Matth 25,1-13
På tysk taler man om, at noget er ”unheimlich”. Det er et godt ord. Det består af ordet for ”hjem”, ”heim” og benægtelsen ”un”, der svarer til den danske forstavelse ”u”. Altså det ”u-hjemlige”. Det bruges om det, der vækker en form for uhygge, men ikke bare er skræmmende. Det er det, der er uhyggeligt, fordi det er kendt, men så alligevel ikke er helt, som det skal være. Det er hjemligt, men er alligevel ikke helt trygt. Ole Lukøje kan være et eksempel, i hvert fald i den tyske version, hvor han nok får små trætte børn til at sove, men gør det ved at drysse sand i deres øjne. Eller Drosselmeyer, for nu at komme i julestemning, der i Nøddeknækkeren er den ventede onkel, der kommer med store gaver til børnene, men hvis gaver bliver levende og går i krig mod rotterne og tager Klara med på en magisk rejse til vidunderlige lande. Man ved ikke helt, hvad Drosselmeyer står for. Han er velkendt og hjemlig, men samtidig fremmed og ukendt. Så bliver man usikker og utryg og ubekvem. Det er lidt uhyggeligt. ”Unheimlich”.
Lignelsen om de ti brudepiger, eller ti jomfruer som der egentlig står, er, synes jeg, er ”unheimlich”. På den ene side er der fest og glade dage. Der skal være bryllup. Ved brudens hus står brudepigerne med lamper og venter på brudgommen, så de kan feste med brudeparret, når han kommer. Det er lutter glæde. Forventningens glæde. Brudepigerne falder i en søvn, men bliver opvækket, da brudgommen kommer og indfrier forventningerne. Så skal de med til den store fest i Himmerige. Alt er fryd og gammen.
Men så er der det med de fem tåbelige brudepiger. Det er ikke i sig selv det, at de lukkes ude og ikke kommer med til festen, der er problemet. Vi er vant til, at Jesu lignelser, ikke mindst dem i Matthæusevangeliet, også har en mørk side. Når det går godt for nogle, er der som regel også nogle, det går skidt. Hvor der er retfærdige, er der også uretfærdige. Hvor der er frelste, er der fortabte. Så det er klart, at hvor der er lykkelige kloge, er der også ulykkelige tåbelige. Det er ikke det, der gør lignelsen ”unheimlich”. Det uhyggelige er de tåbeliges reaktion og de andres reaktion på deres reaktion. De tåbelige fortryder deres tåbelighed. Men de kloge reagerer afvisende og arrogant: Gå til købmanden, siger de, vi kan ikke hjælpe. Og man tænker, at nok er de kloge brudepiger velforberedte, men de er også usympatiske. Er der klogt, ikke at ville hjælpe den, der har behov for hjælp? Hvorfor viser de ikke næstekærlighed?
Endnu værre bliver det, da de tåbelige kommer tilbage fra købmanden og vil med til festen. Døren er lukket. De kan ikke komme ind. Festen foregår indenfor, mens de står udenfor og banker på. Helt slemt er det, da brudgommen kun åbner døren for at ydmyge dem yderligere. Han kender dem ikke, og dog var de inviteret med til festen. Nu kan de ikke komme ind og han vil ikke vide af dem. Det er det virkeligt ubehagelige ved lignelsen, for skulle brudgommen opføre sig sådan, når brudepigerne ikke blot har fortrudt deres tåbelighed, men også har forsøgt at råde bod på den? Hvorfor bliver de ikke tilgivet? Hvor er nåden og barmhjertigheden?
For vi ved jo godt, at brudgommen ikke bare er en brudgom, og brylluppet ikke bare er et bryllup. Det er jo en lignelse om Himmerige. Festen er frelsen. Gommen er Kristus, der kommer for at opvække de troende, der er budt med til festen. Det er brudepigerne, der er den kristne menighed. Og så bliver det uhyggeligt, for er der en del af os, der er tåbelige og ikke kommer med til festen i Himmerige, uanset fortrydelse og forbedring? Det er det, der gør lignelsen uhyggelig. Kristus og de retfærdige opfører sig anderledes, end vi synes, at de burde. Uden næstekærlighed og barmhjertighed. Det er ubehageligt og utrygt. Derfor er lignelsen ”unheimlich”.
Så ”unheimlich” er den, at den giver anledning til modsigelse. En af de store tyske fortolkere af Matthæusevangeliet citerer i en af sine tykke bøger den græske roman, der ligger bag filmen ”The Last Temptation of Christ”, ”Kristi sidste fristelse”. I den drøfter Jesus lignelsen med sine disciple. Nathanael siger, at brudgommen skulle have åbnet døren og budt de tåbelige velkommen. ”Tillykke, svarer Jesus, med den holdning er du allerede indtrådt i Himmeriget, for det var netop, hvad brudgommen gjorde.” Den tyske teolog kommenterer, at han er enig med den omskrivning, for i den har Guds kærlighed det sidste ord. Og det skal det have, mener han. Og så er lignelsen alt andet end ”unheimlich”. Så er den tværtimod hyggelig, for alt ender godt, og vi lever lykkeligt til vores dages ende, kunne man næsten tilføje.
Men den hyggelige version går helt galt ikke blot af lignelsen, men overhovedet af evangeliets forkyndelse. Den tager alvoren ud af begge dele – og af livet selv. For det er det, det handler om. Derfor kan de kloge ikke hjælpe de tåbelige; derfor kan gommen ikke være tilgivende. For livet kan man ikke låne sig til hos sine veninder. Livet kan man ikke købe hos købmanden. Livet må man leve selv. Og det må leves nu, for det kan blive for sent. Når livet er forbi, kan det ikke længere leves. Det handler lignelsen om. Den er ikke en sukkersød forvisning om, at det går alle godt hinsides livet. Den er en uhyggelig formaning om, at livet leves i det dennesidige. Ikke engang, men nu. Tilgivelsen, nåden og barmhjertighed har vi til at leve dette liv. Og det skal vi leve nu, for det kan blive for sent. Det siger lignelsen uden omsvøb.
Der er skrevet en bog af en australsk sygeplejerske om de fem mest almindelige fortrydelser på dødslejet. Bortset fra andenpladsen, der er fortrydelsen over at have arbejdet for meget, handler de alle sammen om noget, den døende ikke gjorde, ikke havde mod til eller ikke tillod sig selv. Alle angår de, at livet ikke blev, som man kunne ønske sig. Ja, selv fortrydelsen at have arbejdet for meget, handler om at være gået glip af noget væsentligt. Alle de fortrydende ville gerne have andet og mere ud af livet, end de fik. Nu er det for sent. Nu er der ikke mere at gøre. Der kan ikke købes et nyt liv ved købmanden. Det er det, lignelsen siger.
Den er ”unheimlich”, fordi Jesus tilsyneladende føjer spot til skade. For er det ikke netop dem, der ikke fik levet det liv, de ville, der nu står som de tåbelige jomfruer med slukkede lamper uden for festen? Mens de kloge, der har levet det gode liv, nu belønnes for det liv, de ikke har grund til at fortryde. Det er ”unheimlich”, for lignelsen burde ikke handle om, at man skal være tilfreds med sit liv. Som om ens egen vurdering af indsatsen og den personlige lykke var det saliggørende. Faktisk tænker jeg, at de tåbelige er dem, der mener, at de selv kan vurdere deres livs kvalitet, og bedømme, om deres tilværelse lykkes. Som om man kan fælde dom over livet efter performanceindikatorer eller oplevelsesøkonomiske standarder. Om man fik set, de man ville. Om man nåede det, man skulle. Om man var lykkelige nok og havde glæde nok i livet. Nåden i Jesu lignelse er, at de brudepiger, der er der, når gommen kommer, kommer med til festen. De skal ikke vurderes og granskes. De er kloge, fordi de er der. De tåbelige er der ikke. De er gået til købmanden.
Jeg tænkte på, om jeg skulle skrive lignelsen om, som andre har gjort. Så ville jeg gøre det klart, at de tåbelige gik til købmanden efter mere olie, fordi de var bange for ikke at have nok. Fordi de var nervøse for, om det liv, de havde levet, var godt nok. Men da jeg havde tænkt det, så jeg, at det allerede står i lignelsen. Ingen kræver brudepigerne til regnskab for, hvor meget olie de har. Ingen beder dem tænde lamperne. Det er de tåbelige, der ikke mente, at de havde nok at komme med, da gommen kom. De turde ikke tro på, at det liv de havde levet, var godt nok. Så fortrød de og ville låne noget bedre hos de kloge. Så ville de til købmanden for at hente mere. Men evangeliet er, at der ikke er grund til fortrydelse, at der ikke skal gøres bod og bedring. Evangeliet er, at dem, der møder op til festen med det, de har, kommer med. For livet skal ikke fortrydes. Det er for sent. Livet skal leves.
Hvis det forekommer ”unheimlich”, er det, fordi det går imod den stadige selvvurdering og selvkritik; den evindelige overvejelse over, om man gør det rigtige og gør det godt nok. Det forekommer uhyggeligt at få at vide, at det kan være sent at fortryde og for sent at forbedre sig, og man alligevel må tro på, at gommen kommer og tager en med til festen. Men det er ikke ”unheimlich”. Det er ”unheimlich” at leve, når man ikke tør tro det. Lignelsen siger, at det kan vi roligt, for vi stilles ikke til regnskab for noget, når bare vi er der.
DDS 733 – 612 – 268 — 272 – 274 – 80