Den uhyggelige nåde
Luk 18,9-14
Noget af det mest uhyggelige, der kan ske ved aftenstide eller i mareridt, er at befinde sig et sted, når man kan ikke se, hvilket sted det er. Der er noget i horisonten, men er det bjerge langt væk, eller bygninger tæt på? Der er noget omkring en, men er det dyr, der står stille, eller buske og træer? Omgivelserne går i oplysning, og man mister orienteringsevnen. Det er som at miste sig selv. I ekstreme tilfælde bliver man i tvivl om, hvor man selv hører op, og omgivelserne begynder. Der findes kunstværker, der fremprovokerer den oplevelse. I et af de mere bastante bliver man lukket ind i et stort telt, der er fyldt af lys og en meget tyk tåge-lignende damp. Straks efter, at man er gået ind, har man ingen anelse om, hvor man befinder sig. Man går forvirret rundt og bliver regulært lettet, når man støder mod teltvæggen, som man heldigvis ved, hvad er. Så man kan famle sig langs teltets inderside, til man finder den befriende udgang. Fordi man er en kultiveret museumsbesøgende, bevarer man roen, men nogle kan måske huske scenen fra filmen Zappa, hvor en af hovedpersonerne, Sten, skal kravle under en stor presenning. Han går i panik, for under presenningen forsvinder hele hans verden og han mister sig selv. For det er nok dét, der er det uhyggelige. Når man ikke kan se og forstå, hvad omgivelserne er, er de for tæt på. Man kan ikke få dem på afstand. Så nedbrydes forskellen mellem dem og en selv. Jeg kender det selv allerbedst fra lyde. En enerverende tone, der trænger helt ind i bevidstheden og er ved at plage en til vanvid, indtil man opdager – ah, det er fjernsynet! Og så, fordi der er oprettet en forskel mellem lyden og en selv, kan man med et lettelsens suk abstrahere fra den.
Hvad der gælder den fysiske verden omkring os, gælder ikke mindre den sociale verden mellem os. Også her er det forskelsløse skræmmende. Hvis man er sammen med mennesker, som man absolut ikke kender det mindste til; ikke engang ved, hvorfor de er til stede, har man ingen mulighed for at forholde sig til situationen. Så er man bare del af en ubestemmelig, forskelsløs masse. Man bliver utryg og ved ikke, hvordan man skal gebærde sig. Det banale råd, at man bare skal være sig selv, er ikke til nogen hjælp, for den man er, er ikke uafhængigt af dem, man er sammen med. Så hvis man ikke har nogen anelse om, hvem de er, kan man ikke være sig selv. Så vi bruger forskellige teknikker og strategier for at kunne klare os socialt. Vi skaber forskelle, der deler mennesker op i grupper efter deres særpræg. Kvinder og mænd, unge og gamle, europæere og amerikanere, kristne og muslimer. Så ved man en lille smule om de andre uden at kende dem og kan bedre forholde sig til dem. Hvor effektiv denne teknik er, oplever man på forskellen på at høre at en kvinde venter et barn, eller at hun skal føde en dreng. I det sidste tilfælde fyldes man straks med meget konkrete forventninger om det kommende barn. Fordomme.
For vi møder hinanden med fordomme. Vi møder op med domme på forhånd, så dem, vi møder er for-dømt. For det er, hvad forskellene mellem mennesker resulterer i. Ud over at være kedeligt, ville det også være uhyggeligt at leve i en verden uden forskelle mellem mennesker, for vi ville ikke kunne orientere os. På grundlag af forskellene har vi forforståelser af, hvordan bestemte mennesketyper er. På den måde for-dømmer vi dem, så vi kan forstå dem. Nogle gange sker det selvfølgelig, at de ikke lever op til vores fordomme. Så har vi mødt en undtagelse fra reglen. Fordommen er der ikke noget i vejen med, men der kan selvfølgelig være undtagelser. Et liv som præstesøn har lært mig, at det er sådan, det fungerer.
Forskellene og fordommene gør os trygge. Det er trygt at have dem om andre, og det kan være trygt at blive mødt af fordomme. Fordommene om en præst, fx, giver et forspring som er fyldt med meningsgivende muligheder. Men andre fordomme begrænser og indsnævrer mulighederne. For nogle kvæler fordommene livsmulighederne. Mennesker bliver både for-dømt og fordømt af fordomme, som de ikke kan genkende sig i. Af den grund oplever vi for tiden angiveligt et opgør med fordomme. Netop i denne weekend fejres det i Københavns gader. Men faktisk forekommer det mere som en fejring af fordomme. For den stadigt længere række af bogstaver efter LGBT og det stadigt voksende antal af definerede identiteter, tyder jo på, at man ikke kan få forskelle og fordomme nok. Der skal helst være en fordom til hver enkelt person, så personen kan mødes netop, som vedkommende er. Det ville være et fremskridt, for når vi forfiner vores fordomme, får vi flere livsmuligheder, ikke færre. Men undvære fordommene kan vi ikke, for så ender vi i det uhyggelige forskelsløse.
Farisæeren i lignelsen insisterer også på forskelle og fordomme. På en helt usofistikeret måde. Men i modsætning til fordommene om farisæerne gør han det ikke for at fordømme andre. Vi skal passe på ikke at dømme ham på forhånd. For farisæernes formål var ikke at bruge Moseloven til at fordømme andre og selv gøre sig fortjent til Guds nåde. For i deres forståelse havde de allerede modtaget Guds nåde. For jøderne var blandt alle verdens folk særligt udvalgt af Gud til at være hans folk og leve efter hans vilje. Derfor havde de fået Moseloven. Spørgsmålet var så, hvordan man skulle leve efter den. Farisæerne anså loven for så stor en nådegave, at den måtte bestemme hele tilværelsen. Skulle der være et hjørne af tilværelsen, som Gud ikke er interesseret i? Nej, selvfølgelig ikke, derfor gælder loven for hele livet i alle situationer og under alle omstændigheder. Den skulle man orientere sig efter. Således gjorde loven forskel i livet ved at skabe forskelle. Der blev gjort forskel på rent og uren, helligt og profant, synd og ikke-synd, retfærdige og uretfærdige. Så kunne man udfolde sig verden i henhold til Guds vilje. Syntes man ikke, at der var svar i Moseloven på dette eller hint praktiske problem, så måtte man fortolke det ud af den. Sådan fungerer den konservative jødedom i øvrigt stadig. Der er intet område, som loven ikke omfatter, derfor må man også finde svar i den, når der opstår nye spørgsmål. Må man bruge mobiltelefon på sabbatten? Svaret skal findes gennem fortolkning af loven, for det er jødernes privilegium at leve inden for den. Den gør forskellen mellem dem og os andre.
Skulle farisæeren ikke være taknemmelig for at måtte leve inden for Guds lov og ikke være som de andre mennesker: røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere og som tolderen, for de er naturligvis syndere. Det er hans for-dom om dem. Hvordan skulle de kunne være andet? De har jo ikke loven til at sætte forskel mellem retfærdigt og uretfærdigt, rent og urent, rigtigt og forkert og – altså – mellem Guds folk og alle andre folkeslag. Så farisæeren udtrykker sin taknemmelighed.
Men tolderen, synderen, der står isoleret for sig selv på tempelpladesen, går retfærdiggjort hjem, siger Jesus, og indfrier vores fordomme, om hvordan det vil gå farisæeren. Men for dem, som lignelsen er rettet mod; dem, der stoler på deres egen retfærdighed, bryder verdensforståelsen sammen. De forskelle, der gav mening til tilværelsen, falder bort. De fordomme, som de forstod verden med, går i opløsning. Hvis farisæeren hører Jesu forkyndelse, ville alt det, der gjorde ham tryg, falde bort. Alt det, der bogstavelig talt gjorde forskellen i hans liv, forlader ham. Så står han uden sine fordomme og forskelle i fællesskab med tolderen, som han foragtede. For alt det, der gjorde forskellen mellem dem, er ophævet. Og det samme gælder for tolderen. Når han tilgives, falder også de forskelle bort, som han forstod sig i. Så er hans selvforståelse som synder ophævet og hans isolation brudt. Han står frigjort fra fordømmelse i fællesskab med farisæeren. De står begge i forskelsløsheden, hvor alt det, der satte forskellene mellem dem er forsvundet. For sådan er nåden. Den ophæver forskellene og forener det forskellige. Derfor er den svær at tage i mod. Den er uhyggelig. I nåden mister man alle de forskelle, som man orienterer sig efter, når man vil ophøje sig i verden. Og derfor kan man kun tage imod nåden. Den er lykkelig. For i nåden forsvinder alle de fordomme, der ydmyger en i verden, uanset om de kommer fra andre eller en selv. I nåden står man forskelsløst over for Gud forenet med sin næste. I nåden mister man sig selv, for der ikke længere er forskelle til at bestemme, hvem man er. Der er ikke fordomme, der siger hvordan man skal være.
For den, der ophøjer sig skal ydmyges, og den, der ydmyger sig, skal ophøjes. Det er lykkeligt og uhyggeligt, for der er intet tilbage af de forskelle og fordomme, med hvilke vi forstår os selv og hinanden.
Tilbage er det menneskeliv, der skal leves over for Gud med den næste, som vi i nåden er forbundet forskelsløst med. Det liv skal vi leve. I det har vi behov for både forskelle og fordomme. Men i nådens lys bliver det klart, at det er vores forskelle og vores fordomme. Når det er nådens liv vi lever, må forskellene ikke adskille os og fordommene ikke fordømme os. For nåden forener os i det forskelsløse fællesskab med næsten og Gud, der bestemmer, hvem vi er.
DDS 752 – 482 – 609 — 695 – 411 – 518