Joh 15,1-11
Hold fastere omkring mig
Med dine runde arme
Hold fast, mens dit hjerte
Endnu har blod og varme
Om lidt, saa er vi skilt ad
Som bærrene på hækken
Om lidt, er vi forsvunde
Som boblerne i bækken
Emil Aarestrups digt er fra 1838. Mon ikke den uforglemmelige slutlinje ”som boblerne i bækken” er inspireret af Brorsons verselinjer, som vi lige sang: ”da er din tro ej andet/end boblerne på vandet”. Måske de begge er påvirket af Kingo, der i Far verden, far vel skriver ”Hvad er det dog alt/som verden opsminker med fager gestalt?/Det er jo kun skygger og skinnende glar,/det er jo kun bobler og skrattende kar”. Hos Kingo er det verdens beskaffenhed, der sammenlignes med tomme bobler. Kingos salme skal vi ikke synge i dag. Hos Brorson er det troen uden kærlighed, der er lige så flygtig og ubestandig som vandets bobler. Hos Aarestrup falder de begge sammen, for da er det livets kærlighed, der uvægerligt går til i døden, som enhver kærlighed, der er båret af runde arme og varme hjerter.
Boblerne er uden bestand. De opstår af ingen ting, for kort efter at briste og forsvinde i det ingenting, som de opstod af. For Aarestup er boblerne udtryk for kærlighedens og livets flygtighed, verdens forgængelighed, fordi livet er på dødens betingelser. Nok så fast kan den elskede holde, grebet må slippes: om lidt er vi skilt ad som bærrene på hækken, om lidt er vi forsvundne som boblerne i bækken.
Aarestrups bobler er derfor nok de sørgeligste blandt de tre digteres bobler. Grundstemningen i digtet er angst, som også er dets titel. For Kingo sætter verdens bristelige bobler i modsætning til evighedens bestandighed, som han har blikket stift rettet mod og derfor kan tage afsked med denne ubestandige verden. Det kan Aarestrup ikke. Han må fortvivlet klynge sig til de runde arme og det varme hjerte, der for en stund omfavner ham. For Brorson har troen derimod bestand, når den udtrykker sig i kærligheden, og kun uden kærlighed er den som boblerne på vandet. Han kan derfor sige ”Den sande kærlighed/af ingen ende ved;/når tro og håb er omme,/og vi til himlen komme/skal kærligheden brænde/først ret og uden ende.” For den tro, der har kærlighed, har bestand. Den er det timelige udtryk for den sande, evige kærlighed.
Boblerne hos Aarestrup, Brorson og Kingo er billeder på det skønne, der ingenting indeholder og derfor ikke kan bestå. Således er bobler indgået i nutidens sprog som et begreb, der betegner en opblæst situation uden indhold. Boblen må derfor briste. Vi har oplevet det med boligbobler og IT-bobler. Man taler om det i forbindelse med oppiskede stemninger på internettet og i de sociale medier. Bobler kan findes, når politiske programmer oppuster en situation, så den kommer ud af dimensioner. Logikken i boblerne er den samme. En boble opstår, når tilpas mange mennesker tænker, taler og handler ud fra situation, der viser sig ikke at være holdbar. Engang mente alle, at boligmarkedet bare ville stige og stige, indtil det vidste sig, at det byggede på lån, som alt for mange ikke kunne betale. Så bristede boblen og boligmarkedet blev blodrødt. En anden gang havde finansmarkedet ubetinget tillid til alt, der handlede om IT. Så viste det sig, at ikke alle IT-fabrikker var sunde. Nogle var helt tomme. Og boblen bristede med store tab til følge. Bobler kan også være meninger, som når der piskes en stemning op mod etablerede politikere og alt for mange amerikanere mister tilliden til demokratiet og nogle ulykkeligvis handler derefter. For sagen er, at bobler er virkelige, indtil de brister. Så længe mennesker handler inden for boblen, er boblen sandheden. Derfor er det vanskeligt, næsten umuligt at se sin egen boble. Var corona en boble, kunne man spørge? Eller er tiden virkelig så usikker, som det bliver sagt? Eller er der ved at blive skabt en boble af utryghed, for at vi skal handle – og stemme – inden for den boble? Så bliver boblen virkelighed, selv om den måske er uden indhold. Så får den gennem vores holdninger og handlinger bestandighed, selv om den måske ikke holder.
Evangelieteksten fra Johannesevangeliet vil også skabe en virkelighed omkring os. Den er ikke i tvivl om, hvor bestandigheden findes. Billedet af vintræet og dets grene, der forbundet med det bærer megen frugt, er så poetisk levende, at man kan se det for sig. Og her i kirken kan man faktisk se det for sig, når dåbsvandet fra alterbilledet løber ud af maleriet og lader store vinklaser vokse i udskæringen bag alteret. Så bliver det klart, hvordan dåbens indpodning i Kristus giver næring til den frugt, som de troende bærer.
Men Johannesevangeliet lader det ikke blive ved billedtalen. I løbet af teksten konkretiseres billedet ad flere omgange. Først får vi at vide, at forbindelsen til Jesus, så de troende er i ham, og han er i de troende, sker gennem modtagelsen af hans ord. Når hans ord bliver i dem, bærer de megen frugt. Herefter forbindes det med den kærlighed, som Jesus har vist. Bliv i den, lyder opfordringen, som straks konkretiseres til at holde hans bud. Lidt senere i Johannesevangeliets tekst, uden for det afsnit, der er evangelietekst i dag, hører vi, at det bud er at elske hinanden. Den indbyrdes kærlighed er den frugt, der kommer ud af at have Jesu ord i sig ved troen og at være indpodet i ham som grenene på vintræet ved dåben. Den indbyrdes kærlighed er ikke som boblerne flygtig og forgængelig, men forbliver, fordi den er funderet uden for os selv. Eller rettere i den indbyrdes kærlighed får boblen bestandighed, fordi den bliver virkelig gennem vores holdninger og handlinger.
Bliver boblen sandheden, fordi vi lever inden for den, så er det i evangeliet klart, at dens indhold kommer et andet sted fra. Bliv i min kærlighed, lyder opfordringen. For kærligheden i Johannesevangeliet kommer ikke fra den troende selv. Kærligheden er skænket den troende. Derfor skal vi om lidt synge om kærligheds og sandheds Ånd, hvis forbindelse mellem himmel og jord knyttes gennem dåbens sjælebad og hjertets drik og mad, hvori den er guddomskraften. Således gøres det klart, at det sande vintræ, hvori Kristus selv er livskraften, indpodes vi i gennem dåben, og styrkes vi i gennem nadveren, så enheden mellem Kristus og de troende opstår gennem det nadvermåltid, vi spiser sammen. Vi skal synge det, mens vi fejrer nadvermåltidet sammen ”Ja, dit ord, hvormed du giver/mig dit eget kød og blod,/i mig var og er og bliver/livets træ og livets flod/alle Åndens frugter må/skabes for din skyld derpå,/i dem alle som i Eden/vokser, modnes kærlighed.”
Så er det lige her i vores gudstjeneste, at evangelietekstens ord bliver sandhed. Ved at være døbt ind i den kristne menighed, indpodes vi i det livstræ, som er Kristus selv. Og ved ved at tage del i nadverfejringen, styrkes vi i samhørigheden med ham. Gennem den fælles salmesang, omsluttes vi af ordene om Kristi kærlighed. I kirkens symbolik indsættes vi i en sammenhæng, der er bestemt af generationers liv i de bibelske fortællinger. Og gennem de bibelske vidnesbyrd modtager vi selv hans ord til os, så vi kan leve i hans ord og holde hans bud og derved blive som grene på hans vintræ. Gudstjenesten sætter det hele op for os og om os, så evangeliet bliver levende omkring os. At være i den meningssammenhæng er at være i hans vintræ. Som at være i en boble af mening.
Gudstjenesten skaber en boble omkring os. En boble af mening bestemt af årtusinders gudsdyrkelse gennem læsninger, bønner, salmer og ritualer, som vi indlemmes i ved at deltage. Så får vi og vores liv mening og værdi ved hver og en at være centrum i den boble. Og boblen får bestand, ved at vi lever i den, når vi går ud af gudstjenesten og stadig har dens meningssammenhæng omkring os og kan leve med den ”tro og håb og kærlighed, som helt til Himlen os ledsage,” som vi skal synge til sidst. For den er givet os til at leve i nu og i fremtiden.
Så kan det være, at vi går ud herfra for at leve i en tid, der er så usikker og utryg, som ingensinde før. Det kan være, at angsten for at miste det, vi har, er grundstemningen i tilværelsen. Måske forekommer gudstjenestens boble bristefærdig og vil sprænges i mødet med verdens barske realiteter. Eller måske er det omvendt. Måske kan den totusindårige boble punktere de nutidige bobler af mismod med deres tilhørende mistænksomhed, for i kristendommens boble er vi skænket en kærlighed, som omslutter os helt. Den boble får bestand og bliver stadigt stærkere, når vi lever i indbyrdes kærlighed. Trygheden i den boble, som gudstjenesten skaber om os, står imod alle boblerne af utryghed i verden udenfor. Lever vi i den og giver den virkelighed ved at lade den bestemme vores handlinger mod hinanden, vil dens frugter vise sig stærkere end alle de frugtesløse bobler, som opstår af frygt. De vil være som boblerne på vandet. Den tro, der virkeliggør sig i kærlighed, kan være den mest fuldendte og mest virkelige blandt alverdens bobler, når vi bliver i den. Den bevare vores udgang og indgang fra nu af og til evig tid.
DDS 743 – 598 – 690 — 292 – 694 – 729