjenesten at overskride rummet og tiden, når man taler om Gud, som ikke kan reduceres til vores anskuelsesformer. Når man ikke blot taler om verdensrummet, men også om Himmeriget, som ikke kan reduceres til noget sted, men er et forsøg på at overskride vores menneskelige ide om rum. Og når man taler om Herrens komme, som heller ikke kan bestemmes til et bestemt tidspunkt, fordi det er et forsøg på at overskride den menneskelige forestilling om tid. I gudstjenesten går man til grænsen af det, som man kan forestille sig. Ja, man forsøger at overskride det.
Endelig kan man sige, at man i gudstjenesten forsøger at anvende forskellige perspektiver. Man kan måske endda tale om multiperspektivitet, for man forsøger at lade mange forskellige perspektiver være til stede samtidig. Historiske perspektiver og nutidige perspektiver. Individuelle perspektiver og kollektive perspektiver. Perspektiver fra fortiden, nutiden og fremtiden. Himmelske perspektiver og jordiske perspektiver. Guddommelige og menneskelige. Risikoen er, at det ikke lykkes, så gudstjenesten opløses i et virvar af perspektiver uden sammenhæng, men idealet er, at de forskellige perspektiver skal supplere hinanden og gå op i en højere enhed.
I dag er der mange ting på færde. Ikke bare forskellige medier og dimensioner, som der er i enhver gudstjeneste, men også forskellige anskuelsesformer og navnlig forskellige perspektiver. Teksterne repræsenterer hver især et bestemt perspektiv. Fra alteret hørte vi først Esajas-teksten om kvisten, der skyder fra Isajs stub, dvs. om en kommende person fra Davids stamme for Isaj var navnet på Davids fader. På den dag, hvor han kommer, skal han oprette et rige, hvor voldsmanden og den uretfærdige er slået ned, så en idyllisk fred kan opstå, hvor fjender ligger i tryghed hos hinanden. Kalven og løven kan gå sammen. Barnet kan lege med hugormen. I den tekst er perspektivet på fremtiden. Den er rettet mod mulighederne og på begyndelserne. Profetien handler om den nye begyndelse, som denne søn af Davids slægt skal indføre.
Men så kom epistelteksten fra Jakobsbrevet, som handlede om tålmodighed. Vær tålmodige, som bonden, der venter på afgrøden på marken. Hav jeres hjerter stærke, siger den, i nutiden. For perspektivet i den tekst er på nutiden i lyset af fremtiden. I nutiden skal man være tålmodige og vente siger den.
Og det går så direkte over til lignelsen om de ti ventende brudepiger, som vi lige har hørt fra Matthæusevangeliet. Men her er perspektivet anderledes. Lignelsen vil have os til at se tingene fra afslutningen. Den siger noget om, hvordan det hele ender og anlægger dét perspektiv på livet.
For Jesus sammenligner Himmeriget med et bryllupsritual. Brudgommen er på vej for at hente sin brud, og brudepigerne skal tage imod ham, når han ankommer. Hvornår det så end måtte være. De skal holde sig klar og være beredte. Sådan er det åbenbart med Himmeriget. Det bliver oprettet på et ukendt tidspunkt. Pludselig uden varsel er det der, og så må man være beredt, som de fem kloge brudepiger, der alle havde forberedt sig og taget ekstra olie med. For det kan blive for sent. Det er pointen. Når brudgommen ankommer, når Himmeriget oprettes, når Herren kommer, er der ikke mere tid. Så er tiden gået, og dagen kommet. Og der er ikke noget, der kan gøres om. Fortrydelse og anger er for sent. Der er ikke tid til undskyldninger og tilgivelse. For så er det ens eget liv, man står med. Det kan man ikke give til andre. Det kan man ikke dele ud. Det kan man ikke leve om. Vil man det – vil man først leve, når det er for sent – kommer man slet ikke ind i Himmeriget. Så er døren lukket, og man må stå udenfor, mens de andre fester bag døren.
Lignelsens perspektiv er fra enden, og den vil have os til at anlægge det perspektiv på vores liv. Perspektivet kommer fra fremtiden og fra afslutningen, hvor alt er ført til ende, og der ikke er mere at gøre. Og så kommer den til at handle om nutiden. For Himmeriget ligner, siger Jesus, men det er Himmeriget, der ligner et bryllupsritual, ikke vores liv. Det er ikke afsluttet. Og før det er for sent, er det ikke for sent. Før enden er kommet, er der endnu tid. Før det er slut, kan man begynde igen. I denne verden kan man fortryde og angre, undskylde og tilgive, hele det brudte og læge det sårede, for i vores verden er det ikke for sent.
Perspektivet fra Jesu lignelse om Himmeriget skal i virkeligheden belyse og oplyse perspektivet på vores tilværelse. For hvis Himmeriget er mulighedernes afslutning, er vores liv stadig fyldt med muligheder.
Derfor hører lignelsens perspektiv sammen med de andre perspektiver i dag, anden søndag i advent. Den minder os om, at afslutningen ikke er her, og enden ikke er kommet. Det er heller ikke det, som vi venter på i adventstiden. I adventstiden går vi ikke mod enden. Tværtimod ser vi frem mod den nye begyndelse, for det komme, som vi ser i møde, er barnets fødsel. I barnets fødsel skænkes nye muligheder, i det åbnes for en ny begyndelse. Enhver fødsel minder os om, at det ikke er for sent, at der stadig er tid. Lignelsen om Himmeriget formaner os til at bruge den og modtage de muligheder, som den fødsel åbner.
Man kan endog sige, at lignelsens perspektiv fra afslutningen henviser os til, at vores perspektiv skal være fra begyndelsen. Eller man kan sige det med dagens tekster, at den ventetid, som Jesus taler om i lignelsen, og den tålmodighed, som forfatteren til Jakobsbrevet taler om, skal være som den forventning, Esajas profeterer om. Vi ser hele tiden frem mod det nye, mod det ukendte, mod det fortrøstningsfulde og det håbefulde, for vi ser frem mod barnets fødsel. Og det er ikke for sent.
Det er ikke for sent, selv om så meget i verden får os til at ligne brudepiger med tomme krukker og slukkede lamper. Overalt kan man se uoprettelige skader i verden omkring os, mellem befolkningsgrupper og folkeslag, mellem lande og nationer. Ja, det uoprettelige kan ligge i de helt nære relationer, som på en gang er de stærkeste og de mest skrøbelige. Stærke, fordi de ikke kan brydes; skrøbelige, fordi de kan forvandles til smerte. Lignelsen siger, at det kan blive for sent, så det uoprettelige ikke kan genoprettes, men det er ikke for sent. Det er ikke for sent, når vi venter tålmodigt og forventningsfuldt. Det uoprettelige kan genoprettes. Det sker i de nye muligheder, som barnet, som vi venter på, skænker os.
For perspektiverne smelter til sidst sammen og skaber en ny horisont for det liv, vi lever, så vi bestandigt kan leve i forventning om nye muligheder. Og det netop er den forventning, som er den olie, der skal holde lamperne tændt, før det bliver for sent.
For det er ikke for sent, så længe vi venter på det barn, der skal fødes. For det er det egentlige evangelium: Et barn er født os.
DDS 268 – 74 – 274 — 272 – 82 – 733