Ventetid
Luk 21,25-36
Ventetid. Af alle tider må ventetiden være den mest forhadte. Det ved man som tidligere pendler. Samtidig er det den tid, der får mest opmærksomhed. Fordi den skal nedkæmpes. Ventetiden skal ned. Den skal helst helt væk. Der er regler og retningslinjer; politikker og procedurer for ventetider. Man kan få erstatning for ventetiden eller tilegne sig rettigheder, hvis den er lang nok. Ventetiden er et problem, for i den sker ingenting. Ventetiden er en handlingsløs mellemtid, hvor tiden går uendeligt langsomt og synes at gå i stå. På den måde er ventetiden nærmest tidløs, en ikke-tid, en tid uden for tiden, hvor man intet kan foretage sig. Målrettede handlinger er suspenderede; fremadrettede initiativer er forhindret. Man bliver sløv og mistrøstig i ventetiden. Man overladt til sin venten i en mærkelig langstrakt tidløshed og må bare vente på, at den eller det man venter på, sætter tiden i gang igen. For ventetiden må ophøre. Man kan ikke vente for evigt. Ventetiden sætter tiden i stå. Går den ikke i gang igen, går det galt.
Det kan man se, når Wladimir og Estragon venter i Samuel Becketts drama. De venter nemlig på Godot. Eller det tror de nok, at de gør. Helt sikre er de faktisk ikke, for de ved ikke, hvem Godot er. De ved heller ikke rigtigt, hvornår han skulle komme. Eller hvor længe de har ventet, eller hvorfor de venter. For den sags skyld ved de nok ikke helt om de venter. Tiden er sat i stå, som den er i ventetiden. Men den går ikke i gang igen, for Godot kommer ikke den dag. I morgen kommer han. Men det gør han heller ikke. Dagen efter vil han komme – måske.
Ventetiden er det eneste, der er for Wladimir og Estragon. De kan ikke komme ud af den, og de kan ikke afbryde den. Selv ikke, når de beslutter sig for at gå, går de nogen steder. De er fanget i den handlingsløse mellemtid, fordi de venter på Godot, der aldrig kommer. Sløvheden og mistrøstigheden spreder sig. Situationen bliver meningsløs. For det er det jo at vente på en, der ikke kommer. Meningsløst. Og meningsløsheden inficerer deres måde at tale sammen på og være sammen på. Selv vigtige emner drøftes på ventetidens meningsløse betingelser. Så sniger absurditeten sig ind. Det bliver absurd, når personerne i stykket ikke forstår hinanden og udfører meningsløse handlinger. Når de ikke husker at have været sammen dagen i forvejen eller tager afsked uden at kunne forlade hinanden. Absurditeten er konsekvensen af den uendelige ventetid. Når ingen kommer, er ventetiden en meningsløs tid.
Samuel Becketts drama er morsomt, men det er også uhyggeligt. Uhyggen opstår, fordi personerne ikke kan komme ud af ventetiden. Ventetiden kan ikke afbrydes, for de kan ikke gå bort; og den kan ikke afsluttes, for Godot kommer ikke. Ventetiden er tiden, og derfor kan de bare vente hele tiden. Tiden er gået i stå, siger Wladimir et sted. Et andet sted siger han, ”så gik tiden med det” og Estragon svarer sløvt: ”Det havde den nok gjort alligevel.” Tiden både går og ikke går; men ingen kommer nogle vegne. Det er absurd, og den absurditet trænger ind i alting og tager meningen ud af alt. Det er uhyggeligt.
Året i år har hovedsageligt været ventetid. Vi har ventet meget og længe. Det har ikke altid været helt klart, hvad vi har ventet på. Måske har ventet på forskellige ting. Men oplevelsen af ventetid har været almen. Tiden går, men er alligevel sat i stå. Vi befinder os i en mellemtid, der for de fleste af os er domineret af passivitet, som ofte bliver til sløvhed og mistrøstighed. For vi bare venter. Vi venter på de næste retningslinjer og restriktioner. Vi venter på de nyeste smittetal og indlæggelser. Vi venter på prøver og testresultater. Vi venter på vaccinen. Vi venter på hverdagen. Vi venter på – tør man sige det – at det hele er ovre. Vi venter på, ventetiden er forbi.
Men der kommer hele tiden nyt at vente på, nye tal, nye tiltag, nye forsøg og – tør man sige det – nye mutationer. Som Wladimir og Estragon befinder vi os i en ventetid, hvor det at vente nærmer sig det normale, den nye normal. I den nye normal venter vi uden helt at vide, hvad vi venter på. For vi ved ikke, hvad der måtte komme, når ventetiden er forbi. Imens indstiller vi os på nye vaner og vejledninger, vi ændrer samværsformer og traditioner, vi tildækker os og skærmer os. Det kunne se ud som om absurditeten sniger sig ind. For et år siden ville vi have kaldt det latterligt at retningsregulere fodgængerne på Strøget. Vi havde fundet det komisk at anvende visirer og mundbind. Vi havde grint af at hilse på hinanden med albuen. Nu er det normalen, og det er der gode grunde til. Det er også med god grund, at vores samværsformer er forandrede og underlagt regler og reguleringer, så man skal vælge, hvem man vil omgås; og må begrænse sin venskabskreds. Mens man i øvrigt holder behørig afstand til sine nære og kun er tæt med de allernærmeste. Dagliglivets bekymringer fylder meget. De forekommer absurde, selv om de ikke er det. Men de forstærker oplevelsen af, at ventetiden er en ikke-tid, en tidløs tid, eller en mellemtid, som findes, mens tiden er sat i stå. Man frygter, at meningsløsheden også vil melde sit indtog. For det giver ikke mening at vente for evigt, så forsvinder meningen.
Den første periode i kristendommens historie var også en ventetid. De allertidligste kristne ventede intenst på Kristi genkomst. Ventetiden var endda den afgørende tid i begyndelsen, for de var nemlig blevet omvendt fra de tomme afguder for fra himlene at vente Guds søn, der frier os fra den kommende vrede, som Paulus skriver til thessalonikerne. Deres håb lå himlen. Men eftersom tiden gik uden at hverken vreden eller Guds søn kom, blev ventetiden umulig at udholde. Meningsløsheden truede med at snige sig ind blandt de tidlige kristne. Nogle sank hen i sløvhed og mistrøstighed og ville ikke arbejde, fordi de regnede med den snarlige genkomst. Andre gav op i skuffelse, for det gav ikke mening at blive ved med at vente. Man kan ikke vente for evigt, heller ikke på Kristus. Tiden bliver for lang og indholdsløs, hvis man venter på en, der ikke kommer. Meningsløsheden og ørkesløsheden sniger sig ind, når tiden bare går, og intet sker. Det bliver absurd, når ventetiden fortsætter, fordi endetiden udebliver.
Evangelieteksten fra Lukasevangeliet er klar over, at ventetiden må have en ende. Derfor korrigerer Jesus den allertidligste forståelse af ventetiden og præciserer opfattelsen af endetiden. Han holder en tale, hvor han gør rede for forholdene ved hans egen genkomst. På den ene side skal tilhørerne ikke tro, at dommedag står lige for. Der skal ske tegn i sol og måne, inden den kommer. Først når de ser tegnene, skal de vide, at tiden er nær. På den anden side kan det ske når som helst. De skal de altid være klar til, at det sker. For de kan ikke vide, hvornår det er. Dagen kan komme over dem som en snare, men hvis de er klar.
Derfor ændrer tiden karakter. Den skal ikke være en ligegyldig ventetid. Det skal være en glædelig forventningstid. I ventetiden skal der blot gå tilstrækkelig lang tid, før det ventede kommer. I forventningstiden er tiden allerede bestemt af det, der kommer. Som figentræet, der er bestemt af sommeren, når det blomstrer.
Forventningstiden har værdi i sig selv. Det har ventetiden ikke. I ventetiden er livet sat i stå, mens man venter. I forventningstiden lever man i forventning. Derfor formaner Jesus til årvågenhed og opmærksomhed, og han advarer mod sløvhed og mistrøstighed. Livet skal ikke være en passiv ventetid, men en aktiv forventningstid, hvor livet allerede er bestemt af forventningens indhold. Ifølge Lukas er det Menneskesønnens komme, der forventes.
Livet i forventning om Menneskesønnens komme er et liv i forventning om at blive mødt, om at Menneskesønnen kommer en i møde. Det giver tilværelsen mening, alvor og håb. For Menneskesønnen er dommer. Han kommer for at dømme vore handlinger. Og Menneskesønnen er forløser. Han kommer os i møde for at frelse os. I den forventning er der ikke plads til sløvhed og mistrøstighed. Her må man være årvågen. Man kan ikke hensunken vente på, han kommer. Man må oprejst leve i forventning om at han kommer.
Således bestemmer Lukas den kristne tid. Den kristne tid er en forventningstid. Den er bestemt af forventningen om Menneskesønnens komme. Det er en glædelig forventning, som frigør os fra ventetidens meningsløshed. For i forventningen har tiden allerede mening. Selv Brorson kan man forstå sådan i salmen om ventetiden, som vi lige sang. Hvis ikke ventetiden også for den inderlige Brorson var en forventningstid, ville han næppe skrive om, hvordan ”førstegrøden af bliden vår” lader ham både gyse og fryse uden at blive sløv og mistrøstig. ”Det snart forgår”, siger han og lader forventningen om ”den stund, som gør dig glad”, bestemme ventetiden, så den bliver en glædelig forventningstid.
For forventningstiden modsiger ventetiden. Når tiden bare går, og ventetiden synes at være uendelig og truer med at blive meningsløs, opfordrer evangeliet os til at leve vores liv i forventning. Dette gælder også i denne tid, hvor ventetiden er den nye sløve normal og dagliglivets bekymringer ligner absurditeter. I disse dage må vi fortrænge den truende meningsløshed ved at lade den glædelige forventning gennemtrænge ventetiden, så vi retter os, løfter hovedet og lever i forventning om, at Menneskesønnen kommer os i møde. Den forventning fejrer vi i adventstiden, derfor er det en glædelig tid.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen!
DDS 619 – 270 – 557 — 273 – 274 – 79