Matth 15,21-28
Denne tekst er den mest chokerende tekst i Det Nye Testamente. Det er principielt også chokerende, at Jesus Kristus lider døden på korset langfredag. Og det er vel endnu mere chokerende, at graven er tom påskedag. Disciplene og kvinderne ved graven bliver chokerede, men læseren gør det ikke. For i evangelierne, bliver man forberedt på det. Jesus har sagt det forud, så man ved, at det skal ske.
Men denne episode med den kanaanæiske kvinde er der intet, der forbereder på. Den chokerer alle. Kvinden, disciplene, læserne. Ja, den chokerer, hver gang man læser den, for Jesus selv får et chok, og man bliver selv mindst lige så chokeret som ham. Man bliver også chokeret over ham, for en kvinde kommer til ham i sin nød, og så sker det, at han afviser hende.
Kvinden overskrider ganske vist alle grænser, da hun henvender sig til Jesus. Ikke alene er hun kvinde og bør alene af den grund ikke kontakte en fremmed mand i offentligheden. Hun er også hedning, kanaanæer, dvs. af det folk, der er jødernes ærkefjender, som de gennem hele historien har kæmpet med om retten til landet, hvor de bor. Kanaanæerne er det folk, som jøderne mere end noget andet ønsker at adskille sig fra. Grænsen mellem dem må være helt tydelig, for bliver de først blandet, risikerer det jødiske folk at opløses blandt alle de andre folkeslag. Så den grænse må være klar og det er derfor åbenlyst upassende og grænseoverskridende, at kvinden anråber Jesus.
I samtiden har det derfor sikkert ikke været chokerende, at Jesus ignorerer hende. Men det er det sandelig for os. Jesus vil ikke vide af kvinden, der råber om hjælp til sin dæmonbesatte datter. Han svarer hende ikke et ord, trods hendes bøn om hjælp. Hun laver en scene, der er pinlig for alle. En kanaanæiske kvinde, der råber efter en jødisk mand på åben gade. Det er chokerende. Disciplene beder Jesus om at tage affære. Han må stoppe optrinnet, for kvinden kaster skam over dem alle.
Så får man som læser det et større chok. Ikke alene efterkommer Jesus sine disciples ønske og afviser kvinden. Han har ikke noget med hende at gøre. Han er kun sendt til de fortabte af Israels hus. Hun er ikke af Israels hus, hun er kanaanæer, så hun må pakke sig. Men hun fremturer, kaster sig ned og tilbeder ham. Og så kommer et endnu større chok. Jesus tager anledning af hendes positur på alle fire foran sig til at kalde hende en hund. Sådan nogle som hende skal man da ikke give så meget som en brødkrumme. I modsætning til de ægte børn af Israels hus, der har ret til brødet, har hun ikke krav på noget som helst. Hun er bare en lille hund.
Det er chokerende, at Jesus taler sådan. I dag kan det kaldes had-tale, hate speech. Det handler ikke blot om, at det er sårende at blive kaldt en lille hund. Det handler om den nedværdigende logik, der er på færde i talen. Med sine ord placerer Jesus kvinden i en særlig underdanig position. Det er den vold, som sproget er i stand til at udøve. Nedladende kommentarer og nedværdigende udsagn har ikke blot deres effekt ved at være fornærmelser. Det egentlig hadefulde er det sprogsystem, som diskriminerende udtryk for race, køn og seksualitet indgår i. For i den brug af sproget udnævnes nogle til at ikke at være mere værd, end at man kan kalde dem ved sårende udtryk. Derfor kan man ikke undgå forskelsbehandling og sproglige ydmygelser ved at forbyde bestemte ord. Der bliver ikke mindre racediskrimination, fordi man forbyder n-ordet, som et særligt nedladende ord om sorte mennesker kaldes. Alene det forhold, at det findes et ord som n-ordet findes, fremviser et samfunds ulighed. Det er indeholdt i sproget. Det er sprogets vold, at det tilsigtet eller utilsigtet bruges til at gøre nogle mindre og mindre værdige, end man selv er.
I en af sine bøger om sin klasserejse, som nordmændene kalder social mobilitet, vil den franske forfatter Eduard Louis vise, hvor mærket man bliver af at vokse op i fattigdom. Louis stammer fra den franske underklasse i en landsby i Nordfrankrig, hvor de fleste efter en minimal skolegang får dårligt betalt og fysisk nedslidende arbejde på den lokale fabrik og i øvrigt primært beskæftiger sig med at se fjernsyn, ryge og drikke alkohol. Han fortæller om, hvorledes selve det sprog, de taler, mærker dem alene på grund af dialekt, vokabular og syntaks, for nu at bruge ord, som de aldrig ville bruge. På grund af deres fejlfyldte sprog fremstår de tydeligt som underklasse for alle andre. Men det er ikke det værste. Det er værre, at sproget selv, det vil sige de udtryk, som de bruger om sig selv og hinanden, er med til at holde dem nede. Den måde de taler på til hinanden med hyppige skældsord og øgenavne er med til at skabe en verden, hvor de ikke anser sig for at være noget værd, for det får de jo hele tiden at vide af hinanden. Deres dårlige selvværd er så at sige indbygget i deres sprog. Og det værste er, at de ikke bare kan lade være, for det er det sprog, som de kan.
Særligt rørende er det beskrevet, da Louis erklærede, at han er homoseksuel. For hans fader er det pinefuldt, at hans søn er homoseksuel. Ikke fordi det kom som en overraskelse, og ikke fordi faderen elsker sin søn mindre af den grund, men fordi han kun kender skældsord for det, som hans søn er. Han er kun i stand til at udtrykke sig nedladende om det. Så voldeligt er sproget, at man ikke kan komme fri af dets magt, men tvinges til at forstå verden gennem dets. Når man anvender nedgørende navne, bliver mennesker nedgjort. Det er et chok, at Jesus anvender den slags sprog her.
Men så kommer et nok større chok, at kvinden ikke stikker halen mellem benene, men rejser børster og viser tænder. Hun bruger Jesu sprog til selv at skaffe sig en plads ved bordet. Hun overtager det nedladende udtryk, leger med det og vender det om, så det værdisystem, som det hører til inden for, falder fra hinanden. Nu er de småhunde ikke længere urene og uvelkomne dyr, men medlemmer af familien, der er med ved måltidet. Pludselig er hun ikke et udskud, men har hjemme blandt børnene. I stedet for at nedgøre bliver sproget brugt til at udfolde nye muligheder og skabe mere værdi. Sproget har ikke blot kraft, når det er voldeligt. Det har lige så stor kraft, når det er kreativt. Det kan ikke blot nedgøre; det kan også frigøre.
Teknikken kender man fra diverse undertrykte gruppers egen brug af netop de termer, som andre fornærmer dem med. Når de selv overtager de nedladende udtryk og bruger dem om sig selv og hinanden, kan de få et nyt indhold og en ny værdi. Således bruges n-ordet faktisk inden for det afro-amerikanske miljø. Og skældsord for homoseksuelle kan overtages af disse grupper og ligefrem blive til en officiel betegnelse, der neutraliserer fornærmelsen. Ordene bruges til at skabe netop den stolthed og værdighed, der skal til for at stå imod den vold, som sproget og samfundet ellers møder dem med.
Nogle vil mene, at selv ordet kristen er opstået på den måde. I udgangspunktet var det et nedladende øgenavn for dem, der bekendte sig til Kristus. Men de kristne tog det selv til sig og gjorde dets indhold positivt, fordi det var netop, hvad de var. Mennesker, der har deres identitet i Kristus. Således bruger også den kanaanæiske kvinde sproget til at give sig selv værdi. Det er et chok, at hun gør det.
Men det største chok er, at Jesus lader sig irettesætte. Han accepterer kvindens kreative brug af sproget. Han roser hende for at have skabt plads til sig selv ved at bruge sproget mod hans egen nedgørende afvisning. Han bøjer sig for, at sproget ikke skal bruges til at gøre mennesker mindre, men til at gøre dem større og inddrage dem i fællesskabet. Det er chokerende, at Guds egen søn må ændre holdning. Men at han gør det, er den tydeligste tilslutning til den sprogbrug, som har fået ham selv til at skifte mening. Mere tydeligt kan det ikke være, at det kreative, inklusive og positive sprog er det sprog, som kristendommen skal udfolde sig i. Det sprog, der vendes mod det nedgørende, ekskluderende og negative sprog, der gør mennesker underlegne og befolkningsgrupper underordnede. Jesus selv måtte forlade det sprog. Fra da af omfatter det kristne sprog alle. Ja, det omfatter også os, selv om vi heller ikke er jøder.
Det er det sidste chok. At kvinden roses. Hun roses for sin tro. Troen, der gav hende mod til at gå i rette med Jesus. Troen, der gav hende styrke til at skabe sig plads i sproget. Troen, der ikke lod hende i tvivl om, at hun hørte til. Den tro, der ikke lader sig rokke fra tilliden til Jesus Kristus. Den tro er også vores tro, når vi har tillid til, at intet kan skille os fra ham. Den tro, at hans budskab handler om os, uanset hvem vi er. Evangeliet er et chokerende tydeligt udtryk for, at det kan ingen ændre på.
DDS 410 – 639 – 654 — 385 – 460 – 582