Mark 9,14-29
Skulle man udvælge sig et enkelt vers fra hele Bibelen som sit yndlingsvers, som det vers man kunne have med sig livet igennem og finde frem fra sin hukommelse, når man har brug for at høre noget eller sige noget, der ikke kommer fra en selv, så kunne man passende overtage faderens råb til Jesus: ”Jeg tror, hjælp min vantro.”
Hele troslivet er omfattet af det udsagn. Det rummer alle troens bevægelser fra tro til vantro. Det indeholder sikkerhed i bekendelsen, ”jeg tror”, og det indeholder usikkerhed i bønnen, ”hjælp”. Således udtrykker det begge sider af den tillid, som er fundamentet for ethvert religiøst liv. Begge dele, både sikkerheden i bekendelsen og usikkerheden i bønnen er trosudtryk, fordi troen ikke kan være andet end en bøn om at få hjælp i sin vantro. Ja, det er troen: at kunne bede om hjælp til sin vantro. Mere kan vi ikke end at sige dette: Jeg tror, hjælp min vantro. Og mere er der ikke at sige, for større bekendelse er der ikke end dette: Jeg tror, hjælp min vantro. Alle andre bekendelser er udfoldelser af denne ene bekendelse.
Når vi siger, ”vi tror”, som vi lige har gjort, er det også en bøn om, at bekendelsen må gælde for os. At Gud må være far og skaber for os, må være søn og frelser for os, og må være helligånd og hjælper for os. I bekendelsen beder vi om, at det må være sandheden om os, så vi kan være skabt i Guds billede. Således er bekendelsens ”vi tror” samtidig bønnen ”hjælp vores vantro”, for vi kan selv ikke stå inde for bekendelsens virkelighed. Vi kan kun bede om, at den må være virkelighed for os.
Således faderen i evangelieteksten. Stående over for Jesu løfte ”alt er muligt for den, der tror”, kan han ikke andet end bekende sin tro på, at hans egen tro ikke kan stå alene: ”Jeg tror, hjælp min vantro.” I sin bekendelse kan han ikke andet end overgive sig til troen på, at han ikke selv skal præstere sin egen tro. I sin bøn overgiver han sig til tilliden til, at troen vil blive ham skænket. ”Jeg tror, hjælp min vantro.”
I teksten er faderen desperat. Hans søn angribes af dæmoner, som prøver at slå ham ihjel. Formentlig har man engang opfattet mennesket som under påvirkning af ydre kræfter, der kunne trænge ind i det og kontrollere det. Kræfterne kunne være både gode og velvillige og onde og destruktive. Mennesket måtte forsøge at holde sig fra de ondskabsfulde magter, for grænsen mellem den enkelte og omverdenen kunne gennemtrænges, og mennesket kunne overmandes. Således sønnen i teksten. Beskrivelsen af hans anfald leder tankerne til epilepsi, men de forklares som dæmoniske angreb udefra.
I dag har vi for længst lagt denne begrundelse for epilepsi ind i mennesket. Det er ikke ydre dæmoner, der griber mennesket; det er indre elektriske kortslutninger, der forårsager krampeanfald. Tilsvarende har man lagt årsagen til en lang række andre lidelser ind i mennesket. Dæmonerne bebor i dag menneskets indre. Dæmoner er ikke længere noget, der forfølger og overfalder mennesket. Dæmonerne er i mennesket og angriber indefra, så man skal kæmpe med sig selv, når man skal bekæmpe sine dæmoner, uanset om dæmonerne er alkoholisme, angst eller anoreksi. Dæmonerne sidder i den enkeltes sind, og der skal de bekæmpes, eller rettere bearbejdes for der er ikke tale om eksorcismer, der kan drive dem ud, men behandlinger der kan dæmpe dem, så man kan lære at leve med dem. Når mennesket selv bærer rundt på dæmonerne i form af psykiske problemer og mentale udfordringer, bærer mennesket også selv ansvaret for dem.
Fænomenet er det samme, som man kender fra en række andre sammenhænge. Engang var et menneskes svaghed og utilstrækkelighed, dets uperfekthed, noget man kunne aflægge bekendelse for i kirken og få tilgivelse. Så var det ude af verden. Mennesket ville selvfølgelig synde igen, for det var netop en synder og kan derfor ikke være perfekt. I udgangspunktet var ethvert menneske faldet og fordærvet af synden. Man kaldte det syndefaldet og arvesynden. Det lå uden for det enkelte menneske. Det var ikke den enkeltes ansvar, for det var bare menneske og af den grund underlagt en magt, som det ikke kunne frelse sig selv fra. Frelsen måtte det få udefra, ligesom synden kom udefra. I sig selv var mennesket fortabt, fordi det var uperfekt.
I dag får alle – særligt børnene og de unge – at vide, at de er perfekte i sig selv. Forældrene tror, at de selv har skabt et menneske i Guds billede, så deres egne børn er perfekte. Intet fejler de, og intet mangler de, og derfor bliver enhver fejl og enhver mangel deres eget ansvar. Når det, de ser i spejlet, ikke lever op til den fejlfrie person, som de har fået at vide, at de er, må de selv tage ansvar for at rette fejlene. I bedste fald kan det ske ved kosmetiske operationer.
Værre er det, når manglerne findes i det indre. Når de tror at de selv skal realisere den gudsbilledlighed, som de er blevet pålagt, så de vil være gode skoleelever, gode venner og veninder, gode medarbejdere, gode sportsudøvere og gode søskende og gode børn for deres forældre. Alt på en gang. Når det så viser sig, at det ikke var muligt at være perfekt på alle områder på samme tid, så falder ikke bare selvbilledet, men hele virkelighedsbilledet fra hinanden, og der er ingen kan tage ansvaret andet end dem selv. Så må man i behandling og lære at kontrollere sine forventninger til sig selv og manøvrere i omgivelsernes idealer, og igen bliver alle kravene lagt ind i personen selv.
For voksne gælder det på samme måde, at det, der engang blev pålagt dem udefra, nu lægges ind i deres egen person og bliver deres eget ansvar. Medfører arbejdslivet stress får man behandling og lærer stresshåndtering, så man kan opbygge en tilstrækkelig robusthed til at kunne klare sig på arbejdsmarkedet. Gode arbejdspladser sætter endog ind med forebyggende kurser og undervisning, så man er helt sikker på, at det er medarbejderens eget ansvar, hvis stressen alligevel rammer. Og tilsvarende med mange andre lidelser. Selv konkrete fysiske problemer er blevet livsstilssygdomme, som altså ifølge betegnelsen er resultat af den levestil, som den syge har haft, og kunne undgås og helbredes, hvis vedkommende tog ansvar for at anlægge en anden stil.
Vi tror ikke længere på dæmoner. De er afskaffet. Dæmoner angriber ikke længere uperfekte, porøse mennesker udefra. Dæmonerne er lagt ind i det perfekte menneske og er blevet dets eget ansvar. Fortabelsen skylder det sig selv. Med det resultat at alle løsninger også skal findes i mennesket selv. Når det er fortabt, har det kun sig selv at henvende sig til. Og mennesket indkroger sig i sig selv, fordi det hele tiden skal frelse sig selv fra dets egne indre dæmoner.
”Den slags kan kun drives ud ved bøn,” siger Jesus til sine disciple, der har forsøgt at uddrive dæmonen, der overmander den epileptiske dreng. Og det lyder som en lige så gammel og forældet magisk opfattelse af bøn som ideen om, at dæmoner kommer udefra for at slå mennesker ihjel. Som om bøn var en trylleformular, der kunne jage ydre dæmoner væk. Når dæmonerne er lagt ind i menneskets eget sind og angriber mennesket indefra, kan bønnen ikke virke som et magisk værn mod stress og depression og alle andre moderne dæmoner.
Men bønnen retter det indkrogede mennesket ud. I bønnen kan mennesket kun være rettet ud, væk fra sig selv i bevidsthed om, at det mangler noget, som det ikke kan give sig selv. Overbevist om, at det ikke selv kan udbedre sine fejl. I vished om at det må bede om hjælp. For bøn er det uperfekte menneskes privilegium. I bønnen er mennesket uperfekt, fordi det stiller sig over for Gud, der er perfekt. Derfor er bønnen også en bekendelse, for i bønnen bekender mennesket at det er uperfekt, og Gud er perfekt. Og derfor er bekendelsen også en bøn, for i bekendelsen beder mennesket om, at Gud vil være perfekt for det uperfekte menneske, så det ikke selv skal være perfekt. Som uperfekte mennesker er der ikke andet at bede om eller bekende end dette: ”Jeg tror, hjælp min vantro”.
Ifølge den bøn og den bekendelse er mennesket skabt i Guds billede. Ikke som et grundlag eller en forudsætning, som det skal leve op til, men som svaret på, hvem det er, når det ikke kan være perfekt, ikke kan frelse sig selv, ikke engang tro selv, men kun sige ”jeg tror, hjælp min vantro”.
DDS 410 – 201 – 508 — 626 – 557 – 654