Brudepigerne
v.1 Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. v.2 Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. v.3 De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. v.4 De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. v.5 Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. v.6 Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! v.7 Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. v.8 Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. v.9 Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. v.10 Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. v.11 Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! v.12 Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke.
v.13 Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.
Matth 25,1-13
Tekstens forhold til de andre evangelier
Denne lignelse har ingen paralleller. Den er altså i særlig grad udtryk for Matthæus’ anliggende.
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
Lignelsen indgår i den sidste af Matthæusevangeliets fem store taler, som strækker sig over kap. 24 og 25. I første del er der paralleller til den såkaldte synoptiske apokalypse (Mark 13; Luk 21), men andet del er unik for Matthæus. Her findes først lignelserne om figentræet, om årvågne tjenere, brudepigerne og de betroede talenter, hvorefter teksten om verdensdommens adskillelse af får og bukke kommer. Det er altså ganske tydeligt, hvad Matthæus vil fokusere på: Tiden indtil Kristi genkomst. Begge lignelser handler om, hvorledes man i den tid holder sig parat til hans komme. Selve dommen fældes også på grundlag af, hvad man har foretaget sig i mellemtiden.
Årsagen er, at Matthæus har henvendt sig til en menighed, som har skullet finde sig til rette i en situation, hvor forventningen om Jesu snarlige komme ikke længere var aktuelt. Problemet er så, hvorledes tiden skal forstås, og hvordan man skal forholde sig i den. Matthæus’ løsning er, at Jesu genkomst ikke er aflyst; den er sådan set heller ikke udskudt; men den kommer uventet o og uforudset. Derfor skal man altid være beredt. På den måde kommer hele Matthæus’ formaning om livet i kristentroen til at stå under Jesu genkomsts fortegn, for det kan ske når som helst. Hele kristenlivet er altså et liv i forventning om genkomsten.
Tekstens detaljer
Lignelsen er i sig selv ganske let forståelig. Selvfølgelig er der nogle traditioner om bryllupper, som er forudsat kendt. Men man forstår faktisk pointen, selv om man ikke kender dem. Endvidere er lignelsen formuleret, så udlægningen næsten er indskrevet i den. Den handler om menighedens tid indtil Jesu genkomst.
v.1: Lignelsen indledes med et tidsudsagn: ”da”. Den bestemmelse skal lede tankerne hen på perioden, hvor Jesus kommer igen. Da skal det nemlig være som ti brudepiger …
Som sædvanlig i Matthæusevangeliet bruges udtrykket Himmeriget om den endelige frelse.
Ordet, der oversættes ”brudepiger”, er egentlig ordet for ”jomfru”. Der er således ordret tale om ti jomfruer, der venter på brudgommen. Alene den betegnelse refererer til menigheden, som også Paulus kan kalde en ren jomfru (2 Kor 11,2). På samme måde er glosen for at møde nok den, man bruger om at møde fornemme gæster, men det er også betegnelsen for mødet med fornemme gæster, men minder også om en, der kan bruges om at møde den genkommende Kristus (1 Thess 4,17).
I traditionen og i kunsten har man forestillet sig, at brudepigerne havde olielamper med. Men det er nok mere sandsynligt, at der er tænkt på fakler, som skal dyppes i olie for at brænde.
v.2-4: Ordene om hhv. tåbelig og klog er de samme som i den lignelse, der afslutter bjergprædikenen (Matth 7,24-27). Der er klog og tåbelig defineret som at høre Jesu ord og handle efter dem eller ikke gøre det. På den måde er udlægningen af lignelsen næsten givet.
v.5: Ventetiden trækker ud og alle brudepigerne bliver døsige og falder i søvn. Det er naturligvis bemærkelsesværdigt, at der i dette forhold ikke er forskel mellem de tåbelige og de kloge. Det leder til den udlægning, at det var umuligt for dem alle ikke at falde i søvn, så søvnen skal forstås som døden. I så fald svarer lignelsen til Paulus’ version af de dødes opstandelse (1 Thess 4,13-18), hvor han netop omtaler de døde som de hensovede.
v.6-9: Gommen kommer midt om natten. En råber op, at det nu er tid at møde ham. Råbet svarer næsten til den basun, som Paulus mener, skal gjalde ved genkomsten og opvække de døde (1 Thess 4,16). Pointen er selvfølgelig helt klar. De tåbelige har ikke olie og må gå bort for at skaffe sig den, hvorfor de ikke når at møde gommen.
De kloges svar til dem kan forekomme hårdhjertet, men den er nok ironisk. Eftersom olien står for forhold i dette liv, er det overhovedet for sent at udbedre manglen ved genkomsten.
v.10-12: Så tages de kloge ind til festen, dvs. Himmeriget, mens de tåbelige først møder en lukket dør og derefter en afvisning, da de alligevel vil ind. Pointen er selvfølgelig, at ved genkomsten er det for sent. Forberedelserne skal gøres i levende live i dette liv.
v.13: Således konkluderer den afsluttende opfordring også: Våg altid, for pludselig kan det være for sent.
Tekstens fortolkning
Budskabet i lignelsen er tydeligt og enkelt. Imidlertid er grund til at spørge sig om, hvordan jomfruerne skal forstås. Er det hele menigheden, så der ved dommen skal sættes skel blandt de menighedsmedlemmerne? Eller skal de tåbelige forstås som ikke-kristne, mens de kloge som kristne. I det sidste tilfælde vil lignelsen blive kedelig, for så siger den ikke andet, end at de kristne skal frelses og andre ikke skal. Det kan ikke bruges som grundlag for den afsluttende formaning. Derfor må man opfatte jomfruerne som et billede på hele menigheden, hvori der altså findes både kloge og tåbelige. Den medbragte olie er udtryk for, at der blandt de kristne er forskel på, hvordan de forvalter deres tro. De tåbelige har ikke hørt Jesu ord og handlet derefter. For så vidt er de i Matthæus’ optik kun kristne af navn. Men det karakteristiske er, at der ikke fra Matthæus’ side gøres noget forsøg på at skelne mellem grupperne på denne side af genkomsten. Over for menigheden bruges lignelsen til formaning, ikke til kirketugt og slet ikke til hierarkisk adskillelse af forskellige grupper inden for menigheden.
Derfor får man heller ikke konkret at vide, hvori olien består. Hvad er det, som brudepigerne skal have med for at få adgang til bryllupsfesten i Himmeriget? Det svares der ikke på, og når Matthæus skal fortælle om selve dommen i perikopen om verdensdommen, viser det sig, at alle bliver lige overraskede over udfaldet.
Mens fortolkningen af alle andre symboler i lignelsen næsten giver sig selv, er det centrale symbol altså ikke defineret. Det er op til læseren at finde ud af, hvad olien er.