18. s.e.trin.(1)
Det største bud i loven – Davids søn og Davids herre
v.34 Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, v.35 og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve:
v.36 »Mester, hvad er det største bud i loven?«
v.37 Han sagde til ham:
» ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ v.38 Det er det største og det første bud. v.39 Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ v.40 På de to bud hviler hele loven og profeterne.«
v.41 Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem:
v.42 »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?«
De svarede: »Davids.«
v.43 Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige:
v.44 ›Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
under dine fødder?‹
v.45 Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?«
v.46 Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.
Matth 22,34-46 (Mark 12,28-31.35-37; Luk 10,25-28; 20,41-44)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Forholdet til Markus- og Lukasevangeliet ser ud som mange andre tekster, der findes i alle tre synoptiske evangelier. Vi antager, at grundlaget for både Matthæus- og Lukasevangeliet er Markusevangeliet. Her findes teksten i en lidt anderledes og længere version. Den første del om det største bud i loven er en dialog med en skriftlærd, der imidlertid ikke spørger Jesus for at sætte ham på prøve, men fordi han har hørt at han saddukæerne godt (Mark 12,28). Jesus svar er lidt længere end i Matthæusevangeliet, fordi han medtager indledningen til 5 Mos 6,4-5, som han citerer, nemlig det kendte ”Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er en”. Dette kaldes den jødiske trosbekendelse. Det har navn efter de første ord, som på hebræisk lyder: Shema’ Israel. Derfor kaldes teksten også blot shema. Men denne indledning har Matthæus altså udeladt. Ligeledes har han udeladt den skriftkloges svar, som tilslutter sig Jesus og endda uddyber pointen, hvortil Jesus svarer anerkendende:
”Så sagde den skriftkloge til ham: »Det er rigtigt, Mester. Det er sandt, som du sagde, at Gud er én, og at der ikke er nogen anden end ham, og at det at elske ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og det at elske sin næste som sig selv er mere værd end alle brændofre og slagtofre.« Da Jesus hørte, at han svarede klogt, sagde han til ham: »Du er ikke langt fra Guds rige.« Derefter turde ingen længere spørge ham om noget” (Mark 12,32-33).
Denne del af teksten har Matthæus gjort mere polemisk ved at gøre spørgeren til en lovkyndig og ikke blot en, der kender skriften, samt helt at udelade den positive samtale, de har. Sådan er det i hvert fald på overfladen. For faktisk har Matthæus ved at udelade bemærkningen om brændofre og slagtofre fjernet en væsentlig pointe fra teksten. Hos Markus står den inden for en diskussion om templets og tempelkultens funktion. I Markusevangeliet bliver den forvandlet til den kærlighedspraksis, som gælder på grund af det dobbelte kærlighedsbud. I virkeligheden ikke bliver den ikke afskaffet, for templet rolle som stedet for Guds nærvær forskydes senere i evangeliet til nadveren, hvor Jesus er nærværende. Den pointe går helt tabt i Matthæusevangeliet, hvor forholdet mellem det dobbelte bud og kultisk praksis slet ikke berøres, formentlig fordi Matthæus ikke vil forholde sig kritisk til den.
Anden del af teksten om Davids søn eller Davids herre er i Markusevangeliet ikke udformet som en dialog. Her spørger Jesus retorisk: ”Hvordan kan de skriftkloge sige, at Kristus er Davids søn” (Mark 12,35). I Matthæusevangeliet er det dramatiseret, så farisæerne selv kommer til at give det forkerte svar. Også det er typisk for Matthæusevangeliets stærke polemik mod farisæerne.
Afslutningen på teksten lyder hos Markus: ”Og den store skare hørte gerne på ham” (Mark 12,37). I Matthæusevangeliet er det atter mere polemisk, idet han har placeret afslutningen på samtalen med den skriftlærde i første del af teksten her i en lidt anden formulering: ”Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde ingen spørge ham om noget” (Matth 22,46). Således lukker Jesus også munden på farisæerne.
I Lukasevangeliet er tekstens dele skilt ad. Spørgsmålet om det største bud er helt omformet i indledning til lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Luk 10,25-28). Her spørger den lovkyndige, hvad man skal gøre for at arve evigt liv. Da Jesus spørger ham, hvad der står i loven, svarer den lovkyndige selv med det dobbelte kærlighedsbud. Temaet er altså ikke, som i Markus- og Matthæusevangeliet lovens indhold, men det evige liv. Lignelsen om den barmhjertige samaritaner bliver en illustration af, hvem næsten er. Tydeligvis er Lukas i modsætning til Markus og Matthæus ikke interesseret i loven, for lovens egen skyld.
I det sidste afsnit ligger Lukas tættest på Markusevangeliet, idet han dog omformulerer det til et mere generelt spørgsmål: ”Hvordan kan man sige…”, som ikke er rettet direkte mod farisæerne. Faktisk står denne del at teksten lidt underligt løsrevet fra sammenhængen i Lukasevangeliet. Lukas er tilsyneladende ikke særligt interesseret i spørgsmålet (s.n.)
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
Umiddelbart forud for teksten er der en samtale med saddukæerne om opstandelsen. Den ender med, at Jesus argumenterer for opstandelsen – som saddukæerne ikke tror på – på en måde, så de ikke kan svare ham. Teksten knytter direkte an dertil ved at sige, at farisæerne hørte, at han således havde lukket munden på saddukæerne og derfor samles om ham. Farisæerne troede nemlig på opstandelsen. At Jesus skulle have lukket munden på saddukæerne, fremgår i øvrigt heller ikke af Markusevangeliet, hvilket atter understreger Matthæus’ polemiske ærinde.
Teksten er således en del af et længere afsnit med stridssamtaler, hvor Jesus diskuterer med forskellige jødiske partier som en skriftklog ville diskutere med andre skriftkloge. Imidlertid er diskussionen i Matthæus’ bemærkninger gjort ganske ophidset. Hvad den egentlig ikke er i Markusevangeliet. Det bliver særdeles klart i fortsættelsen i Matthæusevangeliet, hvor Jesus i hele kap. 23 udråber ve-råb over de skriftkloge og farisæerne og således uhyre tydeligt markerer forskellen mellem sig selv og dem. Det er meget karakteristisk for Matthæus, at han tager kraftigt afstand fra jøderne.
Det hele er en del af optakten til korsfæstelsen under påske i Jerusalem, som Jesus ankommer til i kap. 21. Hans diskussion og kritik af de jødiske partier bliver således anledning til hans henrettelse, hvilket betyder, at jøderne får skylden for den, mens romerne i højere grad frikendes.
Tekstens detaljer
Som det allerede er fremgået, kan teksten deles i to dele. Først om det største bud i loven (Matth 22,34-40), dernæst om Davids søn eller Davids herre (Matth 22,41-46). Begge er stridssamtaler, hvor Jesus diskuterer som en skriftlærd og går sejrrigt ud af dem.
Det største bud i loven
v.34-35: Ved indledning til samtalen nævnes det, at Jesus i det umiddelbart foregående havde talt til saddukæerne, så de ikke kunne svare noget. Det får farisæerne til at samles om ham. Saddukæere og farisæere er to jødiske partier. Farisæerne har jeg skrevet om tidligere. Det var en lægmandsbevægelse, der udbredte lovens betydning til hele dagliglivet, så enhver kunne være som en tempelpræst ved sit eget middagsbord, for nu at sige det lidt poppet. De anerkendte nemlig den mundtlige overlevering om loven, der fortolkede den bredere. Saddukæerne er i mange sammenhænge – også uden for Det Nye Testamente – modsætningen til farisæerne. De er parti af fra de højere sociale lag, der har betydelig politisk indflydelse, så længe templet står. Ofte forbindes ypperstepræsten med saddukæerne. Teologisk stod de formentlig for en konservativ retning. De anerkendte ikke den mundtlige overlevering som autoritativ, men kun den skriftlige lov. De troede ikke på sjælens udødelighed ifølge den jødiske historiker Josefus, hvilket passer med, at de ifølge Det Nye Testamente ikke tror på opstandelse. Efter templets fald i år 70 mister partiet sit grundlag og var på Matthæusevangeliets tidspunkt ikke en egentlig magtfaktor, hvilket farisæerne var. På Jesu tid var de derimod langt mere indflydelsesrige end farisæerne.
Når farisæerne henvender sig til Jesus, efter han har vundet stridssamtalen med saddukæerne, giver det altså historisk god mening, al den stund farisæerne og saddukæerne var teologiske (og politiske) modstandere. Men hos Matthæus tilkendes farisæerne ikke et reelt anliggende. En lovkyndig blandt dem spørger for at sætte Jesus på prøve. Ordet lovkyndig, som betegner en, der kender loven, altså en jurist, og ofte bruges synonymt med skriftklog, findes kun her i Matthæusevangeliet. Formentlig bruger Matthæus ordet for at understrege, at diskussionen handler om udlægningen af loven.
v.36: Det er ikke helt til at se, hvori prøven består, når den lovkyndige spørger om det største bud i loven. Er det blot for at kontrollere, at Jesus kender loven? Eller er det for at få Jesus til at tilkendegive, om han tilhører en bestemt teologisk retning? Kender man Markusevangeliet er det imidlertid lettere, for den kritik af templet og den kultiske praksis, som ligger i Markusevangeliet, er netop en prøve for Matthæus. Prøven er: Kan Jesus fastholde den gammeltestamentlige gudsforståelse og traditionen fra jødedommen i sin nye forkyndelse.
v.37-40: Spørgsmålet giver Jesus lejlighed til at komme med en programmatisk udtalelse. Han kombinerer to udsagn fra Det Gamle Testamente: 5 Mos 6,5 og 3 Mos 19,18 til det dobbelte kærlighedsbud: Kærlighed til Gud og næsten. Som jeg gjorde rede for i forbindelse med den barmhjertige samaritaner, er det ikke en enestående kombination. Andre tekster fra den antikke jødedom kan også sammenfatte hele loven i netop disse to bud. At det netop er denne tradition, som Matthæus står i, fremgår af den sidste bemærkning, som han ikke har overtaget fra Markusevangeliet, men selv skrevet: På de to bud hviler hele loven om profeterne (Matth 22,40). Denne sidste bemærkning giver tilkende, at det ikke blot er et spørgsmål om, hvilke bud er størst, men heller ikke om en sammenfatning af alle buddene i loven. For alt, hvad der handler om kultiske love og regler kan ikke uden videre indpasses heri. Det er snarere et spørgsmål om essensen af loven. Det, der er dens kerne.
Davids søn eller Davids herre
v.41: Ifølge Matthæusevangeliet følger dette afsnit umiddelbart efter det foregående, så det egentlig er den samme samtale med farisæerne, der blot skifter emne. Jesus sætter det nye emne med et modspørgsmål. De har spurgt om lovens egentlige indhold, nu spørger Jesus om Messias’ egentlige herkomst.
v.42: I Goethes Faust et spørgsmål, det såkaldte ”Gretchenfrage”. Det er Margarete, der spørger Faust:
„Nun sag’, wie hast du’s mit der Religion?
Du bist ein herzlich guter Mann,
Allein ich glaub’, du hältst nicht viel davon.“
Upoetisk oversat: ”Nu sig mig, hvad mener du om religionen?/Det er en hjertelig god mand/blot tror jeg, at du ikke bryder dig om den.” Af en eller anden grund har jeg altid forbundet dette spørgsmål med Jesu spørgsmål til farisæerne, for de bliver på samme måde som Faust stillet til regnskab for deres opfattelse. Ja, svaret på spørgsmålet afslører, hvem de er.
Jesus spørger om deres holdning til Kristus, hvis søn han er. I denne sammenhæng skal Kristus formentlig forstås som oversættelse af Messias. Begge dele betyder ”den salvede” og anvendes i Det Gamle Testamente og i andre jødiske skrifter, om en frelserskikkelse, der skal komme og befri Israel fra dets undertrykkere. Inden for Det Gamle Testamente er det en kongeskikkelse (2 Sam 7,12-16; Es 11,1; Jer 23,5; Ez 34,23; 37,24; Sl 89.20-38), som er salvet til at varetage sin tjeneste. Farisæerne mente, at der skulle komme en sådan kongelig Messias og frelse Israel. Det er helt integreret i forventningerne, at vedkommende skulle tilhøre Davids slægt. Spørgsmålet er derfor umiddelbart ganske enkelt, for der er stort set ingen forestillinger om en Messias, der ikke opfatter ham som af den davidiske linje.
Farisæerne svarer da også, som man skulle forvente.
v.43-45: Jesu modspørgsmål kan umiddelbart forekomme som sofisteri, men det er i virkeligheden udtryk for en almindelig skriftlærd måde at diskutere på. Den ene skriftlærde kommer med en udtalelse på grundlag af skriften. I dette tilfælde at Messias er Davids søn i betydningen af Davids slægt. Den anden skriftlærde kommer med et modargument i form af et citat. Her citatet fra Salme 110,1. Det var den almindelige forståelse, at David var den åndsinspirerede forfatter til alle de gammeltestamentlige salmer, derfor er det ham, der siger: ”Herren sagde til min herre”. Altså: Gud sagde til Messias. Således kalder David altså Messias sin herre.
Når David på den måde kalder Messias herre, hvordan kan han så være hans søn, idet man tager for givet, at sønnen er underordnet faderen? Det er nemlig ikke tilstrækkeligt at svare, at der med søn blot menes, at han er af Davids slægt, for stamfaderen vil altid være overordnet de senere generationer.
v.46: Det ender med at være et uløseligt spørgsmål for farisæerne. Hvordan kan Messias være af Davids slægt uden at være underlagt David, hvilket han ikke er, fordi David kalder ham herre? Læseren kan selvfølgelig svare.
Et svar på spørgsmålet kunne jo være, at Messias ikke er Davids søn og ikke er af Davids slægt. Så er der intet problem i, at David kalder ham herre. Det, tror jeg, er det implicitte svar i den tilsvarende tekst i Markusevangeliet. I den er pointen simpelt hen, at Messias ikke er Davids søn, for David kalder ham jo herre. Messias er nemlig Guds søn. Men det går ikke for det jødekristne Matthæusevangelium. For ham er det vigtigt, at Jesus, når han er Messias, lever op til de gammeltestamentlige forventninger til ham. Han må altså være Davids søn, af Davids slægt, således som profeterne har spået. Så Matthæus har altså et lige så stort problem med dette vers, som farisæerne: Hvordan kan Messias være Davids søn, når David kalder ham herre? Eller sagt på en anden måde, som måske mere er Matthæus’ problemstilling: Hvordan kan Jesus være Messias, hvis han ikke er Davids søn, men Guds søn? Og omvendt: Hvordan kan Jesus være Guds søn, hvis han er Messias, Davids søn?
Løsningen skriver Matthæus ud i de første to kapitler af evangeliet. Undfangelses- fødsels- og barndomsfortællingerne skal vise, at Jesus er Messias, der indfrier alle forventninger til ham, herunder at være af Davids slægt. Det er han nemlig gennem Josef sin ”sociale” fader. Men Jesus er også Guds søn, som er herre over alle. Derfor bliver han undfanget ved Helligånden og født af en jomfru. Faktisk mener jeg, at Matthæus fortolkning af Es 7,14: ”Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel” (Matth 1,23) er løsningen på problemet om Messias som Davids søn og Davids herre eller Guds søn og Davids søn. Han er begge dele, for han er søn af Gud, undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria; men han er også søn af Josef af Davids slægt, født i Davids by, Betlehem.
Det ved læseren, der har læst Matthæusevangeliet fra begyndelsen.
Tekstens fortolkning
Vi har altså at gøre med to tekststykker, der begge handler om, hvordan man skal forstå Det Gamle Testamente. Det første er spørgsmålet om loven. Hvad er essensen af den? Det andet er spørgsmålet om profetierne om Messias. Hvordan skal de forstås. I begge tilfælde viser Jesus sig som den endelige fortolker. Han udlægger lovens inderste princip og fortolker profetierne om Messias. På den måde viser han sig som dens opfyldelse.
Dermed lykkes det også Matthæus at tage afstand fra de jødiske grupperinger. Det er ham særligt om at gøre at lægge afstand til farisæerne, fordi de i modsætning til saddukæerne var en reel faktor på Matthæusevangeliets tidspunkt. Og fordi deres jødedom formentlig lignede den matthæanske kristendom mest. Matthæus gør netop krav på at have den sande forståelse af Det Gamle Testamente, ligesom farisæerne gør. Derfor må han vise, at de tager fejl, og han har ret. De bliver til den meget skarpe polemik, der følger i det næste kapitel.
Men sagen er også, at det for Matthæus er helt afgørende at bevare forbindelsen til netop den gammeltestamentlige Gud, til den lov han har givet, og til de profetier han har formidlet, for ellers ville kristentroen være en ny religion uden grundlag for en ny Gud. Det er netop ikke meningen. Det er nemlig den samme Gud, som har skabt himlen og jorden, har udvalgt Israel og givet loven, der har indfriet sine løfter gennem sin søn. Derfor gør Matthæus det klart, at Jesus er Davids søn og Davids herre.