- s.e.trin.: Matt 22,34-46 (Immanuel & Vartov, 19.10.25)
”Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?” Det er spørgsmålet. Som Hamlets spørgsmål i Shakespeares skuespil, når han spørger efter selve meningen med at være til: ”At være eller ikke at være; det er spørgsmålet.” Eller som Gretchens spørgsmål i Goethes Faust, når hun spørger om religionen: ”Hvad mener De om religionen? Jeg tror ikke, at de synes meget om den” For eksistensen er på spil i det spørgsmål. Man kan ikke svare uden at afsløre, hvem man er. Sig mig, hvem Kristus er, så skal jeg sige jer, hvem I er, kunne Jesus have sagt. For det er i dette spørgsmål, at det afgøres: Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?
Svarer vi, at han er Davids søn eller Marias søn, så kan vi hylde hans visdom og beundre hans handlinger; vi kan mødes om hans gode eksempel og udlægge hans forbillede, for så har vi fundet en klog mand, et moralsk forbillede eller et politisk ideal. Hvis vi svarer, at Jesus er Marias søn, har vi fået en vejleder, der kan lære os kloge ting om menneskelivet og samlivet mellem mennesker. Han kan lede os på vej i livet, så vi kan blive så gode mennesker som muligt og leve så godt som menneskeligt muligt. Svarer vi, at Kristus er Marias søn, har vi fået en vismand, en morallærer, en idealist, som det er værd at slå følge med i livet.
Marias søn er en skarp udfordrende formaning, der ikke bare stryger os med hårene, men taler os ret imod og beder os om se bort fra os selv for at tage os af de andre. ”Du skal elske din næste som dig selv,” siger Marias søn. Han viser det endda i sit eget liv, hvad det betyder, for han ikke viger tilbage fra helt og aldeles at se bort fra sig selv, så han til sidst ender på korset. Marias søn er en provokation, der står op imod uretten og ikke lader sig bringe til tavshed af overmagten. Til sidst må han lide martyrdøden, da han korsfæstes af de politiske og militære magthavere, som han havde kritiseret i sit liv. Sådan er Marias søn.
Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?
Svarer vi, at han er Marias søn, har vi også svaret, at det er ham, som vi har brug for. Vi har brug for en, der kan vise os vejen til det gode liv. En, der kan lære os at leve sammen med hinanden på en måde, så den mindste og den svageste er i centrum. En, der kan opmuntre os til ikke at lade os kue af uretfærdigheden og ikke lader os søge tilflugt i magtesløsheden, men giver os styrke til at tage kampen op for et bedre og mere retfærdigt samfund. En, der minder os om, hvad der er vigtigt i livet, så vi ikke spilder det med uvæsentligheder, men lærer os at leve det gode i liv i harmoni med hinanden og os selv. For vi skal elske vores næste som os selv. Det kan vi ikke sige os selv, men det kan Marias søn.
Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han? Er han Marias søn? Er vi dem, der har brug for Marias søn til at vejlede os i livet?
Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?
Svarer vi Guds søn, kan vi prise hans storhed og lovsynge hans gerning; vi kan mødes om hans opstandelse og udlægge hans åbenbaring, for så har vi fundet en frelser, en guddommelig skikkelse, der viser os himmelske hemmeligheder fra en anden verden end den, vi kender. Så kan vi af hans liv, død og opstandelse se, at vores virkelighed ikke er begrænset af vores eget liv, for han var død og opstod igen. Det, der ikke er muligt; det, som intet menneske har set; det har han gjort for os, da han i sin opstandelse viste os, hvad vores liv i verden er omkranset af. Nemlig ikke døden, som man skulle tro, men af livet hos Gud, som Guds søn kommer fra og vender tilbage til.
Guds søn er det helt andet. Den, man ikke kunne forudse og ikke forvente. Den, der kunne gøre alt det, som mennesker ikke kunne gøre. Ham, der gav sit liv for mange for at befri dem fra dem fra Gud. Ham, der fjernede synden og skylden og bar skammen bort, så mennesket kan leve som elsket af Gud, uanset om det lever op til alverdens idealer og forbilleder, for de er netop al-verdens. De kommer fra verden, som intet har med Guds søn at gøre. Guds søn er den, der frelser os ufortjent og uforskyldt ved sin frelsesgerning alene, så vi aldrig kan afkræves at gøre bestemte handlinger eller give bestemte ydelser. Men elske Gud Herren af hele vores hjerte og af hele vores sjæl og af hele vores sind. Guds søn har gjort det muligt, for han har oprettet vores forhold til Gud, så vi aldrig skal tro, at vi ikke er noget værd. For Guds søns skyld er vi alt værd.
Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?
Svarer vi, at han er Guds søn, har vi også svaret, at vi er sådanne, der intet formår af os selv. Sådanne, der i udgangspunktet har et forvrænget, ja forkvaklet forhold til Gud, til os selv og til hinanden, og derfor har brug for en helt anden til at rette det op. Vi har sagt, at vi ikke kan tro på os selv, selv om vi hele tiden tænker på os selv, og derfor må have en anden at tro på, for at vi kan løfte blikke fra os selv. Vi ved, at vi ikke kan frelse os selv, så vi må have en anden, der frelser os. En vi kan tro på, uanset hvad vi gør og hvordan vi lever: Guds søn, for han kan det, som vi ikke kan. Sådan er Guds søn.
Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han? Er han Guds søn? Er vi dem, der har behov for at blive frelst af en, der slet ikke er som os?
Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?
Han er begge dele, siger vi alle, for det har vi lige bekendt: ”Hans enbårne søn, vor Herre, undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria”. Kirkens lære handler jo om, at Kristus er både Guds søn og Marias søn. Han er både formaneren og frelseren. Han er forbillede for alt det gode og sande, og han er frelseren fra al synd og skam. Hans korsdød er konsekvensen af det ubetingede selvopofrende liv, og den er den død, der overvinder døden. Hans viser os det gode liv i verden og er det liv, der overvinder verden. Begge dele. Det er kirkens lære.
Men det er kirkens lære. Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?
Hvad mener jeg om Kristus? Hvis søn er han for mig? Hvem er jeg over for Kristus? Har jeg behov for anvisninger for at leve det gode liv? Formaninger om at sætte mig selv til side og tage mig af næsten, så vi kan leve i verden sammen. Eller har jeg brug for at blive tilgivet for min synd og få min skam båret væk, så jeg for hans skyld kan leve i forvisning om at mit liv er mere værd, end jeg selv kan gøre det til? Og jeg er næsten lige så stum som farisæerne, Jesus taler med, for jeg kan kun sige en ting ad gangen. Når det handler om mit liv, kan jeg ikke sige to ting på én gang, som kirken gør, for så handler det ikke om abstrakte dogmatiske tanker, men om et konkret liv. Enten lader jeg Kristi formaning at handle godt i verden gælde for mig, så jeg sætter mig selv til side og giver mig hen for livet i verden. Eller jeg lader Kristi handling gælde for mig i bevidsthed om, at jeg intet selv kan gøre for at bringe mit liv i orden. Det er enten eller. Enten gør jeg verden til et bedre sted, eller jeg bliver frelst fra verden. Jeg kan veksle mellem dem, men jeg kan ikke være begge samtidigt.
Men jeg har brug for begge, for den ene ligger altid som en fordring bag den anden. Når jeg følger Kristi forbillede i verden, ligger hans frelse fra verden bag det som en påmindelse om, at mine handlinger i verden aldrig er tilstrækkelige til at frelse mit liv. Når jeg længes efter frelsen fra verden ved Kristi overtagelse af min synd og skyld, ligger hans formaning om at give mig selv hen til livet i verden bag det som en påmindelse om det liv i verden, som jeg er forpligtet på. Begge dele. Både og. Du skal elske Herren, din Gud, og din næste som dig selv.
Hvad synes I om Kristus? Hvis søn er han?
Når vi skal svare, bliver vi tavse som farisæerne, for kan vi kun svare halvt. Enten Marias søn eller Guds søn. Men svaret er både og, for vi har brug for begge dele. Derfor skal vi ikke svare selv, men modtage svaret i den bekendelse, som tilsiges os
DDS 2 – 56 – 54 — 61 – 694 – 729