Helbredelsen af den epileptiske dreng
v.14 [Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes] kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. v.15 Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham.
v.16 Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?«
v.17 Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. v.18 Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.«
v.19 Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!«
v.20 Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig.
v.21 Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?«
Han svarede: »Fra han var barn. v.22 Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.«
v.23 Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.«
v.24 Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!«
v.26 Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« v.27 Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.
v.28 Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?«
v.29 Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«
Mark 9,14-29 (jf. Matt 17,14-21; Luk 9,37-42)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Matthæus og Lukas har overtaget fortællingen fra Markus. Efter min mening har de næsten ødelagt den. Faderens bøn til Jesus ”jeg tror, hjælp min vantro”, tager de begge ud, så han ikke har anden rolle end at bringe drengen til Jesus og forklare situationen. Indledningen er også forsvundet, så det bliver lidt uklart, hvorfor disciplene i Matthæusevangeliet efterfølgende spørger, hvorfor de ikke kunne drive ånden ud. Hos Lukas er også den del taget ud. Ligeledes er afslutningen, hvor Jesus rejser drengen op væk hos dem begge. De har dog bevaret Jesu udsagn om, hvor længe han skal være i denne vantro slægt, men uden de andre dele mister det sin sofistikerede betydning.
Hos Matthæus er helbredelsen en optakt til at belære disciplene om tro. Derfor kommer ordet om at have tro som et sennepskorn umiddelbart efter. I øvrigt har Matthæus indsat en ”diagnose”. Han siger, at han lider af ”månesyge”. Derfor hedder afsnittet helbredelsen af den månesyge dreng i den autoriserede oversættelse af Matthæusevangeliet, mens den hedder helbredelsen af drengen med den urene ånd i Markus- og Lukasevangeliet. Hos Lukas bliver fortællingen i øvrigt mest en demonstration af Jesu kræfter, der får alle til at prise Gud.
For mig er det ærligt talt underligt, at Matthæus og Lukas har kunnet behandle den fine og sammenhængende fortælling på den måde. Måske har de simpelt hen haft svært ved at forstå faderen, når han siger: ”Jeg tror, hjælp min vantro.” Det kan man måske godt forstå, men det er ingen god grund til at udelade det fascinerende udråb.
Tekstens placering i Markusevangeliet
I Markusevangeliets forløb følger teksten umiddelbart efter forklarelsen på bjerget (Mark 9,1-13). Det er dér Jesus og de tre disciple kommer fra, da det begynder. De er dog ikke nævnt ved navn i den græske tekst. Efter helbredelsen følger den anden lidelsesforudsigelse (Mark 9,30-32). Teksten står således centralt mellem demonstrationen af Jesu guddommelighed på bjerget og forudsigelsen af hans lidelse i Jerusalem. Hvad denne sammenhæng præcist betyder for udlægningen af teksten, har jeg lidt svært ved at greje. På en måde forstår man en smule bedre Jesu lidt barske udsagn om, at han ikke længere kan holde denne slægt ud. Men kun en smule.
Lidt vidtgående er det nok, men man kan måske sige, at mellem Guds udsagn, at Jesus er hans søn, og denne søns lidelse og død, er der et opgør med dæmoniske kræfter. De afvæbnes, fordi netop denne Guds søn er til stede. Hans virke kan endog videreføres i tro og bøn. En anden mulighed er, at denne sammenhæng foranlediger, at man fortolker det, at Jesus rejser drengen op, som en henvisning til opstandelsen. Men jeg synes ikke rigtigt, at fortællingen vinder særligt meget ved at stå i denne sammenhæng. Den er også god nok i sig selv.
Tekstens detaljer
Teksten består af tre afsnit: Indledning (v. 14-16), helbredelsen med dialog med faderen (v. 17-27), opfølgende privat samtale med disciplene (v. 28-29).
v.14-16: Indledningen sætter scenen. Det er vigtigt, at der er mange til stede i en livlig scene med diskuterende parter. Det leder frem til både faderens bøn til Jesus og til den afsluttende samtale mellem disciplene og Jesus. Det er også ret bemærkelsesværdigt, at Jesus tager ordet og indleder samtalen. Men det mest iøjnefaldende er, at skaren reagerer med ærefrygt, da han kommer til dem. De bliver ude af sig selv. Det passer egentlig ikke i Markus’ fortælling, hvor Jesus jo ikke optræder som en guddom, men det passer til forklarelsen på bjerget. Den var skaren jo bare ikke med til. Skal man forestille sig, at de har opfattet ham som en eksorcist, der kan drive urene ånder ud, og derfor på en gang er imponeret over og nervøs for at hilse på ham? Det kan meget vel være tilfældet.
v.17-18: Faderen forklarer, hvad det handler om. Han fortæller, at hans søn gribes af en stum ånd. Af beskrivelsen kan man ikke lade være med at tænke på epileptiske anfald. ”Epilepsi” betyder ordret at blive grebet, faktisk overgrebet/overmandet. Selv om medicinere allerede i antikken vendte sig mod den opfattelse, at epileptiske anfald skyldtes dæmonbesættelse, var det en almindelig forestilling. Disciplene kunne ikke hjælpe.
v.19: Jesu udbrud er den ene af to fascinerende udtalelser i teksten. Hvorfor klager Jesus pludselig over at være i denne vantro slægt? Måske er forklaringen, at han henvender sig til disciplene og bebrejder dem deres vantro, som viste sig ved, at de ikke kunne helbrede drengen. Det er nok den mest realistiske forklaring. Der er ikke tale om, at guddommen kun en overgang er på besøg i den onde menneskeverden og længes efter at komme derfra. Men modsætningen mellem ham og mennesker bliver markeret både i dette udsagn og i det forhold, at disciplene ikke kunne hjælpe. Og så udtrykker det med ubarmhjertig tydelighed, hvad Jesus mener, er problemet i denne slægt: Vantro.
v.20-21: Faderen bringer på Jesu opfordring drengen til ham. Umiddelbart griber dæmonen ham. Det er udtryk for, at to magter nu skal udkæmpe en kamp om drengen. Der er et lille intermezzo, som øger spændingen, mens faderen fortæller mere om drengens tilstand. Han slutter med en bøn til Jesus: Hjælp, hvis du kan. Hele scenen er meget dramatisk med den dæmonbesatte dreng og den desperate fader, mens Jesus tilsyneladende roligt stiller uddybende spørgsmål.
v.23-24: Selv om selve helbredelsen først følger i v.25, er dette fortællingens klimaks. På den ene side Jesu reaktion på faderens bøn, på den anden side faderens endnu mere desperate nødskrig. Temaet vantro fra v.19 videreføres. Jesus siger først, at alt er muligt for den, der tror. Men hvem er det, der skal tro? Tilsyneladende er det faderen. Sådan reagerer han i hvert fald. Men det passer ikke med udsagnet i v.19 til disciplene og heller ikke den afsluttende belæring om bøn. Umiddelbart skulle man tro, at det er undergøreren, der skal have tro. Men er det faderen? Er det hans tillid til Jesus, der omsættes i helbredelsen? Det kunne godt se sådan ud. I så fald er bøn og tro det samme. Om disciplene er vantro (v.19) eller ikke er i stand til at bede (v.29), kommer derfor ud på ét. Det hele handler om at have den rette tillid.
Faderens svar i v.24 er, synes jeg, en af de bedste sætninger i Bibelen. Det er næsten synd at udlægge den. Pointen er forholdet mellem hans desperation og bevidstheden om, at han ikke selv er i stand til at tro. Dermed udviser han netop absolut tillid til Jesus. Jesus må selv stå for den nødvendige tro.
v.25-27: Selve helbredelsen er fremstillet i detaljer, der fortsætter fortællingens dramatiske stil, hvor det epileptiske anfald forstås som dæmonens kamp mod Jesu. Resultatet bliver, at drengen ligger som død tilbage. Det tror skaren i hvert fald. Jesus rejser ham op. Selve udtrykket kan give associationer til en dødeopvækkelse, men hvis det skal være andet end en realistisk beskrivelse, skal det sikkert pege frem mod de dødes opstandelse. Det er jeg dog ikke sikker på. Med dette er helbredelsen kommet til sin afslutning.
v.28-29: Efterfølgende og i enrum udspørger disciplene ham om, hvorfor de ikke kunne helbrede drengen. Jesus svarer, at det kun kan ske ved bøn. Imidlertid har hele fortællingen vist, at bøn og tro er to sider af samme sag. Disciplene er den vantro slægt.
Tekstens fortolkning
Jeg har ikke kunnet skjule min begejstring over denne tekst. Den er dramatisk og helstøbt og har en klar, men raffineret pointe. Det er simpelt hen et stykke formidabel litteratur. Gennem teksten afslører Jesus de selvbevidste disciple, for ikke at tale om de fjendtlige skriftkloge, der også er til stede, for deres manglende evner. Det hele bunder i, at de vil selv. Han siger det direkte til faderen: ”Dette, hvis du kan!”, for det er nemlig ikke, hvad det handler om. Det handler ikke om at kunne. Det handler om tro. Faderen bliver helten, der indser, at ikke engang det kan han selv. Derfor får han hjælp. Disciplene forstår ingen ting. Og man har næsten indtrykket, at Jesus ikke gider svare dem. For de kan heller ikke forstå svaret. Så er læseren igen mere vidende end disciplene i Markusevangeliet. Læseren får den rette forståelse gennem fortællingerne, som Markus har lagt dem til rette for os. Det er hele pointen i Markusevangeliet.