3. søndag i advent (1): Jesus og Johannes Døberen
Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.« Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: ›Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.‹ «
Matt 11,2-10 (jf. Luk 7,18-23)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Denne tekst om Johannes Døberens spørgsmål til Jesus og hans svar findes kun i Matthæus- og Lukasevangeliet. Markusevangeliet (og Johannesevangeliet) har ingen parallel dertil. Derfor vil mange mene, at den stammer fra en kilde, som Matthæus og Lukas, men ikke Markus, har kendt. Den kilde skulle indeholde Jesus-ord og er i dag forsvundet. Man kalder den Q efter det tyske ord for kilde, Quelle. Imidlertid er der også den mulighed, at Lukas har kendt Matthæusevangeliet og overtaget teksten derfra.
I Lukasevangeliets version er der et vers (Luk 7,21) som udfolder helbredelserne i en fortælling. Ellers er de to tekster næsten identiske.
Dog har de to evangelister en lidt forskellig opfattelse af Johannes Døberen. For Matthæus er han en profet, der forbinder Jesu historie med det israelittiske folks historie, fordi han er den profet, der skulle komme og forberede vejen for Messias. Han er nemlig Elias (Matt 11,14). For Lukas afslutter Johannes Døber den gammeltestamentlige periode, mens Jesus indleder en ny epoke (jf. Luk 16,16).
Citatet fra Mal. 3,1 i v. 10 findes i Markusevangeliets indledning om Johannes Døber (Mark 1,2). Til gengæld findes det ikke i de tilsvarende tekster i Matthæus- og Lukasevangeliet (jf. Matt 3; Luk 3).
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
Teksten følger efter en af Jesu fem store taler i Matthæusevangeliet, nemlig udsendelsestalen i kap. 10. Den indleder kap. 11 og udgør sammen med resten af kapitlet en tale til folkeskarerne om lidt forskellige ting (Johannes Døber (v. 2-19), ve-råb over byerne (v. 20-24), fryderåb og indbydelse (v. 25-30)). På den måde kommer kap. 11 til at afslutte den første del af Matthæusevangeliet, hvor Jesu forkyndelse over for folket er blevet præsenteret. I den næste del (kap. 12-16) fremstilles, hvorledes forkyndelsen bliver modtaget.
Johannes Døbers historie er flettet sammen med Jesu historie i Matthæusevangeliet. Han optræder ved Jesu dåb (Matt 3). Da Johannes fængsles, indleder Jesus sin offentlige virksomhed (4,12). Et sted kommer Johannes Døberens disciple til Jesus og stiller spørgsmål angående faste (9,14). I 14,1-12 fortælles den drabelige historie om Johannes Døberens død, da Herodias får sin datter til at bede om hans hoved på et fad. Endvidere nævnes det, at nogle tror, at Jesus er Johannes Døber (16,14), og Jesus henviser til ham under diskussionerne med de ypperstepræsterne og de ældste på tempelpladsen (21,25.32).
Teksten indgår således i Matthæusevangeliets tema om forholdet mellem Jesus og Johannes Døber. Det er ikke helt ukompliceret og formentlig har med historiske forhold at gøre.
Tekstens historiske dimensioner.
Det er hævet over al tvivl, at Johannes Døber er en historisk skikkelse. Ikke alene nævner alle fire evangelister ham, men han er også kendt fra den jødiske historieskriver Josefus, der i det første århundrede skrev en lang række bøger om jødernes historie (Jødernes historie 18,116-119). Han var en dommedagsprædikant, der forkyndte Guds kommende dom og opfordrede til omvendelse. Han praktiserede i den forbindelse en dåb til syndernes forladelse, som sikkert har været en slags renselsesritual.
Meget tyder på, at Jesus har hørt til i gruppen blandt Johannes Døberens tilhængere. Alle evangelier omtaler på en eller anden måde, at han er blevet døbt af ham. Faktisk ser det ud til, at Matthæus, Lukas og Johannes har haft problemer med, at Jesus er blevet døbt af ham, fordi det jo kunne tyde på, at han har været ham underlegen. Matthæus lader således Johannes Døberen vægre sig ved at døbe Jesus. Han siger: ”Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?” (3,14). Det afspejler naturligvis menighedens tid, hvor det har været svært at forlige sig med, at Jesus, Guds søn, er blevet døbt med en omvendelses- eller renselsesdåb til syndernes forladelse af mennesket Johannes. Men netop disse problemer med at forklare, hvorfor Jesus blev døbt, viser formentlig, at det er en historisk kendsgerning, at han blev døbt af Johannes.
De tre synoptiske evangelier (Matt., Luk., Mark.) lader Jesus indlede sin virksomhed, da Johannes kastes i fængsel. Han overtager så at sige forkyndelsen efter Johannes. Johannesevangeliet lader imidlertid de to virke samtidig og antyder i øvrigt, at der har været konflikter mellem de to grupper. Man kan næppe konkludere andet, end at Jesus har været forbundet med Johannes Døberen og på et tidspunkt (måske i forbindelse med hans fængsling) har begyndt sin egen forkyndelsesvirksomhed. Der har formentlig været forskelle mellem de to, bl.a. ang. askese (jf. Matt 9,14; 11,18-19).
Om det betyder, at det er historisk korrekt, at Johannes Døber fra fængslet har sendt bud til Jesus for at høre, om han er ”den, der skal komme”, er vanskeligt at sige noget entydigt om. Det er langt fra utænkeligt, at Johannes Døberen fra fængslet har holdt kontakt til Jesus. Men selve spørgsmålet, om Jesus er ”den, der skal komme”, forudsætter jo, at Jesus selv har forkyndt, at han er ”den, der skal komme”. Det kan man nok være lidt tvivlende over for. Især fordi hele scenen forekommer tilrettelagt med henblik på at placere både Johannes og Jesus inden for de gammeltestamentlige profetier, som hhv. Elias og Messias. Det er jo et hovedanliggende for Matthæus at vise, hvordan Jesus opfylder forudsigelserne og derfor er den ventede jødiske messias. På den anden side kan man sige, at det er temmelig inkonsekvent af Matthæus at lade Johannes Døberen spørge, hvem Jesus er, når han allerede i kap. 3 har døbt ham og hørt fra himlen, at ”det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag” (3,17). Den uoverensstemmelse kunne tyde på, at der er en historisk kerne i spørgsmålet, der stilles i teksten.
Tekstens detaljer
Teksten falder i to dele: Spørgsmål fra Johannes Døber og svar (v. 2-6) og belæring om Johannes Døber (v. 7-10). Belæringen fortsætter til v. 14.
v. 2-3: Nogle fængsler i antikken var relativt åbne med muligheder for besøg og kommunikation med omverdenen. Derfor kunne den fængslede Johannes Døber sende bud til Jesus. Hans spørgsmål forudsætter naturligvis den messias-forventning, som hele Matthæusevangeliet bygger på, nemlig at der i de gammeltestamentlige skrifter er forudsagt, at der skal komme en messias som skal frelse Israel. Sådanne profetier findes forskellige steder i Det Gamle Testamente. Ofte omhandler de en jordisk kongeskikkelse. Sagen er, at den kommende skal frelse folket ved at befri det for dets fjender. I nogle tilfælde bliver messias fremstillet som en mere himmelsk skikkelse, som med guddommelig kraft skal oprette et gudsrige. I Matthæusevangeliets sammenhæng skal spørgsmålet forstås som et spørgsmål, om Jesus er den ventede Messias. Det ved læseren selvfølgelig allerede, at han er, men Johannes Døberens tvivl giver anledning til at placere ham og Jesus i forhold til hinanden og i sammenhæng med forudsigelserne.
Interessant nok er det Jesu gerninger (Matthæus skriver ”Kristi gerninger”, når han kommenterer), der foranlediger spørgsmålet. Er sagen, at Johannes Døber havde forventet en anden type gerninger (jf. 3,11-12)? Er det Jesu frelsesbudskab, hans evangelie-forkyndelse, der har fået Johannes Døberen til at tvivle? I så fald er der ikke en modsætning mellem hans viden i kap. 3 og hans spørgsmål her. Det har ellers plaget mange fortolkere af Matthæusevangeliet.
v. 4-5: Jesu svar henviser til de konkrete oplevelser af forkyndelse og undergerninger, som de er fremstillet i hhv. kap. 5-7 (Bjergprædikenen) og kap. 8-10 (mirakler). Men måden Jesus udtrykker sig på er tydeligt inspireret af Esajas, fx Es 35,5-6, men også Es 29,18-19; 42,18; 61,1. Han anvender formuleringerne fra Esajas for at beskrive sine egne handlinger som den frelsestid, som Esajas profeterede om. Jesu handlinger indleder frelsestiden. Han svarer altså ikke om sin egen person, men om sit virke.
Svaret på spørgsmålet er altså lagt tilbage til Johannes Døberen. Kan han se, at frelsestiden er indledt i Jesu virke? I så fald har han selv svaret, at Jesus er ”den, der kommer”.
v. 6: Og heraf kommer Jesu person så i spil. Forargelsen må gå på, om man kan acceptere, at frelsestiden indledes af dette menneske. I evangeliets sammenhæng bliver muligheden for forargelse endnu større, når dette menneske også henrettes ved korsfæstelse. Det er let at tage afstand fra, at han skulle have noget at gøre med Guds frelsestid. Det er forargelsen. Saligprisningen angår altså dem, der ikke lader sig forarge af det. De er salige.
Ordet salig (jf. 5,3-12) betyder lykkelig, velsignet, heldig o.lign. Her markerer det altså, at de er på den rigtige side, hvis de ikke tager anstød af Jesus.
v. 7-8: Jesus belærer folkeskarerne om Johannes Døberen. De indledende retoriske spørgsmål er ikke helt nemme at forstå. ”Et siv, der svajer for vinden.” ”Et menneske i fornemme klæder.” Måske skal udtrykkene blot forstås som det modsatte af Johannes Døberen. Han var ikke let at bevæge som sivet, men var stålsat i sin forkyndelse. Han var ikke rig og smykket, men asketisk og iført kameluld. Nogle vil mene, at udtrykkene indeholder en skjult hentydning til kongen Herodes Antipas, der lod sig afbillede med et siv som sit personlige emblem. I så fald antydes netop, at Johannes Døberen var det modsatte af Herodes. Imidlertid er dette ikke det vigtige.
v. 9: Det vigtige er, at de gik ud for at se en profet. Jesus understreger: mere end en profet. Hvordan man kan være mere end en profet fremgår af næste vers.
v. 10: Johannes Døber er nemlig ikke bare en profet, men den profet, der opfylder Malakias’ profeti (Mal 3,1; teksten er også influeret af Ex 23,20) om en engel, som skal berede Guds vej. Matthæus’ brug af skriftordet lader Johannes Døberen være den engel, der er udsendt foran Jesus. Jesus er altså den, der kommer, mens Johannes Døberen er hans vejbereder. Således placeres Johannes Døberen og Jesus i forhold til hinanden, og deres historie bliver præsenteret som opfyldelsen af de gammeltestamentlige profetier.
I v. 14 uddyber Jesus og identificerer Johannes Døberen med Elias (i modsætning til teksten fra Johannesevangeliet, der er prædiketekst fjerde søndag i advent. I Johannesvangeliet er Johannes eksplicit ikke Elias (Joh 1,21)). Dermed hentyder han til Mal 3,23-24:
Se jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige. Han skal vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre, så jeg ikke skal komme og slå landet med forbandelse.
Allerede før Det Nye Testamentes tid var det en jødisk forestilling, at Elias skulle komme igen og berede vejen for Gud ved at afvende vreden. Forestillingen om Elias’ genkomst findes i Sir 48,10. Som den genkommende Elias har Johannes Døberen en rolle inden for den gammeltestamentlige historie og de gammeltestamentlige profetier. Han er derfor mere end en profet, for han opfylder forudsigelsen om Elias’ genkomst.
Fortolkning
Formålet med teksten er i Matthæusevangeliets sammenhæng at afklare forholdet mellem Johannes Døberen og Jesus. Selv om Johannes Døberens reaktion på Jesu svar ikke fortælles, er det tydeligvis meningen at give dem begge den rette plads i Guds historie med mennesker, sådan som den er fremstillet i de gammeltestamentlige skrifter. De opfylder profetierne, for Johannes Døberen har beredt vejen for ham, der indstifter den guddommelige fredstid. At Jesus gør det, kan man se på hans gerning. Deraf kan man vide, hvem han er.