Det sande vintræ
v.1 »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. v.2 Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt.
v.3 I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. v.4 Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.
v.5 Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. v.6 Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. v.7 Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det.
v.8 Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.
v.9 Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. v.10 Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed.
v.11 Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.«
Joh 15,1-11
Teksten forhold til de andre evangelier
Der er lignelser om vingårde og vingårdsmænd i de andre evangelier, men der er ikke en tekst, hvor Jesus sammenligner sig selv med et vintræ. I Det Gamle Testamente kan folket sammenlignes med et vintræ, som Gud tager sig af (fx Jer 2,21), men heller ikke det er en direkte parallel. Man må sige, at det er en typisk johannæisk tekst, der benytter kendte motiver fra de synoptiske evangelier og Det Gamle Testamente, men konstruerer sin helt egen metaforik.
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Kapitel 15 er en del af afskedstalen, som Jesus holder for sine disciple inden påske. Afskedstalegenren er kendt. En betydningsfuld person holder før sin død en tale til sine efterladte om, hvordan de skal klare sig uden ham. Ofte er talerne fyldt med formaninger og gode råd, så de kan leve uden den døde. Johannesevangeliet benytter bevidst denne genre, men bøjer den, så den ikke handler om et kommende fravær, men om et fornyet og forandret nærvær. Pointen er ikke som i en almindelig afskedstale, at forbindelsen til den døende brydes, men tværtimod at den fortsætter på nye vilkår. Vintræsbilledet fremstiller metaforisk den fortsatte relation til Jesus.
Med kapitel 15 indledes en ny del af afskedstalen. Umiddelbart før i 14,31 ser det faktisk ud til, at Jesus har afsluttet sin tale og vil begive sig mod sin skæbne i Jerusalem. Men talen fortsætter altså til og med kapitel 17. Man har selvfølgelig forklaret den underlige ujævne overgang fra kapitel 14 til 15 litterærkritisk, således at man har ment, at kapitlerne stammede fra forskellige kilder, der er blevet sat lidt ufikst sammen. Det er stadig en mulighed, at overgangen viser spor af tekstens historie, men man kan ikke nødvendigvis adskille den i forskellige kilder. Det er mere sandsynligt, at skriftet er blevet til ad flere omgange, og den abrupte overgang er tegn på den gentagne bearbejdning. I øvrigt og meget typisk Johannesevangeliet betyder teorierne om skriftets tilblivelse ikke noget særligt for forståelsen af dets indhold.
I det følgende fortsætter talen om bud, der er indledt i v.10. I v.12 defineres buddet som buddet om at elske hinanden, hvilket fører til udsagnet om, at ingen har større kærlighed end at give sit liv for sine venner (v.13). Således viser Jesus sig som disciplenes ven ved at give sit liv for dem (v.14-15).
Tekstens detaljer
Metaforteoretisk er dette en ganske interessant tekst, for det er ikke bare et billede, der bruges om et sagforhold. Det er for enkelt at sige, at Jesu forhold til disciplene fremstilles som vinstokkens relation til grenene. I stedet smelter de to dele sammen, så der opstår en særlig logik, hvor en del kommer fra billedet (fx forholdet mellem stamme og grene; sammenhængen mellem grene og frugt) og en anden del kommer fra forholdet mellem Jesus og disciplene (fx Jesu ord til disciplene; disciplene som Jesu disciple). På den måde kan det rette forhold mellem dem beskrives som at bære megen frugt.
Tekstens struktur er derfor lidt vanskelig, for det er ikke blot et billede, der først præsenteres og siden appliceres. Delene er også strukturelt blandet sammen. I stedet kan man dele den efter jeg-er-ordene (v.1.5). V.9-11 har derimod en anden tematik, men hænger sammen med det foregående på grund af ideen om at blive i Jesus.
v.1-2: Dette er en præsentation af billedet ved det karakteristiske johannæiske jeg-er. Flere gange i evangeliet definerer Jesus sig selv med denne markante formel, der kan have forbindelser til det gammeltestamentlige gudsnavn, selv om det i den græske oversættelse lyder lidt anderledes (2 Mos 3,14). Pointen i Johannesevangeliet er, at alle de steder Jesus bruger formlen jeg-er, præsenterer han sig som indfrielsen af noget mennesket har brug for: brød, lys, hyrde, døren, sandheden, vejen og livet. Han er således svaret på alle menneskelige behov og der er ikke grund til at søge noget andetsteds. Det markeres tydeligt, når han omtaler sig selv, som det ”sande”. Ligesom han er den sande hyrde i modsætning til alle andre hyrder, er han i dette tilfælde det sande vintræ i modsætning til alle andre vintræer. Hvad mennesket søger, får de sandt indfriet hos ham.
I den gammeltestamentlige tradition bruges vintræet til at præsentere en gudsrelation. At det samme er på færde her, understreges af, at faderen er vingårdsmanden (jf. Es 5,1-7). For den, der kender den bibelske metaforik, er det altså allerede her klart, at Jesus er det sande gudsforhold, fordi han er det sande vintræ. Gud tager sig af sin vinstok, som en vingårdsbonde bør gøre for at den kan trives bedst muligt.
Allerede her er billedet ved at glide sammen med forholdet mellem Jesus og disciplene, fordi formuleringen blive-i bruges.
v.3: I forlængelse af ideen om, at faderen renser grenene, anføres, at og hvordan disciplene allerede er rene. Det er de gennem Jesu ord. Men faktisk antyder dette også en sammenhæng til næste vers’ ide om blive-i, hvilket bliver eksplicit i v.7. Tanken er altså, at når de har modtaget Jesu ord, er de i den situation, som svarer til at være en gren på hans vintræ og blive plejet af faderen.
v.4: Forestillingen om at være-i og at blive-i er karakteristisk johannæisk. Således fremstilles det ideale forhold mellem de troende og Jesus. Man kalder det en reciprok immanens, fordi de er-i og bliver-i ham og han i dem. Denne ultimative enhed skabes gennem ordet, som Jesus taler til dem, men også ånden, som han overgiver dem. Nogle vil mene, at det er to sider af samme sag. Pointen er i hvert fald, at foreningen med Jesus sætter dem i stand til at gøre det, de skal. Ligesom grenen, der går til, hvis den ikke er forbundet med træet, kan de ikke gøre noget uden at være forenet med Jesus.
v.5: Dette jeg-er ord sammenfatter pointen i de første fire vers. Det bidrager kun med den pointe, at forbindelsen til Jesus betyder, at de kan bære megen frugt.
v.6 tager metaforikken op fra v.2 og udvider den. Talen om at kastes i ilden og brændes giver associationer til eskatologiske scenarier om den endelige dommedag, hvor de uretfærdige skal gå til i Helvedes flammer. Det er helt sikkert, at sådanne billeder også antydes i denne formulering, selv om Johannesevangeliet i øvrigt ikke gør meget ud af dommedagsskildringer.
v.7: Sammenhængen mellem Jesus og disciplene fremstilles både som at blive-i ham og som at hans ord bliver-i dem. Det er tvivlsomt, om det skal forstås som to ting. Snarere er det netop det samme. Konsekvensen af denne immanens er bønshørelse. Når de er-i ham, vil deres bønner blive hørt. Det tema findes andre steder i Johannesevangeliet. Alle steder er pointen, at den sandt troende, der har ånden, er-i Jesus og beder i hans navn, vil få sine bønner opfyldt. Årsagen er, at i den situation kan man ikke bede om noget, der ikke er i overensstemmelse med faderens og sønnens eller åndens vilje, og således vil man ikke kunne undgå at få sine bønner opfyldt. For helt grundlæggende er ens bønner allerede opfyldt, når man er i den reciprokke immanens, for der er intet mere at bede om.
v.8: Her falder billeddel og sagdel helt sammen. De bærer megen frugt og bliver Jesu disciple og deri er faderen herliggjort. Spørgsmålet er, hvad frugten er symbol på. Er det deres discipelstatus, der er frugten, som herliggør faderen? Eller er der med frugt tænkt på udbredelsen af forkyndelsen, så det er mission, der er indholdet af billedet? Begge dele kan begrundes i Johannesevangeliet. Her synes der dog først og fremmest at være tænkt på selve det forhold, at de er hans disciple. Derved er faderen herliggjort. Det er nemlig, hvad sønnen skal gøre: åbenbare faderen og vinde tro på sig selv som faderens åbenbaring. Så er de begge herliggjort. Herliggørelse betyder at få anerkendelse. Faderen anerkendes, når han erkendes gennem sønnens åbenbaring af dem, der erkender, at Jesus åbenbarer Gud. Det er de troende disciplene, der har erkendt og anerkendt relationen mellem fader og søn og derfor selv inddrages i den. Deri bærer de megen frugt, at de er hans disciple og bliver-i ham, for det er at anerkende ham.
Det foreslås også, at frugten kan være kærlighedsgerninger. Nedenfor vil det fremgå, at det er et og det samme.
v.9-10: Nu formuleres den reciprokke immanens med andre termer. Først kærlighed. Som der er en kærlighedsrelation mellem fader og søn, skal der også være mellem Jesus og disciplene. Således inddrages de i kærlighedsrelationen mellem fader og søn.
Dernæst omsættes kærlighedsterminologien til bud-terminologi. Sønnen har et bud fra faderen, som han har varetaget, derfor er han blevet i faderens kærlighed. Ligeledes skal disciplene varetage Jesu bud og dermed blive i hans kærlighed. Senere bliver det klart, at buddet er buddet om indbyrdes kærlighed.
Hvad man for det første ser her, er paralleliteten mellem forholdet mellem sønnen og faderen og mellem Jesus og disciplene. Det svarer fuldstændigt til, at de inddrages i relationen mellem fader og søn. Dernæst bliver det klart, hvorledes vintræsmetaforen skal forstås: blive i vintræet = blive i hans ord = blive i hans kærlighed = blive i hans bud = udføre buddet om indbyrdes kærlighed. Således består den reciprokke immanens i den reciprokke kærlighed.
v.11: Glæde er et selvstændigt tema i Johannesevangeliet. Kort sagt, er det den følelsesmæssige reaktion, der hører sammen med den fulde erkendelse af Jesu identitet og derfor den fuldendte tro på ham. Den fremkommer, når Jesus møder disciplene som opstanden (Joh 20,20). Her sættes den i fuld overensstemmelse med den reciprokke immanens og paralleliteten mellem Jesus og disciplene lig med Jesu glæde. Som han har glæde ved sin immanens med faderen, således vil de få det ved deres immanens med ham. Det er den fuldkomne tilstand, de kommer i, når de indgår i den troende relation til ham.
Tekstens fortolkning
Man kan næsten sige, at der gennem teksten sker en afmytologisering af billedet. Det begynder med billedet af vintræet og grenene, hvilket bliver sat lig med Jesus og disciplene, når de modtager hans ord. Det bliver yderligere sat lig med at være i hans kærlighed, som er lig med at varetage hans bud, som er at elske hinanden. Altså er disciplene grene på vintræet, i ham og han i dem, i hans kærlighed, når de varetager hans bud og elsker hinanden. Den indbyrdes kærlighed er at være i ham og have ham i sig. Videre i teksten udfoldes det, at denne kærlighed også indebærer den ultimative selvopofrelse, fordi Jesu kærlighed til dem er paradigmatisk for deres til hinanden. Det er ærgerligt, at det ikke er kommet med i prædiketeksten.