2014 er et centralt år for den danske folkeskole. Dels er det i år, at skolen kan fejre 200-års fødselsdag, og dels har folkeskolen fået en ny lov, som er blevet kaldt den mest omfattende skolereform nogensinde. Det første er sandt – det sidste kan diskuteres, og grundlæggende er reformen i hvert fald ikke groet i den grundtvigske have!
I 1814 fik Danmark som et af de første lande i verden en lovgivning om skolegang, som gjaldt for alle børn i landet. Det var faktisk 3 love: en for landet, en for købstaden og en for København, men alle indførte de skolepligt i Danmark og de havde samme formål for skolegangen, nemlig at gøre børnene til gode kristne og nyttige borgere. Skolepligten kunne dog efter ansøgning erstattes af hjemmeundervisning, hvis forældrene ”…ved en Student, seminaristisk oplært Skole-lærer eller paa anden Maade saaledes [ville] drage Omsorg for deres Børns, Myndlingers eller Tyendes Under-viisning ..”. Skolepligten blev først afskaffet i 1855, hvor der blev en almindelig adgang til for forældre uden ansøgning at sørge for deres børns undervisning. De skulle blot meddele myndighederne det. Dette blev grundlaget for oprettelsen af friskoler. Derfor blev loven fra 1855 kaldt ”friskoleloven”. I 1915 blev ændringen fra skolepligt til undervisningspligt indført i Grundloven.
Grundtvig var 32 år i 1814, men var på det tidspunkt ikke voldsomt optaget af børneskolen. Ja, faktisk mente han, der selv var blevet hjemmeundervist indtil sit 15. år, hvor han kom i latinskolen, at børn ikke skulle gå i skole men undervises derhjemme. Han har derfor heller ikke i sine skrifter eksplicit forholdt sig til Almueskolelovene, da de blev dekreteret i 1814. Det er først senere i 1830’erne, at han begynder at udbygge sine tanker om folkelig oplysning – herunder skolegang for børn. Et af hans centrale værker om børneskoleundervisning er skriftet Statsmæssig Oplysning, som han skrev i 1834, men som først blev udgivet i 1983. Karakteristisk er det, at Grundtvig ikke udtænkte en samlet pædagogisk teori byggende på et grundlæggende pædagogisk og didaktisk tankesæt. For Grundtvig var den folkelige oplysning og skolens undervisning uadskilleligt fra hans menneskesyn, kristendomssyn og samfundssyn. Der er forskellige måder, at sammenfatte Grundtvigs pædagogiske tanker på, afhængig af hvem man er – dvs. ens Grundtvig-reception – og hvad man skal bruge sammenfatningen til. Når jeg derfor i det nedenstående drister mig til et bud på, hvad der er centralt i Grundtvigs pædagogiske tænkning, er det med udgangspunkt i min reception af Grundtvig og med baggrund i min store skepsis over for den uddannelsestænkning, der er herskende i dag, og som er grundlag for den nye folkeskolereform. Min Grundtvig-sammenfatning bliver således et forsøg på en modstilling til denne tænkning.
I kort form og ’oversat’ til dagens sprog og med et klassisk Grundtvig-udtryk i parentes, mener jeg at Grundtvigs pædagogiske tænkning kan beskrives i følgende 10 udsagn:
1. Skolens fokus skal først og fremmest være på elevernes liv her og nu – og derefter på deres fremtid (livsoplysning)
2. Skolen undervisning skal vægte den sanselige, følelsesmæssige og den rationelle tilgang til livet ligeværdigt (det hele menneske)
3. Undervisningens metode skal prioritere fortælling, dialog og det talte ord (det levende ord)
4. Skolen skal give eleverne forståelse for, at alle mennesker og tanker, ting og handlinger i livet her og nu indgår i en sammenhæng spændt ud mellem en fortidsfortolkning og en fremtidsforestilling (det historisk-poetiske)
5. Skolen skal hvile på forestillingen om og give forståelse for alle menneskers ligeværd (ligeværdighed).
6. Skolen skal give eleverne mod på og lyst til at få viden og færdigheder (dannelse, duelighed og lærdom).
7. Skolen skal afholde sig fra prøver, eksamen og karakterer, fordi skolens egentlige formål: at gøre eleverne klogere på deres liv, ikke kan måles og vejes.
8. Skolen skal underbygge elevernes personlige udvikling og selvindsigt gennem opbygningen af et forpligtende fællesskab og samvær mellem lærer og elev og eleverne imellem (vekselvirkning)
9. Skolen skal gennem eget eksempel give eleverne mod på og lyst til demokrati i alle sammenhænge (folkestyre).
10. Skolen skal grundlæggende opfatte sig selv som medarbejder på forældrenes opdragelsesopgave og derfor være styret af forældrene gennem et udstrakt skole/hjem-samarbejde (skolen skal være hjemmets forlængelse).
Disse opfattelser hos Grundtvig af skolen formål, indhold og indretning blev først og fremmest inspirationsgrundlag for de såkaldt grundtvig-koldske friskoler, men også den danske folkeskole blev, ikke mindst gennem lærernes seminarieuddannelse og visse undervisningsministres lovgivningsinitiativer, i nogen grad præget af dem, f.eks. fik folkeskolen som noget ganske særligt en klasselærerordning, fortælleformen og fællessangen blev udbredt i mange timer, ikke mindst i fagene dansk, historie og religion, som blev kærnefag, og man talte langt op i skolens historie om at lærergerningen var et kald – dvs. havde med lærerens værdigrundlag at gøre. Det grundtvigske afspejlede sig også i folkeskolens formålsparagraffer i lovene fra 1937, 1958 og 1975, som lagde hovedvægt på elevernes personlige udvikling og understregede skolens hverdag som et børneliv med egen værdi.
Lovene efter 1975 blev mere og mere orienteret imod, at skolens opgave er at forberede eleverne til et liv efter deres skolegang, hvilket også afspejler sig i den nugældende formålsparagraf, som vægter (godt understøttet af en hverdagspraksis med prøver, tests og karakterer) kundskabstilegnelsen, og at skolen er til for et kommende voksenliv – og ikke et liv for børn og unge her og nu. Et sådant syn på skolen var Grundtvig altså meget modstander af – og han anså det for skadeligt, at skolen blev en forberedelse til ”visse Levebrød”. I meget malende billeder giver han udtryk for dette i skriftet ”Skolen for Livet og Academiet i Soer” fra 1838 hvor han skriver, at det er indbildning, ”at Livet kan og skal lade sig forklare, før det leves, kan og skal lade sig omskabe efter de Lærdes Hoved, denne Indbildning, som maa giøre alle de Skoler, den grunder, til Opløsningens og Dødens Værksteder, hvor Ormene leve flot paa Livets Bekostning, den Indbildning har jeg aldeles forsaget, og paastaaer, at naar Skolen virkelig skal blive en for Livet gavnlig Oplysnings-Anstalt, da maa den for det Første ikke giøre Oplysningen eller sig selv men Livets Tarv til sit Øiemed; og for det Andet tage Livet, som det virkelig er, og kun stræbe at oplyse og fremme dets Brugbarhed; thi ingen Skole kan skabe et nyt Liv i os og maa derfor hverken nedbryde det Gamle eller spilde Tiden med at udvikle de Regler, Man mener, et andet og bedre Liv, naar vi havde det, vilde følge.”
Altså en skole med værdi i sig selv og for menneskelivet her og nu.
Men det er ikke den nye reforms skole. I den bliver børnelivet et gennemgangsrum frem mod en voksen tilværelse som arbejdskraft og BNP-producenter og ikke et livsrum.
Thorstein Balle