Matt 22,34-46
I Johann Wolfgang von Goethes store drama Faust er der i første del fra 1808 en scene, der foregår i en have. Marthas have er det. Her mødes hovedpersonen Heinrich Faust med sin elskede Margarete, som også omtales ved sit tyske kælenavn Gretchen. Det er sådan i dramaet, at Dr. Faust har solgt sin sjæl til djævelen, Mephistofeles, for at få succes i både videnskaben og kærligheden. Faust møder den unge, enfoldige, kristne pige Gretchen, og ved Mephistofeles’ hjælp bliver hun indtaget i Faust. Det ender selvfølgelig sørgeligt, som det skal i tragedier, men inden da er der altså scenen i Marthas have. Her stiller Gretchn sin bejler et spørgsmål, der direkte oversat lyder: ”Hvordan har du det med religionen?” I en mere poetisk, men ikke helt jævn oversættelse gengives det: ”Hvorledes står det med din kristendom / Du er så hjertensgod en Mand / men bryder dig vist ikke stort derom.”
Det spørgsmål har lagt navn til et begreb på tysk: Die Gretchenfrage. Gretchen-spørgsmålet. Det betegner et spørgsmål, der skærer igennem og går til benet. Et som afslører, hvad en given sag handler virkelig om. Altså det spørgsmål som man må forholde sig til og kunne svare på, hvis man virkelig mener det, som man står for. Det er et spørgsmål, som man ikke kan tale sig uden om, for svaret afslører, hvem man er. Så det afsløres også, hvem man er, hvis man ikke vil svare.
Faust prøver selvfølgelig at tale uden om, for modsat hvad Gretchen tror, er han dybest set en uærlig og utroværdig mand. Først glider han af. Han elsker mennesker omkring sig og særligt Gretchen og vil ikke blande sig i nogens tro. Men det er ikke nok for Gretchen, for det betyder for hende, at han ikke tror. Men sådan skal det skam ikke forstås, forsikrer Faust. Det er blot ikke til at svare så entydigt på, siger han. Hvem tør i det hele taget sige: jeg tror? Men Gretchen fremturer: Så tror du altså ikke. Igen væver Faust. Jo, der er nok mere mellem himmel og jord, og universet er da også blevet til på en eller anden måde, men navnlig vil han sige, at når man giver sig selv helt hen til noget, så kan man kalde den følelse, lykke, hjerte, kærlighed, eller Gud. Gretchen konkluderer, at det lyder meget godt, og præsten siger næsten det samme. ”Ja, mens du taler,” siger hun, ”får du næsten ret, / men derfor står dog sagen lige slet; / for du har ingen Kristendom.” For hendes spørgsmål, die Gretchenfrage, kan man ikke tale sig ud af. Det kan man ikke forholde sig til på den ene side og på den anden side. Det kræver et klart svar, og giver man ikke det, har man allerede svaret. Svarer man ikke klart Ja, siger man i virkeligheden Nej, og så har man afsløret, hvem man i grunden er.
Folkeviddet kender et Gretchenfrage i vittigheden: ”Er du holdt op med at tæve din kone?” Der gives kun to svar på det spørgsmål, og uanset hvad man svarer, har man afsløret sig. Men der kan være mange andre typer spørgsmål, der afslører, hvem mennesker i virkeligheden er, og hvad de står for. Som altid bliver det meget tydeligere, når det handler om religion.
Sådan kunne man tænke sig, at det gjorde kristne familier når der skal tages stilling til spørgsmålet om børn og børnebørns dåb. Det kunne være sig til et Gretchenfrage, for enten bliver man døbt, eller også bliver man ikke døbt. Man kan forestille sig, at det ville afsløre grundlæggende uoverensstemmelser i familierne og medføre store brud. Nogle gange sker det, hvis et barn i familien ikke skal døbes. Men hos os sker det endnu tiere ikke. Jeg tror, at det er rigtigt, og jeg tror, at der er en grund dertil. Set inde fra dåben, fra den døbtes eget perspektiv, bør spørgsmålet om dåb nemlig ikke kunne udvikle sig til et Gretchenfrage, der sætter splid i familierne. For som døbt er man døbt til at leve det liv, mennesket er skabt til at leve. Det er ikke et nyt liv, som er helt anderledes end det skabte menneskeliv. Tværtimod er det netop det liv, som mennesket er skabt til, men som det ikke kan leve, hvis det blot er overladt til sig selv. Men netop derfor vil den døbte forstå alle mennesker, døbte såvel som udøbte, som skabte til at leve det samme menneskeliv. Af den grund kan man sige, at det for den døbte ligger i dåben selv, at den ikke skal blive et Gretchenfrage, der sætter skel mellem børn og sætter splid i familier. Og det er endnu en grund til at være glad for sin dåb. For det er inde fra den, at man kan svare klart på Gretchens spørgsmål, så det ikke sætter splid og ikke skaber skel.
Men Jesus får og stiller Gretchenfragen i dagens tekst. Først bliver han spurgt, hvad det største bud i loven er. Han kunne have svaret, at det er de bud, der gør jøderne til noget særligt. Det, der adskiller dem fra alle andre folk. Bud om renhed, spiseregler og omskærelse. Alle de bud, der sætter skel og viser, at det udvalgte folk er noget helt særligt blandt alle verdens folk. Men det gør han ikke. I lighed med andre jøder i hans samtid, svarer han, at det er buddet om kærlighed til Gud og næsten. Det bud, der sætter alle lige, fordi alle er i forhold til Gud og i forhold til næsten.
Men så stiller han et Gretchenfrage: ”Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?” Først mener de at kunne svare ved henvisning til de almindelige gældende traditioner. Kristus, dvs. jødernes Messias, kommer fra Davids slægt. Efter deres opfattelse er det en gængs forklaring, som man ikke behøver at tænke længe over. Det ved enhver, der kan sin bibelhistorie, mener de. Kristus hører til inden for en bestemt israelitisk familie. Derfor er han jødernes Messias.
Men Jesus er ikke tilfreds og udfordrer dem. For David kalder Kristus Herre, siger Jesus, og citerer et vers fra Salmernes Bog. Og så kan de intet svare. De står som Faust, der er afkrævet et klart svar, men ikke kan give det, fordi det vil afsløre, hvem man er. Skal man svare: Guds søn, så kan det nemlig ikke gøres objektivt og uengageret, som hvis man skal svare på, hvem kronprins Frederik er søn af. Hvis man skal svare, hvis søn Kristus er, så kan det kun ske ud fra et forhold til ham. Ud fra forholdet i den forstand, at man kan svare upersonligt, at Kristus er Davids søn, og så står man uden for forholdet til ham. Men svarer man Guds søn, kan det kun ske inde fra forholdet til ham. At dronning Margrethe har en søn eller David har en søn, kan man forholde sig uengageret og objektivt til. Men har Gud en søn, har det betydning for, hvem man selv er. For så skabes der et forhold til Gud gennem ham. Så er det gennem ham, at der er forhold til Gud. Men et forhold findes kun, hvis man står i det, og har kun betydning, når man lader sig bestemme af dem. Man kan kun omtale sin ven sin ven, inde fra venskabsforholdet, som man selv er bestemt af. Derfor må svaret på, hvem Kristus er, også komme inde fra forhold til ham. Man må svare på, hvis søn Kristus er, inde fra det forhold, som bestemmer, hvem man selv er. Der er det, som Faust ikke kan, for han står i forhold til Mephistofeles. Derfor ender hans væverier med at blive afsløret af Gretchen: ”Du har ingen kristendom.”
Når vi stilles over for det samme Gretchenfrage: ”Hvorledes står det med din kristendom / bryder du dig stort derom?”, kan vi svare inde fra det forhold, som vi er sat i, ved at svare med den bekendelse, som vi blev døbt på. For den stammer ikke fra os. Den stammer heller ikke fra den opstandne Kristus, som Grundtvig ganske vist sagde, men næppe mente bogstaveligt. Men den stammer fra den kristentro, som bestemmer, hvem vi kan forstå os selv som. For det er jo pointen, når man svarer på et Gretchenfrage, at man viser, hvordan man selv er.
Og når man svarer på spørgsmålet om religionen med trosbekendelsen til den treenige Gud, så har man sagt, at man ikke forstår sig selv som ophav til alt og som centrum for alting, men som skabt af Gud fader som alle mennesker og verden omkring en. Man har også sagt, at man ikke mener, at man selv er herre i sit eget liv, så ens egen opfattelse skal tilsidesætte alting, men man har brug for at høre det, som man ikke kan sige sig selv i budskabet om Gud søn, Jesus Kristus, der sætter fri fra vores egen vurdering af os selv. Og man har sagt, at vi lever det liv sammen i forpligtelse over for hinanden og alting omkring os i et fællesskab, vi kalder Gud Helligånden.
Trosbekendelsen siger, hvem vi er i forhold til os selv og i forhold til andre og i forhold til alt omkring os, når den siger, hvem Gud, Kristus og Helligånden er. Derfor svarer vi på Gretchen-spørgsmålet inde fra den, og derindefra lyder svaret vi til ære for …
DDS 729 – 598 – 481 — 54 – 4 – 728