Mark 9,14-29
Når man skal prædike, har jeg lært, skal man gøre evangeliet nærværende og vedkommende for kirkegængerne. Man skal vise, hvordan det er aktuelt i den verden, vi lever i. Hvordan det taler ind i tiden og siger os noget i dag. Så kan man bruge kunst og kultur til at illustrere, hvad der gælder for den menneskelige eksistens og hvordan pointerne i evangelieteksten svarer til almenmenneskelige vilkår. Man kan referere til aktuelle begivenheder og fælles oplevelser, som skal vise evangeliets relevans i nutiden. Det er meget, meget svært, når man stadig er relativt uerfaren prædikant. Og der er det ulykkelige at sige om det, har jeg hørt fra tidligere kongelig konfessionarius Christian Thodberg, at det ikke bliver lettere med tiden. Nogle gange synes man heller ikke, at man får hjælp af teksterne, fordi stykkerne er klippet ud af evangelierne på en måde, man ikke kan se meningen med. Det kan være voldsomt frustrerende i forberedelserne og resultatet bliver som regel derefter.
Andre gange er prædiketeksten af en sådan karakter, at man blot er bange for at ødelægge den. Uanset hvad man tænker på at sige om den, kan ikke leve op til den. Ethvert forsøg på at gøre den relevant og aktuel kommer blot til at forfladige dens pointer og fortynde dens radikalitet. Teksten siger det, den skal, sådan som det skal siges. Som prædikant kan man kun komme til at stå i vejen for den, hvis man taler om, hvilke teaterstykker man har set, eller hvilke bøger man han læst. For teksten er i sig selv så præcis og personlig, at man kun kan aflede opmærksomheden med sin snak. Så skulle man egentlig lade teksten være, lade den tale for sig selv, for hvis bare man lytter opmærksomt og læser grundigt, siger den det, der skal siges.
Evangelieteksten om den epileptiske dreng er sådan en tekst. I sig selv rummer den alt, hvad der skal til for at være nærværende og vedkommende. Den er medrivende og dramatisk. Man kan lettest spolere den ved at tale om den. Fremfor alt inddrager den umiddelbart tilhørerne, for man kan slet ikke lade være med at spejle i historien om faderen, der vil det bedste for sin søn. Man gennemlever hans fortvivlelse. Sammen med ham skriger man i desperation, ”jeg tror, hjælp min vantro”. Og til slut oplever man hans befrielse, da Jesus tager drengen ved hånden og rejser ham op. Prædikanten skal ikke tilføje noget. For han kan ikke sige det bedre, end det siges i evangeliet.
Teksten begynder med larm og ballade. Diskussion mellem skriftkloge og disciple, en mængde mennesker, der ikke ved, hvem de skal holde med. Uorden og kaos, for ingen kan finde ud af, hvad de skal gøre. En har brug for hjælp, andre tror de kan hjælpe. Det mislykkes og giver anledning til kritik og bebrejdelser. For hvad skal man mene, når folk har brug for hjælp og ingen kan hjælpe? Så føler man sig forladt og forvirret, for ingen synes at give mening og alle peger i forskellige retninger. Hvad skal man egentlig tro? Hvad kan man tro, når dem, der skulle hjælpe svigter. Når autoriterne skændes og bruger energien på at kritisere hinanden. Hvem skal man vende sig til i sin forvirring og fortvivlelse? Hvor kan man søge ro, når alt er i oprør?
Jesus kommer og skaren reagerer lige så hysterisk, som den hidtil har været. De farer mod ham, kaster sig ned for ham i ærefrygt, for nu skal han sætte tingene på plads. Som så ofte i kaotiske tilstande, tror de i deres forvirring, at løsningen kan komme af at underkaste sig en anden. Hvis bare man kan give ansvaret fra sig, så bliver alt mere overskueligt. Når nogen tager magten, og man kan følge dem i mere eller mindre blind tillid, så kan der blive ro og orden. For vi ved jo godt, at jo vanskeligere en situation er, jo lettere er det at styre folk. Krisehåndtering må på mange måde være den nemmeste håndtering, for modstanden er minimal for den, der tager det på sig at føre ud af krisen. Opbakningen til ledere bliver aldrig større end i utryghed og usikkerhed, for da er man villig til at følge den, der vil skabe tryghed og sikkerhed – eller påstår at ville det. Ethvert magtmenneske ved, at en forvirret og frygtsom befolkning er den letteste at udøve magt over. I forvirringen sætter man kritikken til side. I frygten lader man sig føre.
Jesus kommer til stede og han er modsætningen til forvirringen. Han er rolig. Han er selve roen. Hvor alle ellers synes at være i oprør, synes Jesus at stå helt stille. Han er det sikre centrum både i fortælling og i den scene, man ser for sig. Han står urokkeligt i midten, den urolige skare slår kreds om ham. Så først nu hører vi, hvad det drejer sig om. En fader fortæller om sin epileptiske søn. Beskrivelsen er realistisk indtil det punkt, at anfaldene forårsages af en ånd. For det gør epilepsi ikke, selv om nogen mente det engang. I stedet bliver drengen til et sindbillede på alt det, der er galt i fortællingen. Han gribes af ånden og kan ikke styre sig; han har ikke styr på sig selv, fordi noget bemægtiger sig ham, nogen tager magten fra ham, så han ikke har kontrol over sig selv. Forvirringen, som vi mødte i folkemængdens urolige usikkerhed, er nu billedligt at finde i mennesket selv, når det ikke kan kontrollere sig og ikke har magt over sig selv.
Man taler til tider om menneskehedens tre store fornærmelser. For det første, da Galileo fortalte, at jorden ikke var universets centrum, men en del af et solsystem. For det andet, da Darwin fortalte, at mennesket ikke var naturens centrum, men en del af en evolution. Og for det tredje, da Freud fortalte, at bevidstheden ikke personens centrum, men en del af en kompleks psyke. Paradoksalt nok, har kirken traditionelt opponeret mod disse ydmygelser. Paradoksalt, fordi kristendommen om nogen skulle vide, at mennesket ikke er centrum og ikke har magt over sig selv. At det overladt til sig selv, er en kampplads for påvirkninger og indflydelser af forskellig art. Mennesket kastes, når det blot er sig selv, mellem megalomanisk selvovervurdering og selvudslettende mindreværd. Når mennesket er alene, befinder det sig i en storm af drifter mod både umiddelbar behovsopfyldelse og underdanig behagesyge. Når mennesket er for sig selv forvirret og kaotisk, for det er skabt til at stå i relation. For i sit billede skabte Gud det. ”I sit billede skabte han dem.” Uden Gud er mennesket uden sit billede, så ved det ikke, hvor det skal vende sig hen og kan ikke finde ud af, hvem det er. Så kan det tro, at det selv er Gud; eller det kan mene, at det styres af ånder. Først i relationen til Gud, i hvis billede det er skabt, finder det sig selv. I den relation holder forvirringen op, og kaos kommer til en ende, for i den relation er mennesket den, det skal være, som det er skabt. Derfor er Jesus det rolige centrum i fortællingen, for han er den relation til Gud, i hvilken mennesket finder sig selv og falder til ro. Og derfor svarer han så barsk på al den forvirring, der møder ham: ”Du vantro slægt, hvor længe skal jeg holde jer ud?”
For vantroen er at stå uden for den relation, som man er skabt til; vantroen er forvirring. Omvendt er troen at stå i relation til Gud. Så er man, som man er skabt til. For den, der står i den relation, er alt muligt; for i den relation er alt, som det skal være. Forvirringen er hørt op, der er ikke tvivl om, hvem man er, eller hvad man skal, for så er man, som man skal være, når man er skabt i Guds billede. Alt er muligt, for alt er i orden for den, der tror. Det siger Jesus til faderen, der desperat beder for sin søn. Og han svarer det eneste, man kan svare som menneske: ”Jeg tror, hjælp min vantro.”
Andet kan han ikke sige, for hvilket menneske kan selv bringe sit forhold til Gud i orden? Lige så lidt som mennesket kan skabe sig selv, lige så lidt kan det selv fremkalde den tro, som er forholdet til Gud. Mennesket kan ikke kræve at stå i relation til Gud; det kan ikke forlange at blive sig selv som et billede af den Gud, der har skabt det. Gud alene kan bringe forholdet til mennesket i orden. Mennesket kan intet andet end bede: ”Jeg tror, hjælp min vantro.” For så er det, som det skal være. Så lader det Gud bringe forholdet i orden. Han opretter relationen, så er han Gud og mennesket er menneske. Så forsvinder forvirringen over hvem man er og hvad man skal være; så afvæbnes magterne, der kræver at man skal være dette eller hint, for i den bøn lader mennesket Gud være den eneste magt. Når mennesket beder: ”Jeg tror, hjælp min vantro,” er det, som det er skabt, i Guds billede.
Evangelieteksten slutter med det eneste, der er at sige, når vi står i det kaotiske liv og den forvirrende tilværelse og kun oplever modstridende interesser og modsatte følelser: Den slags kan kun drives ud med bøn. Og bønnen kan ikke være andet, end ”Jeg tror, hjælp min vantro.” For i den bøn er alt som det skal være. Vi kan leve livet, som skabt i Guds billede. For når vi beder, ”Jeg tror, hjælp min vantro,” er vi intet andet.
DDS 392 – 20 – 410 — 587 – 577 – 38